»At gøre et fremstød for Danmark i USA er som at kaste et rosenblad i Grand Canyon – og vente på ekkoet«.

Sådan beskrev en diplomat engang vilkårene for dansk public diplomacy, kommunikations-, presse- og kulturarbejde, i udlandet. Det var ikke ment defaitistisk, men som en opfordring til en realistisk overvejelse af, om vi bruger vore begrænsede statslige midler på området rigtigt.

Med den stærkt øgede globalisering, den nye verdensorden og public diplomacy-enheders stadig stigende udbredelse i udenrigstjenester world wide, er der i dag endnu mere grund til, at vi, som andre lande i disse år, overvejer, hvorfor vi driver offentlighedsdiplomati, hvordan vi gør det, og hvad vi bør præsentere af dansk i udlandet.

På spørgsmålet hvorfor er der flere svar! Den første begrundelse er den udenrigspolitiske. Den internationale værdikamp tilspidses fra år til år. Den nye verdensorden, ikke mindst Brik-landenes fremmarch – i mange henseender en positiv udvikling – har ikke skabt forbedringer, når det drejer sig om frihedsrettighederne. Det er derfor mere vigtigt end nogensinde, at vi, sammen med ligesindede, går aktivt ud med vore værdier.

I den situation er en opprioritering af dialogen mellem kulturerne – der er helt central for public diplomacy-begrebet – af største betydning. Danmark blev mindet om det af karikaturstriden. Vi oprettede dialogcentre i den arabiske verden og inviterede ’modstandere’ til landet for at lytte til dem.

Hånd i hånd med offentlighedsdiplomatiets politiske formål går det kulturelle hensyn. Og her gælder det om at skelne mellem kulturen som en del af Danmarks image, som kultureksport og som kulturudveksling på kulturlivets egne præmisser. En japansk spørgerunde for nogle år siden viste, at det image, japanerne først og fremmest forbandt Storbritannien med, ikke var the Queen, heller ikke Tower Bridge, ej heller Rolls-Royce – nej, det var Shakespeare. Et lands kultur har stor betydning for dets generelle image. Svensk film betød meget for Sverigesbilledet i udlandet i 1960’erne. Det samme gør dansk film for Danmark i vore dage.

Et andet hensyn er som nævnt hjælp til danske kunstnere og kulturinstitutioner, der ønsker at indgå i udveksling med udlandet – ganske som det offentlige bistår dansk erhvervsliv.

Betydningen af denne internationale kulturudveksling – inspiration udefra – er stor. Dansk guldalder var netop ikke ’dansk’, men blev skabt på grund af stærke internationale interesser og forbindelser. Det er i den henseende tankevækkende, at den danske kunstnerstøtte, der fandtes på den tid, så godt som udelukkende bestod i rejselegater! Ikke blot til Thorvaldsen og H.C. Andersen, men til stort set samtlige danske kunstnere i datiden. Kunstnerstøtte blev dengang stort set kun givet i den hensigt, at dansk kultur skulle inspireres udefra.

For en lidt mere overordnet betragtning er der dog ingen tvivl om, at den allervigtigste funktion for kulturudveksling med udlandet er dens bidrag til et samfunds udvikling. Enhver, der har beskæftiget sig med historiens gang, ved, at de kulturer, der har lukket sig om sig selv, stagnerer og til sidst går i opløsning.

Et første skridt for dansk deltagelse i denne del af globaliseringen er at øge opmærksomheden på Danmark og dansk kultur, og det kræver noget andet end i ny og næ at kaste et rosenblad i Grand Canyon. Først og fremmest dialog og noget så ganske uspektakulært som en langvarig og målrettet indsats med klare prioriteringer. Vi danskere har en ulyksalig tro på, at vi som efterkommere af vikingerne blot kan kaste os ud i kommandoraid i form af ’kulturfremstød’.

Der er i min hukommelse kun kommet én varig markering ud af sådanne fremstød, nemlig da Hanne Finsen under Scandiavia Today gjorde Vilhelm Hammershøi til et verdenshit. Og med intentionerne med COP15 gik det helt galt: Udlandet kiggede med vantro på håndteringen af konferencen, og de stort anlagte fokuseringer, man længe havde bygget på – om Danmark som grønt land, kreativt land, Hopenhagen osv. – tabte pusten.

I Danmark, der prædiker holdbare løsninger for alle andre, burde man kunne indse, at en indsats til fremme for Danmarks profil i udlandet ikke kommer ved hovsaarrangementer, men ved holdbare initiativer, sustainability.

En event kan meget vel have stor betydning, i og med at den vækker opmærksomhed. Men det er en kortvarig opmærksomhed. Derfor skal den indgå i en overordnet public diplomacy-indsats for, hvad der gavner landet i en større sammenhæng. Og altid med vægt på udveksling.

Til denne dialogfilosofi hører ikke mindst at skabe øgede muligheder for udlændinge for at komme til Danmark på studie- og arbejdsophold. Ingen public diplomacy-indsats nogensinde har haft så stor en succes, som de amerikanske Fullbrightstipendier havde i efterkrigstiden: Folk fra hele verden studerede i USA i deres mest modtagelige alder, bragte budskaber om amerikanske forhold og værdier med sig hjem og vedligeholdt kontakterne.

