Overbevisningen om legens uskyld er sejlivet.

For legen tilskrives børnene og virker derfor som et rum, man fuldstændig kan hengive sig til, som indgangen til en verden af formålstjenlighed uden formål. Angiveligt relaterer legen sig nemlig kun til sig selv. Den skal ikke indtjene noget afkast, resultat eller overskud ud over den barnlige merglæde ved legen.

Den, der leger, går op i legen, fortaber sig i legen og vågner af den som af en drøm, hvor alt synes muligt.

Det er derfra overbevisningen om legens uskyld får sin kraft. Det gav engang også næring til en utopi, der mente, at mennesket kun er et helt menneske, når det leger.

Men børnene leger også noget. I legen bliver de brandmænd, politifolk, indianere eller håndværkere. De kører bil eller står til søs. I sandkassen bygger de huse og veje, og de prøver deres kræfter af, når de gynger, rutsjer eller kravler i klatrestativ.

LÆS OGSÅDet levede liv er byens vigtigste seværdighed

I legen udvikler de deres reflekser, tænkeevner og åndsnærværelse, og gennem legen indøver de også grådighed og grusomhed.

Alt dette har de nemlig brug for, når de er blevet større og går i gang med formålstjenlige aktiviteter. I den forstand har deres leg også altid et resultat og dermed en egenværdi.

Og overbevisningen om den barnlige legs uskyld viser sig at være en utopi, der altid kun opstår i tilbageblik – den voksne, der ser sig tilbage, fordi han har glemt, hvordan han blev det, han er.

På den anden side har han som voksen aldrig forladt legen. For er børsen andet end en leg, et spil?

Er kampen om råstoffer, markedsandele og indflydelse andet end et spil?

Direktøren, der investerer i sin virksomheds fremtid, udfører spiltræk på samme måde som en militærstrateg, der fordeler sine støttepunkter over hele kloden som brikker på en spilleplade.

Merlysten ved dynamisk voksende regnskaber lystrer endda en formålstjenlighed uden formål – fuldstændigt som alle andre former for magtforøgelse, der udelukkende relaterer sig til sig selv og kun nyder sig selv. Også verdenen af beregninger, den formålsbestemte rationalitet, den formodede effektivitet viser sig at være gennemsyret af spiltræk.

I sidste ende nyder også magten kun sig selv og er et spil som alle andre.

Men hvad er så leg, og hvad er alvor? Her dukker der gråzoner op, der bliver anskuelige i udkastet til en legeplads, som kunstnerne Heike Mutter og Ulrich Genth fra Hamburg står bag.

Ved første øjekast ser man klatrestativer, rutsjebaner og barrer, som indbyder børnene til at klatre, balancere, rutsje og bestige.

Men samtidig er disse stativer skabt til at ligne regnskabsgrafikker og økonomiske kurver. De stiger stejlt og falder lige så brat. De starter tilsyneladende tilfældigt og slutter lige så uforklarligt.

Hvad forestiller disse genstande? Eller hvilken forestilling findes i dem?

De er i hvert fald ikke sikre for den legende, og man vil nødig opleve et barn, der forsøger at lege på dem. Det ville alt for let kunne falde ned og komme til skade. Det tilfører konstruktionerne noget truende, og blandt alt det selvfølgelige og fortrolige tegner der sig noget fremmedartet.

To former bliver her spillet op imod hinanden, to logikker gennemtrænger hinanden, og det gør på sin vis disse genstande til noget monstrøst.

Men hvori består det monstrøse?

Det normales overflade bliver gennembrudt af en uhyrlighed, en afvigelse, noget, der vokser ukontrollabelt, eller noget skrækkeligt, der i sig selv forbliver ubeskriveligt. Det unddrager sig det synlige, men hjemsøger det alligevel for at vansire, forvrænge og skæmme dens form. Det monstrøse bliver desto mere monstrøst, jo mere uanseligt og subtilt, det kommer snigende.

Hvor kan man så trække en grænse mellem den frie leg og de strenge beregninger? Hvordan skelner man mellem leg og alvor?

Selv børnelegene er ikke så uskyldige, som de umiddelbart kunne synes. De er også kendetegnet af noget monstrøst. De mægtiges spil, økonomiens, teknologiens og militærets spil fremdriver i hvert fald stadig nye katastrofer.

I begyndelsen af 1970’erne offentliggjorde tænketanken Rom-klubben sin undersøgelse ’Grænser for vækst’, der vakte stor opmærksomhed og blev meget omstridt. Det afgørende er dog ikke, om de enkelte forudsigelser i undersøgelsen blev til virkelighed, og det er også underordnet, om den i nogle henseender udtrykte overdrevne forventninger eller skitserede alt for overdrevne undergangsscenarier.

Det var langt vigtigere, at undersøgelsen udtrykte en bestemt erfaring: At en uendelig akkumulation er umulig i en endelig verden. Og at viljen til alligevel at få det uendelige i hænde fører til monstrøse dyk og eskalerende katastrofer, der bliver stadig mere ukontrollable.

