Den græske boble brast.

De græske politikere har i årtier bestukket vælgerkorpset ved hjælp af penge, som staten lånte i udlandet. Lånene blev brugt til at ansætte flere (vælgere) i den offentlige sektor, til pensionsordninger, til voksende lønninger og så videre. Og den græske befolkning tog hele den enorme velfærdsstigning som en selvfølge uden at stå til regnskab for, at de rige og de selvstændige ikke betaler skatter, eller at Grækenland faktisk ikke producerer ret meget, der begrunder velstandsstigningen.

Lånemøllen blev af politisk-økonomiske grunde hemmeligholdt af EU’s politikere og de store banker, men boblen er nu afsløret for offentligheden.

Situationen i Danmark er i virkeligheden ikke meget bedre, bare anderledes. Her er det nemlig ikke staten, som er den store låntager i udlandet. Det er derimod finanssektoren (banker og kreditforeninger). De har lånt penge i udlandet, for at boligejerne (i knap 1 million parcelhuse og 130.000 ejerlejligheder) kunne tage enorme lån i 00’erne. Derfor kan ejerne groft sagt deles op i fire grupper:

20 procent af boligejerne er teknisk insolvente, det vil sige, at de har større gæld i parcelhuset eller ejerlejligheden, end de kan sælge for

20 procent vil ved et salg komme ud med et 0 eller en mindre gevinst, svarende til værdien af deres udestue

40 procent har en vis friværdi, omkring halvdelen af deres bolig

20 procent er tæt på at være gældfri, typisk snusfornuftige pensionister. Kun disse pensionister er egentlige, reelle selvejere.

Indrømmet, det er et skøn, hvor store grupperne egentlig er. Men at antallet af kritisk belånte i de to første grupper er højt, bekræftes indirekte i Nationalbankens seneste kvartalsoversigt om ’Familiernes formue og gæld’. Her fortælles på lakonisk banksprog, at nogle danskere er »flittige brugere af det finansielle system«. I praksis betyder det, at mere end hver tredje familie (ejere og lejere) havde nettogæld i 2010. Der er således hele 236.916 familier med nettogæld, og de har i gennemsnit en gæld på hele 497.319 kr. (kvartalsoversigten, tabel 8).

LÆS OGSÅDanskernes friværdier er faldet med 770 milliarder kroner

Analysen fortæller, at låntagningen eksploderede i perioden 2002-2010, men den fortæller ikke direkte, at det skyldes en voldsom stigning i privatboligers belåningsgrad. Lånerne var nemlig ikke de fattige eller lejerne, for samlet set er deres gæld ubetydelig. De mest gældsatte er derimod dem med de højeste indkomster (der kan belåne deres ejendom). Gælden er ofte»’stiftet for at finansiere køb af en større bolig eller egentlige luksusgoder«.

Den femtedel af familierne med den højeste indkomst stod således for hele 53 procent af den samlede bruttogæld, fortæller Nationalbanken. Det kan så skønnes – det gør Nationalbanken ikke – at en anden femtedel af boligejere står med 25 procent af den øvrige bruttogæld. Efter det regnestykke står cirka 40 procent af boligejerne altså for 75 procent af gældsætningen. Hvordan kunne denne gældseksplosion ske?

En hovedårsag til den danske boligboble var liberaliseringen af lånemuligheder og et parallelt skattestop for ejendomsbeskatning siden 2003. Afdragsfrie lån (uden løbende afdrag) og lån med fleksibel rente (’F1’) blev presset gennem af banker og kreditforeninger, der ønskede finansielle supermarkeder med flere varer. Politisk blev det båret igennem i Folketinget af argumentet om, at et lærerpar fra København ikke behøvede at pendle fra Slagelse, men skulle ’have råd til at købe bolig tæt på deres arbejde i København’.

