Det siges, at barndommens eventyr lærer os noget om livet.

Derfor læste vores forældre eventyr for os (hvad mig selv angår i en barndom, der i 1960’ernes og 70’ernes Rumænien ikke på nogen måde var ’som i et eventyr’), og det er også af den grund, at vi læser eventyr højt for vores egne børn.

Hvad handler eventyrene så om?

Om prøvelser, man må gennemgå, om alle mulige forhindringer, der stiller sig i vejen for én, om onde væsener, der stikker en kæp i hjulet, om forfærdelige grusomheder, man må gennemlide uden at kny, om den standhaftige tinsoldat, om folk, der indtager ens plads og tvinger én til at skjule sig, eventuelt i en æselham, om den allersværeste opgave, man kan blive stillet over for, den at skulle udpege den eneste rigtige blandt flere identisk udseende personer eller genstande, og om mange andre vanskeligheder.

Men eventyrene har også en anden side: Den kraft, som gør helten eller heltinden i stand til at udholde alle trængslerne, den tiltagende opvakthed, som den dumme dreng i eventyret lægger for dagen for hver overstået etape på sin vej gennem historien, den godhed, der kan redde hvem som helst ud af en knibe (hvor virker det enkelt!), de underfulde væsener, der kommer én til hjælp i nødens stund, snart med et godt råd, snart med en eller anden banal genstand, som man kan udføre mirakler med.

Hvad ellers talte min barndoms eventyrbøger om på deres universelle sprog? Om mad og penge. Og om guld!

Hos brødrene Grimm læste jeg om de overdådige borde, der dækkede sig selv med udsøgte retter og blev ryddet af af sig selv. Maden på bordene så utrolig appetitvækkende ud på tegningerne i bogen, med hele pyramider af pølser og dejlige kager og bjerge af is, så tænderne løb i vand, når man så dem. Og de handlede om regningen, som krofatter ville have Till Uglspil til at betale, fordi han havde stillet sin sult blot ved lugten af det, de andre gæster fik at spise, og som den kvikke vandringsmand til gengæld ville betale med klangen af mønter.

I mange af eventyrene er der også et heldigt asen, der falder over en krukke med guld, der helt sikkert bare ender med at bringe staklen ulykke. Det vidste jeg godt, men alligevel drømte jeg som alle andre børn om at finde en krukke med guldmønter ved foden af et træ eller at opdage en hule fuld af rigdomme ligesom Ali Baba.

En nærmere analyse viser i det hele taget, at der ofte er knyttet en fortælling om guld til helten i beretningen. Tag nu bare de tre skove, der findes i eventyrene: kobberskoven, sølvskoven og guldskoven. Er det måske ikke netop i guldskoven, at lykken findes? Og af de tre slags slotte, der findes, er det måske ikke netop det af guld, der er ønskemålet? (H.C. Andersens tinsoldat havde helt sikkert fået en anden skæbne, hvis han havde været af guld!). Møder vi måske ikke netop broer af guld og æbler af guld i eventyrene?

I et slogan, som, så vidt jeg ved, blev lanceret af Erste Bank, en bank, der også har filialer i Rumænien, har jeg sjovt nok fundet en slags bekræftelse på den idé, som jeg går ud fra, at enhver stat baserer sin økonomi på: ’In Gold we trust’.

Et jordisk og såre menneskeligt modstykke til det, der først stod på 1-dollar-mønterne, i dag på 1-dollar-sedlerne: ’In God we trust’.

Før kommunisterne kom til magten i Rumænien og kongen blev jaget ud af landet – det var i december 1947 – bar også vores mønter en lignende devise: ’Nihil sine Deo’, ’Intet uden Gud’. Det historiske brud, som fulgte herefter, begyndte med en møntreform, i datidens Rumænien kaldt stabiliseringen, hvor pengene tabte deres værdi, og alle endte i dyb fattigdom. For en kuffert fuld af penge, som man før havde kunnet købe et helt hus for, kunne man nu købe sig en hat (hvilket nu ikke var at anbefale, for den stemplede ejermanden som borgerlig, og qua dette kunne han let ryge i fængsel), og devisen ’Nihil sine Deo’ er også sporløst forsvundet, visket bort med tiden.

Gud troede man ikke længere på, ej heller på penge, kun på Stalin, Lenin og ’Kommunistpartiet’. Frygten gik hånd i hånd med fattigdommen.

Det forholder sig sådan, at min barndom faldt lige præcis i dette fattigdomsinterval, i 1960’erne med deres eventyrfortællinger om overdådige borde. Vi havde kun lidt og dårlig mad på den tid, og for at købe en lille pakke smør på 200 gram måtte man i kommunistregimets sidste år stå i kæmpelange køer, uden at man vidste, om der var noget tilbage i forretningen, når det blev ens tur. I studietiden kunne det ske, at jeg græd af sult. Krisen var dyb, permanent og til stede overalt, en slags ’Den sorte tirsdag’ hver dag i ugen, selv om den nye epoke officielt – historiens ironi! – hed den ’gyldne’ epoke.