Virkningerne har været gigantiske. Langt mere vigtigt end eventen er det daglige arbejde på kommunikations- og udvekslingsplanet. Det er den daglige forsyning af informationer, personudvekslinger og andre former for indgåelse af partnerskaber med udenlandske instanser, der tæller. Dag efter dag, måned efter måned, år efter år. Det er kun en årelang indsats for promoveringen af et land, der batter.

Kulturhuse eller -institutter har deres berettigelse, men aldrig som endemålet for en dansk kultur- og kommunikationsindsats. Det, det drejer sig om, er at få dansk kultur og informationer om Danmark ind i modtagerlandenes egne institutioner: radio- og tv-huse, aviser, museer, koncertsale, teatre og universiteter. Et kulturhus vil naturligvis i sig selv aldrig have andet end en begrænset radius.

De gamle kulturinstitutter, som f.eks. østlandenes støvede træffesteder, har haft deres tid, der er udløbet. En helt speciel art er Confucius-institutterne, altså det nye Kinas udlandsnetværk (se herom i min bog ’Diplomati og globalisering’, 2007). Som hovedregel udmærker de sig ved netop at komme ind på modtagerlandets egne institutioner, endda skaffe sig bopæl i dem, ikke mindst på de højere læreanstalter, nu også i Danmark. Klogt.

Vore sparsomme budgetter til dansk kultur i udlandet må aldrig gå til mursten, men til folk med særlige kvalifikationer til at trænge igennem i samfundskredse, der ikke er just diplomatisk anlagte. Altså ’strukturerede ildsjæle’, som i dag er et buzzword i management- og headhunterkredse. Det er ikke et job for skrivebordsgeneraler, men for folk, der evner at slå døre ind – og som i mange tilfælde også skal have evnen til selv at skaffe finansieringen!

Tænk på det kulturudbud, som en stor europæisk hovedstad tilbyder hver dag, og læg dertil, at over hundrede andre stedlige ambassader arbejder for at sætte deres fingeraftryk – så har man et indtryk af, at der kræves andet end høflige forespørgsler.

At optræde på vegne af Danmark er et privilegium. Specielt fordi vi er så vellidte og velanskrevne, som vi de facto er. Når man sidder derude, har det derfor været bizart at opleve, hvorledes hjemlige jammerkommoder og grædekoner skaber myter om, hvor forfærdelige vi er. Det svarer slet ikke til virkeligheden, til den alt-, altovervejende opfattelse i udlandet.

Jeg kender ikke dette provinsielle flagellantsyndrom fra andre lande, og det giver naturligvis anledning til spekulationer. Danmark opfattes hverken som lille eller ubetydeligt, det opfattes stille og roligt som det, det er: en i mange henseender beundringsværdig og ofte efterstræbelsesværdig nation med store resultater, spændende kultur og højt respekterede værdier.

Måske den sociologisk-psykologiske forskning kunne finde ud af, hvorvidt lidenhedskomplekset hænger sammen med den udprægede danske homogenitet: Vi er, som det ofte er blevet anført, en stamme og ikke et folk. Intet sted kommer det bedre til udtryk end i vores boligindretning (jeg taler om et dansk middelklassehjem): et Piet Hein-bord med Myrestole omkring – naturligvis i PH-lampens skær. Og bord- og standerlamper med Le Klint-skærme rundt omkring. Gerne flere. Det er næsten synd, at en så betagende uniformering gennem fire årtier nu ser ud til at forsvinde – den må komme på museum en dag.

Mange danskere tror, at man i præsentationen af et land (underdanigt) skal pukke på, at landet helt er på linje med andre lande, med den store verden, og at vi sandelig har det samme og kan det samme som andre. Det er en fejl. Det er ikke sådan, man skal præsentere Danmark – eller noget andet land.

Her følger to eksempler:Det er aldrig lykkedes, trods flere forsøg, at gøre Ludvig Holberg interessant i Frankrig. Et flot bogprojekt tilbage i 50’erne med alle hans vigtigste komedier oversat til fransk – det måtte da interessere franskmændene. En nærliggende tanke måske, men Holberg er aldrig blevet spillet i Frankrig i nævneværdig grad. Hvorfor? Ja, når man har en Molière, er det ikke interessant at se en, der ligner – om end i en anden kontekst.

Man vil fra udlandet have noget, der er anderledes. Det fandt franskmændene til gengæld i Søren Kierkegaards eksistensfilosofi. Derfor blev han så utrolig populær i Frankrig og blev gjort til gymnasiepensum, og derfor fik han så mange elever i Frankrig, at han blev fader til hele den Sartreske eksistentialisme.

Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at hvis en dansk public diplomacy-medarbejder vil have succes, skal hun/han blot præsentere Grønland og grønlandsk kultur! Den er hjemme hver gang.

