Efter 38 års tjeneste i dansk politi, heraf 20 år på Rejseholdet, blev jeg ansat i Politiets Efterretningstjeneste i foråret 1997 som chefkriminalinspektør og operativ leder, indtil jeg blev pensioneret ved udgangen af maj 2006.

Ved min ansættelse var jeg fyldt med skepsis og fordomme næret af mine mange års tjeneste i dansk politi, hvor PET mildt sagt havde vist sig som et temmelig lukket foretagende. ’Skæg og blå briller’ og ’Tys-tys-afdelingen’ var gængse betegnelser også i det åbne politi.

Det var en opfattelse, der blev understøttet og næret af mediernes vurdering af PET som en nærmest hermetisk lukket organisation under mistanke for at være ’en stat i staten’.

Lukketheden blev faktisk dokumenteret i en kortlægning af PET’s pressedækning gennem 1990’erne, hvor det viste sig, at PET’s meste markante bidrag til offentligheden var: »Ingen kommentarer«, »Det vil jeg ikke udtale mig om« eller »Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra PET«. Og hvis jeg skal tro mine kilder i medieverdenen, er det en tilstand, vi er ved at nærme os igen.

I 1997 var PET stort set usynligt for den danske befolkning, men sårbar over for urimelige mytedannelser og helt overdrevne forestillinger om, hvad efterretningstjenesten kunne, og hvad den rent faktisk gjorde. PET var en lattervækkende rakkertjeneste, der virkede i strid med demokratiet.

Mine fordomme blev gjort til skamme, da jeg mødte dygtige og engagerede medarbejdere med en høj etik og moral, der arbejdede solidt for Danmarks sikkerhed, og som i efterretningsmæssige sammenhænge var en dundrende succes ifølge samarbejdspartnerne.

Jeg fandt også ud af, at årsagen til denne markante uoverensstemmelse mellem opfattelse og virkelighed var, at PET havde en kultur, der stadig befandt sig i slipstrømmen fra den kolde krig. En dannelse, der var formet af, at den kolde krig var forræderiets tidsalder, og hvor der virkelig og helt i modsætning til i dag eksisterede en eksistentiel trussel.

LÆS OGSÅ PET-chef: Vi smed CIA ud af Danmark

En unik sikkerhedskultur og dermed ’lukkethed’ var betingelserne for at kunne fungere i det rum. De helt afgørende præmisser for hemmeligholdelse var at beskytte oplysninger om PET’s virke mod at blive gjort tilgængelige for en fremmed efterretningstjenestes analyser, sammensætninger og konklusioner, der kunne afsløre PET’s målgrupper og arbejdsmetoder og dermed skade indsatsen for Danmarks sikkerhed.

Den ekstreme sikkerhedskultur havde såvel positive som negative effekter. PET var en af de få tjenester i Europa, der ikke blev infiltreret af ’muldvarpe’ fra KGB. Men omdømmet var negativt, og ganske paradoksalt følte man, at det at »beskæftige sig med det hemmelige« gjorde, at man var »noget særligt«. Det havde en iboende fascinationskraft, som man nødig ville miste.

Efterretningsmiljøer er meget ofte lukkede kredse, og personer, der befinder sig der, har en så stærk tendens til at holde fast i gamle doktriner, at kun ’rystelser’ kan rokke ved den. Sådan nogle opstod i 1998, da TV 2 viste nogle kritiske udsendelser om ’Den hemmelige tjeneste’, der bl.a. handlede om overvågning af lovlig politisk virksomhed.

Udsendelserne medførte et knaldhårdt og langvarigt tæppebombardement, hvor visse af mine medarbejdere blev udstillet i den offentlige gabestok. Folketinget fra højre til venstre medvirkede til at levere skytset, da de hovedrystende beklagede sig over PET’s årelange hemmelighedskræmmeri.

Men politikerne brugte kikkerten i stedet for spejlet, for realiteten var, at denne tilstand var formuleret gennem deres lukkede munde – måske i en overdrevet og misforstået respekt for ’det hemmelige’, der gjorde, at de fleste ikke turde udfordre de eksisterende dogmer. Det kan de nu råde bod på!

Debatten dengang blev startskuddet til en nødvendig, men meget lang proces, der nu er ved at nå sin ende.

Efter fjorten år foreligger der nu en betænkning, som skal danne baggrund for en lovgivning om regulering og kontrol med PET.

Vi fandt dog allerede i min tid, at vi inden for vort råderum kunne bidrage med en større åbenhed, så offentligheden fik en bedre mulighed for at vurdere og kontrollere PET’s indsats, og vi fik, trods tøven, men utvivlsomt presset af situationen, accept til vore initiativer.

Resultatet blev, at vi fik ansat kommunikationsmedarbejdere. Vi fik egen hjemmeside og udgav årsrapporter, holdt åbne konferencer, etablerede kontaktfora til offentlige såvel som til private, arrangerede baggrundsbriefinger for pressen og holdt i hundredvis af foredrag om PET.

