Stress, angst, depression og eksplosionen i brug af medicin kalder på Christiansborgs opmærksomhed.

Resultatet af 10 års borgerlig kulturkamp kan opsummeres til refrænet: 'Du er din egen ulykkes smed'. Men spørgsmålet om menneskers psykiske velbefindende må transformeres fra at være 'mit' problem til at være noget, vi løser i fællesskab.

En sjælden gang får jeg tid til at samle mine bedste venner - når der er fødselsdag eller en anden festlig anledning. Det er altid hyggeligt at mødes, blive opdateret og høre, hvordan livet udvikler sig. Børn kommer til, forhold går i stykker, gamle forældre skranter eller går på pension, der købes hus og bygges rede, nogle har fået gjort uddannelsen færdig, andre har fået nyt arbejde, og atter andre muntrer sig i aktiveringssystemet.

Men sidst, vi sad bænket til varm kakao og boller, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at der er noget, snakken aldrig falder på. Ikke fordi det ikke er en del af vores liv, men fordi det er noget, man i al for vid udstrækning holder for sig selv i vores moderne samfund.

Jeg ved, at mere end en håndfuld af mine gæster lejlighedsvis eller permanent kæmper med stress, angst, depression eller lignende. Flere af dem tager antidepressiv medicin dagligt for at få hverdagen til at hænge sammen. Alligevel falder samtalen aldrig på problemet.

LÆS OGSÅPsykisk syges pårørende er på en evig karruseltur

Og det er - desværre - ikke en tendens, der er forbeholdt min lille venneflok. Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Stadig flere danskere kæmper med ondt i sindet. Men vi taler ikke om det på samme måde, som når vi diskuterer parforhold, privatøkonomi og karriere. Faktisk taler vi stort set ikke om det. Og da slet ikke på Christiansborg.

Her har de sidste års eksplosion i psykiske lidelser ikke tiltrukket sig den nødvendige opmærksomhed, til trods for at det invaliderer hundredtusindvis af danskere, presser folk ud i sygemeldinger eller på førtidspension og - hvis udviklingen fortsætter - kommer til at lægge et stort pres på både sundhedsvæsen og velfærdssamfund. Det skal der laves om på.

Hvorfor? Fordi hver gang en forælder går ned med stress eller udvikler en depression, er det en personlig og familiemæssige tragedie. Enhver, der har været tæt på en person med f.eks. en alvorlig depression eller voldsom angst, ved, at lidelserne i omfang er mindst lige så slemme som mange af de fysiske sygdomme, som vi igennem de sidste ti år har opprioriteret at kunne behandle stadig hurtigere. Og oven i den primære pointe kommer, at den personlige og familiemæssige tragedie også er en samfundsmæssig og økonomisk udfordring.

Vi har som samfund i de kommende år - på grund af den demografiske udvikling - brug for alle, hvis vi vil opretholde og udvikle vores velfærdssamfund. Med andre ord: En indsats mod psykiske lidelse vil ikke kun være til gavn for den enkelte dansker, men også for samfundsøkonomien.

LÆS OGSÅLægeforening: Alt for lidt til psykiatrien

Vi kan - sat på spidsen - øge arbejdsudbuddet i det uendelige, men det vil være uden effekt, hvis det øgede arbejdsudbud udhules af en eksplosion i psykiske lidelser. Og fortsætter udviklingen, vi ser i dag, er det desværre ikke noget usandsynligt scenarium. Også derfor skal vi gøre noget nu! Vi bliver kaldt verdens lykkeligste folk. Men det er en virkelighed med flere nuancer end de internationale lykkemålinger afslører.

Der er alt for mange danskere, der ikke trives. For mange unge piger, der skader sig selv. For mange unge mænd, der bukker under for angst og uro. Præstationspres og individualisering skubber folk ud i stress og sygemeldinger. Det virker, som om antallet af danskere med ikke-psykotiske psykiske problemer som angst, stress, depression, ADHD og spiseforstyrrelser kun går en vej: opad.

Tidligere tiders politikere tog hånd om de problemer, den enkelte oplevede i kølvandet på industrialisering, og de store omvæltninger som følge af sceneskiftet fra land til by. Nutidens politikere må forholde sig aktivt til de problemer, der følger med globaliseringen, individualiseringens sejrsgang, de nye arbejdsformer og underholdningsindustriens modeidealer.

Siden det moderne samfunds fremkomst har sociologer og filosoffer som Émile Durkheim, Max Weber, Adam Smith og Karl Marx på hver sin måde påvist, at der er en sammenhæng mellem menneskers velbefindende og den måde, vi organiserer vores samfund på. Man kan være mere eller mindre enig i de gamle mænds forskellige analyser - de har skrevet kloge ting, men også meget sludder - men den overordnede lære er det svært at være uenig i: Der er en sammenhæng mellem måden, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi som samfundsborgerne har det.

