Danmark har gennem historien været præget af gentagne bølger af indvandring, der både økonomisk og kulturelt har haft en positiv betydning for det danske samfund.

For eksempel inviterede den danske konge i begyndelsen af 1500-tallet cirka 200 hollandske familier til at komme til Danmark for at være med til at højne standarden for landbrugsproduktionen. Hollænderne bosatte sig overvejende på Amager.

Senere i 1700-tallet blev franske huguenotter budt velkommen til at bosætte sig i Fredericiaområdet, hvor de slog sig ned som agerbrugere og tobaksavlere. Noget senere fulgte indvandringen af jøder – i første omgang til Fredericia – hvor de ivrigt deltog i det voksende handelsliv. I århundrederne herefter skete der en støt indvandring af driftige jøder til hele landet. Senest fra Rusland i begyndelsen af 1900-tallet.

I 1600- og 1700-tallet blev væsentlige områder af den danske centraladministration varetaget af tyske embedsmænd på højt niveau. Tysk var på dette tidspunkt det fremherskende sprog i centraladministrationen.

I 1700-tallet skete der en vis indvandring af hernhuterbrødre til et område nær Christiansfeld, hvor de fremstillede varer af høj kvalitet. Omtrent samtidig skete der en indvandring fra Tyskland af kartoffeldyrkere, der slog sig ned i Midtjylland – de såkaldte kartoffeltyskere.

LÆS OGSÅ Da gæstearbejderne kom til Danmark

Disse indførte ud over kartoflen en række nye afgrøder. Merkantilismen, der var fremherskende i Danmark gennem 1700-tallet, indebar også kongelig import fra hele Europa af fremtrædende forretningsfolk, der kunne bistå danskerne med udvikling af det lokale erhvervsliv. Dertil kom den kongelige headhunting af begavede arkitekter og billedkunstnere fra blandt andet Frankrig og Holland til oprettelsen af Det Danske Kunstakademi.

Næst efter tyskere udgjorde svenskere den største indvandrergruppe indtil begyndelsen af 1800-tallet. Herefter overtog svenskerne førstepladsen. Svenskerne beskæftigedes primært som sæsonarbejdere inden for landbruget. Med den stigende roeproduktion sidst i 1800-tallet på øerne syd for Sjælland blev der behov for at importere arbejdskraft udefra. Dette skete først og fremmest med kvindelig arbejdskraft fra Polen.

Et kort intermezzo i indvandringens historie er modtagelse af cirka 1.500 flygtninge fra Ungarn i 1956 og senere i 1980 – 1985 cirka 1.300 flygtninge fra Polen. Den sidste store import af arbejdskraft til Danmark skete i slutningen af 1960’erne, hvor gæstearbejdere i stort tal blev importeret fra først og fremmest Tyrkiet og det tidligere Jugoslavien.

Efter 1980’erne domineres ind - og udvandringen mere og mere af udenlandske statsborgere, og nettoindvandringen øges. Den øgede nettoindvandring til Danmark ændrer efter 2004 mønster i retning af flere såkaldte vestlige indvandrere (det vil sige fra vestlige lande, inklusive de nye EU-lande fra det tidligere kommunistiske Østeuropa). Denne stigning skal ses i sammenhæng med, at indvandringen fra de østeuropæiske lande i 2008 nåede op på 43 procent af den samlede indvandring.

Det danske arbejdsmarked er blevet beskrevet statistisk siden cirka 1900.

LÆS ARTIKEL En alderdom vi kan leve med

De lange linjer viser, at der siden 1900 har været overskud af arbejdskraft, der er blevet registreret som ledighed i størrelsesordenen 8-30 procent af arbejdsstyrken. Denne udvikling blev vendt i slutningen af 1950’erne, da en kraftig stigning i den økonomiske vækst skabte forøget efterspørgsel på arbejdskraft.

Den økonomiske højkonjunktur i 1960’erne skabte vækst i uddannelsessektoren og vækst i beskæftigelsen i den offentlige sektor, som specielt var til gunst for beskæftigelsen af kvinder. Ændringer i produktionsmåden gennem 60’erne og 70’erne stillede krav om længere uddannelse. I 1980 havde cirka 70 procent af befolkningen over 35 år kun syv års skolegang. I 2010 var denne andel faldet til 30 procent.

Forbedrede teknikker til graviditetsbeskyttelse medførte i sammenhæng med kvindernes integration i uddannelser og arbejdsmarkedet, at fertiliteten faldt drastisk med et lavpunkt i 1983, hvor der kun var cirka 51.000 fødsler mod cirka 96.000 i 1946. Siden år 2000 har tallet været lavt, cirka 63.000-67.000 fødsler årligt, og i 2011 faldt det til kun 59.000. Den skæve demografiske udvikling er blevet og bliver forstærket af, at de store årgange har forladt og er ved at forlade arbejdsmarkedet.

Det er en udvikling, som peger i retning af, at udbuddet af arbejdskraft vil falde drastisk – og fremtiden derfor vil blive præget af mangel på arbejdskraft.

