Vi er den generation, der aldrig gjorde oprør.

Født af 68-generationen var kursen for vores liv stukket ud. Vi gik i skole i 80’erne og 90’erne. Nogle af os kom på universitetet. Andre gik direkte videre i de job, som der var rigeligt af. Vi har det rigtigt godt. Vores forældre, og nok snarere vores bedsteforældre, har lagt en solid grund for vores trygge og økonomisk rige tilværelse. Men overfloden skygger for nogle gigantiske udfordringer.

Vores generation skal arbejde, til vi er 70 år. Hver gang fire af vores forældre går på pension, er vi kun tre tilbage til at løfte arven. En mindre til at sikre, at hjulene drejer. Det betyder, at vi enten skal løbe langt hurtigere i længere tid, end vores forældre har gjort. Eller at vi skal finde på radikalt anderledes måder at få vores samfund til at hænge sammen på.

Vores generation kan ikke løfte det alene. Stress er blevet en folkesygdom, og vi bukker under på stribe. Vi er nødt til at tale om, hvordan vi mellem generationerne hjælper hinanden til en holdbar vækst, der ikke æder sjæle op. Morgendagens samfund skal have en langt større balance i, hvem der får hvad. Og hvem der bidrager.

Der er generelt brug for systemkritik. Halvdelen af befolkningen er ved at knokle sig ihjel, mens den anden er parkeret udenfor. Hvordan er det lykkedes finansmarkederne at rive fællesskabet og samfundet i stykker? Hvor blev politikerne af, da krisen satte ind? Nu skal vi skabe muligheder for os alle. Muligheder, der sætter mennesker i centrum og ikke giver bankaktionærerne hånds- og halsret over vores samfundsudvikling.

Den udvikling skal præges af fornuftig socialdemokratisk finanspolitik med et tøjlet marked og investeringer i fremtiden. Derfor er tidens flirt med Marx også uansvarlig. 68-generationen har opdaget det i takt med, at parcellen voksede og tegnebogen ditto. Vi har (på nær nogle teenageår) altid vidst det. Det er på tide, at resten af venstrefløjen følger med.

Nationalisering af banker og store nationale arbejdspladser samt fatamorganaer som borgerløn vil løfte os ingen steder hen. Der findes ikke empiriske eksempler på, at det har affødt andet end armod. Så mens den borgerlige opposition må ud af hængekøjen, så må venstrefløjen ned fra ølkassen. Historien viser, at vores samfund ændres i de lange, seje træk. Træk, hvor vi står sammen som en samlet befolkning. Vi står over for et nu.

Socialdemokraterne skal træde en ny vej: en vej, der giver almindelige mennesker magten over deres eget liv, uden at parkere friheden bag ideologiske dogmer, der aldrig kan føres ud i livet.

Aldrig har der været så mange veluddannede meningsdannere i midten af 30’erne. Meningsdannere, som – bakket op af fagpersoner, nationale råd og interesseorganisationer – fortæller os alle sammen om det rigtige liv. Det liv, vi alle bør leve.

Gennem tiderne har politik handlet om at beskytte borgerne mod statsmagten og den herskende klasse. Vi fik rettigheder til at leve det liv, vi selv ønskede. Vi skal dyrke motion, vi må ikke ryge, vi skal spise sundt. Et sundt sind i en sund krop – det giver en stabil arbejdshest, som kan holde samfundets hjul i gang. Det er dit eget ansvar, hvis du bliver syg eller mister dit job.

Bevares, vi har alle et stort ansvar for vores eget liv. Men arbejdsløshed og folkesundhed er også et samfundsanliggende, der kræver, at fællesskabet løfter i flok. Lad os finde løsninger på morgendagens problemer ved at hjælpe hinanden til at forme vores eget gode liv. I stedet for at piske os alle sammen i jagten på det prædefinerede rigtige liv.

Det kan godt være, det er smart at være radicool og generelt virkelighedsfjern eller medlem af familien Sort og generelt bedrevidende. Men vi bliver trætte og langtaskede af gennemelitære meningsdannere, der har patent på at definere det gode liv.

