Det er næppe muligt at deltage i samfundsdebatten uden at opleve, før eller senere, at fokus flyttes fra det aktuelle emne og over på en vurdering af selve debattens værdi og kvalitet.

Krydser man grænsen fra en konsensussøgende argumentationsform til en mere konfronterende retorik, oplever man hævede pegefingre, formaninger om at »holde en ordentlig tone« samt klager, der synes at antyde, at debatten mister værdi, så længe parterne bevæger sig væk fra hinanden og ikke respekterer hinandens holdninger. Men hvad handler denne metadebat om, og hvorfor? Hvilke krav og forventninger kommer til udtryk der, og hvilke opfattelser motiverer dem?

Det kan virke ønskværdigt, korrekt eller ligefrem nødvendigt, at modstridende værdier mødes i gensidig respekt. Man sporer en vis uro på vegne af samfundets sammenhængskraft i metadebattens diskurs. Men jeg mener, det er udtryk for en misforståelse, når sammenhængskraften sidestilles med et værdifællesskab. Modsætninger kan og bør ikke nødvendigvis mødes i konsensus, selv om de sameksisterer i samfundet. Samfundet kan sagtens rumme værdimæssigt diametrale modsætninger, uanset hvad de mener og ytrer om hinanden.

Denne rummelighed er ikke gensidig respekt, men blot overholdelse af samfundets frihedssikrende styreform. Modellen er ikke ny. Den er grundstenen i liberaldemokratiet, og vi dyrker den hver dag uden problemer. Sammenhængskraften trues først, når samfundet svigter i sin frihedssikrende funktion, bl.a. ved at fremtvinge en slags skinkonsensus.

I kølvandet på Breivik-massakren 22. juli sidste år var mange debattører hurtige til at skyde en del af skylden for massemord over på den ’hårde tone’ i debatten. En af de førende stemmer tilhørte Carsten Jensen (17.9. 2011, Politiken), der var ude med de lange knive efter politikere, der efter hans opfattelse »taler og tænker … nøjagtigt som den forstyrrede korsfarer«. Det er forståeligt, at Benja Stig Fagerland (23.6., Politiken) ikke bryder sig om grove kommentarer, angiveligt fra »mænd, der hader kvinder«.

LÆS ARTIKEL Vi har leget med afstumpetheden alt for længe

Det er forståeligt, at hun føler, at det at udsættes for sådanne kommentarer er en urimelig pris, hun som kvinde må betale for sin deltagelse i samfundsdebatten. Marianne Jelved (10.7., Politiken) har ret til at mene, at Enhedslistens hårde retorik »skaber en unødig voldsomhed, som ikke passer til et demokrati«.

Men det er nemlig argumentet, at debattens tone og indhold forringer, truer eller direkte skader demokratiet, der afslører et behov for en mere dybtgående og principiel debat om, hvad man egentlig forstår ved ’demokrati’. Ikke fordi Jensen, Fagerland og Jelved ikke har ret til den demokratiopfattelse, deres argumenter antyder. Men snarere, fordi sådanne gidseltagninger af demokratibegrebet i anledning af denne tiltrængte debat ikke bør stå uimodsagt.

Hvad er det for kvalitetskriterier, debatten vurderes ud fra, når tonen og indholdet problematiseres? At debatten regnes for god, dårlig, konstruktiv, destruktiv eller noget femte giver kun mening i forhold til en målestok, dvs. en tilstand eller funktion, som debatten forventes eller ønskes at opfylde. Den slags vurdering synes nemlig at bunde i en forestilling om, at samfundsdebatten ikke er nok i sig selv, men forstås som et middel, der tjener et højere formål og dermed nytter noget.

Dette lægger sig op ad en tradition, der her i landet knyttes til teologen Hal Koch og hans ligesindede og består i en opfattelse af demokrati som ’livsform’. Det centrale element i demokratiet efter denne opfattelse er samtalen, der efter idealet udgør et ’frugtbart møde’, og hvis formål er konsensus mellem parterne. Debattører, der problematiserer debattens tone, efterlyser tilsyneladende frugtbarhed eller konstruktivitet i debatten. Forestillingen bygger på et ideal om, at parterne nærmer sig hinanden og eventuelt går på kompromis.

