I morgen, 27. juli, begynder de olympiske sommerlege, der er en fortsættelse af en tradition, der begyndte i 1896 med de første moderne olympiske lege, hvor franskmanden Pierre de Coubertin greb tilbage til de antikke græske olympiske lege.

Legene blev meget passende afholdt i Athen. Forbillede og ideal, herunder intervallet på fire år mellem afholdelsen, byggede på den klassiske tradition. Det er den 27. gang, at begivenheden afholdes, og det er tredje gang, at det sker i London, første gang var i 1908 og anden gang 1948.

LÆS OGSÅPssst: Så er OL i gang

Modsat i oldtiden så har verdenskrige tre gange forhindret legenes afholdelse. Dengang skulle der holdes fred, og atleter på vej til og fra legene var fredhellige. De var beskyttet af guderne, og de måtte ikke hindres i deres rejse.

I antikken blev der næsten uden afbrydelse i juli eller august måned mellem år 776 f.Kr. og år 393/4 e.Kr. afholdt idrætslege i Olympia, der ligger i landskabet Elis på det nordvestlige Peloponnes i Grækenland. Stedet var en stor helligdom for Zeus, den største af de gamle grækeres mange guder. Og de olympiske lege kunne kun finde sted dér!

Det kan for os moderne mennesker virke mærkeligt, at der blev afholdt idrætslege i en helligdom og ved religiøse fester. Men for antikkens grækere var det ikke spor mærkeligt, og legene blev afviklet som en vekslen mellem sportsudøvelse og religion. Mindst halvdelen af tiden gik med religiøse processioner, afsyngelse af hymner, afbrænding af røgelse og sidst men ikke mindst, ofringer af op til hundrede okser, de såkaldte hekatomber. De olympiske lege var et religiøst festspil til gudernes ære.

Deltagerne var samtidig gudernes tjenere, og den præmie, der tilfaldt sejrherren, kom fra gudernes sfære. Præmien var dermed et udtryk for en kraft, der var overført fra guderne til mennesket. Det er nok ikke det, vi forbinder med sportskampe.

Men Olympia var en blanding af helligdom, kunstmesse og sportsplads. Overalt var der templer, skathuse, større eller mindre altre samt måske tusindvis af statuer. Desuden var der forelæsninger i filosofi, oplæsning af digte, demonstrationer på veltalenhed og for den sags skyld drømmetydning. Det sidste var givetvis en del af den ikke ringe mængde markedsgøgl, der altid har fulgt med begivenheder i denne størrelse.

Skikken med sportskampe kendes allerede fra bronzealderen, hvor vi hos Homer kan læse om kamplege ved begravelser med konkurrencer i boksning, brydning, spydkast og vognløb samt duel på skarpe våben. Senere blev krigsfanger ofret på den dødes gravhøj.

Kamplege ved en begravelse havde for de antikke grækere en sonende effekt over for den afdøde. Grækerne mente, at de først gennem ofringer og kamplege ville blive befriet for frygten for den døde. En soning kræver altid et offer, og dette var i en kampleg taberen. Kampen kan opfattes som en kamp på ’liv og død’, selv om denne dimension i historisk tid var gået i glemmebogen. Ideen om soning kan følges op i tid.

Romernes gladiatorkampe kom fra etruskerne, og de var oprindelig kamplege, der blev afholdt ved en stormands begravelse. De olympiske lege havde også en forbindelse til gravkulten, for midt i helligdommen i Olympia lå helten Pelops gravhøj. Han vandt for øvrigt sin hustru i et vognløb.

Legene var så højt respekterede, at de græske stater indgik en aftale om, at alle krige skulle standse i en periode på tre måneder omkring legene, samt at alle deltagere frit kunne rejse til og fra Olympia. Alle frie og uberygtede græske mænd og drenge kunne deltage i legene, det vil sige, at begge forældre skulle være grækere, og det var kun mænd, der kunne overvære konkurrencerne i Olympia.

Der var adgang forbudt for kvinder. Forbuddet omfattede gifte kvinder, og blev en kvinde grebet på fersk gerning inden for helligdommens mure, blev det straffet med døden: Nedstyrtning fra en høj klippe.

Der kendes kun omtale af et tilfælde, hvor en mor havde forklædt sig som træner med falsk skæg og stor kappe og efterfølgende havde sneget sig ind i Olympia for at overvære sin søn bokse. Angiveligt løb begejstringen af med hende, da sønnen vandt, og hun tabte forklædningen i sin jubel. Hun slap for dødsstraf, fordi hendes familie talte adskillige vindere i de olympiske lege. De gifte kvinder var ikke udelukket på grund af blufærdighed, men der var en religiøs forklaring, der fortaber sig lidt i fortidens mørke. Ugifte kvinder måtte i princippet gerne overvære de olympiske lege. Men det var ren teori.

