I sidste uge brød Lennart Kiil, manden bag manfo.dk, omsider igennem til den etablerede presse med et indlæg mod Kvinfo i nærværende avis, omsider, fordi Kiil tidligere uden held har forsøgt sig med artikler som ’Måske bør gravide kunne fyres’.

Manfo.dk er Lennart Kiils helt eget værk, skabt for egne penge og i egen tid: En slags digital skurvogn, hvor mænd kan være mænd og lutre sindet ved at læse en efterhånden omfattende artikelbase, som ud over ovennævnte bl.a. også byder på en charmetrold som denne: »Havde man en feministisk tankegang i stenalderen, var det hele brudt sammen«.

LÆS INDLÆGKvinfo's mandesyn er forkvaklet

Tidligere kunne man på manfo.dk kigge på plakater af kvinder, der ikke eksisterer i virkeligheden, mens nogle af virkelighedens eksemplarer fik med grovfilen: »Feminister = misundelse i værste (jeg fristes til at sige højeste) potens, manglende selvtilstrækkelighed, manglende (positiv) maskulin påvirkning osv. Måske en psykolog/psykiater var et bedre sted at hælde deres forsmåede ævl ud ...«, hedder det i en kommentar.

Mange har anklaget manfo.dk for kvindehad, men nu er alle kvinder jo ikke feminister, selvom forfatteren Caitlin Moran påstår det. Den 37-årige Moran er kvinden bag bestselleren ’How to be a Woman’, hvori hun hævder, at alle mennesker er feminister, fordi det i dag simpelthen ikke er muligt at være imod kønnenes lige rettigheder og vilkår.

Men Moran tager fejl, for i løbet af det seneste par år er en helt ny modstandsbevægelse brudt frem, der gør op med staten, herunder statsfeminismen (sic) og enhver form for ligestillingsbestræbelse.

LÆS OGSÅKvinfo åbner døren for mænd

Statens og feminismens fjender blev i begyndelsen kaldt ’liberale’ som i moderskibet Liberal Alliance; senere blev de ’neoliberale’, men den titel bryder de sig ikke om, ligesom de heller ikke er vilde med forfatteren Jette Hansens samlebetegnelse ’Familien Sort’.

Så lad mig her mere præcist bruge betegnelsen ’liberalister’ for de frihedselskende mennesker, der i stor stil udklækkes på CBS, holder til i den libertære tænketank Cepos og udveksler meninger på den ’borgerlige netavis’ 180 grader; således undgås også, at de bliver sovset ind i de udstrakte arme, der ligger i ordet ’liberal’.

Central for liberalisterne er ideen om, at staten er for stor og for bestemmende for det enkelte wannabe-frie menneskes liv. Det enkelte menneske skal have lov at bestemme selv, dumme sig, kuldsejle og gå i hundene.

Men mulighederne for denne frihed knuses i dag gang på gang af statens magtapparat, som det hedder i en svulstig konstruktion, der leder tanken hen på forne paroler som f.eks. ’proletariatets diktatur’.

Folk kan sagtens tænke selv, påstår liberalisterne uden noget som helst historisk belæg, når de f.eks. langer ud efter Forbrugerrådets umyndiggørende forsøg på at fortælle om op og ned og godt og skidt.

Klart falder den slags tale på frugtbar jord i et forbudsland som dette, for hvem er ikke træt af stat og kommunes utidige indblanding i alt fra rygning til anlæggelse af tomatbed i egen have.

Men modstandsbevægelsen er sammensat, for indimellem høres den skæve, normative vinkel i form af stemmer, der også er optaget af en 180-graders retur til Gamle Dyder.

Jyllands-Postens Rune Selsing, som kunne mistænkes for at være kommet vrissen til verden i en alder af 80 år, moraliserer ikke om forfaldstendenser i form af junkier, handlede kvinder og andre svigtede skæbner, men om forfald, som det manifesterer sig i skilsmisser, kernefamiliens deroute og unge menneskers druk og hor.