Modstykket til denne demokratiopfattelse er den liberale forestilling om, at det er frihed, der er demokratiets egentlige funktion. I denne optik får debatten ikke udstukket kvalitetskriterier, en ideel retning eller et mål, men forstås blot som udtryk for deltagernes ytringsfrihed. Set i dette lys er det borgernes fri deltagelse i debatten (også i skikkelse af de dumme og platte bidrag), der tjener som barometer for demokratisk sundhed. Set i dette lys er det snarere kravet om nyttighed, der risikerer at forringe demokratiet, for så vidt det fører til censur eller blot manglende deltagelse i debatten.

Efter en liberalistisk opfattelse afhænger debattens værdi ikke af, hvorvidt der stræbes mod konsensus, gensidig forståelse, kompromis eller andet godt. Demokratiet har det fint, så længe debatten er fri. Min pointe er ikke at betvivle værdien af konsensus, når den opstår til fordel for borgernes frihed, men at konfrontation er en lige så værdig debatfunktion, hvis det er det, der skal til for at værne om denne altafgørende frihed.

At debatten ikke tjener et specifikt formål er ikke ensbetydende med, at den intet nytter; blot at det eventuelt nyttige ikke nødvendigvis er tilsigtet eller kendt på forhånd. Vores kultur indeholder mange eksempler på aktivitet, f.eks. inden for kunst, innovation og forskning, der skaber værdi og udvikling, uden at et endemål er specificeret. At sådanne processer ofte underkendes og nedvurderes bevidner en tidsånd, hvor produktorientering og nytteetik dominerer, og hvor rejsens potentielle værdi dømmes ud fra bestemmelsen af en destination og tilknyttet rejseplan.

Ved man ikke specifikt, hvor man vil hen, udledes heraf, at man ikke er motiveret, eller ligefrem, at man bevidst løber på stedet. Alternativet til målrettethed angives at være stilstand. Ideen er i sin enkelhed tiltalende og desuden ret udbredt, men den holder ikke ved nærmere analyse.

Det tiltalende ligger i, at det er nemmere at veje og måle et middel end en åben proces. Midlet, der kan betragtes som en afgrænset helhed, kan nemlig vurderes objektivt efter, hvorvidt det opnår eller nærmer sig det erklærede mål. Processen, der ikke lader sig afgrænse, kan kun vurderes subjektivt efter dens opfattede kvalitet for den enkelte deltager eller berørte individ, dvs. efter nogle subjektive kriterier. Hvad angår debatten, kan sådanne kriterier være f.eks. dybde, saglighed, forekomsten af nytænkning, ny information, flere perspektiver, humor og meget andet.

At debattens kvalitet regnes for at være forringet af irrelevans, usaglighed, personangreb, ikke-vedkommende følelser, grovheder eller spam, er enten udtryk for en (pseudo-)objektiv vurdering efter en formodet målsætning eller en rent subjektiv vurdering efter egne forventninger, normer og præferencer. Hvor den enkelte eventuelt vælger at færdes, føler sig sårbar eller ønsker andre normer indført, er for egen regning. Derfor vil jeg ikke blande mig i, hvorvidt private bloggere, redaktører og webmasters eventuelt modererer debatindhold. Men at omtale dette som en fælles sag med basis i et sæt konsensusfunderede værdier og med demokratiet som gidsel gør det ikke til en fælles sag.

LÆS OGSÅ Jelved står bag Sass: Enhedslistens »brutale« sprogbrug hører ikke hjemme i et demokrati

Ideen om endemålet som eksklusivt motiverende faktor er problematisk på flere fronter: Et endemål kan virke lige så demotiverende, idet man melder sig ud af en aktivitet, fordi et forestillet resultat ikke kan opnås med sikkerhed. Man trækker sig fra kampen, fordi man ikke kan vinde. Man dropper at synge, fordi man ikke kan vinde ’X Factor’. Man forlader en debat med begrundelsen »Vi bliver aldrig enige«. Den manglende deltagelse skyldes snarere målsætningen end andres deltagelse.