Ugifte borgerdøtre kom ikke uden for hjemmet, medmindre det var strengt nødvendigt. Der var konkurrencer for unge piger i Olympia, herunder et løb til ære for gudinden Hera, men så var der heller ingen mandlige tilskuere. I den forbindelse er det ældste stentempel i Olympia bygget til ære for Hera. I Olympia måtte deltagerne underkaste sig strenge regler.

De skulle sværge på, at de havde trænet de sidste ti måneder, og at de ville overholde reglerne under konkurrencerne. Ved indgangen var der opstillet forgyldte bronzestatuer af guden Zeus, der alle var betalt af bøder fra atleter, der havde overtrådt reglerne. Det var dog ikke kun de sportsmænd, der snød under konkurrencerne, der blev straffet, men også de, der trak sig fra en kamp. Det blev betragtet som fejhed og uværdigt set i lyset af den kampånd, der herskede under de olympiske lege. Ligesom der også var straffe for ukorrekt optræden af trænere og hjælpere.

Sportsfolkene skulle komme til Olympia minimum en måned før konkurrencerne og afslutte deres træning på stedet. På den måde kunne dommerne vurdere kvaliteten og sortere de ikkeegnede fra. Denne træning havde en religiøs betydning, fordi det var en rituel renselse.

Løb var den ældste disciplin, og det foregik over en stadions længde på 600 fod eller cirka 193 meter, to gange stadions længde eller 24 gange stadions længde. I begyndelsen bar deltagerne et lændeklæde, men efter at en deltager i 720 f.Kr. tabte sit lændeklæde under et løb og tilmed vandt løbet, dyrkede grækerne sport nøgne. Dette gjaldt i et vist omfang også trænere og andre hjælpere, dermed var kvindernes tilstedeværelse også yderligere forhindret.

Offentlig nøgenhed var en form for social markering. Det var vigtigt, at en mand dyrkede sport og dermed var solbrændt, modsat de blege barbarer, det vil sige alle dem, der ikke var grækere. Adskillelsen mellem den civiliserede græker og den uciviliserede barbar var i antikken ikke kun gennem sproget, men i lige så høj grad gennem den fysiske fremtoning.

Efterhånden kom der flere sportsgrene til såsom brydning, boksning og fribrydning, som kunne give en selvstændig præmie. Spydkast, diskoskast og længdespring kunne dog ikke give selvstændige præmier, fordi de sammen med løb og brydning indgik i den såkaldte pentatlon (femkamp).

Femkamp var den mest respekterede af alle idrætsgrene, da den stillede krav til deltagerne om både udholdenhed og alsidighed. Konkurrencen blev ikke afgjort ved, at deltagerne samlede point. Derimod blev de dårligste systematisk udskilt via de tre første discipliner, der var diskoskast, længdespring og spydkast. Og havde én vundet i alle de tre indledende konkurrencer, så var denne sejrherre i femkamp. Der blev kun regnet med førstepladsen, og vinderen havde vundet over alle de andre.

Vinderen i hver sportsgren fik en præmie, der i Olympia bestod af en krans af blade fra de vilde og hellige oliventræer, der stod midt i helligdommen. Præmien var reelt kun æren, men sejrherrens hjemby gav ofte den sejrrige idrætsmand omfattende privilegier. Sølv- og bronzemedaljer er en moderne opfindelse.

Idrætten var ikke kun til for sin egen skyld. Den var en del af drenges opdragelse og unge mænds uddannelse og ikke mindst som en forberedelse til militærtjenesten, der var adgangsbilletten til det politiske liv.

For de antikke grækere var deltagelse i sport en måde at adskille vinderen fra taberne. Det var en måde at skille sig ud fra alle ikkegrækerne, der ikke konkurrerede i forskellige sportsgrene. Ligeledes var det en måde at skille mænd og drenge samt mænd og kvinder. En græker kæmpede om æren og ikke som barbaren for penge. Han var præget af agon (kappestrid), der gennemsyrede alle dele af det antikke græske samfund. Holdsport var stort set ukendt.

Af alle de mange idrætsgrene, der i dag indgår i de olympiske lege, så er der én, der ikke har et antikt forbillede: Maratonløbet. Dette løb over 42,195 kilometer blev kun løbet én gang i antikken, da en kurer løb fra Marathon til Athen for at meddele sejren over perserne i 490 f.Kr., hvorefter han døde. Han var ikke en tøsedreng, men en professionel kurer, så han kunne løbe denne distance uden problemer. Men han havde først lige været en tur i Sparta og tilbage til Athen, hvorefter han løb ud til Marathon. Alt sammen inden for meget få dage.

