Folketingsvalget i 2007 var en fantastisk succes for Socialistisk Folkeparti (SF), hvor partiet mere end fordoblede sin stemmeandel fra 6 til 13 procent.

SF’s politiske linje op til folketingsvalget lå i klar forlængelse af SF’s hidtil førte politik, dygtigt kommunikeret af Villy Søvndal som ny formand.

Det var naturligt, at SF med en fremgang til 23 mandater så muligheden for regeringsdeltagelse. Det var ikke nyt, at man i SF talte herom. F.eks. i 1980’erne diskuterede vi, hvordan vi kunne få et arbejderflertal – dvs. S og SF. På landsmøde efter landsmøde diskuterede vi, hvad indholdet i et arbejderflertals politik skulle være, og hvad der skulle til for at få et arbejderflertal. Der blev lavet papirer og diskuteret i partiforeningerne. Der blev afholdt konferencer både for SF’ere alene og åbne konferencer med oplæg udefra.

Det vigtigste var indholdet af den politik, der skulle føres. Formen for samarbejde kom i anden række. I første omgang prioriterede vi et formaliseret samarbejde mellem en S-regering og SF som parlamentarisk grundlag. Efterhånden blev regeringssamarbejde prioriteret højere, og i 1986 vedtog SF’s landsmøde: »En handlekraftig arbejderflertalsregering med et socialistisk inspireret program kunne være det bedste redskab for den nødvendige reformpolitik. Men hvis SD ikke vil erkende de politiske realiteter fuldt ud og yde de nødvendige indrømmelser til SF, er SF villig til at forhandle om et formaliseret parlamentarisk samarbejde, der kan indeholde flere politiske delelementer«.

Nu kom der ikke et arbejderflertal, selv om SF ved folketingsvalget i 1987 fik 27 mandater. Hvis der var kommet et arbejderflertal, var det formentlig heller ikke resulteret i en S-SF-regering, da socialdemokraterne efter alt at dømme ikke var villige til at give de indrømmelser, som vi mente var berettiget i forhold til SF’s størrelse. Vi mødtes aldrig med Socialdemokraterne for at finde ud af, om vi politisk kunne mødes. Det ville Socialdemokraterne ikke. De foretrak et samarbejde hen over midten. SF var for venstreorienteret for socialdemokraterne.

Det var helt anderledes efter folketingsvalget i 2007. Initiativet til S-SF-samarbejdet kom i begyndelsen af 2008 fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i en henvendelse til Thor Möger Pedersen, der på det tidspunkt var ansat i SF. Efterfølgende blev det Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen, der på partiernes vegne kom til at stå for udarbejdelse af en fælles politik på en række områder.

I forhold til den tidligere socialdemokratiske strategi var det nyt, at der nu skulle satses på SF og ikke de radikale. Hvad der foregik i Socialdemokraternes hoveder, ved jeg af gode grunde ikke. Regnede de med, at der kom et S-SF-flertal evt. suppleret med Enhedslisten? Og hvis ikke, hvad så med de radikale? Det virkede ikke helt gennemtænkt. Socialdemokraterne havde åbenbart glemt, at de radikale altid mener, at de skal have større indflydelse, end partiets mandater tilsiger, og ofte også får det.

En vigtig forudsætning for Socialdemokraterne i udarbejdelse af en fælles S-SF-strategi var den såkaldte Sass-doktrin, som bl.a. indebar, at Socialdemokraterne og deres allierede skulle opgive standpunkter, hvor de borgerlige blev vurderet til at have de stærkeste kort på hånden. Det gjaldt i væsentligt omfang udlændinge- og retspolitikken, men også beskatningen af ejerboligen.

SF prioriterede samarbejdet og regeringsmuligheden så højt, at partiet accepterede den socialdemokratiske præmis. I første omgang af taktiske grunde, men på længere sigt var det måske ikke kun af taktiske grunde.For mange af SF’s medlemmer og kernevælgere var SF’s skifte overraskende, men mange slog sig sikkert til tåls med, at det kun var af taktiske grunde, og at SF nok skulle vende tilbage til tidligere standpunkter. Dertil kom, at SF red på en succesbølge, og når et parti stormer frem, udsættes ledelsen ikke for kritik. Så bliver alt accepteret, hvilket selvfølgelig er problematisk, fordi en ledelse fejlagtigt kan tro, at alle er enige.

Ved valget i 2011 tabte SF 7 mandater, og der er ikke tvivl om, at en af årsagerne var, at vælgerne havde svært ved at skelne SF fra Socialdemokraterne. Mange vælgere reagerede på, hvad de opfattede som, at SF nærmest var blevet socialdemokratisk.

Med afgivelse af selvstændig SF-politik for at få en fælles S-SF-politik og med tabet af 7 mandater var SF’s forhandlingssituation langtfra den bedste, da ledelserne hos Socialdemokraterne, de radikale og SF efter valget mødtes til forhandlinger i ’Tårnet’.