Vi er godt uddannet, fordi vi er vokset op i en socialdemokratisk velfærdsstat. Her giver uddannelse os midlerne til et godt liv. Fokus har altid været på hverdagen. På alles ret til et arbejde. På lige behandling af alle. På udvikling og bevarelse af velfærdsstaten. Vi vil ikke have jeres speltliv, fitnesskort og elitært indpakkede intolerance. Vi vil beholde vores arbejde, vores bajere, vores bacon, vores økonomiske frihed og ret til selv at vælge og bestemme over vores gode liv.

Det kræver modige politikere, som ikke altid slår automatpiloten til og kræver ny lovgivning, så snart der er et tv-kamera i nærheden. Vi ønsker, at regeringen arbejder målrettet på at fjerne al den lovgivning, der detailbestemmer, hvilke liv danskerne skal leve.

Leflen for enkeltsager er ikke det, der skaber et samfund i fremgang. Det gør plads til forskellighed, visioner, lederskab og frihed for mennesker.

Socialdemokraterne har altid arbejdet for mere frihed til folket. Frihed til selv at bestemme over eget liv. Vi tror på, at mennesker gerne vil være en del af vores samfunds fællesskab. Gennem de senere år er det, som om politik handler om at beskytte borgerne mod sig selv. Fordi vi åbenbart ikke selv er i stand til at leve livet rigtigt. Vi ønsker et opgør med de løftede pegefingre.

En af socialdemokraternes kerneopgaver er at give civilsamfundet mulighed for at finde de rigtige løsninger selv. Det betyder også, at det, der er godt for christianshavnerne, ikke nødvendigvis er lige så godt for køgenserne eller for aalborgenserne. Der skal med andre ord langt mindre styring fra Christiansborg og langt mere frihed til kommuner og lokalbestyrelser. Det kræver, at politikere ikke altid griber til lovgivning og forbud. Troen på menneskers evner til at finde ansvarlige løsninger skal tilbage i vores samfund.

Der er udbrudt ideologisk krig på arbejdsmarkedet. Vi er lykkelige over, at angrebet er blevet besvaret. Netop når det kommer til gode lønforhold, rummelighed samt arbejds- og praktikpladser, må og skal det socialdemokratiske kompas stå ret nord.

Det har været de borgerliges største værdipolitiske sejr, at de har gjort ledighed til et individuelt problem og ikke et strukturelt problem. Når 160.000 danskere mangler et job, skyldes det ikke dovenskab eller generøse dagpenge. Det skyldes mangel på job. Løs dét problem.

I sommeren genlød aviserne med, at flertallet af danskerne synes, det var i orden at fjerne blokaderetten, sætte medarbejdere ned i løn, og give dem dårlige arbejdsvilkår. Og at flere ledende politikere, herunder en tidligere borgerlig beskæftigelsesminister, vil ændre det grundlæggende i ’den danske model’. Det var et ideologisk korstog uden tanke for dem med almindelige job, eller hvad det betyder på et globalt arbejdsmarked.

Den hopper vi ikke på. Danskere – verdens bedste brokkerøve – har en indbygget indignation over for autoriteter og en smuk solidaritet med de svageste. Et samfund uden et balanceret arbejdsmarked er et ufrit samfund, hvor alt for mange skal arbejde alt for meget for alt for lav løn. Hvem gavner det? Ingen. Arbejdsgiverne toner rent (rødt) flag. De ved, som vi, at danske virksomheder ikke skal konkurrere på lave lønninger, men på udvikling og innovation.

Som socialdemokrater lovsynger vi den danske arbejdsmarkedsmodel. Men den fungerer bedst med uddannelse til alle og investeringer i nye arbejdspladser. Det er og bliver en ideologisk kamp at sikre arbejdsmarkedet mod løn- og social dumping. Vi er stolte af en stærk fagbevægelse og arbejdsgivere, der tager ansvar og giver modspil og samspil. Vi har rejst tilstrækkeligt til at se, hvad der sker, når fagbevægelsen undertrykkes. Det er til gavn for de få. Ikke de små.

Vi vil en solid stat og et stærkt civilsamfund. Vi vil se politikere, der erkender, at store udfordringer, er det er et fælles samfundsansvar at sikre arbejdspladser og uddannelsesmuligheder.

Uanset hvad vi gør for at kickstarte Danmark, så vil der altid være mennesker, som mister deres arbejde. Rigtig mange finder heldigvis hurtigt et nyt. Men ikke alle er lige heldige. Det kan være svært at finde et job, fordi familien bor et sted uden virksomheder i vækst, eller fordi man ikke har den efteruddannelse, der skal til at besætte et ledigt job.