På den tid fandt mange mennesker en smule trøst i politiske vittigheder. De var utallige, og en af dem lød: »En iskold vinterdag ser en turist fra Vesttyskland en enorm kø af udslidte, krumryggede mennesker i en gade i en eller anden rumænsk by. Han spørger, hvad de står i kø for. »Her kan De få smør!«, lyder svaret. »Ja, men hvis det endelig skal være«, svarer manden fra Vest, »vil jeg nu foretrække at købe mit smør««.

Det er meget muligt, at en vestlig læser i dag ikke umiddelbart kan forstå denne vittighed, ligesom tyskeren i historien misforstod, hvad der var den egentlige årsag til køen: Han troede, at ’kan få’ betød, at man fik smørret gratis. Derimod ville en tysker fra datidens Østtyskland straks have forstået, at ’kan få’ refererede til en af de små, flygtige glæder, som ’de’, dvs. magthaverne, af og til lod tilflyde den udsultede befolkning.

Hen mod slutningen af 1989, det var ved juletid, fik min broders børn deres livs første mandarin at se. Man kunne ’få’ mandariner, og jeg kan huske, hvordan jeg stod og frøs i flere timer i kulden og sneen i den uundgåelige kø. Da børnene fik øje på denne, deres første mandarin, råbte de begejstret: »En bold!«. Ja, netop, guldbolden fra eventyrene.

Hvadder fulgte efter kommunismens fald i Rumænien, var på mange måder et rent mirakel for min generation. Vores verden fik simpelt hen en fjerde dimension: friheden. Hvad mig selv angår, så har jeg mange gange sagt, at mit liv først rigtigt begyndte i december 1989, og da var jeg 29 år. Siden da har rumænske børn haft en normal opvækst med smør og mandariner og alt, hvad de kan ønske sig, og med supermarkeder så overdådige som bordene i eventyrene.

For mine studenter i 2012 er eventyrene og historien fra før omvæltningerne i december 1989 ét fedt. Alligevel har kampen for penge ikke været let efter 1989 og frem til i dag. Det mest slående fænomen i denne periode har været det, at mange er rejst til udlandet med deres børn for at arbejde, særlig til Spanien og Italien, hvor de tit arbejder sort.

Somme tider kan en tur til et fremmed land være en god hjælp for en rumæner, der vil lære det sande Rumænien at kende. Nogle gange må man rejse langt væk for at se tingene tæt på. For fire år siden, under et litterært besøg i Spanien, besøgte jeg nogle af de rumænske samfund i dette land.

I Coslada, en forstadskommune til Madrid med omkring 90.000 indbyggere, er en tredjedel rumænere. Tiltaler man nogen på gaden på rumænsk, får man svar på samme sprog. På lygtepæle og stolper finder man opslag på rumænsk, i kioskerne sælger de rumænske aviser, og i en underetage et sted findes der også et rumænsk kirkerum udsmykket med ikoner.

På torvet holder ’jobbørsen’ åbent hver dag. Det begyndte så sent som i 2008 at blive nødvendigt at vise legitimation, når man søgte arbejde, og der blev stadig mindre sort arbejde at opdrive. Det affødte følgende sørgmuntre hjertesuk fra en ung rumæner: »Møgland her, møgland der, nu vil de se vores papirer, og dem har vi ikke«. På trods heraf er rumænere velansete og modtages med velvilje i Spanien (i modsætning til i Italien, hvor alle rumænere bliver taget for at være romaer).

I Spanien traf jeg kun hårdtarbejdende rumænere, mennesker med familie og børn, og jeg så ingen tiggere, ingen omvandrende musikanter. Jo, jeg så en eneste harmonikaspiller, men han var fra Bulgarien. Rumænske børn, der fødes i Spanien, får navne som Alejandra og Alejandro, Fernanda og Fernando osv., for det tilfælde at de vil blive i landet. Men krisen berører også rumænerne i Spanien, og nogle af dem tvinges til at rejse hjem. Her møder de så den samme krise.

Andre forældre rejser fra hjemlandet og lader børnene blive tilbage hos bedsteforældrene. Disse børn kaldes i Rumænien noget, der her måske kunne gengives som ’kvasiforældreløse’ – ’kvasi’, fordi de trods alt har nogle forældre et eller andet sted i verden. Er deres liv som kvasiforældreløse ikke et direkte resultat af krisen, så gør krisen i hvert fald deres sår dybere.

På denne baggrund af forandringer og uro er der nu for tredje gang kommet en økonomisk krise til et frit Rumænien. Første gang var omkring 1899, under kong Carol I. Da greb man til masseafskedigelser, men allerede i 1901 begyndte det hele at falde på plads igen, om end langsomt. Krise nummer 2 kom i mellemkrigstiden og blev udløst, på trods af at den nationale møntenhed, leuen, stod stærkt i 1929. I begyndelsen af 1930 steg prisen på en æske tændstikker fra 2 til 2,5 lei, og dette vakte nogen uro.