Den vestlige kapitalisme støder i disse år imod en vis grænse. Indtil begyndelsen af 1970’erne kunne den langt hen ad vejen følge modeller for en industriel akkumulation. Udnyttelsen af menneskelig arbejdskraft og naturressourcer skabte et tilstrækkeligt grundlag til at vokse økonomisk og ekspandere territorielt.

LÆS OGSÅLegepladser skal være Københavns nye mødesteder

Nu kom der dog stadig flere tegn på, at den industrielle vækst stødte mod grænser. Økonomiske kriser blussede op, arbejdsløsheden steg støt, og udnyttelsen af naturen gjorde det forventeligt, at de naturressourcer, som systemerne hvilede på, kunne udtømmes.

Overproduktionen begyndte at antage foruroligende proportioner, der manglede i stigende grad profitable investeringsmuligheder, og den deraf følgende brakliggende kapital råbte på nye former for investeringer og overskudsmaksimering.

I disse år betød sammenbruddet af Bretton Woods-valutasystemet, at der blev skabt mulighed for at bevæge sig frit over hele kloden. Spekulation og eskalerende låneøkonomier indledte en ny cyklus i den kapitalistiske udvikling, som vi nu synes at være nået til afslutningen på.

I disse årtier blev resultatopgørelserne, børsgrafikkerne, diagrammerne over spekulationen i hvert fald til en ikonografisk del af samfundet.

Tryllebundne ser vi nu på op- og nedgangen på finansmarkederne, og vi oplever fascineret, hvordan gældskriserne har antaget en størrelsesorden, der ikke længere kan kontrolleres. Samtidig er alt dette blevet indhyllet i begreber, der handler om spil og leg.

Globale spillere kalder man de verdensomspændende koncerner, de store banker, kapitalfondene og finanskonsortierne, der skaber det globale. Den verden, de skaber, er i sig selv en spillets verden. Ved deres aktiviteter opfører de sig angiveligt som hos bookmakere og i kasinoer: Derved sætter de i bogstaveligste forstand verden på spil.

Selvfølgelig er ordet kasinokapitalisme utilstrækkeligt til at forstå, hvad der egentlig sker. Men det er tilsyneladende blevet en selvfølgelighed, at det er spillernaturer, der har ansvaret for økonomiens sammenbrud, infantile personligheder, der ansvarsløst leger med ilden.

Derfor tegner der sig et spørgsmål, der rører ved en umulighed: Kan man forestille sig et spil, der forbliver uden resultat? Et spil, der i sidste ende ikke kan opgøres i gevinst og tab? Der ikke akkumulerer, men giver ud, spilder og taber alt, hvad der måtte blive oparbejdet? Altså et spil om selvtab, der ikke kender hverken overskud eller afkast? Hvordan ville et sådant spil være tænkeligt i og med, at det samtidig er umuligt?

Dette spil ville i hvert fald ikke være ingenting, men det ville heller ikke være noget. Det løber til gengæld igennem alle forhold for at afbryde dem. Det spreder dem på alle steder, hvor de ellers ville kunne forme sig til resultater, virkninger og effekter. Det ville være et spil om uudsatte forhåbninger, overraskende drejninger og konstante forandringer, der ikke vil kunne knyttes sammen med en eneste regel.

LÆS OGSÅNu skal landets bedste legepladser findes

Formerne, som det kommer til udtryk i, ville derfor forrykke sig uafladeligt. Det ville aldrig slå rødder og aldrig slå sig fast ned. Det ville udspille sig i mellemrummene, hvorfra tingene konstant fordeler sig på ny og omgrupperer sig. Hvis spillet skaber eller indgår i nye forbindelser, vil de altid være situationsbestemte.

Dette spil følger nemlig ikke fastlagte regler. Det fastlægger hele tiden nye regler, som det godt nok følger i en periode blot for senere at udsætte dem for nye opsplitninger. Det afbryder hele tiden sig selv på ny for at starte fra en anden vinkel. Og da det ikke er underlagt et privilegeret medie som penge, men bringer alle medier, alle udtryksformer og regelsæt i spil, ville det være en anarkistisk bevægelses spil, der forstyrrer alt, hvad der forsøger at sætte sig fast.

I den forstand ville spillet heller ikke selv have nogen hævdvunden placering. Spillet og legen ville ikke længere finde sted på en legeplads.

Det er ikke mindst det, de monstrøse legestativer fra de to kunstnere i Hamborg handler om: Legen har ikke noget særligt rum.

Det tror vi godt nok i barndommen og vil give den et hjemsted her. Vi vil endda selv »blive som børn på ny«.

Men vi glemmer det afgørende. Uanset hvor noget kommer til udtryk, er der gået et spil forud, som ikke viser sig i det frembragte.

Den franske filosof Jean-François Lyotard kaldte dette for begivenhedens barndom. Det sker ikke på bestemte steder eller efter fastlagte regler. Det består af en uafbrudt pladsforskydning, et konstant sideskift, en uforudset opdukken af drejninger, der får alle kendte overflader til at briste.

Således lader spillet sig ikke fange. Hvis det havde en fast plads, var det ikke et spil. Netop i uhåndgribeligheden ligger den ubetalelige værdi.

Oversættelse: Mette Skodborg