Eller på godt dansk: Når flere og flere ikke trives, når antallet af mennesker med depression og stress stiger eksplosivt, ja, så skyldes det ikke alene enkeltstående oplevelser, der er noget generelt på spil. Det burde være åbenlyst for enhver, at sådan hænger det sammen, men den lære synes i stigende grad at være glemt. Her ser vi resultatet af 10 års borgerlig kulturkamp: Du er din egen ulykkes smed! Eller som man kan læse i de glittede magasiner: »If you can dream it - you can do it«. Underforstået: Kan du ikke - så er det dig, der er en fiasko.

LÆS OGSÅBehandlingen lykkedes - patienten er i koma

Diskuterer vi i dag danskernes mentale velbefindende, tager det ofte udgangspunkt i den enkelte. I damebladene kan vi læse om den ene seje kvinde efter den anden, der har været gået ned med stress og er kommet tilbage til - et andet liv. Moralen er oftest: Jeg lyttede ikke til faresignalerne tidligt nok, jeg respekterede ikke min egen krop, og derfor knækkede jeg. Det er også ekstremt vigtigt at mærke efter og have respekt for sig selv. Lige så vigtigt er det at drage omsorg for sine kolleger.

Men i virkeligheden bør de mange enkeltstående historier føre til, at vi sammen diskuterer, hvilke udviklingstendenser i vores samfunds- og arbejdsliv der resulterer i, at stadig flere bliver psykisk syge.Det er symptomatiskfor samfundsdebatten og det individualiserede syn på problemerne, at i stedet for at diskutere, hvorfor hundredtusinder af danskere tager antidepressiver, fokuserer den kritiske journalist på, om lægerne udskriver for mange lykkepiller. Og i stedet for at diskutere, hvorfor så mange unge piger forsøger at begå selvmord - selvom det tal heldigvis går den rigtige vej - kommer diskussionen hurtigt til at handle om, hvorvidt vi skal forbyde Panodil som håndkøbsmedicin.

Alt sammen rimelige diskussioner, men de tager ikke fat om nældens rod. Vi - som samfund og fællesskab - er nødt til at diskutere de store og svære spørgsmål: Hvorfor mennesker, familiemedlemmer, venner, bekendte, kolleger, vores unger eller vi selv, i stigende grad bliver psykisk syge. Og hvad vi som fællesskab skal gøre ved det.

Jeg skriver ikke, som jeg gør, fordi jeg mener, at det ikke må gøre ondt at leve, for det gør det nogle gange: Elskede dør, kærester slår op, venner svigter, man dumper til eksamen, man bliver fyret, og nogle gange er man nede i en følelsesmæssig bølgedal. Sådan er livet også. Det kan være hårdt, men det skal ikke være sygeligt hårdt. Det er ikke naturgivent, at hundred tusinder af mennesker i vores samfund har psykiske problemer. Hver især har vi naturligvis ansvar for vores eget liv og velbefindende, fysisk såvel som psykisk. Staten kan ikke skabe det gode liv. Men udelukkende at diskutere spørgsmålet om psykiske lidelser individualiseret er meningsløst.

Den enkelte kan ikke alene skabe rammerne om det gode liv. At påstå andet er Cepos-liberalistisk tågesnak. Spørgsmålet om psykisk velvære diskuteres i dag individualiseret, som spørgsmålet om løn og arbejdstagerrettigheder blev det i starten af det 19. århundrede. Og som spørgsmålet om ligestilling, skæv arbejdsdeling i hjemmene og manglende muligheder på arbejdsmarkedet blev det, før rødstrømperne kom til og sagde, at ’det private er politisk’. Læren må være - nu som tidligere - at før emnet bliver 'af-privatiseret' - altså gjort til et fælles anliggende - før vi begynder at forholde os til problemstillingen kollektivt, sker der ingen ændringer.

Spørgsmålet om menneskers psykiske velbefindende må transformeres fra at være 'mit' problem alene til også at være noget, vi adresserer i fællesskab. I stedet for at vi hver især alene betragter vores egne, eller vores børns, psykiske problemer som en individuel fiasko, må vi diskutere, hvordan vi kan indrette samfundet, arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren på en måde, der ikke presser folk ud.

