Det tjekkiske samfund er sygt.

Men værre er, at det ikke vil helbredes. Vi lever i det tyvende – og en tiendedel af det enogtyvende – århundredes forfalskede historie.

Før trådene er redet ud, er vi ikke frie. Vi lever vores liv i et tragisk land, hvor folk vil glemme og samtidskunsten hjælper dem på vej. Vi deler uvilje mod sandhed med russerne. Når jeg tænker på de tyve år i Tjekkiet efter 1989, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor jeg trods al den frihed mærker kulde.

Jeg når ad logikkens vej gennem årtierne, der gik forud til dagen i dag, der er deres resultat. Den tjekkiske krønike er fyldt med eksorbitant smålighed flankeret af et utal af skrankepaver, herseri og hævngerrighed, uendelige møder, utallige particirkulærer, personlige journaler, hvor man udelukkende fremhævede den politiske observans.

Den blinde kopiering af Sovjetrusland, døgenigternes autokratiske beslutninger, uendeligt sludder, arbejdsdemoralisering, Slovakiets separatistiske tendenser (som mundede ud i Tjekkoslovakiets opløsning i 1993).

Kilden til denne atmosfære er en uafrystelig fornemmelse af, at vi er en slags buffer mellem øst og vest. Atmosfæren skyldes dog også vores første massehysteri: tyskernes uddrivelse i 1945.

I skolen fik jeg aldrig at vide, at i dette land boede tyskerne og tjekkerne side om side i århundreder (ifølge skolens historiebøger kom tyskerne først med Hitler og blev derfor med rette udvist). München-aftalen, Sudeterlandets separation, Nürnberg-lovenes anvendelse i Protektorat Böhmen og Mähren, besættelsen, holocaust og udryddelsen af den jødiske kultur, men også den af nazismen fremprovokerede uddrivelse af sudetertyskerne efter krigen resulterede i en voldelig afslutning af tjekkernes og tyskernes sameksistens.

Den officielle doktrin i den tjekkoslovakiske republik efter 1945 fremmede den tjekkiske kulturs lukkethed. Det jødiske og tyske kulturelement i den tjekkiske historie blev enten tiet ihjel eller forvansket – hvad enten forklaringen var racistisk eller klassemæssig (’sudetertyskere’ har ’et farligt kontrarevolutionært potentiale’).

Denne både udtalte og latente aversion satte præg på forholdet til hele den tyske kultur. Den organiserede udvisning af store dele af den tyske befolkning fra Bøhmen og Mähren, som skete fra december 1945 til december 1946, foregik under de sejrrige stormagters samtykke. Men allerede i sommeren 1945 begyndte den såkaldte ’vilde uddrivelse’, udført af lokale myndigheder – og den blev ledsaget af terror og massemord på tyskerne, kollaboratører, men også helt uskyldige mennesker.

Disse revolutionære excesser var et forvarsel om de politiske udrensninger, der skulle komme efter det kommunistiske kup i februar 1948. De tjekkisk-tyske relationer i dette land var dybt tabuiserede helt frem til 1990’erne.

Tyskernes uddrivelse affødte et billede af Tyskland som et arnested for revanchisme og en potentiel trussel for den kommunistiske ideologi (selvsagt på nær den del af Tyskland, som blev besat af Sovjetrusland. Østtyskland gjaldt allerede efter 1947 som betingelsesløst demokratisk og fremskridtsorienteret). Tyskerne var fordrevet, jøderne enten døde eller drog i eksil.

I årtier bestred man alle tyskernes og jødernes bidrag til den tjekkiske kulturarv.

Paradoksalt nok var samtidigt Franz Kafka, en jøde, der skrev på tysk, blevet landets mest berømte forfatter. Kafka var en af de første genopdagede tyske forfattere, hvis værk kunne udkomme i begyndelsen af 60’erne. Og i 90’erne blev han Prags ’varemærke’ som tiltrækker turisterne. Havde han stadig levet i 1945, ville han være blevet tvangsfordrevet eller tortureret ihjel.

Skyggen fra disse fortrængte hændelser tjener i dag som argument for samtidens populistiske politikere.

Præsident Václav Klaus trodsede Lissabontraktaten ved at henvise til ’revanchisterne’, og han underskrev den lunefuldt som den allersidste.

