Der sker noget mærkeligt i verden for øjeblikket.

Den globale finanskrise, der startede i 2008, og den nuværende eurokrise er begge produkter af den uregulerede finanskapitalisme, som er skabt i løbet af de seneste tre årtier.

Men på trods af den udbredte vrede over de store redningspakker til Wall Street har det ikke ført til, at der er opstået en bølge af venstreorienteret amerikansk populisme.

Occupy Wall Street-bevægelsen vil måske vokse, men den mest dynamiske populistiske bevægelse til dato har været den højreorienterede Tea Party-bevægelse, der har rettet skytset mod den regulerende stat, som søger at beskytter almindelige mennesker imod finansspekulanter.

Det er noget af det samme, vi ser i Europa, hvor venstrefløjen er svækket, og højreorienterede populistiske partier vinder frem.

Der er flere årsager til denne mangel på venstreorienteret mobilisering, men den væsentligste er venstrefløjens intellektuelle fiasko.

I de sidste 30 år har det liberale højre siddet på definitionsretten i alle væsentlige økonomiske spørgsmål.

Venstrefløjen har ikke været i stand til at præsentere nogen anden dagsorden end en tilbagevenden til en gammeldags socialdemokratisk politik, der ikke længere kan finansieres.

LÆS OGSÅVi befinder os ved historiens begyndelse

Dette fravær af en troværdig progressiv modfortælling er usund, fordi konkurrence er godt – ikke kun for økonomien, men også for den intellektuelle debat. Og en seriøs debat er der i høj grad brug for, eftersom den nuværende form for globaliseret kapitalisme truer middelklassen, fundamentet for det liberale demokrati.

Der er en snæver sammenhæng mellem økonomisk vækst, social forandring og det liberale demokratis ideologiske hegemoni i verden i dag. I øjeblikket er der ingen troværdig ideologisk rival til demokratiet.

Men der forekommer nogle meget bekymrende økonomiske og sociale bevægelser, som, hvis de fortsætter, vil true både stabiliteten i de liberale demokratier og den nuværende opfattelse af den demokratiske ideologi.

Helt enkelt: ’Ingen middelklasse, intet demokrati’.

Marxisterne fik ikke deres kommunistiske utopi, fordi den udviklede kapitalisme ikke skabte arbejderklassesamfund, men middelklassesamfund.

Men hvad nu, hvis den videre udvikling af teknologien og globaliseringen undergraver middelklassen – kun gør det muligt for et mindretal af borgerne i de udviklede samfund at opnå middelklassestatus?

Der er allerede mange tegn på, at en sådan udviklingsfase er begyndt. Medianindkomsten har været stagnerende i USA siden 1970’erne. De økonomiske følger af denne stagnation er til en vis grad blevet mildnet af, at de fleste amerikanske husholdninger har fået to indkomster i stedet for én i løbet af den sidste generation.

Dertil kommer, at fordi amerikanerne er tilbageholdende med at engagere sig i direkte omfordeling, har USA i stedet forsøgt sig med en særdeles farlig og ineffektiv redistribuering i form af støtte til boliglån for lavindkomstfamilier.

Dette gav mange almindelige amerikanere en forestilling om, at deres levestandard steg støt i løbet af det seneste årti.

LÆS OGSÅRomney i nat: Obama har knust middelklassen

Da boligboblen brast i 2008, blev denne illusion afsløret, og det blev en grusom tilbagevenden til det normale. Amerikanerne kan i dag drage fordel af billige mobiltelefoner, billigt tøj og Facebook, men de har i stigende grad ikke råd til at købe deres eget hus, betale for en sygeforsikring eller til en pension, som sikrer dem en rimelig alderdom.

Et andet OG endnu mere bekymrende fænomen er, at fordelene af de seneste teknologiske nyskabelser først og fremmest tilfalder de mest talentfulde og veluddannede medlemmer af samfundet. Dette fænomen har medført en massiv vækst i uligheden i løbet af den seneste generation.

I 1974 tjente den øverste procent af husholdningerne 9 procent af bruttonationalproduktet. I 2007 var tallet steget til 23,5 procent.

Handels- og skattepolitik kan have accelereret denne tendens, men den virkelige skurk er teknologien.

I de tidligere faser af industrialiseringen – i tekstilindustriens periode, i kul-, stål- og olieindustriens perioder – flød fordelene af de teknologiske ændringer nedad i samfundet i form af beskæftigelse.

Men det er ikke nogen naturlov. I dag lever vi i, hvad der er blevet kaldt ’the age of the smart machine’, hvor teknologi i stigende grad er i stand til at erstatte både flere og højere menneskelige funktioner.

Ethvert stort skridt fremad for Silicon Valley er sandsynligvis ensbetydende med tab af lavt kvalificerede job andre steder i økonomien. Og denne tendens ser ikke ud til at ændre sig i den nærmeste fremtid.