Spørgsmålet, der melder sig, er naturligvis, hvad der så skal gøres? For det første må vi bryde tabuerne ned. Det er derfor, vi gennemfører kampagner som den aktuelle 'En af os', der sender signalet helt klart, at hende, der modtager behandling mod angst, har lige så lidt at skamme sig over som ham, der får skinnebenet fikset efter en mislykket glidende takling på fodboldbanen.

LÆS OGSÅPsykiatrien har brug for halvanden milliard

Dernæst er det for mig afgørende, at vi får ligestillet psykiatrien med resten af vores sundhedsvæsen. Det kræver, at vi - så hurtigt som den slunkne krisekasse tillader det - får ædt os ind på det økonomiske efterslæb, psykiatrien under VK-regeringen har lidt under. Et efterslæb, der bl.a. er kommet til udtryk ved, at den gennemsnitlige årlige vækst i udgifterne fra 2003 til 2011 var næsten dobbelt så stor i somatikken som i psykiatrien. Den opgave er vi gået i gang med. Vi har med satspuljeaftalen fra sidste år løftet psykiatrien med 830 millioner over fire år, og med økonomiaftalen for 2013 med regionerne har regeringen sikret psykiatrien yderligere 200 millioner om året. Og når vi giver danskerne en helt ny patientrettighed som udredningsretten, skal det naturligvis gælde alle patienter - også dem, der har ondt i sindet.

Kort sagt: Vi er ved at skabe et sundhedsvæsen, der anerkender og behandler et psykisk sammenbrud på lige fod med et åbent benbrud. Når det er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at vi med de initiativer ikke er i mål, og at der er et stort arbejde foran os endnu. Politikere er ofte bange for at tage fat på debatter, hvor de ikke har alle svarene på forhånd. Men i den her debat må vi være ærlige og sige: Nej, vi har ikke alle svarene. De skal udvikles i samarbejde - på tværs af ministerier, med fagpersoner, patienter og pårørende. Jeg har ikke en færdig plan, for de her spørgsmål er komplekse. Vi kan styrke psykiatrien, og det gør vi. Men samtidig er der brug for en mere grundlæggende debat.

Første skridt må derfor være, at vi fra politisk hold forpligter os til at undersøge og afdække omfanget af den eksplosive udvikling i psykiske lidelser og ikke mindst de bagvedliggende årsager. Dels fordi det er ødelæggende for mange danskeres liv, dels fordi, vi som samfund – som nævnt – er tvunget til at finde løsninger på det økonomiske problem, psykisk sygdom også giver os - f. eks. har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vurderet, at mentale helbredsproblemer koster det danske samfund 55 milliarder kroner hvert år især til sygemeldinger, nedsat arbejdsevne og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Derfor har jeg i begyndelsen af året nedsat et psykiatriudvalg, der det næste år skal undersøge, hvordan vi kan forbedre indsatsen for mennesker med psykiske sygdomme - og lige så vigtigt: Kigge bag om de udviklingstendenser, der bidrager til eksplosionen i ikke-psykotiske psykiske lidelser. Og derfor sparker jeg med denne Kronik en debat i gang, som rigtig mange forhåbentlig vil tage del i. Udvalget skal komme med konkrete forslag til forbedringer og nytænkning og her og nu en plan for den langsigtede udvikling af psykiatrien.

Forslagene skal være baseret på viden, og derfor er udvalget lige nu i gang med at kortlægge og vurdere udviklingen i de psykiske sygdomme og i behandlingen og forebyggelsen. Og de skal analysere mulighederne for at sikre sammenhæng og kvalitet for den, der har brug for hjælp, at prioritere forebyggelse og tanken om, at man kan komme sig og blive helt rask af psykiske lidelser, og hvordan vi sikrer bedre patient- og pårørendeinddragelse og behandlingsforløb, der gør, at man kan bevare kontakten med familien og vennerne, skolen eller arbejdspladsen.

I alt for mange år har alt for mange lidt af psykiske sygdomme, uden at vi som samfund har diskuteret problemerne i dybden. Det skal være slut nu.

Jeg kan ikke love, at mine venner til næste fødselsdagsfest har droppet pillerne og er kommet over smerterne i sindet. Jeg kan heller ikke love, at problemet vil være forduftet til næste fødselsdagsfest igen. Men jeg kan love, at jeg som sundhedsminister vil gøre alt, hvad jeg kan, for at skabe fokus på trivsel, forebyggelse af psykisk sygdom og bedre rammer for indsatsen i forhold til psykisk sygdom – og gøre os alle klogere på problemet.

Og jeg kan love, at jeg vil gøre alt for, at et budskab står klart for alle dem med psykiske lidelser, næste gang vi mødes til boller og kakao: Det er ikke din skyld. Løsningen finder vi sammen.