Den vilde uddrivelse gødede jorden for andre gyselige handlinger. Journalisten Ferdinand Peroutka, som døde i eksil i USA, skrev i sin tale for radiostationen Free Europe i 1956:

»Uddrivelsen af tyskerne skabte en stemning, hvor det var muligt at fjerne sine politiske modstandere uden større postyr og vænne sig til et liv uden lov og ret. Den gamle politiske leder fra revolutionen i 1848, Frantisek Palacký, sagde engang, at han ikke kunne respektere et folk, hvor selv den sidste sigøjner ikke nød samme rettigheder som alle andre«.

»Men nu, efter 1945, forsvandt retten for hundredtusinder, for at den senere kunne forsvinde for atter uanede hundredtusinder«.

»Det er masseuddrivelsens moralske konsekvenser, vi ser i dag: Kan man straffe et menneske for at tilhøre en nation, bliver det muligt at straffe andre for at tilhøre en vis samfundsklasse eller et politisk parti. Fremtiden vil bestemt ikke være stolt af det øjeblik, hvor verden så begrebet kollektiv skyld«.

Efter det kommunistiske kup i 1948 og efter den sovjetiske besættelse i 1968 forsvandt den gængse ret for atter hundredtusinder.

Stalinismen blomstrede i Tjekkiet, uanset hvad der før var sket i Sovjetrusland. Det gælder slet ikke kun det faktum, at folk blev fængslet. Folk kunne ikke leve deres liv, slet og ret. Stalin var et forbillede i en tid, hvor det var klart, at han var massemorder. Og generationen, som sværmede for ham, fejede det af bordet i 1968 med sætningen »vi begik fejl i vor ungdom«.

Bag flertallet ’vi’ gemte der sig mange ansigter. Men de blev jo ikke tvunget til at begå sådanne fejl. Det er altid muligt at lade være. Det var et korrumperet regime med terror, massemord, en hån mod ethvert retssamfund.

Som om de unge SS-officerer kunne trøste verden med sætningen »vi begik fejl i vor ungdom«, og så var det hele ude af verden. Og disse mennesker blev skuffet, da det såkaldte Prag-forår i 1968 ikke blev tiljublet af dem, som havde tilbragt de sidste mange år i fængsel, mens de Stalin-begejstrede holdt møder, skrev, levede og hele miseren først gik op for dem i det øjeblik, hvor det var deres tur til at blive fjernet fra magten. Alt dette blev fejet ind under tæppet i 1989 – som om det aldrig var sket.

Den, der har levet i et socialistisk land, i et besættelsesregime som Sovjetruslands lakaj, kan faktisk næppe leve i en anden verden.

’Partidrengene’ forsøger at indføre kapitalismen med ’et menneskeligt ansigt’ i dagens Tjekkiet: kort fortalt er det en verden reduceret til de udvalgtes sejr hinsides den frie konkurrence og enhver retfærdig udlicitering (som dengang under kommunismen, hvor de skaffede sig af med dem, de ikke kunne lide, ved at forfølge dem politisk). De gjorde denne mentalitet til deres egen: ikke at støtte de begavede og dygtige, men hellere de mindre dygtige, fordi de er loyale og uden skrupler.

Alt, hvad partierne påstår om kunststøtte, er løgn. De er kun interesserede i at fremme kommerciel kunst, altså den mest konforme af slagsen. Det er spidsborgerens forsøg på at mindske kunsten som sådan. De prøver til stadighed at jorde alle, der prøver at vise, at kejseren er nøgen.

Det er en bitter situation, som det tjekkiske folk blev presset ind i af det sidste århundrede. Er den tjekkiske nation ikke som et menneske, der ganske vist har overlevet et langt fængselsliv – først seks år i den narcissistiske celle, så 40 år i den kommunistiske – men som kommer ud som et vrag, der kun er i stand til at hamstre og hamstre?

De sejrrige i dag er dem, som ikke blev tvunget til at trodse afpresning, dem, som ikke blev nødt til at sætte deres egen karakter på en prøve. Samtidig kritiserer de heftigt dem, der vitterlig sad i fængsel, måtte emigrere eller forsvarede ytringsfriheden.

Sådanne holdninger bliver latterliggjort af dem. De, der er bange for at miste deres lille smørhul, er ligeglade med alt og alle. Før 1989 overvintrede de i varmen – i deres sommerhuse med en pilsner i hånden. Sommerhusene blev til tider tolket som en sublimering af den kreative gnist over i noget andet. Dengang som nu var flertallet ligeglad med uretfærdighed. Forskellen består i, at syndebukkene hedder romaer og udlændinge i dag.

Længslen efter partifryns har overlevet.