Der var mere modstand end begejstring for denne nye form for åbenhed. Man frygtede, at det kunne skade PET’s opgave med at forebygge og forhindre samfundsskadelige aktiviteter samt forstyrre samarbejdet med fremmede tjenester.

Men virkeligheden viste os, at det ikke er mørke, men lys, der skaber indsigt og forståelse. Og faktisk styrkede den nye åbenhed også PET’s operative indsats, og den havde på ingen måder en negativ påvirkning af vores vigtige relationer til de samarbejdspartnere, som jeg på det praktiske operative plan havde tætte personlige kontakter med. Tværtimod var der en række af vore initiativer, som vakte positiv interesse blandt de store tjenester.

I min tid i PET stod der en skulptur af billedhuggeren Henrik Starcke med navnet: ’Kvinden der holder en hemmelighed i sin hånd’. Værket er formet i rå cement, der står i en skrigende kontrast til den ynde og graciøse udstråling, kvinden har i sin levende ubevægelighed. Nænsomt former hun hænderne om hemmeligheden, som kun hun kan se og værne om. Et smukkere symbol findes der næppe på, at det afgørende i hemmeligholdelsens karakter er at beskytte og udvise omsorg.

Det er indlysende, at offentliggørelse af kilder og agenters navne eller blot informationer, der kan lede til en afsløring af dem, vil betyde, at PET med sikkerhed vil udsætte sine kilder og agenterne for sociale reaktioner, eksklusioner eller i værste tilfælde udsætte dem for en overhængende fare for liv og helbred, hvis ikke den sikre død. En sådan offentliggørelse ville yderligere få den konsekvens, at kilderne tørrer ud. Ingen vil fremover være agent eller meddeler for PET af frygt for eksponering.

Dette vil få helt uoverskuelige følger for PET’s varetagelse af opgaven med at modvirke og forhindre fare mod Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund.

En anden faktor, der er afgørende for PET’s virke, er hensynet til samarbejdet med fremmede magter. Hvis CIA eller MI6 så sig selv på forsiden af diverse dagblade som kilde til vigtige trusselsvurderinger, eller hvis det uden tjenesternes tilladelse kom frem, at SVR (den russiske tjeneste) eller Säpo var årsagen til, at en terrorhandling var forhindret i Danmark, ville reaktionen falde prompte.

Danmarks øjne og ører ville blive svækket, og vi ville ikke længere få de informationer, der kan vise sig at være livsvigtige for at forhindre terrorhandlinger eller andet samfundsskadeligt virke.

Og ligesom i den ordinære efterforskning af kriminalitet er det også vigtigt for PET at beskytte den aktuelle overvågning og efterforskning, da de mistænkte ellers kan få oplysninger, der kan hindre en relevant og vigtig indhentning af viden om deres intentioner og muligheder for at gennemføre deres forehavende. Denne hemmeligholdelse kan være helt afgørende for tjenestens muligheder for at modvirke og forhindre skadeeffekterne for det danske samfund.

LÆS MEREPET-chefen stolede kun på sin chauffør

Vigtigt er også hemmeligholdelsen af hensyn til de personer, PET overvåger. Et hensyn, der bør og skal tages. Personen aner ikke, at han bliver overvåget. En overvågning, der kan afdække ømtålelige personfølsomme oplysninger, som han eller hun ikke kan forsvare sig mod. De pågældende har krav på en ganske særlig beskyttelse, da de ikke har de samme retsgarantier som en mistænkt person, der bliver efterforsket i en åben straffesag.

Og sidst, men ikke mindst beskyttelsen af oplysninger om de personer, som den mistænkte kommunikerer med, og som kan være helt uden for mistanke.

Disse beskyttelseshensyn er åbenbare.

De er de ’hellige køer’ i PET’s operative virke, og hvis der slækkes på det, vil det få betydning for tjenestens effektivitet og indflydelse på Danmarks indre sikkerhed. Nogen har kaldt disse hensyn ’tavshedens byrde’. Den byrde er nødvendig at bære, selvom den indeholder et konfliktpotentiale, der altid vil være gældende i forhold til medierne og offentligheden, men efter min bedste opfattelse aldrig er i konflikt med kontrollen med PET.

Jeg fatter ikke den automatiske, næsten demagogiske reaktion, der viser sig, når skiftende justitsministre og folketingsmedlemmer, der følger i disses spor med meningsløse og intetsigende floskler om, at det ’hemmelige’ er en nødvendighed for PET’s virke uden konkret at forholde sig til, hvilke dele af virket man taler om. For hvis denne påstand er rigtig, så var der ikke ret mange sikkerheds- og efterretningstjenester i Europa, der kunne eksistere, for i forhold til deres åbenhed er vi mindst 14 år bagefter.

