SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Danmark: En pantsat nation
Op mod 50% af danske boligejere har pantsat sig, og finanssektoren har hæmningsløst belånt nationen.
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
Den græske boble brast.
De græske politikere har i årtier bestukket vælgerkorpset ved hjælp af penge,
som staten lånte i udlandet. Lånene blev brugt til at ansætte flere
(vælgere) i den offentlige sektor, til pensionsordninger, til voksende
lønninger og så videre. Og den græske befolkning tog hele den enorme
velfærdsstigning som en selvfølge uden at stå til regnskab for, at de rige
og de selvstændige ikke betaler skatter, eller at Grækenland faktisk ikke
producerer ret meget, der begrunder velstandsstigningen.
Lånemøllen blev af politisk-økonomiske grunde hemmeligholdt af EU’s politikere
og de store banker, men boblen er nu afsløret for offentligheden.
Situationen i Danmark er i virkeligheden ikke meget bedre, bare anderledes.
Her er det nemlig ikke staten, som er den store låntager i udlandet. Det er
derimod finanssektoren (banker og kreditforeninger). De har lånt penge i
udlandet, for at boligejerne (i knap 1 million parcelhuse og 130.000
ejerlejligheder) kunne tage enorme lån i 00’erne. Derfor kan ejerne groft
sagt deles op i fire grupper:
20 procent af boligejerne er teknisk insolvente, det vil sige, at de har
større gæld i parcelhuset eller ejerlejligheden, end de kan sælge for
20 procent vil ved et salg komme ud med et 0 eller en mindre gevinst, svarende
til værdien af deres udestue
40 procent har en vis friværdi, omkring halvdelen af deres bolig
20 procent er tæt på at være gældfri, typisk snusfornuftige pensionister. Kun
disse pensionister er egentlige, reelle selvejere.
Indrømmet, det er et skøn, hvor store grupperne egentlig er. Men at antallet
af kritisk belånte i de to første grupper er højt, bekræftes indirekte i
Nationalbankens seneste kvartalsoversigt om ’Familiernes formue og gæld’.
Her fortælles på lakonisk banksprog, at nogle danskere er »flittige brugere
af det finansielle system«. I praksis betyder det, at mere end hver tredje
familie (ejere og lejere) havde nettogæld i 2010. Der er således hele
236.916 familier med nettogæld, og de har i gennemsnit en gæld på hele
497.319 kr. (kvartalsoversigten, tabel 8).
LÆS OGSÅDanskernes friværdier er
faldet med 770 milliarder kroner
De skyldige i miseren skal søges blandt dem, der helst vil tie miseren ihjel
Jørgen Øllgaard
Analysen fortæller, at låntagningen eksploderede i perioden 2002-2010, men den
fortæller ikke direkte, at det skyldes en voldsom stigning i privatboligers
belåningsgrad. Lånerne var nemlig ikke de fattige eller lejerne, for samlet
set er deres gæld ubetydelig. De mest gældsatte er derimod dem med de
højeste indkomster (der kan belåne deres ejendom). Gælden er ofte»’stiftet
for at finansiere køb af en større bolig eller egentlige
luksusgoder«.
Den femtedel af familierne med den højeste indkomst stod således for hele 53
procent af den samlede bruttogæld, fortæller Nationalbanken. Det kan så
skønnes – det gør Nationalbanken ikke – at en anden femtedel af boligejere
står med 25 procent af den øvrige bruttogæld. Efter det regnestykke står
cirka 40 procent af boligejerne altså for 75 procent af gældsætningen.
Hvordan kunne denne gældseksplosion ske?
En hovedårsag til den danske boligboble var liberaliseringen af lånemuligheder
og et parallelt skattestop for ejendomsbeskatning siden 2003. Afdragsfrie
lån (uden løbende afdrag) og lån med fleksibel rente (’F1’) blev presset
gennem af banker og kreditforeninger, der ønskede finansielle supermarkeder
med flere varer. Politisk blev det båret igennem i Folketinget af argumentet
om, at et lærerpar fra København ikke behøvede at pendle fra Slagelse, men
skulle ’have råd til at købe bolig tæt på deres arbejde i København’.
Konsekvensen af afdragsfrie lån var imidlertid bare stigende huspriser.
Økonomiministeriet bagatelliserede med en skønnet prisstigning på 5 procent.