I dag er fokus også på deltagerne i sportskampene. Men der var også i antikken tilskuere, der boede i datidens svar på den olympiske landsby, eller nærmere en kæmpe interimistisk teltlejr på en flad flodslette, hvor campingpladsen på Roskilde Festivalen er en kvalificeret sammenligning, men denne vil givetvis i sammenligningen fremstå som organiseret og et nærmest idealbillede. Olympia forekommer i dag at ligge meget afsides målt fra Athen; hele seks timer i bus tager det. Men i antikken må det have været endnu vanskeligere at komme dertil ad ikkeeksisterende veje over høje bjerge; at nå frem var næsten en olympisk præstation i sig selv.

Det var den enkelte tilskuer, der selv måtte klare alt og løse problemerne, i takt med at de opstod. Fra officielt hold blev der givetvis først grebet ind, når helligdommens værdighed eller de religiøse ceremonier var truet. Der må have været en eller anden form for håndhævelse af orden, men hvor den begyndte og sluttede kan i dag være vanskeligt at fastslå.

Hoteller fandtes ikke i Olympia dengang, så det var primitiv overnatning i det fri. De antikke grækere havde telte, men med måske mere end 50.000 tilskuere og det meget milde klima i Olympia, var det for de fleste mere et antal sammensyede tæpper og nogle lave teltpæle. Det var skygge, der var brug for, ikke ly for regnen på grund af højsommeren. Læg dertil den totale mangel på selv de mest simple sanitære installationer. Gravede latriner og ingen eller meget ringe vaskefaciliteter må have givet en hel speciel stemning og miljø, hvorfor Olympia må have kunnet lugtes på flere kilometers afstand.

Endelig var der sandsynligvis en hel ulidelig mængde af sværmende insekter som fluer, myg, bier etc. Men for dem af os, der har prøvet at overnatte uden telt i Olympia på den lokale campingplads i sommermånederne, var vejret det mindste problem. Aggressive hønsefugle, der vil pikkebrødkrummer og have adgang til vores brødposen, var langt mere besværlige end myggene. De to floder Alpheos og Kladeos har kunnet afhjælpe en del, men ikke i højsommeren med lav vandstand.

Som allerede nævnt var det en kun for mænd-begivenhed, hvilket må have tiltrukket en lang række entreprenører ud i underholdning af mænd. Senest her ved europamesterskaberne i fodbold har der været initiativer omkring en forventet stigning i prostituerede og handlede kvinder. Hvilket er ved at gentage sig ved de kommende olympiske lege.

Der var givetvis en meget stor mængde prostituerede sammen med de mange tilskuere og alle mulige andre, der ønskede at tjene lidt lette penge på en stor folkemængde, der havde penge, og som manglede stort set alt, i takt med at opholdet skred frem. Navnlig med så mange mænd samlet på et så relativt lille sted. De prostituerede var alle handlede, fordi de var slaver eller andre uden nogen form for borgerrettigheder; sådanne tilkom kun frie mænd.

Nattelivet har ganske givet været festligt. Kombinerer vi vores viden om prisniveauet generelt i antikkens Grækenland, og hvordan de dengang festede, så var det givetvis en meget livlig teltlejr med masser af vin, musik og det andet løse. Ifølge romerne var en af årsagerne til den græske kulturs forfald, at grækerne brugte al for megen unødig tid på at dyrke idræt. Alligevel overlevede de olympiske lege, efter at romerne havde indtaget Grækenland i 146 f.Kr., og sportsudøvelse blev med tiden en del af mange romeres besøg i badeanlæggene.

Ud over de olympiske lege var der legene i Delfi og legene ved Isthmen, der begge blev afholdt med fire års mellemrum. Desuden var der lege i Nemea hvert andet år. Der var størst prestige i de olympiske lege, men idrætsmændene deltog i alle fire, og med sejre i alle fire kunne ambitionerne ikke nå højere.

Den romerske kejser Nero ønskede under sin rejse til Grækenland i 67 e.Kr. at deltage i de olympiske lege, og af hensyn til ham blev legene rykket et år frem. Nero deltog i alle konkurrencer, som han vandt, inklusive vognløbmed tispand, selv om han faldt af vognen. De olympiske lege var en del af de gamle grækeres religion, hvorfor de ikke overlevede kristendommens indførelse. De blev forbudt i 393 e.Kr. ved et dekret fra kejser Theodosius.