De har erkendt, at kontrol ganske enkelt er garantien for, at ’demokratiets spilleregler’ overholdes, men også, at det for de respektive tjenester ikke alene er disciplinerende og kvalificerende, men også et bolværk mod uberettigede anklager og mod organisationens medarbejdere.

Desværre må jeg erkende, at der er både meget forførelse og forbandelse i det hemmelige. Det hemmelige skaber magt og prestige, som også kan bruges til at undertrykke andre med eller til at skjule egne fejl og mangler. Magten kan løbe af med én og være ødelæggende for en organisation og dens virke, og det understreger blot, hvor vigtigt det er med en kontrol af PET og dets ledelse.

Skriften på væggen var jo tydelig i PET-kommissionens redegørelse, hvor det om overholdelsen af regeringserklæringen fra 1968 om forbuddet mod registrering af lovlig politisk aktivitet blev udtalt: »at skiftende justitsministre fastholdt dette udadtil, men pålagde PET noget andet indadtil«, og at dette medførte, at PET i 20 tilfælde i 1960’erne og 70’erne fejlinformerede det udvalg, der var nedsat for at kontrollere tjenesten, nemlig Wambergudvalget.

Der blev ført et dobbeltspil, hvor man udadtil fastholdt regeringserklæringen, mens man i hemmelighed gjorde det modsatte.

Hvis PET-kommissionen og de mange midler, der er brugt på den, skal have sin berettigelse, så er det i alles interesse med bedre kontrolforanstaltninger. Men der er også brug for at komme endnu længere med åbenheden.

Overdreven lukkethed og hemmeligholdelse kan nemlig få den stik modsatte effekt end den tiltænkte. Det kan være kontraproduktivt i forhold til sikkerhed. Nogle af den norske 22. juli-kommissions begrædelige konklusioner var, at netop ’overdreven hemmeligholdelse’ måske var medvirkende til de hjerteskærende konsekvenser af Breiviks handlinger.

Lejligheden til også at styrke det operative arbejde er absolut til stede med en større åbenhed og kontrol med PET.

Det kan måske være ensbetydende med hurtigere operative reaktioner og med større accept og tillid i befolkningen, der begge er afgørende faktorer i samspillet mellem offentligheden og PET. Og lad mig understrege, at det kun er i dette samspil, der kan etableres et virkelig stabilt bolværk, der værner om vor indre sikkerhed.

Som tidligere operativ leder må jeg erkende, at det har givet mig kuldegysninger at se, hvorledes de efterretninger, der er indhentet, er blevet brugt til administrative udvisninger (tunesersagen), nægtelse af statsborgerskab og i Sass Larsen-sagen.

LÆS OGSÅ Bonnichsen: PET har mistet hovedet i den her sag

Det er nødvendigt for mig her at gøre opmærksom på, at efterretninger ikke er beviser eller videnskabelige kendsgerninger, og at efterretninger ikke – i modsætning til en efterforsknings resultater – skal stå deres prøve, når en forsvarer udfordrer dem, og en dommer eller lægdommer skal vurdere deres validitet.

Efterretningsarbejde er kort sagt tolkninger af rå og ofte uverificerede oplysninger. Tolkninger foretaget af analytikere, der vurderer materialet og sætter det i sammenhænge med den øvrige viden og ekspertise, der eksisterer på området.

Tolkninger, når de er bedst og rigtige, kan bruges præventivt og forhindre angreb mod staten og dens sikkerhed. Tolkninger, når de er værst, spekulative og fejlagtige, kan medføre karakterdrab, en ministertaburet, ønskejobbet, nægtelse af statsborgerskab, tålt ophold og dybe krænkelser af fundamentale rettigheder. PET kommer på denne måde til at fremstå som både anklager, dommer og bøddel, og det har det ikke fortjent.

Kontrollen bør på disse områder styrkes, som det f.eks. er sket i Holland, hvor kontrolkomiteen med efterretningstjenesterne kan behandle klager over manglende sikkerhedsgodkendelser, eller som i Sverige og Norge, der kan behandle klager fra udlændinge, der på grund af vurderinger fra tjenesten er nægtet statsborgerskab. Det ville styrke retssikkerheden, men også PET og dets medarbejdere.

Jeg ved, hvor megen magt der ligger i at bestyre det hemmelige.

Men det er betroet magt, og den skal forvaltes med den største varsomhed, så den ikke bliver et magtmiddel til at styrke sit eget image, undertrykke andre med eller til at skjule fejl og magtmisbrug.

Man skal kunne være sine hemmeligheder bekendt, og her kan tvivlen udtrykt som en relevant fornuftig kontrol med PET være en uvurderlig støtte for organisationen og dens medarbejdere, for den ansvarlige minister og for værnet af os borgere mod magtmisbrug, og mere nu end nogensinde før!