Mange af de tolke, der bruges ved danske domstole, er ikke kompetente nok.

Det konkluderer to forskere på Institut for Erhvervskommunikation ved Aarhus Universitet i et forskningsprojekt, som de afsluttede tidligere i år.

Konsekvensen er, at den fremmedsprogede borger stilles svagt i forhold til retssikkerheden, påpeger forskerne Tina Paulsen Christensen og Bodil Martinsen i rapporten ’Retstolkens rolle’. 80 procent af de anvendte tolke i danske retssager har ingen tolkeuddannelse, og mange dommere beretter om problematiske tolkninger. Forskerne gør også opmærksom på, at anvendelsen af tolke i retssager er i stærk stigning.

Brugen af tolke udgør også et stort problem i asylsager, eftersom Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ligesom domstolene bruger Rigspolitiets tolkeoversigt, når der skal indkaldes en tolk. I asylsager drejer det sig ikke om skyld og straf, men ofte om liv og død, eftersom Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet skal afgøre, om asylansøgeren vil befinde sig i livsfare ved en tilbagevenden til sit land.

LÆS DEBATGælder den danske retsstat også for de fremmedsprogede?

Det er ikke den enkelte tolk, vi skal give skylden for problemet, men et system med en række indbyggede huller.

Det første problem er, at det er for nemt at blive godkendt som tolk. Rigspolitiets tolkeoversigt dækker 140 sprog og dialekter.

For at komme på den oversigt skal man blot deltage i et endagskursus, som de fleste dog indtil videre ikke engang har deltaget i. Alene det at man taler dansk og kommer fra et nærmere angivet land eller sprogområde er tilstrækkeligt. Man tester heller ikke, om den pågældende forstår en dialekt eller et beslægtet sprog fuldt ud, men tager dennes ord for gode varer.

Organisationen Refugees Welcome lavede for nogle år siden et praktisk forsøg, hvor en herboende flygtning fra Bosnien uden problemer blev accepteret som tolk.

Hun forlod sit hjemland som 12-årig, har ikke siden modtaget undervisning på sit modersmål og har ingen særlig viden om tolketeknik, tolkeetik eller den sprogbrug, der knytter sig til danske retssager eller asylsager. Hun blev bedt om mundtligt at oversætte en kort tekst til dansk, og så var hun godkendt.

Langt de fleste af tolkene på Rigspolitiets tolkeoversigt har altså ikke modtaget nogen form for kursus i etiske regler og teknikker inden for tolkning. Til sammenligning gennemgår de tolke, der arbejder i EU’s institutioner, en lang og krævende undervisning og testning, før de bliver godkendt.

De bedste tolke på listen arbejder også for Flygtningehjælpens Tolkeservice og for Dansk Røde Kors – her stilles der højere krav og gennemføres kurser. Nogle tolke på listen fortæller os, at de ikke ønsker at oversætte for politiet pga. for mange dårlige oplevelser med ubehagelige betjente. Det problem løser de i praksis ved at melde sig optaget ved alle konkrete forespørgsler, da de er nødt til at stå på listen for at få arbejde andre steder.

Branchekendere fortæller, at nogle private tolkebureauer har et endnu lavere niveau, og at mange af deres tolke end ikke står på politiets liste. På trods af dette bruges de private bureauer i stigende grad af det offentlige.

Det næste problem er, at der slet ikke findes tilstrækkelige uddannelser i Danmark, og at udsigten til et fast job og en ordentlig løn er meget dårlig. På de fleste sprog, der anvendes i asylsager (f.eks. farsi, dari, pashtu, urdu, swahili, tamil, somali), findes der ikke nogen undervisning på højt niveau i selve sproget her i landet.

Den femårige translatøruddannelse findes kun på de fire europæiske hovedsprog, og arabisk og kinesisk på universitetet er rettet mod danskere, som gerne vil kunne begå sig sprogligt og kulturelt i disse sprogområder. En del sprog er så sjældne i Danmark, at kun et lille antal herboende overhovedet taler det. Det siger sig selv, at man på den baggrund kan være nødt til at acceptere en tolk med meget begrænsede kompetencer.

Der eksisterede tidligere en toårig deltidsuddannelse som statsprøvet tolk ved Handelshøjskolen, men den blev lukket ned i 2002 – til stor ærgrelse for mange inden for området.

Kun 48 tolke har i dag den uddannelse bag sig. Årsagen til lukningen var manglende søgning, idet man selv skulle betale for uddannelsen og ikke var berettiget til SU. Udsigten til et fast job bagefter var heller ikke stor, og lønnen som freelancer er lav.

Ikke mange giver sig i kast med en krævende uddannelse, når det, der venter på den anden side, er en usikker freelancetilværelse og ikke et fast job.

