Jeg er fan af Patti Smith.

Det er ikke en idoldyrkelse som dengang i 80’erne, da jeg som teenager var Princefan og skrev citater fra hans sange (»Ronnie talk to Russia before it’s too late« og »Freedom, love, joy, peace«) på mine blå jeans, røde sweatshirt og, for at det ikke skal være løgn, hvide gårdsangersko, med stoftusch, graffiti style. Jeg var thirty something, da jeg for alvor fik ørerne op for Patti Smith.

Det er ikke en hovedkulds besættelse; jeg er en voksen fan, som ikke græder, hvis jeg misser en koncert. Men der går ikke en uge, hvor jeg ikke hører Patti Smith Group – lige nu hører jeg et af mine yndlingsnumre fra ’Wave’ (1979), nemlig ’Dancing Barefoot’: »I’m dancing barefoot heading for a spin/ Some strange music draws me in«.

Og jeg må indrømme, at jeg har en Patti Smith-T-shirt, som jeg er så glad for, at jeg nogle gange hiver den op af vaskekurven, gerne i mix med en lille truckervask. Behøver jeg at skrive, at jeg har den på i skrivende stund?

LÆS OGSÅForfatteren Patti Smith overskygger rockikonet

T-shirten er grå med et sort-hvidt foto af Patti Smith, som børster tænder foran et spejl. Hun har selv en T-shirt på, hvid og med påskriften COLT FIGURE, spejlvendt, selvsagt. Håret er uglet. En stribe tandpasta hænger fra mundvigen. Det er et fotografi af hendes spejlbillede. Det er så cool og ømt. Den uforfængelige, sjuskede spejling, mangfoldiggjort som merchandise! Det er ikke uden humor.

Jeg citerer hende lige, okay, ikke på mine jeans, men så i den her avis; jeg tror, det er vigtigt: »I was no actress; I drew no line between art and life. I was the same on- as offstage«.

Sådan skriver hun tilbageskuende i ’Just kids’ (2010), der måske er mest kendt for den hjerteskærende kærlighedshistorie om forholdet til den notoriske fotograf Robert Mapplethorpe, men som i lige så høj grad handler om hendes egen kunstneriske udvikling.

Nok var hun hans muse, men han var/er også hendes muse. Om det foto, han tog til hendes første plade, ’Horses (1975), skriver hun i ’Just kids’: »When I look at it now, I never see me. I see us«.

Jeg tænker, mens jeg sidder på min lillebitte balkon på Vesterbro denne varme, ja vistnok ligefrem tropiske augustnat (denne Eid-Mubarak-og-Free-Pussy-Riot-nat), at det muligvis var netop det, som pegede frem, måske bag om ryggen på hende, eller i det blik, hun så i sit spejlbillede?

Det, at hun var den samme on- og offstage. At hun kunne forbinde kunsten og livet, så hun, i modsætning til mange af sine jævnaldrende kollegaer, venner og elskede, ikke døde for eller af sin kunst, men har punkrocket prunkløst, livsbekræftende, dekade efter dekade.

Patti Smith er ingen Eurydike, hun er ikke den kvindelige muse, der forsvinder som subjekt og bliver til et (dødt) objekt, fordi den mandlige kunstners blik falder på hende. Det er snarere hende, der som en anden Orfeus synger om sine døde elskede, den ene, tragisk nok, efter den anden. Hun har mistet så mange kære og besunget så mange døde kollegaer – senest, på ’Banga’ (2012), Amy Winehouse i den fine, triste ’This is the girl’.

Men det livsbekræftende hos Patti Smith hænger uløseligt sammen med, at døden hele tiden er så nærværende i hendes sange. At hun ikke er bange for at synge om døden. Jeg oplever hendes sange som elegiske i klassisk, næsten metrisk forstand: Stigning og fald. Jublen over livet, som slår over i klagen over døden, klagen over døden, som slår over i jublen over livet.

Allerede på debuten ’Horses’ (1975) er der både det vildeste vilde omkvæd »Horses, horses, horses, horses«, som pumper energi op, op, op – og det dæmpede, afvæbnende »but I think it’s sad, it’s much too bad/ that our friends can’t be with us today«.

Få kan som Patti Smith rase, sørge, besynge og hele – og det med en kraft, som har vist sig at række langt ud over ungdommens energi. En kraft, der har noget rituelt, næsten hekseagtigt eller shamanistisk over sig.

Det er ikke sikkert, hun ville sige »Yes, I’m a Witch« som Yoko Ono, måske er hun mere shamanistisk a la ... Peter Laugesen (wow, vision: Peter og Patti på samme scene! Vise og vilde! (Det slår mig også, i parentes i parentes bemærket, at de to har mange af de samme litterære referencer, Rilke, Ginsberg, bl.a.)).

