På et næs i Ilmensøen få kilometer syd for det gamle Novgorod i Rusland er fader Dimitrij, som er munk i den russiskortodokse kirke, helt alene med sin kirke, som har stået på næsset siden 1200-tallet. Når jeg besøger ham med danske turister, kan der lige præcis stå en busfuld af dem inde i hans lille kirke.

Så plejer fader Dmitrij at fortælle om kirkebygningens historie: Da sovjettiden indtrådte, blev den konfiskeret, og der blev indrettet en fiskefabrik i den. Efter Anden Verdenskrig blev det lille næs og området omkring det udlagt som ’rekreativ base’, som det hed på sovjetrussisk, dvs. campingplads, og kirkebygningen blev anvendt som redskabsskur. Da så Sovjetmagtens æra for godt 20 år siden var slut, blev bygningen givet tilbage til den ortodokse kirke.

LÆS OGSÅPræster bliver skånet, når kirker lukker

Siden da har fader Dmitrij brugt det meste af sin tid på at passe de to til fire narkotikamisbrugere, han løbende har i en form for rehabilitering.

Han plejer at prale med, at hans klienter ti gange oftere kommer ud af deres misbrug end dem, der kommer på de ikkekirkelige rehabiliteringsklinikker. 'Det er den forkerte del af mennesket, de prøver at kurere på de almindelige klinikker', plejer han at sige og holder sig så for brystet for at minde os om, hvor sjælen bor.

Tager man sydpå til Moskva, er det svært at undgå at lægge mærke til den enorme Kristi Frelser-katedral, som beklædt med hvid marmor rejser sig på bredden af Moskva-floden over for Kreml. Det er den største kirke overhovedet i den ortodokse verden og stod færdig i 1883.

I perioden mellem 1931 og 1998 fandtes kirken imidlertid slet ikke. Den blev revet ned for at gøre plads til et kæmpestort kongrespalads, der aldrig blev bygget færdigt, fordi Anden Verdenskrig kom i vejen.

Efter.  Oktobersalen i Leningrad stod færdig i 1966 der, hvor den græske kirke var blevet revet ned. Foto: Promotion

Efter krigen besluttede man at benytte det fundament, man havde gravet ud, til en udendørs swimmingpool, som generationer af russere har taget deres første svømmetag i. Efter Sovjetunionens sammenbrud genopbyggede præsident Jeltsin kirken fra grunden, sådan at der nu siden 1998 har stået en tro kopi af den oprindelige kirke der, hvor svømmebassinet lå. Mine kulturradikale russiske venner rynker altid på næsen ad kirken. De synes, at genopførelsen er udtryk for dårlig smag. 'Man skal stå ved sine ødelæggelser', synes de at sige.

Kirken har ikke desto mindre status af en slags statskirke i Rusland; det er her, Putin og Medvedev viser sig med deres hustruer til gudstjenesten påskeaften hvert forår; det var herfra, Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, blev begravet i 2007.

I skrivende stund er jeg i Skt. Petersborg i embeds medfør. Her er der masser af smukke kirker, hvoraf de kendteste dog i dag har status af museer. Den spraglede Blodskatedral, som står opført der, hvor Aleksander II blev myrdet ved et attentat i 1881, er f.eks. et museum, ligesom den enorme Isaak-katedral ikke er blevet en aktiv kirke igen, efter at den i sovjettiden ændrede status til 'museum for religion og ateisme'.

Endelig kan man besøge Peter og Paul-katedralen, der er en turistattraktion som begravelsessted for de russiske tsarer og deres familier bl.a. vores hjemlige kejserinde Dagmar.

Set fra turisterhvervets synspunkt kan det være praktisk, at tilrejsende ikke tvangsindlægges til en ortodoks messe, fordi de gerne vil se et smukt kirkerum. Omvendt går man glip af den specielle liturgi med røgelse og hymnesang, der er så vigtig for at forstå ortodoksien.

LÆS OGSÅLukkede kirker kan blive revet ned

Jeg kan godt forstå, hvis nogle stejler over sammenligningen mellem Danmark og Rusland; Rusland er ikke et af de lande, vi plejer at sammenligne os med. Kan tiden efter den kommunistiske magtovertagelse i Rusland i 1917 overhovedet sammenlignes med Danmark i 2012? Hvilke træk kan man mene, at vi har til fælles med Rusland i sovjetperioden?

I tiden efter revolutionen så Rusland sig selv som bærer af den højeste grad af retfærdighed. Det samme ser ud til at være tilfældet i Danmark i dag: I Rusland hed retfærdigheden socialisme; i Danmark hedder den ytringsfrihed og demokrati.

Mange russere samledes dengang netop omkring en følelse af, at de havde lagt en traditionsbunden, uoplyst fortid bag sig og var trådt ind i den højeste form for oplysning.

Det er derfor heller ikke svært ikke at se et slægtskab mellem Muhammedtegningerne og den antireligiøse propaganda, der fyldte ganske meget i tiden omkring den russiske revolution, hvor Gud og Jesus fremstilledes som karikaturer, og andre religioner og deres symboler systematisk blev latterliggjort.

LÆS OGSÅDisse kirker skal også lukke

Noget af det mest fremmede, der findes for et samfund, der begrunder sin eksistens i rationalitet, er nemlig en kirke. Kirken bliver symbol på det gamle samfund, der begrundede sin eksistens i tradition. Ligesom russerne gjorde det for 100 år siden, stræber vi i dag efter et rationelt samfund. Og her står kirkerne mest i vejen.

