Albert Einstein sagde: 'Det er sørgeligt at leve i en tid, hvor det at splitte et atom er lettere end at splitte en fordom'. Men hvem kan sige sig helt fri for fordomme? Enhver, der generaliser, er en idiot (Mark Twain), men det er svært ikke at indtage en overlegen holdning til dem, man er uenig med.

I 30 år har partiet Venstre irriteret mig. Jeg tabte enhver interesse og sympati for personer, der sagde, de stemte på Venstre. Men nu er min fordom forduftet – takket være Lars Løkke Rasmussens nye fond, Løkkefonden, der har til formål at hjælpe unge nydanskere på vej.

Jeg er lettet, for fordomme er tunge og besværlige at slæbe rundt på og fører aldrig noget konstruktiv med sig. De konstruktive tanker er der masser af, men den konstruktive handling udebliver ofte i en tid, hvor der hele tiden bliver sagt krise.

Man ville blive misundelig på sig selv, hvis man vidste, hvilken betydning man kunne få i andres liv. Velstand er ikke altid befordrende for opfindsomhed og det gode initiativ. Der findes en lille erindringsbog skrevet af en ung schweizer. Bogen indledes med: 'Jeg er 24 år og har fået at vide, at jeg har uhelbredelig leukæmi, og meddelelsen gjorde mig så befriet, for endeligt har jeg noget, jeg skal forholde mig til'.

Den unge mand fortæller om sin velhavende familie, der har været så konfliktsky, at man har kommunikeret ved hjælp af floskler og fraser: 'Min mor sagde altid, når vi var på besøg hos naboer, og hun fik et glas vand, at det var det mest henrivende vand, hun nogensinde havde smagt, men så stor forskel kan der ikke være på vandet rundt om Zürichsøen. Når jeg ville tale med min far om jazzmusik, hvilket han ikke brød sig om, sagde han, at det ville blive for indviklet'.

Sygeplejersker, som arbejder med døende, fortæller, at de ofte hører dem sige: 'Jeg skulle ikke have brugt så meget tid på arbejdet'. Hvorfor finder denne uoprettelige fortrydelse sted? Fordi det var lettere at få arbejdet til at fungere end privatlivet? Eller var det jagten på prestige og selvværd? Måske angsten for at bliver overhalet?

LÆS OGSÅKommuner sparer stadig på de ældre

Jo ældre man bliver, jo vigtigere er det at have et netværk. Det er langtfra alle arbejdspladser, der formår at skabe netværk. Og hvordan kan man få betydning for andre, hvis man ikke ønsker at tilhøre et politisk parti, en loge, en religiøs sekt eller en rockergruppe? - Ved at påtage sig frivilligt arbejde. Meget peger på, at velfærdssamfundet afhænger af, at nogen går ind og påtager sig ulønnede opgaver.

Jeg arbejdede en overgang som kok i et køkken, hvor et måltid mad kostede 10 kroner. Mine kollegaer var mennesker, som var dømt til samfundstjeneste, frivillige og brugerne af køkkenet. Vi var tre lønnede medarbejdere. Stedet ville have fungeret bedre, hvis det udelukkende havde været drevet af frivillige. De ansatte mente nemlig, at deres løn forpligtede dem til at optræde med autoritet. Det afstedkom den ene uheldige episode efter den anden. De professionelle blev bange for gæsterne og gemte sig på kontoret. Her fik de sære ideer - som for eksempel at importere forklæder fra Rusland. Spisestedet kom på den måde til at ligne et fattighus fra det gamle DDR. Når vore gæster nu ingenting havde, var det overflødigt at minde dem om det ved at uniformere sig.

De frivillige derimod kom for at gøre en forskel. Blandt de frivillige var to pensionerede socialrådgivere. Den ene gav alt det, som hun ikke havde kunnet givet i sit professionelle liv, i form af venskab, opbakning og økonomisk støtte til uddannelse. En tidligere bibliotekar rejste fra Roskilde til Christianshavn for at vaske op. Det fine ved at arbejde sammen med de frivillige var, at ambitioner og lysten til autoritet var noget, de havde lagt bag sig. De ønskede bare, at alt skulle gå på bedste måde, at dagen måtte blive god for alle. Denne indstilling til arbejdet gjorde, at brugerne fandt det attraktivt at arbejde i køkkenet.