For sin samlede præstation i en blog, der fremstillede gadefesten Distortion som civilisationens forfald, høstede Selsing denne læserkommentar: »Taleban har ringet. De vil gerne have deres holdning til musik, øl og sex tilbage«.

Jette Hansens reference til Familien Sort kommer sig af, at de meget aktive debattører på denne fløj ofte er gift med hinanden.

Således er Rune Selsing gift med Eva A. Selsing, der kalder sig hjemmegående filosof. I Berlingskes spalter promoverer hun, i lighed med sin mand, Mor, Far & Børn og hylder tilmed urmandighed: »ridderlighed, æresfølelse, fædrelandskærlighed, (stats)uafhængighed, stolthed, arbejdsomhed og respekt for autoriteter« blandt meget andet godt. Familien forfægtes med harmdirrende angreb på »det kønsneutrale projekt«, som angivelig skulle være feminismens kongstanke, og opskriver værdien af sønnikes blå cykel.

Fælles for disse mennesker, der i varierende grad ønsker staten væk og Gamle Dyder tilbage, er troen på biologisk determinisme: Vi er (overhovedet) ikke sociale konstruktioner, men biologisk rundede og prædestinerede af vores køn, og en del pattedyr går da også løs rundt omkring i skrifterne fra manfo.dk.

LÆS OGSÅS vil droppe kvindekvoter

Det er i denne kontekst af statshad, frie mennesker, store dyr, grundvrede og en retro familieopfattelse, man skal forstå det fænomen, som manfo.dk er. Det kommer derfor næppe som en overraskelse, at Kvinfo er blevet symbolet, der i en større højreliberal værdikamp samler mange fjendebilleder i et: Staten finansierer ligestillingsbestræbelser, som ødelægger familien.

Sådan ser den ligning ud, der styrer det feminismehad, som udgår fra Kiils pen og ender som indlæg på manfo.dk. Dog mangler en ingrediens, som viser sig, når Kiil forholdes ordbogsbetydningen af feminisme, der faktisk bare er kvindens kamp for lige rettigheder og vilkår.

»Men ordbogen er jo skrevet af almindelige dødelige«, forklarer Kiil på manfo.dk. »Faktisk er den temmelig sikkert skrevet af akademikere med baggrund i humaniora, sprogvidenskab eller samfundsvidenskab. Bastioner for akademisk feminisme«.

»Derfor er det måske ikke lige den upartiske, skinbarlige og absolutte sandhed, man finder i en ordbog. Det er blot en definition, der afspejler forfatternes egne politiske tilhørsforhold«.

Her bevæger Kiil sig ud i en konspirationsparanoia, der som en victoriansk pispotte i natten hyppigt tømmes ud over Kvinfo, statstvangens feminiserende overflødighedshorn. »Kvinfo udbreder feministisk propaganda på skatteydernes regning«, lyder det fra manfo.dk.

Virkeligheden er imidlertid den, at skiftende regeringer fra 1975 har været enige om, at kvinders ligestilling med mænd er en del af demokratiopfattelsen hertillands; forskning i køn og promovering af lige vilkår opfattes som et støtteværdigt projekt i civilisationens og demokratiets tjeneste.

Imidlertid er manfo.dk af den overbevisning, at hvis kvinder vil kæfte op om kvinder, må det ske for egen regning, for liberalisternes skattekroner skal ikke finansiere ’fjenden’.

Med den tankegang er det vitterlig let at afmontere de fleste statsfinansierede foretagender som f.eks. den offentlige sygesikring.

De fleste feminister støtter en eller flere metoder, der har til formål at vende ligestillingstanken til handling: kvotering til bestyrelser eller øremærket fædrebarsel.

