SektionerMedier |
Aktuelle temaerSatire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Truslen fra Abernes Planet
I liberalismens navn er antifeminister i gang med skrue tiden tilbage.
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
I sidste uge brød Lennart Kiil, manden bag manfo.dk, omsider igennem til den
etablerede presse med et indlæg mod Kvinfo i nærværende avis, omsider, fordi
Kiil tidligere uden held har forsøgt sig med artikler som ’Måske bør gravide
kunne fyres’.
Manfo.dk er Lennart Kiils helt eget værk, skabt for egne penge og i egen tid:
En slags digital skurvogn, hvor mænd kan være mænd og lutre sindet ved at
læse en efterhånden omfattende artikelbase, som ud over ovennævnte bl.a.
også byder på en charmetrold som denne: »Havde man en feministisk tankegang
i stenalderen, var det hele brudt sammen«.
LÆS INDLÆGKvinfo's mandesyn er forkvaklet
Tidligere kunne man på manfo.dk kigge på plakater af kvinder, der ikke
eksisterer i virkeligheden, mens nogle af virkelighedens eksemplarer fik med
grovfilen: »Feminister = misundelse i værste (jeg fristes til at sige
højeste) potens, manglende selvtilstrækkelighed, manglende (positiv)
maskulin påvirkning osv. Måske en psykolog/psykiater var et bedre sted at
hælde deres forsmåede ævl ud ...«, hedder det i en kommentar.
Mange har anklaget manfo.dk for kvindehad, men nu er alle kvinder jo ikke
feminister, selvom forfatteren Caitlin Moran påstår det. Den 37-årige Moran
er kvinden bag bestselleren ’How to be a Woman’, hvori hun hævder, at alle
mennesker er feminister, fordi det i dag simpelthen ikke er muligt at være
imod kønnenes lige rettigheder og vilkår.
Men Moran tager fejl, for i løbet af det seneste par år er en helt ny
modstandsbevægelse brudt frem, der gør op med staten, herunder
statsfeminismen (sic) og enhver form for ligestillingsbestræbelse.
LÆS OGSÅKvinfo åbner døren for mænd
Statens og feminismens fjender blev i begyndelsen kaldt ’liberale’ som i
moderskibet Liberal Alliance; senere blev de ’neoliberale’, men den titel
bryder de sig ikke om, ligesom de heller ikke er vilde med forfatteren Jette
Hansens samlebetegnelse ’Familien Sort’.
Fælles for disse mennesker, der i varierende grad ønsker staten væk og Gamle Dyder tilbage, er troen på biologisk determinisme.
Susanne Staun
Så lad mig her mere præcist bruge betegnelsen ’liberalister’ for de
frihedselskende mennesker, der i stor stil udklækkes på CBS, holder til i
den libertære tænketank Cepos og udveksler meninger på den ’borgerlige
netavis’ 180 grader; således undgås også, at de bliver sovset ind i de
udstrakte arme, der ligger i ordet ’liberal’.
Central for liberalisterne er ideen om, at staten er for stor og for
bestemmende for det enkelte wannabe-frie menneskes liv. Det enkelte menneske
skal have lov at bestemme selv, dumme sig, kuldsejle og gå i hundene.
Men mulighederne for denne frihed knuses i dag gang på gang af statens
magtapparat, som det hedder i en svulstig konstruktion, der leder tanken hen
på forne paroler som f.eks. ’proletariatets diktatur’.
Folk kan sagtens tænke selv, påstår liberalisterne uden noget som helst historisk belæg, når de f.eks. langer ud efter Forbrugerrådets umyndiggørende forsøg på at fortælle om op og ned og godt og skidt.
Klart falder den slags tale på frugtbar jord i et forbudsland som dette, for
hvem er ikke træt af stat og kommunes utidige indblanding i alt fra rygning
til anlæggelse af tomatbed i egen have.
Men modstandsbevægelsen er sammensat, for indimellem høres den skæve,
normative vinkel i form af stemmer, der også er optaget af en 180-graders
retur til Gamle Dyder.
Jyllands-Postens Rune Selsing, som kunne mistænkes for at være kommet vrissen
til verden i en alder af 80 år, moraliserer ikke om forfaldstendenser i form
af junkier, handlede kvinder og andre svigtede skæbner, men om forfald, som
det manifesterer sig i skilsmisser, kernefamiliens deroute og unge
menneskers druk og hor.