LÆS OGSÅPatti Smiths beretning fra barndommens land er en fryd

Nogle kunstnere bliver desværre joviale med alderen og får tendens til at blive kustoder i eget værk, men man behøver bare at høre titelsangen ’Banga’ fra Patti Smiths seneste album for at forsikre sig om, at der ikke er gået hyggetante i hende; hun bjæffer og hujer hæst og dybt.

Ligesom Yoko Ono og Peter Laugesen, der heller ikke er en skid museale, men i dén grad samtidige, evner Patti Smith at vidne om en tidsånd og give nogle af dens budskaber videre med genuin, fuld power i nutiden.

Min guddatter Anna, som stadig er teenager, skrev lige til mig på Facebook, at hun også er Patti Smith-fan, og at hun glæder sig til at opleve hende på Louisiana Literature. Jeg blev så glad, for sikke et sejt forbillede at have som pige i den her erotiske kapitals tidsalder, hvor retoucheret hud sælger varer som aldrig før.

Well, jeg kan ikke vide det, men jeg tror, Patti Smiths evne til at være vedkommende for unge som 65-årig har noget at gøre med hendes forhold til refleksion, spejling. Det er så sigende, når hun skriver i ’Just kids’:

»I didn’t feel for Warhol the way Robert did. His work reflected a culture I wanted to avoid. I hated the soup and felt little for the can. I preferred an artist who transformed his time, not mirrored it«. Her er det for resten også tydeligt, at hun trods kærligheden til Mapplethorpe bestemt ikke altid deler hans kunstsyn.

Den grå T-shirt, hvis bomuld jeg kan mærke mod min hud, er jo en vare, merchandise, men det er befriende med en tandbørstende stjerne, som spejler sig.

Har hun så forandret sin tid, sådan som hun foretrækker, at kunstnere gør, frem for at spejle den? Hun har i al fald ændret noget for mig i min tid, bl.a. fordi hun tror på, at forandring er muligt.

Jeg købte den grå T-shirt efter at have oplevet Patti Smith på Roskilde Festival 2010. Det var 10-året for tragedien på Orange Scene, hvor ni unge mænd mistede livet. Patti Smith kastede ni røde roser ud over publikum og sagde de ni navne højt, tålmodigt, respektfuldt, og det var ... elegisk. Senere spillede hun på sin guitar, gik i stå, mistede grebet, sagde: »If I can do this, you can do anything«.

LÆS OGSÅPatti Smith: »Det er ikke din livsstil der afgør, om du er kunstner«

Empowerment er et ord, jeg forbinder med Patti Smith. Hun giver fordomsfrit styrke til individer og fællesskaber, hun giver mig lyst og kraft til at gøre det, jeg føler er vigtigt og nødvendigt i min samtid, hun giver mig energi til at se ud over mig selv, trods traumer og tab.

Fra min balkon kan jeg se det vindue, hvor en kvinde faldt ud i juli 2007 og senere døde af sine kvæstelser. Den sommer hørte jeg ’Kimberly’ fra ’Horses’ på repeat nonstop. Kimberly er navnet på Patti Smiths lillesøster, men det var tilfældigvis også navnet på en lille pige, som mistede sin mor den sommerdag.

På en måde gav den sang (og så også Laurie Anderssons ’Bright Red’, det bliver jeg bare lige nødt til at tilføje) mig mod til at skrive om at være vidne til den forfærdelige ulykke, synge min klagesang – sådan som jeg gjorde i min seneste digtsamling, ’Dø, løgn, dø’, i suiten ’At mælken løber til’.

Men det, som for mig er så væsentligt ved Patti Smith, er, at hun både trøster og er uforsonlig.

Det har selvfølgelig noget med teksternes indhold at gøre, det politiske engagement, det samfundsengagerede, verdensvendte, det, at hun synger om kolonialisme og køn. (Her får jeg lyst til at citere en benhård Patti Smith-ting, som er optrykt i skrivemaskineversion inklusive overstregninger i ’Patti Smith Complete 1975-2006’, fordi jeg synes, det er så fedt, at både det patriarkalske og det matriarkalske kritiseres: »who pulls the strings. I’d like to know/ who is the man who serves as the model/ who made woman the loser. who claimed/ birth right. who gave my mama the right/ to bear me«).

Men det er ikke kun noget tematisk. Det er også selve hendes stemme. Dens råhed. Dens hæshed. Det, at den er så dyb. Alt det, hun gør med den, dens volumen, når hun råber. Der er ingen tvivl om, at det har inspireret mig enormt rent performativt. At Patti Smiths mørke, dybe kvindestemme f.eks. har givet mig lyst til at undersøge, hvor dyb min egen kvindestemme kan blive. Meget dybere, har det vist sig, end jeg gik og troede – jeg er egentlig sopran. Men hey ... »If I can do this, you can do anything«.