Vi tror grundlæggende på, at alle mennesker gerne vil arbejde. Både for at være en del af et fællesskab, for at bidrage til samfundets økonomi og selvfølgelig for at få flere penge mellem hænderne. Fordi mennesker er bygget til at lave noget og bidrage til et fællesskab.

Vi mangler reelt ligeværd. Dagpengemonsteret tygger almindelige mennesker sønder og sammen i kontrol og mistillid og spytter ydmygede ledige ud. Vi ved, at mennesker bliver kede af det, føler sig uproduktive og får forringet livskvalitet, så snart de mister deres job og mulighed for at forsørge sig selv og deres familier. Tal op til os, tro på os. Giv os det ekstra boost, så vi kan finde et job, så vi kan betale vores skat med glæde. Vi skammer os, når samfundet pisker dem, der ikke kan flygte.

Vores regering har sagt, at der skal gøres noget ved dagpengesystemet. Og første skridt er taget. Ledige bliver ikke længere tvunget til nyttesløse kurser som en del af en tåbelig aktiviseringsplan. Det er et godt skridt. Og den socialdemokratiske regering skal fortsat arbejde på at få tilliden tilbage til den jobsøgende.

Vi er stolte af at være socialdemokrater. Vi tror på, at Danmark bliver et bedre samfund med en socialdemokratisk regering. Vi synes, at det er fantastisk med alle de blogs og debatindlæg, hvor vi til stadighed diskutere vores velfærd, muligheder og frihed. Vi er politikformulerende demokratifundamentalister. Vi hepper på statsminister Thorning-Schmidt og på en handlekraftig og angrebslysten regering.

Men regeringen skal give slip på bogholdersocialismen. Sydeuropa viser os med al grum tydelighed, at man ikke alene kan spare sig ud af en krise. Det har altid været god socialdemokratisk latin, at vi skal investere. Det er investeringer og virkelyst, der driver samfundet fremad. Lad være med at hoppe på de borgerliges brandtaler om krone-til-krone. Hold fast i, at investeringer i mennesker har det med at overpræstere. Vores egen historie som parti og som samfund dokumenterer, at det er sådan, vi vender dårlige tider til gode.

Selv om det socialdemokratiske projekt er tidløst, skal det altid formes i sin tid. Sådan skriver fire ledende socialdemokrater i en kronik i Politiken 20. august 2012. Vi er enige i, at projektet grundlæggende handler om at skabe lige muligheder og sociale rettigheder for alle mennesker i vores samfund. Det er en debat, vi hilser velkommen, og som vores parti har så inderligt brug for.

Denne hyldest til hverdagssocialismen er et indspark til debatten om det socialdemokratiske projekt anno 2012. Målet er, at socialdemokraterne står skulder ved skulder med danskerne. Hverdagsproblemerne skal tages seriøst, og sammen skal vi finde holdbare løsninger. Samtidig med at vi også finder svar på de globale udfordringer, såsom klimaforandringer og finanskrise.

Vi har fire bud på principper for fremtidens samfund: – Plads til alle – brug for alle generationer. – Ja tak til det gode liv – nej tak til det rigtige liv – Respekt for og udvikling af det danske arbejdsmarked – Modige politikere, der har respekt for civilsamfundet Danmark er et fællesskabsprojekt. Et sted, hvor der er plads til alle, og hvor alle har muligheden for at leve et godt liv.

Vi vil stå vagt om, at her også skal være gode liv for de mennesker, der tilbringer deres arbejdsliv på bunden af arbejdsmarkedet. Det koster i skatter, når vi skal omfordele. Men det giver mange gange igen i social tryghed for både rige og fattige. Det har været en af Socialdemokratiet og fagbevægelsens allerstørste sejre, at man i Danmark også kan leve af – den overenskomstfastsatte – mindsteløn, også selv om man ikke blev født i et hjem med klaver eller har en Mensa-IQ.

Vi kan gøre det igen. Men vores regering skal droppe forsøgene på at fylde skoene ud efter det borgerlige tiårsrige. Løft blikket og se, at der er større sko, som er sat af partifæller før os.