Regeringsgrundlaget indeholder meget, som er helt anderledes end VK-regeringens politik. Ligesom regeringsgrundlaget indeholder meget, som er fælles gods for de tre regeringspartier. Men indeholder regeringsgrundlaget også væsentlige ting, som kun er kommet med, fordi SF sad ved forhandlingsbordet? Bortset fra etablering af en betalingsring, som skulle skaffe 2 milliarder kroner til den kollektive trafik?

Derimod fik de radikale meget med i regeringsgrundlaget. Ikke mindst når det gælder den økonomiske politik. F.eks. står der i regeringsgrundlaget: »Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen«. Det nævnes også, at regeringens økonomiske målsætninger »skal opgøres med udgangspunkt i anerkendte indikatorer og regnemetoder«. Det sidste går jeg ud fra betyder Finansministeriets modeller. Dermed måtte SF acceptere udbudsøkonomien og præmissen om, at øget arbejdsudbud og nedsættelse af skat på arbejde skaber flere job.

Magtforholdene partierne imellem og partiernes ønsker er bestemmende for besættelse af ministerposter ved en flerpartiregerings dannelse. Det var åbenbart, at SF prioriterede, at Villy Søvndal skulle være udenrigsminister. Derudover var det tydeligt, at Villy Søvndal gerne ville sætte et meget ungt ministerhold. Ud over Villy Søvndal havde kun hans nærmeste makker, siden han blev formand, Ole Sohn, været medlem af Folketinget i mere end 4 år. Nu er politisk erfaring selvfølgelig ikke det eneste afgørende som kvalifikation som minister. Men det var alligevel påfaldende, at hverken Holger K. Nielsen, Steen Gade, Anne Baastrup eller Pernille Vigsø Bagge kom med på SF’s ministerhold.

Havde det ikke været klogere, hvis Villy Søvndal havde gjort som Marianne Jelved, der i 1993 valgte at gøre Niels Helveg Petersen til udenrigsminister for selv at blive økonomiminister, så hun kunne varetage de radikales interesser i regeringen? Tilsvarende model valgte Bendt Bendtsen, da han gjorde Per Stig Møller til udenrigsminister i 2001. Lene Espersen valgte som bekendt en anden model, som vist ikke er et eksempel til efterfølgelse.

Hvorfor valgte Villy Søvndal ikke Jelved/Bendtsen-modellen og gjorde en tidligere partileder Holger K. Nielsen til udenrigsminister? Så havde Villy Søvndal med udgangspunkt i et centralt indenrigspolitisk ministerium haft langt bedre forudsætninger for at fungere som formand og partileder.

Ud fra SF’s interesser var det fornuftigt, at SF fik Miljøministeriet, men hvorfor kunne SF ikke også få et af de tre ministerier inden for uddannelse og kultur, som også er centrale områder for SF, og hvorfor skulle de radikale have to? Var det, fordi SF ikke prioriterede disse områder, eller var det, fordi SF stod for svagt i forhandlingerne? Man kan også med rette spørge, hvorfor SF skulle have to erhvervsministerier, der primært kan give omtale i Dagbladet Børsen?

Når SF i dag ikke fremstår specielt stærkt i regeringen, hænger det bl.a. sammen med, hvad der kom ud af forhandlingerne i ’Tårnet’. Regeringens skatteudspil var naturligt nok præget af regeringens økonomiske politik. Der er selvfølgelig fornuftige ting med, men hvorfor skal mennesker på overførselsindkomster betale for, at flere får topskattelettelser? Og hvorfor skal »ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget fastholdes svarende til gældende lovgivning frem til 2020«, som der står i den endelige aftale med V og K? Derved udelukker man i 8 år mulighederne for en ændring i beskatningen, så de økonomisk bedst stillede ad den vej kunne komme til at betale mere til fællesskabet.

At regeringen droppede betalingsringen, kan vanskeligt tolkes som andet end udtryk for, at andre i regeringen ikke behandler SF på lige fod.

Ser vi på mindre partiers skæbne i tidligere danske flerpartiregeringer er der flere eksempler på, at mindre partier vælgermæssigt kan have det svært. I 1960 tabte Retsforbundet 9 mandater og røg ud af Folketinget efter at have siddet i regering med Socialdemokraterne og de radikale i godt 3 år. I 1994 røg Kristeligt Folkeparti ud af Folketinget efter 1½ år i en socialdemokratisk ledet regering. I 1988 gik de radikale ind i en VKR-regering, og ved det følgende valg gik partiet tilbage fra 10 til 7 mandater og trak sig herefter ud af regeringen. Med Konservatives tilbagegang i 2011 fra 18 til 8 kan dette eksempel tilføjes listen.