Så kan man sige: Er Patti Smiths sange ikke afhængige af hendes stemme, hendes performance? Både-og.

Selvfølgelig var det uvurderligt at høre hende live på Roskilde Festival, og jeg glæder mig mindst lige så meget som min guddatter Anna til at høre og se Patti Smith på fredag – det er allerede nu på fredag! – på Louisiana Literature.

Jeg håber for resten, at hun læser mit yndlingsstykke op fra den disede, prosapoetiske ’Woolgathering’ (2012), nemlig ’Indian Rubies’. Rubinen forsvinder, men: »I can still see it though. I see it in the foreheads of the women. In the poet’s hollow. I see it at the throat of the diva and in the palm of the deserter. (...) In the ring of the impossible night. Everything elastic«.

Men tilbage til det med stemmen og spørgsmålet om, hvad der inspirerer mig allermest ved Patti Smith. Selv om det er hendes stemme, er det også andres stemmer.

Det er sigende, tror jeg, at jeg for alvor fik ørerne op for hendes musik, da jeg hørte andre sangerinder fortolke hendes sange. Jeg havde nogle Patti Smith-plader allerede, ’Horses’, ’Wave’ og ’Easter’, men jeg havde ikke et nært forhold til dem; jeg var meget mere til PJ Harvey dengang. Og Hole. Når jeg havde brug for rock.

Men så var det, jeg blev inviteret til et Patti Smith-arrangement i Den Grå Hal på Christiania. Det var 28. september 2006. 13 sangerinder fortolkede Patti Smith-numre. Arrangørerne skrev så smukt om grunden til, at koncerten havde Patti Smith som omdrejningspunkt:

»At hun ikke er bange for at gøre sig til talsmand for politiske sager og af samme grund efterhånden er blevet en kendt aktør i forskellige debatsammenhænge som demokrati, globalisering, menneskerettigheder, integrationspolitik, kønspolitik, med videre«. Det var så meget noget for mig.

Der stod i programmet: »Koncerten vil i ægte Patti Smith-ånd desuden rumme indslag af digtoplæsninger og special guest-surprises«. Jeg var så, kan jeg afsløre, en af disse surprises, som læste digte op. Den anden digtoplæser var Marianne Larsen.

Det særlige for mig var, at det var på dagen, hvor min digtsamling ’kingsize’ udkom. Jeg holdt altså ingen release-fest, men havde skrevet til forskellige venner, at de da kunne dukke op i Den Grå Hal, hvis de havde lyst. Men det kostede 100 kr., så ud over min søster og hendes kæreste, min barndomsveninde og så Mads Eslund kom der ikke nogen, jeg kendte.

Til gengæld kan jeg tydeligt huske Kiras barfodede, benhårde version af ’Revenge’ og Solveig Sandnes’ breathtaking version af ’Elegie’. Alberte Winding, Naja Koppel, Sharin Foo – og Mathilde Bondo, fandeme, fra Lasse & Mathilde – med flere optrådte med deres yndlingsnumre af Patti Smith. Og jeg selv læste nogle digte højt fra ’kingsize’.

Den nat havde jeg ingen anelse om, at ’kingsize’ ville vække så meget opmærksomhed, som den i det næste halvårs tid gjorde. Af en digtsamling at være. Montanapris og alting. Men når jeg ser tilbage på den nat, giver det meget mening for mig, at ’kingsize’ indgik i denne hommage til Patti Smith sammen med en masse andre stemmer. At det ikke handlede om min bog og mig, men om at indgå i et fællesskab.

Patti Smith er jo ret kendt for sin androgynitet, og hun er mindst lige så meget en far- som en morfigur for mig. Hun er en god heks ligesom min mor, og det er sjovt, for nu hvor jeg sidder og skriver om hende (og i øvrigt hører min p.t. yndlingsplade Radio Ethiopia, 1976) kan jeg lige høre min far (som også er 65) sige: »Det handler lige så meget om at realisere gruppen som om at realisere sig selv«.

Vi hørte aldrig Patti Smith i mit barndomshjem, vi hørte Bob Dylan og Trille og sådan. Men det er noget i den retning, jeg genkender i Patti Smiths stemme, tror jeg. Noget med ikke primært at skabe kunst for at realisere sig selv, spejle sig og blive set, men rent faktisk for at skabe noget, der ikke fandtes i forvejen. Og, allervigtigst, at hun ikke har opgivet ideen om nye fællesskaber og forandring.

Fællesskab og forandring, ja. »The only thing you can count on is change«.