Den indvandring, der har præget Danmark gennem de sidste cirka 30 år, har imidlertid tilført de erhvervsaktive aldre 300.000-400.000 personer, der i en vis udstrækning burde have kunnet kompensere for de demografiske ændringer i den danske befolkning. Men denne indvandring har ikke omsat sig i et tilsvarende udbud af arbejdskraft. Kun omkring halvdelen er blevet ’opsuget’ på arbejdsmarkedet.

Denne tilstand er dog i de senere år blevet vendt, idet et stigende antal indvandre er blevet integreret i arbejdsmarkedet, og et fald i indvandringen fra ikkevestlige lande og en stigning i indvandringen fra vestlige lande har medført, at der nu er bedre overensstemmelse mellem arbejdsmarkedets efterspørgsel på kvalifikationer og indvandrernes muligheder for at tilgodese dem.

LÆS OGSÅ Velkommen til Danmark, fucking fremmedarbejder

Det er specielt stigningen i antallet af personer over 65 år, der giver forventninger om mangel på arbejdskraft til omsorg og pleje. For 30 år siden udgjorde andelen af befolkningen på 65 år og derover 10-11 procent. I 2011 er den kommet op på cirka 20 procent. Alene denne stigning vil medføre en forøgelse af det, der lidt uskønt kaldes forsørgerbyrden. Gennem de sidste 30-40 år har forsørgerbyrden været løftet af 2.600.000-2.800.000 personer i beskæftigelse. En fremskrivning af antal beskæftigede til 2030 viser, at antallet kun vil svinge marginalt.

Det er derimod afgørende, at cirka 200.000 personer på forskellige former for overførselsindkomster kan bringes i beskæftigelse for at lette forsørgerbyrden. Øget indvandring vil næppe i sig selv lette forsørgerbyrden, men vil forøge udbuddet af arbejdskraft. Hvorvidt det forøgede udbud kan opsuges, er afhængigt af andre faktorer såsom ændringer i produktionsmåder, internationalisering af teknik og teknologier, uddannelse med videre.

Den tidligere negative indstilling til vores medborgere af anden etnisk baggrund er for tiden afløst af dårlig omtale af dem, der ikke arbejder, desuagtet der ikke er noget arbejde.

Præsenteret som reformer og velfærdssamfundets frelse skæres der i indkomstoverførslerne (efterlønsordning, førtidspension, alderspensioner og andre former for sociale ydelser). Det sker med henvisning til, at velfærdsstaten ikke kan klare flere udgifter. Argumentet er, at de erhvervsaktives forsørgerbyrde stiger eksplosivt, fordi flere og flere ikke er på arbejdsmarkedet af sociale eller aldersmæssige årsager.

Kravet om 200.000 flere i arbejde er udmærket, men foreløbigt kan de 160.000 arbejdsløse og de snart over 100.000 uden efterløn næppe finde job i Netto, eller hvor nu ellers de toneangivende økonomer og politikere vil anvise dem job.

Sund fornuft siger, at jobbene kun kommer, når både efterspørgsel og de rette kvalifikationer er til stede. Hvornår det sker og i hvilket omfang, er der reelt ingen der ved.

Lad os først se på myten om den øgede forsørgerbyrde.

Vores moderne velfærdssamfund fik sit solide fundament i 1960’erne, hvor vi havde kræfter og vilje til at opbygge et unikt samfund, samtidigt med at vi havde en historisk høj forsørgerbyde. For hver hundrede 20-64-årige skulle der forsørges næsten 80 børn og ældre, 60 børn under 20 år og 20 ældre på over 64 år.

Det ændrede sig gennem 1980’erne og 1990’erne, hvor der blev færre børn og unge og lidt flere ældre, og hvor den samlede forsørgerbyrde i 2000 kom ned på godt 60.

Fra 2005 stiger andelen af ældre over 64 år hurtigt, men først i 2025 kommer forsørgerbyrden over niveauet i starten af 1960’erne. Men et stykke af vejen har vi været der før og endda i en periode med fremgang og visioner.

LÆS ARTIKELSOS mod racismen i Danmark

Også myten om ældrepuklen er overdrevet. Danmark er bestemt ikke hårdere demografisk ramt end andre EU og OECD-lande, og der er tydelige tegn på, at den stigende grad af selvhjulpenhed og selvpensionering betyder, at de kommende ældre vil medføre et langt mindre nettotræk på de offentlige finanser, end man tidligere har frygtet.

Alligevel vil der være en udfordring om øget indsats med omsorg og pleje af især ældre over 84 år. Andelen af plejekrævende ældre over 84 år stiger forholdsvis langsomt i disse år. Først om 15-20 år sker der med de store årganges indtræden i denne aldersgruppe en voldsom stigning, så antallet forventes at blive fordoblet om 20 år.

Den ’truende’ udvikling i forsørgerbyrden og ældrepuklen er ikke stor og akut. Alligevel er der en udfordring, hvor en voksende ældreomsorg og kravet om en forbedring af statens finanser stiller krav om øget udbud af arbejdskraft. Vi kan kun håbe, at toneangivende økonomers mantra om, at en kommende mangel på arbejdskraft også kræver ledige hænder for at afbødes. Men hvor er så den kvalificerede arbejdskraftreserve?