Men i attraktive områder nær storbyerne steg priserne nærmere med 25 procent
fra 2003, til boblen brast i 2007. Lærerparret fik bare lov til at købe til
en højere købspris, så de i dag er højt belånte og teknisk insolvente:
stavnsbundne til deres bolig.
Liberaliseringen havde også psykologiske effekter. Der opstod en tidsånd med
ret til at forbruge for lånte penge. Man var et fjols, hvis man ikke stod
på. Mange af dem, som havde købt før årtusindeskiftet, havde ’friværdi’ og
blev lokket til at tage nye lån i huset, så de kunne købe eller spekulere
for pengene. De var med til at ’løfte konjunkturen’, som økonomerne siger.
Nu står de med tungt belånte huse, hvor de kunne have været næsten gældfrie.
National-bankens legitimering bidrager til den nationale selvforherligelse
Jørgen Øllgaard
De skyldige i miseren skal søges blandt dem, der helst vil tie miseren ihjel.
Finanssektoren ønsker ikke afsløret, hvordan de under dække af grådig og
kortsigtet udlånspolitik underminerede markedet, især i perioden 2003-2007.
Politikere vil ikke have deres misforståede liberalisering af lånemarkedet –
og deres medansvar for 00’ernes vilde forbrugsræs – eksponeret. Og
nationaløkonomer vil helst gå stille med dørene, for de var så forblændede
af markedskræfternes hokuspokus, at de forsømte at advare mod de nye
lånetyper og den løbske boligboble.
Gældsætningen og ansvaret for den er altså et tabu, alt imens fakta er, at op
mod halvdelen af de danske boligejere reelt ikke ejer deres egen bolig.
Reelt er deres værdier og liv pantsat i banker og kreditforeninger. De lader
bare, som om de ejer, med præsentable indkørsler og carporte, udestuer,
renoverede køkkener, nye biler, nye bryster, og hvad der ellers kunne købes
for lånte penge. Som en del af den store tavshed indgår, at det kun bliver
fortalt med små bogstaver, at danskerne faktisk er det mest forgældede folk
blandt lande, som vi gerne vil sammenligne os med.
Sammenlignet med udlandet har danske husholdninger nemlig en meget stor
bruttogæld i forhold til husstandens årsindkomst. Det kaldes ’et faresignal’
af IMF (Den Internationale Valutafond), kreditforeningsbureauer og EU,
fortæller Nationalbankens kvartalsanalyse. Men derefter bruger
Nationalbankens økonomer analysen til at bagatellisere. Den diskuterer ikke
konsekvenserne af, at boliglån og forbrugsræs blev bygget på belåning og
ikke på en eksplosion i den nationale produktivitet – og det er jo her,
sammenligningen med grækerne kommer ind.
Kvartalsanalysens problemformulering lyder, om danske familiers private
gældsætning »påvirker den finansielle stabilitet?« Eller oversat til dansk:
Er de gældsatte i stand til at betale deres renter til kreditforeninger og
banker, så finanssystemet ikke bryder sammen? Jo, lyder svaret:
»Hovedindtrykket er således, at de familier, der har gælden, også har
indkomsten til at betale de tilknyttede goder«.
Analysen bruger ikke udtryk som ’teknisk insolvens’, men diskuterer
’boligejernes sårbarhed’, som vi får at vide er begrænset for tiden med en
p.t. lav rente, som ’næppe (giver) disse familier store problemer med at
betale ydelserne på deres lån’ – dog med det forbehold, at enkeltfamilier
kan få problemer ved arbejdsløshed eller skilsmisse. Den beroliger også med
en opgørelse over gæld og alder: De 30-40-årige er de mest forgældede og
herefter falder gælden med alderen, så pensionister er de mest gældfrie.
Analysen foregiver indirekte, at sådan vil det være i fremtiden. Det scenario,
at mange af de forgældede faktisk slet ikke har tænkt sig at nedbringe deres
lån – men bare erstatte udløbne afdragsfrie lån med nye afdragsfrie lån –
indgår ikke.
Men vigtigst (for nationalregnskabet) afdramatiseres faresignaler via
konstateringen af, at en stor dansk pensionsopsparing kompenserer for
gældsætningen (dog indrømmer Nationalbanken, at man ikke ved, om de
gældsatte også er dem med stor pensionsopsparing? Og det kan man tvivle på,
når vi ved, at de store private pensionsformuer i høj grad ligger hos dem,
der er 55-70 år i dag).