Man kan også spørge, hvorvidt et endemål nogensinde bliver til andet end en tankekonstruktion. George Bushs erklæring i 2003 »Vi har sejret«, i forbindelse med invasionen af Irak, er et oplagt eksempel på problemet med målet, der helliger sit middel: Den virkelige verden er ikke en sportsbane, hvor spillet slutter og kan vurderes bagud, når tiden er ude. Processen fortsætter, og den kan kun vurderes løbende.

Det er fristende at betragte den nære fremtid som en forlængelse af den sidste fortid: Hvis et historisk forløb forstås som en vej hen imod en kendt og dokumenteret konsekvens, kan et forløb i fremtiden forstås som en vej hen imod et opstillet mål. At fremtiden ikke lader sig tøjle på denne måde, fremgår ikke af den faktiske udvikling i fortiden, men af en vurdering af, hvorvidt fortidens fremtidsforestillinger nogensinde har holdt i længden. Det bedste, vi kan lære af fortiden, er måske, hvor lidt vi egentlig formår at lære af fortiden. Udvikling opstår tilsyneladende ikke af, at kulturelle processer afgrænses og sigtes efter bestemte mål, men derimod af, at de udfolder sig frit.

Dette er således et opgør med en slags projekttænkning i demokratiet, hvor både styreformen og dens processer forstås som midler mod højere mål, hvad enten dagsordenen er global konkurrencedygtighed, diverse dommedagsscenarier, folkesundhed, samfundsstatistik eller blot tågede forestillinger om en ’bedre verden’. Alternativet er ideen om demokrati som et værn om individets og kulturens fri udfoldelse, uden rangordning, smagsdommeri eller begrænsning af kulturelt indhold, så længe styreformens spilleregler overholdes.

Som støtte for denne liberale demokratiopfattelse kan man spørge: Hvis det politiske styres førsteprioritet er et eller flere samfundsprojekter, hvorfor har vi overhovedet demokrati? Hvorfor ikke et totalitært styre, der meget mere effektivt kunne tvinge alt det gode, rigtige eller nyttige igennem?

Projekttænkningen kommer ikke kun til udtryk i metadebatten, men også i skikkelse af hverdagsforhold og magtanvendelse, der tyder på, at det er tiltrængt med en principiel debat om, hvad demokrati er og betyder for den enkelte.

Vi har på det seneste set tegn på en foruroligende mangel på demokratisk kompetence hos politiet i form af censur uden lovhjemmel. På grundlovsdag fik en gruppe fredelige unge politiske aktivister konfiskeret et samfundskritisk banner. 15.6. blev en journalist anholdt for ophængning af en Kina-kritisk plakat i forbindelse med den kinesiske præsidents statsbesøg.

Vi har set tegn på en foruroligende mangel på demokratisk kompetence hos folkevalgte politikere i form af lovgivning, der strider mod grundlæggende retsprincipper. 13.6. vedtog Folketinget en lov, der bl.a. giver Skat adgang til din grund uden retskendelse.

Hver dag kan man se og mærke tegn på en foruroligende mangel på demokratisk kompetence blandt samfundets borgere. Jeg deltog for nylig i en ganske uskyldig og kortvarig flash mob (ikke-varslet offentlig optræden), som arrangørerne følte sig nødsaget til at søge tilladelse til, »bare for en sikkerheds skyld«. Det foruroligende består ikke i forsigtighed og grundighed mht. ordensreglementet, men snarere i manglende tillid til egen fornuft og fornemmelse for, hvor frihedens grænse går.