Ulighed som følge af forskelle i talent og karakter har altid eksisteret. Men nutidens teknologi forstørrer disse forskelle voldsomt.

I det 19. århundredes landbrugssamfund havde folk med gode matematiske evner ikke mange muligheder for at udnytte deres talent. I dag kan de blive finanstroldmænd eller softwareingeniører og tilegne sig en stadig større del af den nationale rigdom.

Den anden faktor, som underminerer middelklassens indkomster i de udviklede lande, er globaliseringen.

Med sænkningen af transport- og kommunikationsomkostninger og udvidelsen af den globale arbejdsstyrke i form af hundreder af millioner af nye arbejdere i udviklingslandene kan den slags arbejde, som den gamle middelklasse i de udviklede lande varetog, udføres langt billigere andre steder.

Under en økonomisk model, som alene prioriterer maksimering af samfundets totale indkomst, er det uundgåeligt, at arbejdspladser bliver outsourcet.

Gode ideer og en fornuftig politik kunne have mindsket skaden.

Tyskland har formået at bevare en væsentlig del af sin industriproduktion og kunnet beskytte sine industriarbejdere, samtidig med at dets firmaer er forblevet konkurrencedygtige på globalt plan.

USA og England derimod hilste ukritisk overgangen til det postindustrielle servicesamfund velkommen.

Frihandel forandrede sig fra at være en teori til at blive en ideologi. Der var en masse glad snak om den vidensbaserede økonomis vidundere, og hvordan beskidte farlige industrijob uundgåeligt ville blive afløst af højtuddannede arbejdere, som lavede kreative og interessante ting.

Det var alt sammen blot et tyndt slør over de hårde kendsgerninger – afindustrialisering. Og man overså, at fordelene ved den nye orden først og fremmest tilfaldt et meget lille antal mennesker inden for finansiering og højteknologi – netop de interesser, som dominerede medierne og den generelle politiske debat.

Et af de underligste træk ved udviklingen i kølvandet på finanskrisen er, at populismen primært har været højreorienteret og ikke venstreorienteret.

I USA for eksempel er Tea Party-bevægelsen antielitær i sin retorik, og alligevel stemmer dens medlemmer på konservative politikere, som arbejder for de finans- og industrieliters interesser, de hævder at foragte.

LÆS OGSÅJeg fik ret - demokratiet sejrer

Der er mange forklaringer på dette fænomen – blandt andet en dybt forankret tro på, at i spørgsmålet om lighed er det ’muligheden frem for resultatet’, der er det væsentlige. Endvidere spiller det også en rolle, at kulturelle spørgsmål som abort og våbenrettigheder går på tværs af økonomiske interesser.

Men den dybere årsag til, at der ikke er kommet nogen bred populistisk venstrebevægelse, er intellektuel.

Det er flere årtier siden, at nogen på venstrefløjen har været i stand til at formulere en sammenhængende analyse af, hvilke strukturelle ændringer der sker i de udviklede lande, i takt med at økonomien ændrer sig, og dernæst en realistisk dagsorden, som rummer et håb om at beskytte middelklassesamfundet.

Hovedtendenserne i den venstreorienterede tænkning i de sidste to generationer har været katastrofale både som begrebsmæssige rammer og som redskaber til mobilisering.

Marxismen døde for mange år siden, og de få troende, der er tilbage, er på vej til alderdomshjemmet.

Det akademiske venstre erstattede marxismen med postmodernisme, multikulturalisme, feminisme, kritisk teori og et væld af andre fragmenterede intellektuelle bevægelser, der i højere grad er kulturelt baseret frem for at fokusere på det økonomiske.

Postmodernismens udgangspunkt er en fornægtelse af enhver mulighed for at formulere en større fortælling om historien eller samfundet og frasiger sig dermed muligheden for at blive talsmand for det store flertal af borgerne, der føler sig forrådt af samfundets elite.

En koalition byggende på multikulturalisme, feminisme m.m. er et alt for broget grundlag at skabe en bred progressiv bevægelse ud fra. De fleste af arbejderne og i den lavere middelklasse er kulturelt konservative og ville skamme sig over at deltage i en så spraglet flok.

Men det største problem for venstrefløjen er dens mangel på troværdighed. Over de sidste to generationer har den hovedsagelig fulgt et socialdemokratisk program, der er centreret omkring en offentlig dækning af en række serviceydelser som pensioner, sundhedspleje og uddannelse.

Denne model er slidt ned: Velfærdsstaten er blevet for stor, bureaukratisk og ufleksibel. De organisationer, der administrerer den, har reelt overtaget den, og endnu væsentligere: Den er blevet finansielt uholdbar på baggrund af de aldrende befolkninger, som kendetegner den udviklede verden.

Når de eksisterende socialdemokratiske partier kommer til magten, rækker deres bestræbelser ikke længere end til blot at være kustoder for en velfærdsstat, der blev skabt for flere årtier siden; ingen har en ny spændende dagsorden, som kan mobilisere den brede befolkning.