Allerværst er måske undermineringen af velfærds-statens sammenhængskraft
Jørgen Øllgaard
Nationalbankens legitimering bidrager til den nationale selvforherligelse. I
danskernes selvforståelse fremstår vi som et snusfornuftigt og produktivt folk
i modsætning til grækerne. Ligesom den drastiske forhøjelse af levefoden i
det seneste tiår fremstår som retfærdig for den menige græker, så fremstår
00’ernes stigning i forbrugsevne også som retfærdig for den danske
boligejer. Ja, den er ligefrem fortjent, for den er jo bevilget af bankerne
efter borgerens kreditværdighed – tilmed anerkendt af politikerne!
Så hvad er problemet med låntagning, vil nogle spørge: Vi skal jo alle dø en
dag, og hvorfor skal jeg efterlade mig en eneste krone, når jeg engang
stiller træskoene eller Armani-skoene?
Først og fremmest er problemet, at gældsætningen betyder, at nogen kommer til
at betale gælden tilbage en dag, især hvis renten stiger, for så skal nogle
spænde sikkerhedsnet ud under flekslånerne, for at finanssektoren ikke
bryder samen. De gældsatte har fået en kortvarig forøgelse af levefoden, men
samlet set er det den stakkede varme, man får af at pisse i bukserne, som –
alt andet lige – kommer til at blive betalt af dem uden gæld.
Det er problematisk og utrygt, at vi ikke har uafhængige instanser – for
eksempel Nationalbanken eller økonomiske vismænd – der havde et kritisk øje
på liberaliseringen af låneformer og følgende gældsætning, og som kunne
advare systemet. Nationalbanken nøjes som sagt med at analysere ud fra
snævre og ukritiske præmisser om ’den finansielle stabilitet’. Det er et
problem, at belåningens nationaløkonomiske betydning ikke bekymrer dem.
Bolig- og erhvervsejendomme udgør 69 procent af de faste danske aktiver i
statsregnskabet. Alligevel fik banker og kreditforeninger frit spillerum til
at lege med gældsætte - nationens værdier.
Kvartalsrapporten nøjes med at konstatere, at den forhøjede bruttogæld »har
bidraget til at øge velfærden for de implicerede familier«. Det er en
skandaløs underdrivelse. Den lægger røgslør ud over, at det især var en
bestemt befolkningsgruppe (= dem i ejerboliger) i 00’erne, der fik en
forbrugsret, som ikke var udløst af voksende produktivitet, men derimod af
omfattende låntagning og voksende gældsætning. Rigtig mange danskeres
værdier blev pantsat hos de danske banker, der igen har pantsat sig i
udlandet – parallellen med Grækenland.
Nu skal man ikke forvente systemkritik af Nationalbankens økonomer. Men var
de gået kritisk til analysen, havde de draget den konklusion, at den
politiske liberalisering af lånemarkedet var hasard. Eneste vinder var og er
finanssektoren. Som i øvrigt, da boblen brast, fik spændt sikkerhedsnet
under sig (i form af statslån til bankerne). Det er et andet røgslør: Den
banksektor og de låntagere, som skabte boligboblen, blev reddet af statens
bankpakker – det vil sige i praksis garanteret af mange almindelige
skatteydere/lejere, som var uskyldige i boblen.
Ejerprivilegiet blev så at sige fordoblet! Den sunde markedsmekanisme, som
finanssektoren, økonomer og politikere beroligede offentligheden med i
bobleårene, blev altså sat ud af kraft, da boblen sprak! Det er derfor
enormt hykleri, når de samme parter fortsat fastholder, at
markedsmekanismerne skam virker, og at markedet ikke behøver reguleringer.
Men det er helt i forlængelse af den neoliberale tidsånd, helt anderledes
end i den klassiske småborgers tid. Den klassiske småborger satte tæring
efter næring, og købte først, når der var tjent penge.
Sådan var det på en måde også hos den moderne parcelhussmåborger. Han og konen
byggede typisk parcelhus i perioden 1960-80. De kunne få lån på 80 procent
af byggesummen, hvis de forud havde sparet 20 procent op. Det var
’havregrødsgenerationerne’, hvis økonomi var spændt til det yderste i det
første tiår. Store dele af den generation betalte tilbage på husgælden, de
så en ære i at blive gældfri, for de havde i familiehukommelsen, at deres
forældre havde oplevet økonomiske kriser og var skrækslagne for gæld.