En lille fyr, som hjalp mig, sagde 'Når jeg kravler ned i min sovepose - forenden af kældertrapper eller på legepladser - så tænker jeg, imens jeg ser op på stjernerne, at nu er det for så vidt lige meget, om du har en bil og en villa; og når jeg så vågner og ser skyerne drive over himmelen, siger jeg til mig selv: Tænk, at du får lov til at være en del af alt dette her'. Jeg følte mig heldig, ikke mindst fordi jeg havde fået lov at møde ham.

Jeg er selv vokset op i det, som tidehvervspræster vil kalde misforstået barmhjertighedskristendom. Vi havde en livstidsfange boende i sommerhuset i årevis. Han sagde, da han flyttede ind: 'Jeg er kommet i himmelen, før døden har indhentet mig'. Han oplevede for første gang at kunne se langt ud over marker, landskaber og vand. Det var ham et mirakel. Jeg mindes også fra tiden ved fængslet, at en betjent kom hjem til os med en indsat. Da den unge pige, som hjalp os i huset, gav manden et stykke kage, begyndte han at græde. Han forklarede, at alle, der i tidens løb havde hjulpet ham, havde fået løn for det.

LÆS OGSÅRene og Jonas hjælper ensomme på Roskilde

Jo, der er mange grunde til at påtage sig det gode og velgørende arbejde. At udføre frivilligt arbejde er at forholde sig til den verden, man befinder sig i. Ved at gøre det lever man op til tre gode leveregler. Hvis ikke nu - hvornår så? Du skal sætte dig spor. Du skal være noget for nogen. At gøre en forskel er et udtryk, som er gået i folkemunde. Unge mennesker betaler i dyre domme for at rejse ud for at hjælpe de allerfattigste i den tredje verden. Det grå guld står blandt gammelt kluns og ragelse i genbrugsbutikker og oplever at få et meningsfyldt otium.

Det er godt at kunne sige: Jeg har betalt tilbage for det gode liv, jeg fik.

De frivillige er vor tids anonyme helte. At spørge efter deres motivation er at degradere heltene.

At lediggang er roden til alt ondt, er en gammel måde at sparke til de arbejdsløse på. Men tanken har inspireret den amerikanske idé om recovery. I USA har man haft succes med at lade psykisk syge studere sig frem til et diplom på, at de er raske. I stedet for at studere forsøger man her til lands at tilbyde psykisk sårbare et job. Der findes også en uddannelse, som er svær at komme ind på, hvor man bliver medarbejder med brugerbaggrund. Det er en gave at møde et menneske, der selv har oplevet sygdom og har erfaring med indlæggelser og medicin.

Når man i en tid med arbejdsløshed satser på at beskæftige mennesker med en diagnose, er det, fordi man har erfaring med, at arbejdet kan tilføre nye sider til en tilværelse, som ellers er præget af sygdom.

Jobbet giver den selvværdsfølelse, som man ofte har manglet, når ens tilværelse har været fyldt med lidelse og indlæggelser. Vigtigt er det tilhørsforhold, som et arbejde kan give. Lysten til at ville giver evnen til at kunne. Man oplever en smuk forvandling, når et menneske kommer ud af følelsen af at være puttet ned i et syltetøjsglas og i stedet opleve at komme ud til en meningsfuld hverdag.

Der er givet arbejde mange steder til mennesker med psykiske lidelser. Jeg mødte en ung psykisk sårbar efter hans første dag på job. Han havde stået i supermarkeds kølerum og sat mejeriprodukter ud til forbrugerne. Han ville have mig til at indrømme, at Bilka ikke kunne fungere uden GUD. Jeg var lidt forbeholden med at give ham ret, men kom i tanke om, at en skuespiller for mange år siden speakede Bilkas reklame, samtidig med at han læste højt af Bibelen i radioen. Det fik folk til at gå omkring og sige: 'Hvem kan, GUD kan'.