For sin samlede præstation i en blog, der fremstillede gadefesten Distortion
som civilisationens forfald, høstede Selsing denne læserkommentar: »Taleban
har ringet. De vil gerne have deres holdning til musik, øl og sex tilbage«.
Jette Hansens reference til Familien Sort kommer sig af, at de meget aktive
debattører på denne fløj ofte er gift med hinanden.
Således er Rune Selsing gift med Eva A. Selsing, der kalder sig hjemmegående filosof. I Berlingskes spalter promoverer hun, i lighed med sin mand, Mor, Far & Børn og hylder tilmed urmandighed: »ridderlighed, æresfølelse, fædrelandskærlighed, (stats)uafhængighed, stolthed, arbejdsomhed og respekt for autoriteter« blandt meget andet godt. Familien forfægtes med harmdirrende angreb på »det kønsneutrale projekt«, som angivelig skulle være feminismens kongstanke, og opskriver værdien af sønnikes blå cykel.
Fælles for disse mennesker, der i varierende grad ønsker staten væk og Gamle Dyder tilbage, er troen på biologisk determinisme: Vi er (overhovedet) ikke sociale konstruktioner, men biologisk rundede og prædestinerede af vores køn, og en del pattedyr går da også løs rundt omkring i skrifterne fra manfo.dk.
LÆS OGSÅS vil droppe kvindekvoter
Det er i denne kontekst af statshad, frie mennesker, store dyr, grundvrede og
en retro familieopfattelse, man skal forstå det fænomen, som manfo.dk er.
Det kommer derfor næppe som en overraskelse, at Kvinfo er blevet symbolet,
der i en større højreliberal værdikamp samler mange fjendebilleder i et:
Staten finansierer ligestillingsbestræbelser, som ødelægger familien.
Sådan ser den ligning ud, der styrer det feminismehad, som udgår fra Kiils pen
og ender som indlæg på manfo.dk. Dog mangler en ingrediens, som viser sig,
når Kiil forholdes ordbogsbetydningen af feminisme, der faktisk bare er
kvindens kamp for lige rettigheder og vilkår.
»Men ordbogen er jo skrevet af almindelige dødelige«, forklarer Kiil på
manfo.dk. »Faktisk er den temmelig sikkert skrevet af akademikere med
baggrund i humaniora, sprogvidenskab eller samfundsvidenskab. Bastioner for
akademisk feminisme«.
»Derfor er det måske ikke lige den upartiske, skinbarlige og absolutte
sandhed, man finder i en ordbog. Det er blot en definition, der afspejler
forfatternes egne politiske tilhørsforhold«.
Her bevæger Kiil sig ud i en konspirationsparanoia, der som en victoriansk
pispotte i natten hyppigt tømmes ud over Kvinfo, statstvangens feminiserende
overflødighedshorn. »Kvinfo udbreder feministisk propaganda på skatteydernes
regning«, lyder det fra manfo.dk.
Virkeligheden er imidlertid den, at skiftende regeringer fra 1975 har været
enige om, at kvinders ligestilling med mænd er en del af
demokratiopfattelsen hertillands; forskning i køn og promovering af lige
vilkår opfattes som et støtteværdigt projekt i civilisationens og
demokratiets tjeneste.
Imidlertid er manfo.dk af den overbevisning, at hvis kvinder vil kæfte op om
kvinder, må det ske for egen regning, for liberalisternes skattekroner skal
ikke finansiere ’fjenden’.
Med den tankegang er det vitterlig let at afmontere de fleste
statsfinansierede foretagender som f.eks. den offentlige sygesikring.
De fleste feminister støtter en eller flere metoder, der har til formål at
vende ligestillingstanken til handling: kvotering til bestyrelser eller
øremærket fædrebarsel.
Det er efterhånden klart, at ligestillingsbestræbelser ingen vegne kommer ad
frivillighedens vej, og her kommer vi til den centrale paranoia: Feminister
beder, om ikke d’herrer vil rykke lidt sammen i toget, så der kan blive
plads til kvinderne, dvs.: Kvinderne vil tage noget fra mændene.
Her var det klædeligt, om manfo.dk bød på ærlig snak, som f.eks. denne
skribent gjorde, da den engelske regering truede med at tvinge far på
barsel:
»Det er dybt unfair over for mænd. Moderne mænd er bare ikke interesserede i den barselsorlov, som regeringen nu vil pålægge virksomhederne. De er meget gladere for at arbejde meget, undgå børnepasning så meget som muligt og generelt bare være mænd« (Daily Mail, 2006).