Og skal man brande sin nation over for resten af verden, nytter det heller ikke at sige, at man er lige så topteknologisk, har lige så meget innovation, kreativitet, it-beredskab, lige så meget teknisk knowhow, som de store. Da brandingbølgen gik gennem verden for nogle år siden, kunne man i nationbrandingbudskaberne ikke se forskel på Island og Singapore.

Vi skal ikke ’prale’ med, at vi skam ligner de andre, de store – men tværtimod selvbevidst fokusere på vort særpræg. Hvilket igen fører til, at vi i vore budskaber må forholde os forskelligt fra land til land: Hvad der er interessant et sted, er mindre interessant et andet. Det kan afgøresmed næsten videnskabelig sikkerhed. Blandt andet har den hollandske kultursociolog Geert Hofstede opstillet en række parametre på kulturforskellenes område.

Lad os tage et enkelt eksempel: På et parameter, der hedder ’mandlighed vs. kvindelighed’, kommer Tyskland helt sikkert ind på mandlighedspolen: Det er mandlige dyder som kraft, udholdenhed, styrke etc., der sættes pris på ifølge psykologer og sociologer. I Danmark er det de bløde værdier, kvindelighedssyndromet, der er blevet efterstræbelsesværdige: manden, der passer børn, går i køkkenet, er hensyntagende og hjælpsom.

Og sandt er det, at det netop er sådanne anderledes adfærdsmønstre, der vækker interesse syd for grænsen og får politikere til at tage på studierejse hertil. For at kunne opretholde tysk produktion og velfærd i den nye, globaliserede verden er det for dem et must, at flere kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Det kan man altså bare ikke uden gode børneinstitutioner og større ligestilling på hjemmefronten.

En af de store succeser, vi havde i det fællesnordiske hus i Berlin, handlede netop om børne-, ligestillings- og arbejdsmarkedspolitik i Danmark. Havde vi vist, at vi var ligesom tyskerne, var der ikke kommet en sjæl.

Og vi har masser at trække på, der kan bringes i spil på rette tid og sted: verdensrekord i tillid, grundfæstede demokratiske institutioner, ligestilling, flexicurity, rekordhøj udviklingsbistand, velfærdsstat, lav korruption etc. Hvad der isæradskiller os, ligger ofte på området ’de bløde værdier’. Det handler om manglende hierarkier, uformel omgangstone, antiautoritær indstilling, smidighed, munterhed (’Nordens Italien’), venlighed – og nu også verdens lykkeligste folk.

Det er nok uhåndgribeligt, men det er noget, som man gang på gang får påpeget ude omkring. Og jeg er ikke i tvivl om, at skulle vi brande os på områder som f.eks. turisme og det at få udenlandske virksomheder til Danmark, så skulle det have noget med ’det menneskelige samfund’ at gøre: og ikke den teknologi, man som en selvfølge går ud fra, at et højt anskrevet land som Danmark har.

Udtrykket har været brugt før: København som ’the human capital’, men er uvist af hvilken grund blevet forladt igen. Så det står til fri afbenyttelse!

Mere end 25 års kommunikations- og kulturarbejde for Danmark i udlandet, herunder ti år i Paris, otte år i Berlin og indtil videre tre år i Unesco, har givet stor viden om interessen for Danmark. Og med hensyn til besvarelsen af denne interesse er det – set i det lange perspektiv – heldigvis gået up-stream herhjemme. Danske statslige nøgleinstitutioner som Kulturministeriet og Udenrigsministeriet har klart ændret sig i positiv retning gennem årene.

Det har været en oplevelse at være med til. Først lykkedes det overhovedet at skabe bevidsthed og debat om dansk kulturarbejde i udlandet: Kultureksport, kulturudveksling, kulturfremstød, sponsorering, internationalisering blev i løbet af 1980’erne modeord. I slutningen af 90’erne oprettedes i Kulturministeriet Internationalt Kultur Sekretariat og flere specialiserede organer for oversættelser, udstillinger og musik i udlandet, nu samlet i Kulturstyrelsen. For ikke at glemme Filminstituttets internationale fremgang siden slutningen af 80’erne.

Fulgt op af markante begivenheder, som da Udenrigsministeriet i 2006 oprettede sin public diplomacy-enhed, hvis formål – hvad end det bliver benævnt – er kommet for at blive. Og som da Kulturministeriet i 2010 i regeringserklæringen indskrev internationalisering som sin førsteprioritet. Samt det glædelige faktum, at danske fonde i stigende grad har bekendt sig til internationale kulturprojekter.

Men vi er, som det vil være fremgået, nødt til at komme videre. Vi skal bygge mere på udveksling og mindre på fremstød. Vi skal fokusere på vore særpræg. Relevante institutioner skal arbejde sammen med staten – på basis af resultatkontrakter, naturligvis. Vi skal – på deres egne præmisser – bringe danske kunstnere mere i kontakt med udlandet samt invitere flere udenlandske studerende til Danmark. Og vi skal endelig ikke lytte til flagellanter og jammerkommoder.

Hverken mindreværdskompleks eller storhedsvanvid, men realisme. Ikke flere rosenblade i Grand Canyon, tak.