Forestil dig et øjeblik en ensom skribent i et trangt loftskammer, der prøver at skitsere en ideologi for fremtiden, som viser vejen til en verden med sunde middelklassesamfund og robuste demokratier. Hvordan ville en sådan ideologi se ud?

Den ville have mindst to elementer, en politisk og en økonomisk.

Politisk ville den nye ideologi være nødt til at genindføre den demokratiske politiks overhøjhed i forhold til økonomien og sikre, at regeringen på ny bliver det legitime udtryk for offentlighedens interesse.

Men den dagsorden, den stiller for at beskytte middelklassens liv, kan ikke bare stole på de eksisterende mekanismer i velfærdsstaten.

Ideologien bliver nødt til på en eller anden måde at redesigne den offentlige sektor – frigøre den for dens afhængighed af eksisterende interessenter. Den bliver også nødt til at argumentere åbent for mere omfordeling og sætte en stopper for interessegruppers dominans i politik.

Økonomisk kan ideologien ikke begynde med en fordømmelse af kapitalismen som sådan, som om den gode gamle socialisme stadig er et levedygtigt alternativ. Det er mere de mange forskellige udgaver af kapitalismen, den skal forholde sig til, og i hvilken grad regeringer skal hjælpe samfund med at tilpasse sig forandringer.

Globaliseringen skal ses ikke som noget uundgåeligt, men snarere som en udfordring og en mulighed, der politisk skal kontrolleres nøje.

Den nye ideologi ser ikke markedet som et mål i sig selv, men vurderer i stedet global handel og investeringer ud fra, i hvilket omfang de bidrager til en blomstrende middelklasse, og ikke blot til den totale nationale rigdom.

Det er ikke muligt at opnå alt dette uden en seriøs og vedvarende kritik af den moderne neoklassiske økonomis bygningsværk, startende med grundlæggende antagelser som individuelle præferencers suverænitet og den samlede indkomst som et nøjagtigt mål for det nationale velbefindende.

Denne kritik bliver også nødt til at understrege, at folks indkomster ikke nødvendigvis repræsenterer deres sande bidrag til samfundet.

Og endnu videre til en erkendelse af, at selvom arbejdsmarkederne var effektive, så er den naturlige fordeling af talent ikke nødvendigvis retfærdig, og at individer ikke er suveræne, men i høj grad formet af det omgivende samfund.

De fleste af disse ideer har været i cirkulation stykkevis og delt i nogen tid. Det, skribenten skal gøre, er at sætte dem ind i en sammenhængende helhed. Produktet vil være en syntese af ideer fra både venstre og højre hentet fra dagsordenen for de marginaliserede grupper, som i dag udgør den eksisterende progressive bevægelse.

Ideologien ville være populistisk, budskabet ville begynde med en kritik af de eliter, der tillod, at fordelen for de mange blev ofret af hensynet til de få.

Farerne i en sådan bevægelse er indlysende. En tilbagetrækning af USA fra dets rolle som fortaler for et mere åbent globalt system kunne føre til protektionistiske reaktioner andre steder.

På mange måder lykkedes Reagan-Thatcher-revolutionen og bragte, hvad dets fortalere håbede – en stadig mere konkurrencepræget, globaliseret og fredelig verden. Undervejs affødte det enorme rigdomme, skabte voksende middelklasser i udviklingslandene og spredte demokrati i kølvandet.

Det er muligt, at den udviklede verden er på tærsklen til en række teknologiske gennembrud, der ikke blot vil øge produktiviteten, men også give meningsfuld beskæftigelse til et stort antal middelklassemennesker.

Men det er mere et spørgsmål om tro end en refleksion over de sidste 30 års virkelighed.

Der er faktisk mange grunde til at tro, at uligheden vil fortsætte med at forværres.

Den nuværende koncentration af rigdom i USA er allerede blevet selvforstærkende. Finanssektoren har brugt sin lobbyvirksomheds enorme gennemslagskraft til at undgå byrdefulde reguleringer.

Skolerne for de velstillede er bedre end nogensinde, dem for alle andre fortsætter med at forværres.

Eliter i alle lande bruger med held deres overlegne adgang til det politiske system til at beskytte deres interesser, når der mangler en modsatrettet demokratisk mobilisering til at rette op på situationen.

Amerikanske eliter er ingen undtagelse fra denne regel.

Men denne mobilisering vil ikke ske, så længe middelklassen i den udviklede del af verden forbliver betaget af fortællingen fra de seneste tre årtier: at deres interesser vil være bedst tjent med mindre stat og stadig friere markeder.

Den alternative fortælling er derude og venter på at blive født.

Forkortet udgave af artikel i Foreign Affairs, januar/februar 2012

Oversættelse: Kasper Vieland Nielsen