Som en del af de overordnede bestræbelser forsøger den liberalistiske armé at banke feminister på plads ved hjælp af en række kunstgreb.
Susanne Staun
Men sandheden er ikke nær så salgbar som et overordnet ideologisk paradigme, som monotont gentager, at mor og far kan tænke selv og også sagtens selv kan finde ud af at fordele barslen.
Danske mænd tager under 9 procent af barslen, så andre ting spiller ind end
evnen til at selv at tænke og planlægge. Ikke mindst aner man samme
manglende solidaritet, som viste sig under ligelønskampen, hvor mændene
bl.a. også frygtede suverænitetsafgivelser og betragtede kvinderne som en
trussel mod deres job og oven i købet også som løntrykkere, fordi kvindejob
blev vurderet lavere.
Som en del af de overordnede bestræbelser forsøger den liberalistiske armé at
banke feminister på plads ved hjælp af en række kunstgreb.
Kunstgreb 1 består i – ud over at kalde feminister ’røde’, som vist her
mest betyder ’ikke rigtig velforvarede’ – at tematisere deres usexethed.
Feministiske debattører mødes den dag i dag stadig med referencer til deres
vægt, udseende eller alder.
Kvinfo er i dette regi blevet beskrevet som den sidste sok af de mølædte, hullede, afblegede røde strømper, rendestenens visne liljer og en imbecil, reproducerende septiktank eller, som det sejrssikkert lød: en hosten fra graven.
Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen har endvidere fået den besked, at hun
bare trænger til et gevaldigt skrald. Selv er jeg i denne debat i bl.a.
Berlingskes ’Groft sagt’ blevet kaldt en aldrende rød matriark, selvom jeg
er mørklilla og i øvrigt kun har det ene beskedne krav til staten, at mænd
og kvinder stilles lige på barselsområdet.
Feminister er ældgamle og usexede, forstår vi, men tricket at angribe på
seksualitetens gebet er endnu ældre og betydelig kedeligere.
Kunstgreb 2 er pattedyrreferencerne, der gør alting så indlysende: Hvad
aber gør i grotten, må vi straks se at komme i gang med. »Prostitution viser
i praksis, at sex med kvinder er en mangelvare for mænd, ikke den anden vej
rundt. Det samme fænomen eksisterer i de fleste pattedyrsarter«, hedder det
f.eks. hos manfo.dk.
Personligt ville jeg være nødt til at tage mig gevaldigt sammen, hvis jeg blev
bedt om at kigge rundt i svinestien og lytte og lære.
Sluttelig har Kunstgreb 3, som vi kender fra Øst før Murens fald, en
vis udmattende virkning på ellers ivrige debattører: Manfo.dk’s gentagne
paroler er enten genbrugsfordomme, postulater eller simpel hate speech,
der savner ethvert belæg. For eksempel hedder det hos manfo.dk: »Der kan
næppe herske tvivl om, at en del af feminismens tankegods stammer fra
kristen-religiøs puritanisme, de er ikke så glade for (heteroseksuel) sex«.
Andetsteds forsøger Kiil at få etymologisk hold på ordet ’feminisme’ med
belæring for øje: »Feminisme kommer af femme, fransk for kvinder. Feminismen
er altså kvinde-centrisk«, docerer Kiil myndigt, og man rystes i sin
grundvold ved tanken om, at alt dette vrøvl indoptages af skilsmissesyrnede
mænd, men helt ærligt: Der er intet ’centrisk’ i ordet feminisme, da ordet i
så tilfælde ville være ’femicentrisk’, altså = ’kredsende om kvinder’.
Ligeledes er de franske rødder ikke gamle nok, da femi-delen af ordet er af
latinsk oprindelse: femina = kvinde. Som i Aristoteles’ diktum oversat til
middelalderlatin: femina est mas occasionatus = kvinden er en defekt mand.
Stor er min taknemmelighed over at leve i et land, der i hvert fald prøver
at tilgodese de defekte.
Mytemageri og lemfældig omgang med fakta er i det hele taget udpræget hos
disse debattører, og særligt når emnet er Kvinfo.