Ovenstående eksempler er udtryk for en demokratiopfattelse, hvor hensyn til samfundet og visse projektmål prioriteres over borgernes frihed. Når der hersker en opfattelse af frihed som et privilegium, der skænkes af staten, så længe ’man ikke har noget at skjule’, eller en opfattelse af, at alt er forbudt, medmindre der gives lov, bevidner det et syn på borgeren som samfundets tjener. I en liberaldemokratisk optik er det det modsatte, der gælder: Samfundet eksisterer i kraft af individerne. Det er friheden til den enkeltes selvrealiseringsprojekt, der står i centrum, og samfundets værdi er proportionel med dets evne til at sikre denne frihed. Samfundet er til for at tjene borgeren og ikke omvendt. Samfundet tilhører borgerne og ikke omvendt.

LÆS OGSÅ Kvinder betaler en høj pris, når de blander sig i debatten

Når samfundet, med staten i spidsen, svigter ved at gå på kompromis med borgerrettigheder, er det oplagt at spørge, hvorvidt en konsensussøgende debat med en skånsom tone bedre tjener friheden end en mere konfronterende samtale, hvor grænser og principper fastholdes uden kompromis. Skal parterne mødes på midten, når friheden er på spil? Nej. Når staten overtræder sit mandat, er det ikke borgernes pligt at samarbejde, men snarere at holde fast, gøre oprør, tilbageholde vores samarbejde.

Udgør uenighed, manglende forståelse og verbal konfrontation egentlig et problem for demokratiet? I denne forbindelse har Alf Ross’ spørgsmål fra kronikken ’Ordet eller Sværdet?’ (1946) ikke mistet sin relevans: »Skal Friheden ogsaa begrænses, saa længe den antidemokratiske Opposition selv holder sig til Ordet og ikke griber til Sværdet?«. Af hensyn til senmodernitetens tidsånd kan spørgsmålet måske bedre stilles fra individets synspunkt: Kan man være samfundskritisk, også i en grad, hvor egne værdier anfægter fællesskabets, uden at gribe til sværdet?

Det kan man sagtens. Det kræver ikke mere end en rationel spaltning, man oplever og dyrker hver dag. Vi tilhører alle sammen nære fællesskaber (familier, trossamfund, politiske bevægelser m.fl.), hvis værdier modsiger andre nære fællesskabers værdier, samtidig med at vi overholder det overordnede samfunds spilleregler. Incitamentet til at opretholde disse spilleregler og demokrati som styreform består i, at retten til at være og dyrke det ene er identisk med retten til at være og dyrke det modsatte. Derfor kan trosfundamentalisten sagtens leve i et oplyst videnssamfund.

Derfor kan ateisten sagtens leve i et samfund, hvor der dyrkes tro. Retten til at tegne Muhammed er identisk med retten til at fordømme, at nogen tegner Muhammed. Samfundets sammenhængskraft er ikke et sæt fælles værdier, men en fælles frihed, der rummer alle modstræbende værdier, så længe der ikke gribes til sværdet.

’Ord skaber virkelighed’ er et yndlingsmantra blandt retorikkens vogtere, der med slægtskab tilbage til behaviorismens pædagogik vil skubbe os hen til ’Den gode stol’. Men afspejler ord ikke virkelighed? Jo. En virkelighed, vi er nødt til at leve med, om den er pæn eller ej. Demokrati er ikke kun at rumme det, man bryder sig om. Det kræver sameksistens mellem ting, der modsiger og modsætter sig hinanden. Fører det til voldelig kamp? Nej, ikke så længe vi er fri. I min opgang bor flere generationer af mennesker fra flere forskellige lande og kulturer.

Der tales mindst tre forskellige sprog og dyrkes mindst tre forskellige livsanskuelser. Er det påkrævet, at vi forstår hinanden, bliver venner, samles om et fælles projekt? Slet ikke. Vi skal bare lade hinanden være. Det er nemt, så længe vi foretrækker frihed, med samfundet som frihedsgivende pagt. Det er først, når samfundet, med staten i spidsen, kommer brasende med krav om fælles værdimæssige sindelag og projektdeltagelse, at det bliver svært.

Frihedens sidste værn er ikke et ’frugtbart møde’, hvor grundlæggende rettigheder forhandles, men en konfrontation, hvor der om nødvendigt trækkes en streg i sandet.