Det er efterhånden klart, at ligestillingsbestræbelser ingen vegne kommer ad frivillighedens vej, og her kommer vi til den centrale paranoia: Feminister beder, om ikke d’herrer vil rykke lidt sammen i toget, så der kan blive plads til kvinderne, dvs.: Kvinderne vil tage noget fra mændene.

Her var det klædeligt, om manfo.dk bød på ærlig snak, som f.eks. denne skribent gjorde, da den engelske regering truede med at tvinge far på barsel:

»Det er dybt unfair over for mænd. Moderne mænd er bare ikke interesserede i den barselsorlov, som regeringen nu vil pålægge virksomhederne. De er meget gladere for at arbejde meget, undgå børnepasning så meget som muligt og generelt bare være mænd« (Daily Mail, 2006).

Men sandheden er ikke nær så salgbar som et overordnet ideologisk paradigme, som monotont gentager, at mor og far kan tænke selv og også sagtens selv kan finde ud af at fordele barslen.

Danske mænd tager under 9 procent af barslen, så andre ting spiller ind end evnen til at selv at tænke og planlægge. Ikke mindst aner man samme manglende solidaritet, som viste sig under ligelønskampen, hvor mændene bl.a. også frygtede suverænitetsafgivelser og betragtede kvinderne som en trussel mod deres job og oven i købet også som løntrykkere, fordi kvindejob blev vurderet lavere.

Som en del af de overordnede bestræbelser forsøger den liberalistiske armé at banke feminister på plads ved hjælp af en række kunstgreb.

Kunstgreb 1 består i – ud over at kalde feminister ’røde’, som vist her mest betyder ’ikke rigtig velforvarede’ – at tematisere deres usexethed. Feministiske debattører mødes den dag i dag stadig med referencer til deres vægt, udseende eller alder.

Kvinfo er i dette regi blevet beskrevet som den sidste sok af de mølædte, hullede, afblegede røde strømper, rendestenens visne liljer og en imbecil, reproducerende septiktank eller, som det sejrssikkert lød: en hosten fra graven.

Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen har endvidere fået den besked, at hun bare trænger til et gevaldigt skrald. Selv er jeg i denne debat i bl.a. Berlingskes ’Groft sagt’ blevet kaldt en aldrende rød matriark, selvom jeg er mørklilla og i øvrigt kun har det ene beskedne krav til staten, at mænd og kvinder stilles lige på barselsområdet.

Feminister er ældgamle og usexede, forstår vi, men tricket at angribe på seksualitetens gebet er endnu ældre og betydelig kedeligere.

Kunstgreb 2 er pattedyrreferencerne, der gør alting så indlysende: Hvad aber gør i grotten, må vi straks se at komme i gang med. »Prostitution viser i praksis, at sex med kvinder er en mangelvare for mænd, ikke den anden vej rundt. Det samme fænomen eksisterer i de fleste pattedyrsarter«, hedder det f.eks. hos manfo.dk.

Personligt ville jeg være nødt til at tage mig gevaldigt sammen, hvis jeg blev bedt om at kigge rundt i svinestien og lytte og lære.

Sluttelig har Kunstgreb 3, som vi kender fra Øst før Murens fald, en vis udmattende virkning på ellers ivrige debattører: Manfo.dk’s gentagne paroler er enten genbrugsfordomme, postulater eller simpel hate speech, der savner ethvert belæg. For eksempel hedder det hos manfo.dk: »Der kan næppe herske tvivl om, at en del af feminismens tankegods stammer fra kristen-religiøs puritanisme, de er ikke så glade for (heteroseksuel) sex«.

Andetsteds forsøger Kiil at få etymologisk hold på ordet ’feminisme’ med belæring for øje: »Feminisme kommer af femme, fransk for kvinder. Feminismen er altså kvinde-centrisk«, docerer Kiil myndigt, og man rystes i sin grundvold ved tanken om, at alt dette vrøvl indoptages af skilsmissesyrnede mænd, men helt ærligt: Der er intet ’centrisk’ i ordet feminisme, da ordet i så tilfælde ville være ’femicentrisk’, altså = ’kredsende om kvinder’.