En indvending imod de job, man tilbyder psykisk sårbare, er, at de alt for ofte er i det samme univers, som de sårbare befinder sig i: Man går dagen lang i en skov sammen med andre, der også har en diagnose. Er man på gartnerhold, passer man f.eks. arealerne omkring et bosted for ligesindede. 'Den virkelige verden', som man så inderligt ønsker at tage del i, giver arbejdet ikke mulighed for at komme i nærheden af. Derfor hører man også udtalelser som: 'Ingen seriøs arbejdsplads vil have noget at gøre med en, der har psykiske problemer'. Det passer ikke helt, og det ændrer sig stadig til det bedre. Men det er en af grundene til, at nogle holder op med at arbejde. Og så er der er et paradoks i, at man har brugt år af sin tilværelse på at overbevise systemet om, at man har en sygdom, der gør, at man ikke er i stand til at passe et arbejde. Når man så endelig får tilkendt pension, bliver der sagt: 'Nu er det vist på tide, at du får et arbejde!'. Der er ligefrem nogen, som føler arbejdet som en trussel mod deres 'pensioniststatus'
- efter devisen: Andre vil bare tro, at jeg har snydt systemet, hvis jeg får succes med arbejdet.

Motivationen til at få borgere med psykisk sårbare sind i arbejde er ikke lønnen. I bedste fald 20 kroner i timen. En fortalte mig, at hun tjente 10 kroner, og en anden, at hun mistede sin boligsikring, så hun i bedste fald intet økonomisk udbytte havde af at udføre et arbejde, som hun er dybt engageret i.

Der er måske ikke økonomi til højere lønninger, men så bør regeringen finde på frynsegoder og privilegier. Er der ledige pladser i Det Kongelige Teater eller ved andre kulturarrangementer, bør de tilbydes disse mennesker. Fribilletter til danske film (støttet af staten) kunne også være et tilbud. Skal aktivering give en dybere mening, må der gives anerkendelse. Den skal gives til psykisk sårbare og til de mennesker, der udfører et frivilligt arbejde. Det vil være med til at give dem den værdighed, der er vigtig for alle.

Det er i mødet med andre, vi udvikler os, så mangen en indlæggelse er sparet ved et godt arbejde. Sidder man selv med lysten til at gøre noget, kan man tilbyde en gang om måneden at lukke sit hjem op for en person med et sårbart sind. Se mere på www.netopnet.dk - Landsforeningen til styrkelse af sindslidelse netværk. Det er en berigelse at gøre noget, og bagefter kan man se sig selv som ensomhedsbekæmper. Og så får man noget godt at tænke på, den dag man ligger og ikke kan mere.

En egentlig motivation til at gøre det gode findes ikke. Sokrates sagde 'Hvis et menneske gør det gode, fordi det er noget, vedkommende har lært, er det ikke godt'. Benny Andersen skrev for mange år siden digtet 'Godhed':

'Jeg øver mig dagligt i at brede armene ud og lade nogle græde ud ved mine skuldre'. Digteren slutter: 'Jeg har fundet ud af, at jeg er bedst til at være god, når jeg er alene'.

Heldigvis er der sket en udvikling, siden digtet blev skrevet. Det ses på de enorme summer, som samles ind til nødstedte - og på de mange godgørenhedsbutikker, som skyder op over alt. Jeg får en følelse af national stolthed ved tanken om et hjælpsomt folk. Kan vi nå dertil, hvor vi siger 'en gæst' i stedet for 'en fremmed'?

Digteren Halfdan Rasmussen oplevede på sine ældre dage, at en yngre kollega drillede ham. I et stort plenum råbte den unge til Halfdan Rasmussen 'Der er ham, som hader mig'. Den gamle poet svarede:

'Nej, jeg tror egentlig ikke, jeg hader nogen. Der er bare nogen, jeg ikke bryder mig så meget om'. Det er noget, som en del kunne lære af. Søren Espersen sagde, at en dansk statsborger for hans skyld godt måtte dø af sult, fordi pågældendes datter gik med et tørklæde om hovedet. At sætte prismærker på mennesker, fordi de har en anden religiøs observans er, ved man fra historien, starten på ondskab og undergang. Det er ikke det samme som at se unge norske socialdemokrater som slangens æg, men det er starten på noget lignende.

I gammel tid havde den katolske kirke en handelsvare, der hed 'overskydende gode gerninger'. Det skal ikke genindføres. Et samfund, hvis borgere er interesseret i at gøre noget for hinanden, er et godt samfund.

Derfor bør borgerne motiveres til ikke at være selvtilstrækkelige. Meget er vendt på hovedet i løbet af de sidste år. Samfundet har frelst bankernes økonomi, og bankerne har som tak for hjælpen ladet computerne bestemme, hvem de vil låne penge til. Så slipper folk for at tale for deres syge moster, men maskinen med barmhjertighed er ikke opfundet.