Konsekvensen af afdragsfrie lån var imidlertid bare stigende huspriser. Økonomiministeriet bagatelliserede med en skønnet prisstigning på 5 procent. Men i attraktive områder nær storbyerne steg priserne nærmere med 25 procent fra 2003, til boblen brast i 2007. Lærerparret fik bare lov til at købe til en højere købspris, så de i dag er højt belånte og teknisk insolvente: stavnsbundne til deres bolig.

Liberaliseringen havde også psykologiske effekter. Der opstod en tidsånd med ret til at forbruge for lånte penge. Man var et fjols, hvis man ikke stod på. Mange af dem, som havde købt før årtusindeskiftet, havde ’friværdi’ og blev lokket til at tage nye lån i huset, så de kunne købe eller spekulere for pengene. De var med til at ’løfte konjunkturen’, som økonomerne siger. Nu står de med tungt belånte huse, hvor de kunne have været næsten gældfrie.

De skyldige i miseren skal søges blandt dem, der helst vil tie miseren ihjel. Finanssektoren ønsker ikke afsløret, hvordan de under dække af grådig og kortsigtet udlånspolitik underminerede markedet, især i perioden 2003-2007. Politikere vil ikke have deres misforståede liberalisering af lånemarkedet – og deres medansvar for 00’ernes vilde forbrugsræs – eksponeret. Og nationaløkonomer vil helst gå stille med dørene, for de var så forblændede af markedskræfternes hokuspokus, at de forsømte at advare mod de nye lånetyper og den løbske boligboble.

Gældsætningen og ansvaret for den er altså et tabu, alt imens fakta er, at op mod halvdelen af de danske boligejere reelt ikke ejer deres egen bolig. Reelt er deres værdier og liv pantsat i banker og kreditforeninger. De lader bare, som om de ejer, med præsentable indkørsler og carporte, udestuer, renoverede køkkener, nye biler, nye bryster, og hvad der ellers kunne købes for lånte penge. Som en del af den store tavshed indgår, at det kun bliver fortalt med små bogstaver, at danskerne faktisk er det mest forgældede folk blandt lande, som vi gerne vil sammenligne os med.

Sammenlignet med udlandet har danske husholdninger nemlig en meget stor bruttogæld i forhold til husstandens årsindkomst. Det kaldes ’et faresignal’ af IMF (Den Internationale Valutafond), kreditforeningsbureauer og EU, fortæller Nationalbankens kvartalsanalyse. Men derefter bruger Nationalbankens økonomer analysen til at bagatellisere. Den diskuterer ikke konsekvenserne af, at boliglån og forbrugsræs blev bygget på belåning og ikke på en eksplosion i den nationale produktivitet – og det er jo her, sammenligningen med grækerne kommer ind.

Kvartalsanalysens problemformulering lyder, om danske familiers private gældsætning »påvirker den finansielle stabilitet?« Eller oversat til dansk: Er de gældsatte i stand til at betale deres renter til kreditforeninger og banker, så finanssystemet ikke bryder sammen? Jo, lyder svaret: »Hovedindtrykket er således, at de familier, der har gælden, også har indkomsten til at betale de tilknyttede goder«.

Analysen bruger ikke udtryk som ’teknisk insolvens’, men diskuterer ’boligejernes sårbarhed’, som vi får at vide er begrænset for tiden med en p.t. lav rente, som ’næppe (giver) disse familier store problemer med at betale ydelserne på deres lån’ – dog med det forbehold, at enkeltfamilier kan få problemer ved arbejdsløshed eller skilsmisse. Den beroliger også med en opgørelse over gæld og alder: De 30-40-årige er de mest forgældede og herefter falder gælden med alderen, så pensionister er de mest gældfrie.

Analysen foregiver indirekte, at sådan vil det være i fremtiden. Det scenario, at mange af de forgældede faktisk slet ikke har tænkt sig at nedbringe deres lån – men bare erstatte udløbne afdragsfrie lån med nye afdragsfrie lån – indgår ikke.