Nyere generationer har fået et helt andet forhold til gældsætning, godt
hjulpet af den nye tidsånd. I de glade år i 00’erne behøvede man ikke
opsparing for at kunne låne. Og mange blandt de 40 procent med problematisk
belåning har formentlig slet ikke til hensigt at spare op senere, men vil
bare forlænge den store belåningsgrad til evig tid. Der er groft sagt blevet
helt acceptabelt at bygge sit forbrugsliv på (evig) låntagning.
Liberaliseringen havde også psykologiske effekter
Jørgen Øllgaard
Den neoliberale tidsånd har i den forstand ført til et skred i befolkningens
økonomiske moral bort fra de gamle småborgerlige dyder.Forkælelsen af ejerne
og skredet i den økonomiske moral er også et demokratisk spørgsmål.
Liberaliseringen skærpede politisk-økonomiske modsætninger i befolkningen.
Politikerne brugte nemlig liberaliseringen til politisk bestikkelse af
flertallet af vælgerkorpset: For dem i ejerboliger/parcelhuse åbnede sig en
forbrugsret, og hvem ville sige nej til den?
Skattesystemet er tilmed indrettet, så der er »en vis tilskyndelse til at
erhverve disse aktiver (ejerbolig, jø) for lånte midler«, som
det lakonisk anføres i Nationalbankens kvartalsoversigt.
Boligejerne med låneretten har markant større forbrugsmuligheder og det er et
privilegium, som de vil holde fast i. Gældsætningen forstærker i den
forstand småborgerliggørelsen af den danske vælgerbefolkning.
Når middelklassen har sit på det tørre og skal forsvare deres
parcelhusmaterialisme, fordufter ædle solidaritetsidealer. Og den mekanisme
forstærkes i krisetider, hvor mange har negativ formue, fordi de har pantsat
deres liv hos finanssektoren. Der stemmes med pengepungen; husejeren stemmer
på partier, der udsteder de bedste garantier mod boligbeskatning.
Gældsætningen kan se sorgløs ud, men den har en ondskabsfuld mekanisme
indbygget. Den er irreversibel. Når man en gang har pantsat sit liv til
finanssektoren, kan man ikke bare melde sig ud, men er stavnsbundet til ens
dødsdag, for lånemøllen skal jo betales. Derfor er mange tvunget til at
deltage i et mere og mere stressende arbejdsmarked, selv om de gerne ville
have mindre pres på sig. Men reelt har de ikke friheden til at disponere,
for det ville have for store økonomiske, personlige og statusmæssige
konsekvenser.
Men allerværst er måske undermineringen af velfærdsstatens sammenhængskraft.
Der sker en polarisering i befolkningen, hvor de, der har deres på det
tørre, er mere interesserede i at bevare deres ’parcelhusmaterialisme’ end i
at bidrage til at bibeholde det solidariske velfærdssamfund. Og da netop den
gruppe udgør vælgerflertallet – du ikke kan blive statsminister på lejernes
stemmer alene – er det i praksis boligejerne, som sætter scenen. Derfor var
regeringens store skatteforlig med blå blok med fredning af boligfradraget
helt logisk.
Og sådan bliver det også fremover, for boligejerne – mere eller mindre
pantsatte og stavnsbundne – styrer politikken i dette land.
Kilder: ’Familiernes formue og gæld’ (Nationalbankens kvartalsoversigt, 2.
kvartal 2011)
’Småborgeren og det småborgerlige’ (Jørgen Øllgaard, Frydenlund, 2011)
Se også
- Sådan kan vi afværge et nyt boligkollaps 11. feb 23.18
- Test afslører: Bankrådgivere kan ikke forklare centrale begreber om boliglån 17. aug 10.42
- Geografi afgør, hvor meget du skal tjene for at låne til et hus 17. jul 10.49
- Boligejerne omlægger lån i stor stil 09. jul 17.47
- Realkreditten overlever - men lånene bliver dyrere 02. jul 23.24
- Her er måneden hvor der bliver solgt flest boliger 18. jun 18.46
- Nationalbanken: Nu vil boligpriserne stige 14. jun 12.32
- Analyse: Brug afdragsfriheden rigtigt og få mere friværdi 13. jun 10.30
- Analyse: Sommerhuse skal falde mere i pris 22. maj 23.50
- Tre ud af fire kommende boligkøber har udbetalingen klar 17. apr 19.11
Læs hver dag
- 25. maj
- 25. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|










Kroniken
Daglig fordybelse siden 1905