Det Grønlandske Selvstyre har ansat en række grønlandske tolke, som hjælper de grønlandske patienter på Rigshospitalet i København. Men der er ikke ansat tolke til at hjælpe de mange andre patienter, der ikke taler flydende dansk.

Det er svært for uddannede freelancetolke at konkurrere med ikkeuddannede, som arbejder for en endnu lavere løn. På en høring om tolkning på Rigshospitalet i marts i år – arrangeret af Translatørforeningen og netværket Ja til Sprog – fortalte flere uddannede tolke, at de er udsat for en konkurrence på prisen fra uuddannede, som tilbyder tolkearbejde til lavere takster, og som det offentlige i mange tilfælde foretrækker på grund af prisen.

Da VK-regeringen og Dansk Folkeparti stoppede adgangen til gratis tolkning hos læger og på sygehuse, advarede Lægeforeningen om, at man derved i yderste konsekvens satte livet på spil for de svageste patienter med anden etnisk baggrund end dansk – og i mange tilfælde risikerede fejlbehandling og uhensigtsmæssige misforståelser.

Ikke desto mindre er denne risiko stadig til stede, selvom man har genindført adgangen til gratis tolk. Når tolkenes faglige niveau er så ujævnt, vil der stadig være risiko for fatale misforståelser.

Mange afslag på asyl er udelukkende begrundet med manglende troværdighed – ofte anføres divergerende eller modstridende forklaringer undervejs som årsag til, at man mistænker ansøgeren for ikke at fortælle sandheden.

Organisationen Refugees Welcome – som er den del af Komiteen Flygtninge Under Jorden, der rådgiver asylansøgere, som ikke lever under jorden – har ofte oplevet, at der er brugt helt forkerte og forskellige tolke under de tre interview: politiets, Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets.

Selv den skriftlige oversættelse af det asylskema, som asylansøgeren udfylder inden interviewet hos Udlændingestyrelsen, kan være meget dårlig.

Der er eksempler på, at en kurder fra Syrien får en tolk fra Irak – men det er forskellige udgaver af kurdisk, nemlig sorani og kurmanji, det ene skrives med arabiske tegn, det andet med latinske bogstaver.

Ofte får daritalende afghanere en farsitalende tolk fra Iran – bevares, de forstår hinanden nogenlunde, men det er helt forskellige sprog.

Det kunne, efter hvad dari- og farsitalende med gode danskkundskaber fortæller os, svare til, at en person fra det nordlige Norge skal tolke for en sønderjyde – de store linjer forstås måske nok, men når man når til detaljerne, er der risiko for fejl. Og når disse detaljer samtidig tillægges så afgørende betydning for ansøgerens liv og fremtid, hænger det ikke sammen.

’Svigerfar’ kan nemt blive til ’onkel’ det ene sted og ’fætter’ det andet sted – og så har man ændret forklaring. Et ægtepar interviewes altid hver for sig, og deres svar sammenholdes – her skal der ikke mange tolkefejl til, før deres forklaringer fremstår som divergerende. På den måde kan en forkert tolkning føre til, at personer bliver sendt tilbage til reel livsfare.

Et andet aspekt af tolkningen er også væsentligt, men ignoreres fuldstændig af myndighederne.

Ansøger og tolk har ikke nødvendigvis sympati for eller tillid til hinanden, og det kan også være afgørende for, hvordan noget bliver oversat, og hvor meget der overhovedet bliver sagt. Hvis de tilhører samme gruppe, kan den ene blive anset for en slags forræder – eller de kan tilhøre grupper, som i hjemlandet er hinandens fjender.

Vi hører beretninger om tolke, der kommer med personlige bemærkninger, og som ansøgerne ikke stoler på, hvorfor de ikke vil give alle oplysninger i deres sag. Med uddannede tolke ville man kunne imødegå den problematik. Her og nu må det i det mindste være et krav, at alle tolke gennemgår grundige kurser i neutral og objektiv tolkning.

Myndighedernes samtaler med asylansøgerne bliver ikke optaget på en lydfil og gemt. Det gør det i praksis umuligt at klage over forkert tolkning efterfølgende.

Rent teknisk ville det være nemt at optage og lagre samtalerne digitalt. Optagelsen af asylsamtaler har længe været et ønske fra Foreningen af Udlændingeretsadvokater og ville udgøre en særlig sikring mod tolkefejl i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, eftersom både Udlændingestyrelsens asylsamtaler og Flygtningenævnets møder er lukkede for offentligheden.

I Storbritannien er det muligt at anmode om lydoptagelse af asylsamtalen, hvis man ikke har sin egen advokat med.

I dag er praksis i Danmark sådan, at ansøgeren blot bliver bedt om at svare på, om han eller hun forstår tolken, og skrive under på dette. Proceduren er yderst tvivlsom, eftersom det for det første er tolken, der oversætter spørgsmålet – og ansøgeren sjældent forstår implikationerne. Hvis en svensker spørger en dansker: »Förstår du vad jag säger?«, vil de fleste nok svare ja.