Det er især de partier, der har måttet opgive mærkesager og ikke har kunnet markere egne synspunkter, der vælgermæssigt har haft det svært. SF har været et parti, der har haft udpræget medlemsdemokrati. Spørgsmål om EU er afgjort på landsmøder og i et tilfælde også ved urafstemning. Stillingtagen til finanslovsaftaler er sket i hovedbestyrelsen eller forretningsudvalget. Politikudviklingen er foregået i hovedbestyrelsen og folketingsgruppen og på landsmøder og konferencer.

Derfor er det en voldsom omvæltning, når udviklingen af SF’s politik reelt sker i regeringen. Lidt forenklet sagt er SF gået fra at være et medlemsparti til et ministerparti. Noget, der skaber frustration hos medlemmer, der er vant til at kunne øve indflydelse.

Det er sagt mange gange i SF, at partiet går på to ben. SF vil både lave grundlæggende forandringer og skabe forbedringer her og nu. Hvis SF kun ville skabe forbedringer her og nu, ville SF være socialdemokratisk. Derfor er det selvfølgelig meget alvorligt for SF, hvis partiet i sin iver efter at forholde sig til ’her og nu’-politikken mister mulighederne for grundlæggende samfundsforandringer.

Hvad skal SF så gøre nu? Jeg ser tre mulige scenarier:

SF fortsætter med, at regeringens politik også er SF’s politik.

SF træder ud af regeringen.

SF fortsætter i regeringen, men formulerer sin egen politik.

Vælger SF at køre videre som regeringsparti, hvor regeringens politik er SF’s politik, tror jeg, at mange af SF’s tidligere og nuværende vælgere ikke vil finde SF attraktiv og derfor vælger Enhedslisten. Men hvad værre er: SF vil fortsætte med at miste sin identitet.

Jeg ved godt, at man i SF’s ledelse vil betragte det som utænkeligt, at SF træder ud af regeringen. Det vil også stride mod SF’s egen retorik om, at SF har forandret sig fra protestparti til indflydelsesparti, hvor det er implicit, at indflydelse er det samme som regeringsdeltagelse og omvendt. Uanset at ledende SF’ere gentagne gange har påstået, at SF nu er gået fra protestparti til indflydelsesparti, er det noget gedigent sludder.

SF har altid gået på to ben: indflydelse her og nu for at få gennemført forbedringer kombineret med arbejdet for samfundsforandringer. Sommetider mere det ene end det andet, fordi forudsætningerne langtfra altid har været lige gode for indflydelse her og nu.

At SF er gået efter indflydelse og har fået det, vil jeg godt give et par eksempler på. Under det andet arbejderflertal var jeg selv som nyvalgt folketingsmedlem med til at forhøje dækningsgraden for dagpengene under arbejdsløshed og sygdom fra 80 til 90 procent med et loft, der forholdsmæssigt lå betydeligt højere dengang end i dag. I 1980’erne var SF meget aktivt for at lave alternative flertal omkring sikkerhedspolitik, miljøpolitik og sommetider også uddannelsespolitikken, f.eks. SU-loven.

SF var i 1992 særdeles aktivt ved etablering af det såkaldte nationale kompromis i EU-politikken. Under Nyrupregeringerne havde SF afgjort indflydelse, f.eks. fire forlig om finansloven. I 1998 indgik SF sammen med Enhedslisten forlig med SR-regeringen om pinsepakken, der var en skatteaftale med en helt anderledes social profil end skatteaftalen fra 2012.

Jeg siger ikke, at SF skal træde ud af regeringen nu. Men opstår der lignende situationer som med betalingsringen og skatteaftalen, hvor SF bliver ’kørt over’, bør det overvejes, da der vel må være en grænse. Og indflydelse kan SF sagtens have uden for regeringen, viser erfaringerne.Som regeringsparti er SF i betydeligt omfang gledet i et med regeringen. Skal SF som regeringsparti genfinde og genvinde sin identitet, må det bl.a. ske, ved at SF udformer en selvstændig politik. En politik, der viser, at SF er et selvstændigt parti med egen identitet.

En politik, som også skal være det, som SF og SF’s ministre vil slås for kommer til at præge regeringens politik. Politikudvikler skal primært være folketingsgruppen, landsledelsen og de mange kloge og tænksomme SF’ere, som findes rundt omkring. At et parti både kan være i regering og have en selvstændig profil er set før, f.eks. Venstre i Schlüterregeringen.

Det vil bidrage til, at SF igen bliver et medlemsparti, og at SF bliver andet end medlem af regeringen, samt at SF igen kommer til at gå på to ben. Indflydelse her og nu, samtidig med at SF viser, hvordan samfundet kan forandre sig i socialistisk retning.

Endelig er det nødvendigt, at Villy Søvndal bruger mere tid som formand for og leder af SF, selv om han som udenrigsminister ofte er nødt til at være bortrejst.