Svaret er, at vores voksende gruppe af nydanskere (indvandrere og efterkommere) kan redde os og afhjælpe væsentlige dele af denne udfordring.

Ser vi på udviklingen i Danmarks indbyggertal, konstaterer vi, at uden gruppen af nydanskere ville vores folketal stagnere på omkring fem millioner. Kun på grund af væksten i antal nydanskere når vi i 2040 op på seks millioner.

Men befolkningsvækst er naturligvis ikke i sig selv et mål. Det afgørende er, at nydanskernes aldersprofil er væsentlig anderledes end gammeldanskernes. Ser vi isoleret på gammeldanskernes forsørgerbyrde, så stiger den kraftigt frem mod 2040, mens nydanskerne forbliver en forholdsvis ung befolkning.

Nydanskerne har og vil fremover vedblive at have en forsørgerbyrde på omkring det halve af, hvad gammeldanskerne har her i 2012. Nydanskerne trækker så at sige vores demografiske sammensætning i en mere afbalanceret retning end den, der tegner sig for gammeldanskerne.

Hvis den løbende indvandring fortsætter som i disse år, betyder det, at vi i 2040 vil have en forsørgerbyrde ikke på 100 men på ’kun’ 90.

Det betyder også, at vores udfordring ikke er at stigmatisere nydanskere, sådan som det skete i 2001-2011, men tværtimod at sætte ind med et storstilet løft i nydanskernes kvalifikationer og arbejdsmarkedsintegrering. Uddannelsesmæssigt har udviklingen stået i stampe.

Mens gammeldanskerne har haft en kraftig stigning i den del af befolkningen, der har en fuldført en uddannelse over grundskoleniveau, er fremgangen for nydanskere mere tvivlsom, og det uddannelsesmæssige gab i forhold til nydanskerne er ikke blevet mindre.

På arbejdsmarkedet er det ikke gået nydanskerne meget bedre end på uddannelsesområdet. Det mangelfulde løft i deres kvalifikationer er i sig selv en del af forklaringen herpå. Beskæftigelsesfrekvensen (procentdel af de 20-64-årige, der er i beskæftigelse) for nydanskere er i dag ringere end for 30 år siden, og gabet op til gammeldanskerne er også stadig større, end det var i 1980.

Det ses også, at den kraftige fremgang for nydanskernes beskæftigelse, der skete i højkonjunkturen frem til 2008, nu er afløst af et større fald. Nydanskerne har de allermest udsatte job, hvor deres muligheder på arbejdsmarkedet er yderst sårbare i dårlige tider som dem, vi oplever nu.

Hvis vi for hver aldersgruppe beregner, hvor mange nydanskere der skulle være beskæftigede, hvis nydanskerne skulle op på gammeldanskernes beskæftigelsesfrekvenser, så skulle 20-25 procent flere af alle nydanskere skulle være i arbejde. Dette beskæftigelsesmæssige gab svarer til, at der her og nu skulle skaffes over 80.000 job til de nuværende 370.000 nydanskere i alderen 20-64 år.

Hvis vi kigger lidt frem og bruger denne viden på Danmarks Statistiks nyeste befolkningsprognose, viser det sig, at vi med nydanskernes hjælp om otte år (2020) kunne have en vækst i vores arbejdskraft på ekstra 110.000 beskæftigede og i 2030 på 120.000.

Det vil kræve et gigantisk løft på uddannelses- og beskæftigelsesfronten, og det ville være en historisk indsats.

Hvad det vil betyde for sikring af vores velfærdssamfund og dets sammenhængskraft er slet ikke til at tænke på.

Tænk, hvis politikerne og arbejdsmarkedets parter havde et pejlemærke om at fjerne to tredjedele af gabet mellem nydanskeres og gammeldanskeres jobchancer, så ville der om otte år være 70.000 flere i arbejde – hvis vi altså er så heldige, at vores optimistiske økonomer får ret på det punkt.

Det danske arbejdsmarked har i lange perioder været præget af overskud af arbejdskraft og samtidig mangel på arbejdskraft (paradoksproblemet), fordi der ikke har været overensstemmelse mellem efterspørgslen på bestemte kvalifikationer og udbuddet af arbejdskraftskvalifikationer.

Men der er ikke overbevisende tegn på, at de demografiske ændringer vil skabe en balance af sig selv. Tværtimod vil ændringerne i befolkningens sammensætning medføre et stigende behov for arbejdskraft, og den ’normale’ sammenhæng mellem befolkningsvækst og økonomisk vækst, der er velfærdssamfundets fundament, peger i retning af, at kun en kraftig opkvalificering af nydanskerne kan sikre det danske samfunds høje levestandard.

Nydanskerne udgør så og sige den demografiske ’lomme’, der rummer potentialet til sikre den fornødne arbejdskraft og hindre, at velfærdssamfundet går i stå.



Datakilder: Danmarks Statistik, Statistikdatabanken.