I 1933, da verdenskrisen var på retur, kunne man læse i aviserne i Bukarest: »Hele verden vånder sig i pengemangel«, og politikernes taler begyndte stereotypt med: »Vi befinder os nu i en alvorlig krise, hvor materialismen kvæler alle fremskridt«. Rumænien slap nogenlunde helskindet ud af datidens økonomiske krise, men i 1933 var en anden krise, en politisk krise, under opsejling.

Under den nuværende krise, i 2010, skar man lønningerne ned med 25 procent. For en lærerfamilie, for eksempel, viste dette sig at være katastrofalt. Alligevel accepterede rumænerne dette offer, uden at den almene misfornøjelse nåede noget kritisk punkt, og katastrofen i Grækenland har også vist os, at de barske indskrænkninger, som Rumæniens regering har foretaget, har virket godt. For regeringen havde det dog sin pris; den mistede sit flertal i parlamentet og blev erstattet af en mere populistisk regering.

Krisen indvirker forskelligt på de forskellige generationer.

Min mor, som er født i 1931, er pensioneret lærer. For pensionister er situationen ikke helt så alvorlig, pensionerne er kun gået ubetydeligt ned. Selv om min mors pension er meget lille, klager hun ikke: Hun har et helt liv igennem vænnet sig til at være sparsommelig, og hun kan slet ikke leve anderledes.

Når hun får pensionen (postbuddet kommer med den, for hun har ikke hævekort, det er ikke noget, hun vil ’bøvle med’), fordeler hun pengene i bunker med videnskabelig præcision. Til vand, til elektricitet, til gas, til mad, til medicin og af og til også en reservebunke til ’uforudsete udgifter’. Hvis hun får en gave i form af penge, bliver den straks øremærket: ’Til reparation af tag’. Tøj eller andre ting køber hun ikke – »jeg har alt, hvad jeg har brug for, lige til jeg dør, ja, faktisk også til det hinsides«, siger hun.

For os, den generation, som er født omkring 1960, og som har levet hele vores barndom i et regulært fængsel, virker krisen egentlig ikke faretruende.

Selv om hele min familie består af lærere og lønnedgangen har været på hele 25 pct., prøver vi at holde os oven vande. Nogle af os har lånt penge i banken, og den fremtidige økonomi kan nok virke lidt skræmmende, men ikke så skræmmende som udsigten til politiske omvæltninger.

Tænk, hvis den økonomiske krise fører til en politisk krise og vi ender i et eller andet repressivt system, hvor det vil være partipolitiske interesser, der styrer institutionerne – et system, hvor vi igen vil være berøvet den værdi, som vi tror (we trust) mere på, end vi tror på Gold, og lige så meget som vi tror på God: friheden. Ganske vist er jeg forfatter, men der ligger ikke nogen romantik i ovenstående udsagn, jeg udtaler mig, som enhver kølig økonom ville udtale sig om plusser og minusser i sit regnskab.

Naive sjæle mener, at ’alt var bedre før’ under kommunistregimet, for dengang var dagligdagen tryg, om end miserabel.

Mit svar til dem er: Ja, og dyrene i zoologisk have har også en sikker og tryg dagligdag, i et bur, overladt til dyrepasserens forgodtbefindende. Kun hvis man har besøgt zoologiske haver i Østeuropa og set de trange, overfyldte bure med vanrøgtede dyr med hjerteskærende tomme blikke og oplevet, hvordan dyrepasseren stikker til dem mellem tremmerne, kan man forestille sig fangenskabets sande væsen, det at man ganske enkelt ikke har noget valg, man er dømt til at sejpines frem mod en langtrukken død.

Måske er det værst for den generation, der nu er 20-25 år:

De er født ind i en turbulent fri verden, så de forstår ikke rigtig at sætte pris på dagliglivets små glæder eller på det, at de kan rejse, hvorhen de vil, i verden. Det forekommer dem helt naturligt. De har problemer med at få arbejde, penge er et mål i sig selv. De har ikke noget særligt tilovers for de voksnes verden, de læser ikke ret meget, og fremtiden tegner ikke lys for dem med den kaskade af kriser, som er udløst: klimakrise, energikrise, befolkningskrise og nu økonomisk krise. Desuden bor de i Rumænien, som, desværre for dem, ikke lige har det allerbedste ry i dagens Europa.

Men engang lå Rumænien i Europa, og Bukarest blev kaldt Det Lille Paris. I et helt århundrede, fra 1848 til 1947 (ganske vist med flere afbrydelser), var Rumænien fremtidens land. Nu er det snarere et land, der er ved at gå ned med flaget i en urolig nutid.

Der findes to måder at helbrede sig selv på, når man er syg: ved at huske og ved at glemme. Betingelsen er, at man glemmer, hvad der bør glemmes, og at man husker, hvad der bør huskes, ikke omvendt. Og nu da man taler så meget om banketik, ligger redningen måske netop i at rette opmærksomheden mod fortidens værdier.

Som Goethe sagde: »Tab af penge er et tab, der er let at bære. [...] Tab af mod er et uopretteligt tab«. Og et eller andet sted forklarer han også, hvad der er nøglen til succes: På livets vej skal du have to sække med, i den ene skal du tage imod, af den anden skal du dele ud.

Oversat fra rumænsk af Erling Schøller