Ligeledes er de franske rødder ikke gamle nok, da femi-delen af ordet er af latinsk oprindelse: femina = kvinde. Som i Aristoteles’ diktum oversat til middelalderlatin: femina est mas occasionatus = kvinden er en defekt mand. Stor er min taknemmelighed over at leve i et land, der i hvert fald prøver at tilgodese de defekte.

Mytemageri og lemfældig omgang med fakta er i det hele taget udpræget hos disse debattører, og særligt når emnet er Kvinfo.

Jeg nævner i flæng: at Kvinfo promoverer tanken om, at mænd og kvinder skal være ens (nogen, der har set fru Kvinfo-direktør i en velsiddende herrebuks?); at feminister uvægerlig er socialister (hvor mange eksempler skal der til, før det ulidelige postulat stopper?); at Kvinfo sætter kritikere af feminismen i bås med Anders Breivik (i Kvinfo’s bibliotek findes en artikel af Gloria Steinem, hvor hun nævner, at Breivik var opfyldt af had til feminister og dyrkede en form for hypermaskulinitet); at skatteyderne bon’es for 1.100 kroner, hver gang Kvinfo udlåner en bog; (udgiften er mellem 6 og 30 kroner, alt efter hvordan beregningen foretages); at Kvinfo fremstiller mænd som fjender (kig lige på Kvinfo’s webside, ikke?).

Og. Så. Videre.

Hvordan, bliver man nødt til at spørge, er det muligt for feminister generelt og Kvinfo specifikt at opfatte manfo.dk som andet end én stor, sølle krigserklæring?

Men sådan er det ikke. »Mit argument er jo netop«, skriver Kiil på manfo.dk, »at kvinder skal have lov at klare sig selv og ikke hjælpes af staten hele tiden«. Det ville nu heller ikke være nødvendigt for staten at »hjælpe kvinderne«, hvis Kiil & Compadres ikke var usolidariske og androcentriske, men i stedet ad frivillighedens vej ville indse, at de bliver nødt til at afgive plads, hvis vi andre skal være her på lige vilkår.

Hvis børnene er lige så meget fædrenes børn, og mænd derfor skal tilgodeses bedre ved skilsmisser, var det måske en god ide som mand at vælge at dele barselsorloven og sygedagene med sin kone, der i forvejen har vraltet rundt med bækkenløsning og vom for at tilvejebringe et fælles barn. Bare et forslag, der samtidig ville give kvinder noget, der ligner lige arbejdsmarkedsvilkår.

Men i skrivende stund mangler vi stadig at se mor og far selv spare op til at fordele barslen ligeligt, og det ser ud til, at vi kommer til at vente længe: Jo længere vi venter, jo længere bliver mor ved med at tjene mindre end far, og jo mere åbenlyst bliver det, at det ’frie valg’ ikke er det fjerneste frit, men hjælpeløst fanget i en ond cirkel, som staten heldigvis synes indstillet på at bryde.

Manfo.dk er for mænd, der mener, at de alene via deres køn har samme rettigheder til deres børn uden den deltagelse og den tid, der trækker tænder ud; her dyrkes en anakronistisk, dybsort maskulinitetsopfattelse, som også stortrives hos de veluddannede kvinder, der passer disse nye mænds børn.

Hermed er vi nået til det principielle spørgsmål, som liberalisterne ofte rejser – hvorfor de via fællesskabet skal betale til ting, de ikke støtter? Hvis manfo.dk & Co ikke med deres skattekroner vil medvirke til at holde liv i Kvinfo, hvorfor skal mine og dine så finansiere de lange uddannelser, som liberalisternes hjemmegående hustruer alligevel ikke bruger?

Hvorfor skal staten finansiere belevne samtalepartnere, børnepassere og kokke til mænd af denne støbning?