Præsidentens stilling er lig en zars. Det er denne Østens bacille, som tærer på os, angsten for borgersamfund, et forsøg på at udnytte de andre, ikke engagere os, lade, som om vi ikke er en del af Europa, som om Europa var et sted uden for os og kun inviterede til at blive hånet. Det siger den tjekkiske fiasko under vores formandskab i 2009 alt om. Den tjekkiske lukkethed er farlig, for den interesserer sig ikke for, hvad der sker ovre på den anden side.

Folk tror, at de ved det hele bedre, at de er verdens navle, at de viser alle, hvor fantastiske de er. Spændende, siger de, men alligevel tænker de, at vi er jo verdensmestre!

Det drejer sig hele tiden om penge, overgreb, vold, hovmod. Der mangler ydmyghed og menneskelighed og nysgerrighed og bevidsthed om, at livet ikke behøver at være en ubrudt konkurrence. Tjekkerne har en tendens til at ville have sidste ord – ganske højlydt og med pomp og pragt.

Den første tjekkiske præsident, T.G. Masaryk, under hvem republikken, der opstod i 1918, virkelig var fri, frygtede vores lakajmentalitet, en tjenestepigementalitet, som det habsburgske Wien kun kendte alt for godt.

Karlen står op i ny og næ og udbasunerer, hvad han mener om sin herre, men kun på sit stamværtshus. Lakajmentaliteten prøver at placere skylden hos alle andre end sig selv, og sådan afstøder den sit mindreværdskompleks. Revolutionen i 1989 var også en pompøs aktion. Men hvor forsvandt hemmelighedspolitiets agenter hen?

Selv den sygeste amoralske gyselighed eller en farlig idiots intriger er for mig værd at udforske – denne skæve species humana. Selv en syg tids detaljer, hvor en ekskommunist var et bedre bud for vores demokratiske regering end tre eksperter. Forfatter Georg Tabori skrev i forbindelse med teaterstykket ’Mein Kampf’: »Når man tager Bibelen alvorligt, hvilket jeg nu på mine gamle dage gør, er det klart, at både den jødiske og kristne hellige skrift vil, at vi elsker vores fjender som os selv.

Det er det teologiske grundlag, hvor ekstremerne lærer, at man skal søge forsoning, nej – det er ikke det rigtige ord – kærlighed og tilgivelse«.

»Lidenskab er altid gådefuld ... Det, det drejer sig om, er netop håbet om kærlighed«. Men også håbet om sandhed og evnen til at være glad. Selv i en galge skal man ikke være bange for at blive snavset ved at leve. Og man skal leve sit liv i sandhed uanset ideologierne og tidens fernis.

Og man må ikke dyrke illusioner om nogen. Angsten for at blive syg, for smerte, for død rager op over den menneskelige horde, over regimerne og alverdens magtmennesker som et forenende fyrtårn.

Min forfattervirksomhed er også en lignelse om at komme til rette med mit lands fortid.

Det er et forsøg på at begribe det, der er og forbliver ubegribeligt. At åbne døre til den ureducerede fortid, man må give dramaet den fornyede styrke. At pakke fakta i en fiktiv historie, sådan at konkrete individer ikke bliver væk i de almengjorte ideer. Uden nostalgi. At sige, hvad der er sandt og ikke blot, hvordan virkeligheden ser ud. Det er kun litteraturen, der magter dette.

Jeg rejser en del rundt i mit job som forfatter. Både i Europa og andre dele af verden. Hvad angår det tjekkiske samfunds mentalitet, er tjekkernes foragt for lov og alle slags normer helt grænseoverskridende.

Politikerne sender hele tiden ét signal: De regler, vi skal adlyde, hedder ’ingen regler’. Men et samfund har brug for normer og regler.

Der findes et alternativ: at skabe sin egen verden, en parallel verden med tolerante venner, hvor man både kan give chanukah-gaver til nogle og julegaver til andre. Grænsen går fra menneske til menneske.

Konflikter omkring livskoncepter vil både på samfundsniveau og i intimsfæren vare ind i evigheden. Politikerne ønsker til tider at skabe et totalitært system ud fra en broget orden. Vi lever i en forfalsket historie med fordomme og alt muligt vås om det tyvende århundrede og begyndelsen af det enogtyvende århundredes racemæssige overlegenhed, som også den norske massemorder Breivik viklede sig ind i. Før trådene er redet ud, bliver vi ikke frie.

Det vigtigste er, at ordene ikke må snyde sig selv. Det er farligt at reducere livet til business i demokratiets navn.

Jeg er glad for EU. Unionen tvinger alle til at tænke på de andre. Det viste sig, at man ud fra samme udgangspunkt kan fortælle helt forskellige historier. Det gælder om ikke at fortie sin egen.