Men vigtigst (for nationalregnskabet) afdramatiseres faresignaler via konstateringen af, at en stor dansk pensionsopsparing kompenserer for gældsætningen (dog indrømmer Nationalbanken, at man ikke ved, om de gældsatte også er dem med stor pensionsopsparing? Og det kan man tvivle på, når vi ved, at de store private pensionsformuer i høj grad ligger hos dem, der er 55-70 år i dag).

Nationalbankens legitimering bidrager til den nationale selvforherligelse. I danskernes selvforståelse fremstår vi som et snusfornuftigt og produktivt folk i modsætning til grækerne. Ligesom den drastiske forhøjelse af levefoden i det seneste tiår fremstår som retfærdig for den menige græker, så fremstår 00’ernes stigning i forbrugsevne også som retfærdig for den danske boligejer. Ja, den er ligefrem fortjent, for den er jo bevilget af bankerne efter borgerens kreditværdighed – tilmed anerkendt af politikerne!

Så hvad er problemet med låntagning, vil nogle spørge: Vi skal jo alle dø en dag, og hvorfor skal jeg efterlade mig en eneste krone, når jeg engang stiller træskoene eller Armani-skoene?

Først og fremmest er problemet, at gældsætningen betyder, at nogen kommer til at betale gælden tilbage en dag, især hvis renten stiger, for så skal nogle spænde sikkerhedsnet ud under flekslånerne, for at finanssektoren ikke bryder samen. De gældsatte har fået en kortvarig forøgelse af levefoden, men samlet set er det den stakkede varme, man får af at pisse i bukserne, som – alt andet lige – kommer til at blive betalt af dem uden gæld.

Det er problematisk og utrygt, at vi ikke har uafhængige instanser – for eksempel Nationalbanken eller økonomiske vismænd – der havde et kritisk øje på liberaliseringen af låneformer og følgende gældsætning, og som kunne advare systemet. Nationalbanken nøjes som sagt med at analysere ud fra snævre og ukritiske præmisser om ’den finansielle stabilitet’. Det er et problem, at belåningens nationaløkonomiske betydning ikke bekymrer dem.

Bolig- og erhvervsejendomme udgør 69 procent af de faste danske aktiver i statsregnskabet. Alligevel fik banker og kreditforeninger frit spillerum til at lege med gældsætte - nationens værdier.

Kvartalsrapporten nøjes med at konstatere, at den forhøjede bruttogæld »har bidraget til at øge velfærden for de implicerede familier«. Det er en skandaløs underdrivelse. Den lægger røgslør ud over, at det især var en bestemt befolkningsgruppe (= dem i ejerboliger) i 00’erne, der fik en forbrugsret, som ikke var udløst af voksende produktivitet, men derimod af omfattende låntagning og voksende gældsætning. Rigtig mange danskeres værdier blev pantsat hos de danske banker, der igen har pantsat sig i udlandet – parallellen med Grækenland.

Nu skal man ikke forvente systemkritik af Nationalbankens økonomer. Men var de gået kritisk til analysen, havde de draget den konklusion, at den politiske liberalisering af lånemarkedet var hasard. Eneste vinder var og er finanssektoren. Som i øvrigt, da boblen brast, fik spændt sikkerhedsnet under sig (i form af statslån til bankerne). Det er et andet røgslør: Den banksektor og de låntagere, som skabte boligboblen, blev reddet af statens bankpakker – det vil sige i praksis garanteret af mange almindelige skatteydere/lejere, som var uskyldige i boblen.

Ejerprivilegiet blev så at sige fordoblet! Den sunde markedsmekanisme, som finanssektoren, økonomer og politikere beroligede offentligheden med i bobleårene, blev altså sat ud af kraft, da boblen sprak! Det er derfor enormt hykleri, når de samme parter fortsat fastholder, at markedsmekanismerne skam virker, og at markedet ikke behøver reguleringer. Men det er helt i forlængelse af den neoliberale tidsånd, helt anderledes end i den klassiske småborgers tid. Den klassiske småborger satte tæring efter næring, og købte først, når der var tjent penge.