Den russiske digter Joseph Brodsky (1940-87), som fik Nobelprisen i Litteratur i 1987, skrev i 1966 et af sine kendteste digte om nedrivningen af sin hjemby Leningrads græskortodokse kirke. Den havde måttet lade livet til fordel for opførelsen af ’Oktobersalen’, som den dag i dag benyttes til rockkoncerter og større kulturbegivenheder.

Digtet, ’Et hvil i ørkenen’, gav senere navn til en af Brodskys mest populære digtsamlinger. Alligevel er det store digt aldrig blevet oversat til dansk. Før nu, hvor Politikens læsere hermed indbydes til en poetisk premiere med nyere russisk lyriks store navn.

Jeg tror, Joseph Brodskys digt kommer omkring stort set alle de tanker, der er relevante, når man overvejer at sløjfe en kirke. Digtet trykkes første gang på dansk:

Et hvil i ørkenen
Af Joseph Brodsky


Så få grækere er der nu tilbage i Leningrad,

at vi har ødelagt den græske kirke

for på den plads, som derved blev tom,

at bygge en koncertsal. Arkitektur

af denne type er der noget håbløst ved. Dog

er en koncertsal med over tusind pladser

ikke helt så håbløs endda: Den er et tempel,

et kunstens tempel. Hvis skyld er det,

at vokalkunsten kan samle flere sjæle,

end troens faner kan?

En skam er det blot, at vi nu i det fjerne

i stedet for en helt almindelig kuppel

skal skimte salens formløst flade linje.

Men formløshedens proportioner

er nu en gang ej det, vort liv afhænger af;

det er snarere proportionernes formløshed.



Jeg husker tydeligt, da den blev revet ned.

Forår var det, og jeg kom dengang

tit på besøg i en tatarfamilie,

som boede i nærheden. Jeg kunne

gennem deres vindue se den græske kirke.

Dagen var begyndt med tatarsnak;

men siden kom der lyde ind i samtalen,

som først blandede sig,

men snart fuldstændigt overdøvede den.

En gravko blev kørt ind i kirkehaven,

med et kæmpe jernlod hængt op under skovlen,

og murene begyndte stille at give efter.

Man ville da også være rent til grin, om ikke man gav efter,

hvis man var en mur og stod foran sådan en ødelægger.



Endvidere kunne gravkoen opfatte

muren som en død ting

og, til en vis grad, på den måde lig den

selv. Og i de døde tings verden er det ikke

kutyme at komme hinanden i møde.

Siden kom der lastbiler kørende,

bulldozere... Og en gang, da det var aften,

sad jeg på resterne af kirkens apsis

og så gennem alterets ruiner natten lyse sort.

I disse huller i det gamle alter

så jeg sporvognene flygte

langs de matte gadelygters guirlande.

Og det, man aldrig får at se i en kirke,

så jeg nu igennem kirkens prisme.




En dag, når vi ikke er her længere...

Eller rettere: I vores sted vil der en dag

også komme noget andet, som enhver,

der kendte os, vil gyse ved at se.

Men de som kendte os, vil trods alt ikke være mange.

Præcist på samme måde besørger hunde

på steder, de har kendt, af gammel vane.

Selv hvis hegnet omkring en have nu er revet ned,

kan hunden stadig mærke, at det er der.

Hundens drømme overdøver det, den ser.

Eller også er det jorden, der bevarer lugten:

Selv asfalt må give op imod en køters lugtesans.

Og hvad skal hunden også med det nye, grimme hus?

Set fra hundens synspunkt ligger haven her altså stadig!

Og det, som synes klart for hvert et menneske,

er hunde ganske ligeglade med.

Det er det, der gør, at hunden kaldes trofast.

Og hvis jeg nu i ramme alvor

skulle tale om slægters kommen og gåen

og om stafetten, der gives videre, så

tror jeg kun for alvor netop på dette.

Eller rettere, jeg tror kun på dem, der kan mærke lugten.



Så få grækere er der nu i Leningrad,

ja, med undtagelse af Grækenland er der

overhovedet kun ganske få af dem tilbage.

I hvert fald ikke mange nok til

at bevare troens bygninger.

Men at de skal tro på det, vi bygger,

kræver ingen af dem nu. Ét er,

fristes man til at sige, at slå korsets tegn for et helt land;*

et ganske andet er et kors at bære.

De blev stillet foran én eneste opgave.

Og den magtede de så alligevel ikke.

Ageren voksede til, fordi den ej blev pløjet.

”Du sædemand, lad blot din plov stå urørt,

så vi finder selv ud af, hvornår vi sætter vores aks”.

Og så glemte de i mellemtiden at passe på deres plov.




Jeg sidder her i natten og ser ud gennem vinduet

og tænker: Hvad er det for et punkt, vi nu er nået til?

Hvad er vi fjernest fra: ortodoksien eller hellenismen?

Og hvad er vi tættest på? Hvad venter os forude?

Er det mon en anden æra, der er på vej?

Og hvis det er, hvori består da vores fælles pligt?

Hvad er det for et offer, vi skal bringe?

* Russerne kristnedes af en græsk, ortodoks mission fra Byzans i 900-tallet. O.a.

Oversættelse Jon Kyst