Men svaret ville være et andet, hvis der blev spurgt: »Känns det betryggande för dig, att jag översätter allt, du säger och redogör för alla frågor, som kommer att ställas i denna sak, som kommer att avgöra din framtid?« – så ville de fleste nok svare: »Nej, jeg vil gerne have en, der taler dansk«.

Desuden får man på intet tidspunkt som asylansøger oplyst, at man har ret til at afvise en tolk, man ikke forstår fuldt ud eller ikke føler sig tryg ved. Det har man selvsagt, men eftersom det ikke bliver sagt udtrykkeligt, kan det føre til, at asylansøgere, der i forvejen føler sig lidt beklemte ved situationen, undlader at sige fra.

På samme måde bør asylansøgerne gøres opmærksom på, at de kan bede om en tolk af deres eget køn, når samtalen for eksempel skal dreje sig om følsomme emner som voldtægt.

Efter samtalen får ansøgeren oversat resumeet mundtligt, får det udleveret skriftligt på dansk – og bliver bedt om at skrive under på, at det er korrekt. Det gør alle, og først bagefter finder de ud af, at der var fejl, og føler sig narret.

Selve oversættelsen af det sagte er en af de vigtigste i en lang række af faldgruber, når en asylsag skal afgøres på betryggende vis. En del ansøgere er analfabeter, som aldrig har befundet sig i en lignende situation før – det kræver faktisk træning at kunne svare præcist på et spørgsmål og vurdere, hvilke oplysninger der er relevante at tilføje. Kulturelle forskelle er også svære at sætte sig ud over.

Meget ofte læser man i Flygtningenævnets afgørelser, at noget »forekommer usandsynligt«. Måske ud fra en dansk middelklassevirkelighed, men kan vi virkelig afgøre, hvad der er sandsynligt i Mogadishu eller Kandahar? Det vil altid være svært, men en god og pålidelig oversættelse må dog være et minimumskrav.

Vores anbefalinger til at løse disse problemer er:

1. Alle personer, der har brug for tolk, oplyses indledningsvis om, at de har ret til at bede om en anden tolk, samt at de kan bede om en tolk af samme køn. Desuden kunne man indføre ret til selv at vælge en tolk, så længe denne er godkendt.
2. Der skal oprettes en tolkeuddannelse på f.eks. bachelorniveau uden egenbetaling og med ret til SU rettet specifikt mod de vigtigste flygtninge- og indvandrersprog. Uddannelsen skal både sikre et højt niveau på dansk og på fremmedsproget samt dække etiske regler og fagudtryk. Ud over det sociale område, rets-, sundheds- og asylområdet vil uddannelsen styrke Danmarks position på det internationale marked for både viden og handel.
3. For at sikre en hurtig opkvalificering af de mange tolke, som i dag tolker for det offentlige uden at have de fornødne tolkemæssige og sproglige kvalifikationer, etableres en offentligt finansieret etårig tolkeuddannelse.
4. Der etableres hurtigst muligt en certificeringsordning, så tolke certificeres efter uddannelse eller på baggrund af en prøve i tolkning og sprog.
5. Efter en overgangsperiode skal stat, regioner og kommuner forpligtes til kun at anvende certificerede tolke – med mulighed for dispensation, når der er tale om meget små sprog.
6. Oprettelse af flere faste stillinger som tolk, f.eks. i regioner (på sygehuse) og i kommuner. Det vil give bedre og hurtigere tolkeservice. Desuden er freelancetilværelsen ikke tiltrækkende for alle.
7. Indførelse af ret til modersmålsundervisning i folkeskolen og udbygning af de nuværende spæde forsøg med vigtige minoritetssprog som eksamensfag på højt niveau i gymnasiet ville styrke både de tosprogede elevers generelle kompetencer og forberede gymnasieelever, der senere vælger tolkeuddannelsen.
8. Lydoptagelse af interview og afhøringer hos politiet, ved domstolene og i asylsystemet. Ved en senere gennemgang eller klage vil tolkefejl og misforståelser kunne opklares.

Alene hensynet til retssikkerheden og patientsikkerheden gør det bydende nødvendigt, at vi handler nu. Et kvalitetssikret tolketilbud kommer ikke fra den ene dag til den anden, og i den globaliserede verden tyder intet på, at behovet for gode tolke bliver mindre de kommende år.

Det danske samfund har en fantastisk ressource i kraft af de mange – ikke mindst unge – mennesker, der ud over dansk og engelsk behersker et eller flere af de sprog, hvor der er så stort et behov for kvalificeret tolkning.

Lad os dog udnytte den ressource mere intelligent og tilbyde en tolkeuddannelse af høj standard.