Jeg nævner i flæng: at Kvinfo promoverer tanken om, at mænd og kvinder skal være ens (nogen, der har set fru Kvinfo-direktør i en velsiddende herrebuks?); at feminister uvægerlig er socialister (hvor mange eksempler skal der til, før det ulidelige postulat stopper?); at Kvinfo sætter kritikere af feminismen i bås med Anders Breivik (i Kvinfo’s bibliotek findes en artikel af Gloria Steinem, hvor hun nævner, at Breivik var opfyldt af had til feminister og dyrkede en form for hypermaskulinitet); at skatteyderne bon’es for 1.100 kroner, hver gang Kvinfo udlåner en bog; (udgiften er mellem 6 og 30 kroner, alt efter hvordan beregningen foretages); at Kvinfo fremstiller mænd som fjender (kig lige på Kvinfo’s webside, ikke?).
Og. Så. Videre.
Hvordan, bliver man nødt til at spørge, er det muligt for feminister generelt
og Kvinfo specifikt at opfatte manfo.dk som andet end én stor, sølle
krigserklæring?
Manfo.dk er for mænd, der mener, at de alene via deres køn har samme rettigheder til deres børn uden den deltagelse og den tid, der trækker tænder ud.
Susanne Staun
Men sådan er det ikke. »Mit argument er jo netop«, skriver Kiil på manfo.dk, »at kvinder skal have lov at klare sig selv og ikke hjælpes af staten hele tiden«. Det ville nu heller ikke være nødvendigt for staten at »hjælpe kvinderne«, hvis Kiil & Compadres ikke var usolidariske og androcentriske, men i stedet ad frivillighedens vej ville indse, at de bliver nødt til at afgive plads, hvis vi andre skal være her på lige vilkår.
Hvis børnene er lige så meget fædrenes børn, og mænd derfor skal tilgodeses
bedre ved skilsmisser, var det måske en god ide som mand at vælge at dele
barselsorloven og sygedagene med sin kone, der i forvejen har vraltet rundt
med bækkenløsning og vom for at tilvejebringe et fælles barn. Bare et
forslag, der samtidig ville give kvinder noget, der ligner lige
arbejdsmarkedsvilkår.
Men i skrivende stund mangler vi stadig at se mor og far selv spare op til at
fordele barslen ligeligt, og det ser ud til, at vi kommer til at vente
længe: Jo længere vi venter, jo længere bliver mor ved med at tjene mindre
end far, og jo mere åbenlyst bliver det, at det ’frie valg’ ikke er det
fjerneste frit, men hjælpeløst fanget i en ond cirkel, som staten heldigvis
synes indstillet på at bryde.
Manfo.dk er for mænd, der mener, at de alene via deres køn har samme
rettigheder til deres børn uden den deltagelse og den tid, der trækker
tænder ud; her dyrkes en anakronistisk, dybsort maskulinitetsopfattelse, som
også stortrives hos de veluddannede kvinder, der passer disse nye mænds
børn.
Hermed er vi nået til det principielle spørgsmål, som liberalisterne ofte
rejser – hvorfor de via fællesskabet skal betale til ting, de ikke støtter?
Hvis manfo.dk & Co ikke med deres skattekroner vil medvirke til at holde
liv i Kvinfo, hvorfor skal mine og dine så finansiere de lange uddannelser,
som liberalisternes hjemmegående hustruer alligevel ikke bruger?
Hvorfor skal staten finansiere belevne samtalepartnere, børnepassere og kokke
til mænd af denne støbning?
Se også
- Byboere ved absolut intet om vores hemmelige liv og koder 26. maj 00.01
- Stærk krimitrilogi afsluttes med sublim sans for detaljen 07. mar 13.51
- Erhvervslivets top har et forældet og anakronistisk kvindesyn 04. okt 11.22
- Lektor: Kvinde, lyv om dine barselsplaner 22. aug 11.11
- Kampen for ligestilling ender i selvværdsmassakre 15. aug 11.40
- Kvinfo's mandesyn er forkvaklet 08. aug 09.30
- Ingen ligestilling i cockpittet: Mænd dominerer i luften 07. aug 08.40
- Kvinfo åbner døren for mænd 22. jun 13.54
- Kvinder går til angreb på mediernes sportsdækning 18. jun 10.35
- iByen Professor: Homokultur er blevet mainstream 20. aug 11.29
Læs hver dag
- 20. jun
- 20. jun
H.C. Andersen
Andersens eventyr på en ny måde. Oplev et nyskabende show, der blander nationaldigterens værker med moderne effekter.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 350 kr.
Alm. pris 400 kr
|
|
Pluspris 95 kr.
Alm. pris 125 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 15 kr.
Alm. pris 19 kr
|











Kroniken
Daglig fordybelse siden 1905