Sådan var det på en måde også hos den moderne parcelhussmåborger. Han og konen byggede typisk parcelhus i perioden 1960-80. De kunne få lån på 80 procent af byggesummen, hvis de forud havde sparet 20 procent op. Det var ’havregrødsgenerationerne’, hvis økonomi var spændt til det yderste i det første tiår. Store dele af den generation betalte tilbage på husgælden, de så en ære i at blive gældfri, for de havde i familiehukommelsen, at deres forældre havde oplevet økonomiske kriser og var skrækslagne for gæld.

Nyere generationer har fået et helt andet forhold til gældsætning, godt hjulpet af den nye tidsånd. I de glade år i 00’erne behøvede man ikke opsparing for at kunne låne. Og mange blandt de 40 procent med problematisk belåning har formentlig slet ikke til hensigt at spare op senere, men vil bare forlænge den store belåningsgrad til evig tid. Der er groft sagt blevet helt acceptabelt at bygge sit forbrugsliv på (evig) låntagning.

Den neoliberale tidsånd har i den forstand ført til et skred i befolkningens økonomiske moral bort fra de gamle småborgerlige dyder.Forkælelsen af ejerne og skredet i den økonomiske moral er også et demokratisk spørgsmål. Liberaliseringen skærpede politisk-økonomiske modsætninger i befolkningen. Politikerne brugte nemlig liberaliseringen til politisk bestikkelse af flertallet af vælgerkorpset: For dem i ejerboliger/parcelhuse åbnede sig en forbrugsret, og hvem ville sige nej til den?

Skattesystemet er tilmed indrettet, så der er »en vis tilskyndelse til at erhverve disse aktiver (ejerbolig, jø) for lånte midler«, som det lakonisk anføres i Nationalbankens kvartalsoversigt.

Boligejerne med låneretten har markant større forbrugsmuligheder og det er et privilegium, som de vil holde fast i. Gældsætningen forstærker i den forstand småborgerliggørelsen af den danske vælgerbefolkning.

Når middelklassen har sit på det tørre og skal forsvare deres parcelhusmaterialisme, fordufter ædle solidaritetsidealer. Og den mekanisme forstærkes i krisetider, hvor mange har negativ formue, fordi de har pantsat deres liv hos finanssektoren. Der stemmes med pengepungen; husejeren stemmer på partier, der udsteder de bedste garantier mod boligbeskatning.

Gældsætningen kan se sorgløs ud, men den har en ondskabsfuld mekanisme indbygget. Den er irreversibel. Når man en gang har pantsat sit liv til finanssektoren, kan man ikke bare melde sig ud, men er stavnsbundet til ens dødsdag, for lånemøllen skal jo betales. Derfor er mange tvunget til at deltage i et mere og mere stressende arbejdsmarked, selv om de gerne ville have mindre pres på sig. Men reelt har de ikke friheden til at disponere, for det ville have for store økonomiske, personlige og statusmæssige konsekvenser.

Men allerværst er måske undermineringen af velfærdsstatens sammenhængskraft. Der sker en polarisering i befolkningen, hvor de, der har deres på det tørre, er mere interesserede i at bevare deres ’parcelhusmaterialisme’ end i at bidrage til at bibeholde det solidariske velfærdssamfund. Og da netop den gruppe udgør vælgerflertallet – du ikke kan blive statsminister på lejernes stemmer alene – er det i praksis boligejerne, som sætter scenen. Derfor var regeringens store skatteforlig med blå blok med fredning af boligfradraget helt logisk.

Og sådan bliver det også fremover, for boligejerne – mere eller mindre pantsatte og stavnsbundne – styrer politikken i dette land.

Kilder: ’Familiernes formue og gæld’ (Nationalbankens kvartalsoversigt, 2. kvartal 2011)

’Småborgeren og det småborgerlige’ (Jørgen Øllgaard, Frydenlund, 2011)