Fra Vandet stiger
Goblens rene
Klokkebevægelse
gennem mit Indre.
NældensTakvinge
lukker sig sort
paa Bjælken, for roligt
at overvintre.
(fra ’September’ af Thorkild Bjørnvig)

Forfatteren Thorkild Hansen byggede i begyndelsen af 1970’erne et hus på Samsø.

Han og Thorkild Bjørnvig var mødtes på øen nogle år før. Thorkild Hansen faldt pladask for den gamle toldergård i Langør, som da var til salg. Den blev dog solgt til anden side, til en søn af Johs. V. Jensen.

Bjørnvig slog sig ned på øen først, og han ville gerne have sin navnebroder i nærheden. Og da der i slutningen af 1960’erne blev gennemført en stor udstykning i Nordby Bakker, var tiden moden.

Thorkild Hansen fortæller i bogen ’Søforhør’ fra 1982 om en tur i bakkerne med Bjørnvig:

»Hvad han havde gennemlevet, var stort set, hvad jeg havde i vente. Vi gik nogle lange ture sammen, Thorkild kendte allerede hver markvej på nord-øen og førte os en eftermiddag ind mellem nogle høje, træløse bakker ud mod havet, et storladent landskab, hvor der inderst inde skjulte sig et kær omgivet af nogle aske- og piletræer. Det hed sig ifølge den lokale tradition, at kæret var bundløst, og at alt, hvad man kastede i det, forsvandt for stedse, sagde han. Temmelig symbolsk, også det!«.

Resultatet blev, at digterne købte grunde, der stødte op til hinanden. Digternaboerne Thorkild og Thorkild. Hansen fik den mest spektakulære grund. Mange tønder land i de blidt bølgende bakker; den med det gamle kær, kaldet Brøndkæret, hvor alt forsvandt for stedse. »Måske gælder det også ens sorger og bekymringer, tænkte jeg, for dem havde jeg dengang nok af til flere kær«.

Mens han boede der fast i 1970’erne, førte han dagbog, posthumt udgivet i 90’erne med titlen ’Mellem Brøndkjær og Nørholm’. Og Nørholm? – jo, det var i de år han skrev det store værk om Knut Hamsun.

Nordby Bakker er et enestående landskab. Fra den berømte vikingekanal Kanhave ved Stauns Fjord fortsætter landskabet over Nordby Hede stadig stigende op mod bakkerne. Ved Issehoved synker de i vandet, men dukker så op igen, nu som Mols Bjerge. Et stort unikt landskab skænket os af istiden.

Området omkring de to forfatteres huse afslører, at helt uberørt blev naturen ikke ved med at være. Også andre har bosat sig i området, men en meget bred fredning hindrede tidligt, at områdets skønhed blev ødelagt. Og siden har en endog særdeles stram forvaltning af fredningen sikret områdets natur. Ikke blot for de få beboere, men for almenheden, som gennem et udbredt stisystem kan få en naturoplevelse af de virkelig store.

Ved midsommer 1976 på vej hjem til Brøndkjær kom Thorkild Hansen for tidligt til færgen i Hou. For at fordrive ventetiden kørte han ned til Gyllingnæs, som i de dage indtog en central plads i debatten om placeringen af fremtidens energikilder. Og der lå han så i græsset og visualiserede et planlagt atomkraftværk. Og så tog han hjem til Brøndkjær og skrev en kronik til Politiken om det sted, som nu var truet af den planlagte naturødelæggelse:

Her er ganske stille. Ingen fabrikker. Ingen flagstænger. Ikke det mindste bitte lille storcenter! De få huse ligger omgivet af træer som forsigtigt anbragt oven i hver sin grønne dyne. En kone kommer cyklende forbi, og man hører ikke andet end dækkenens knasen i gruset. En kvie brøler mæt inde på marken, rører lige den dybeste streng på sin kontrabas.

Alt det der engang var selvfølgelige, dagligdags ting og som i dag er blevet paradiset på jorden.
(Kroniken 4. juli 1976).

Fyrre år efter bliver forfatteren så ramt af historiens hævn.

I hvert fald dens boomerang. En privat lobby af energifolk fra Aarhusområdet ønsker søsat et projekt med havvindmøller af hidtil uset størrelse i indre danske farvande. 200 meter høje møller placeret direkte neden for Brøndkjær. De kalder projektet ’Havvindmøller Århus Bugt’, ikke fordi møllerne overhovedet skal placeres i Aarhus Bugt, for de skal ligge ved Brøndkjær, men utvivlsomt fordi projektnavnet kan forkortes til HÅB.

Ægte manipulation – kan man sige nej til et HÅB?

Som sagt er Nordby Bakker fredede; og ikke bare almindeligt fredede, men i en særlig kategori underkastet de skrappeste restriktioner. Ligesom det område, hvor jeg bor, Stauns Ford. Hvis man skal opføre et lokum på 1 kvadratmeter, skal man gennem tre instanser, der alle hæver øjenbrynene og antyder, hvilken katastrofal naturødelæggelse man åbenbart har planlagt.

Men for den toneangivende klasse, der er på rygklap med magthaverne, kan der åbenbart dispenseres. For femten år siden præsenterede en række politikere og kulturpinger fra København K et stort byggeprojekt: et besøgscenter for Samsø tegnet af Jørn Utzon-hus placeret på en bakke med udsigt over både Stauns Fjord og Sælvigsbugten. Simpelthen Samsøs redning udtalte en kendt venstrepolitiker.

Og Mimi Jakobsen sekunderede fra ministerskamlen, at sådan en fredning kunne man da blot ophæve. Hvad var også et både af Danmark og EU højfredet område med helt unik natur og titusindvis af ynglende og trækkende fugle mod den herskende klasses omsorg for Samsøs redning og ønsket om et monument over en af deres egne.

Overdriver jeg kulturkonfrontationen?

Næppe, jeg modtog et brev fra en særdeles kultiveret kvinde, der skrev: »Hvordan kan en lærd mand som De dog støtte pøbelen?«. Men heldigvis vandt pøbelen – der her på stedet var fribåren nok til at betragte sig som en folkelig, demokratisk protestbevægelse til omsorg for den store natur.

Samme pøbel vandt heldigvis også, da Forsvarsministeriet senere kastede sine tropper ind mod det højeste punkt i Nordby Bakker, Ballebjerg.

Her ville man gerne have placeret en 30 meter høj mast, vist til overvågning af indre danske farvande. Her bøjede man sig hurtigere og placerede masten et andet sted, men militæret har erfaringer i taktisk tilbagetrækning. Og sikkert også bedre manerer end kultureliten. Oven i købet selv om den alternative mast kostede et ikke ubetydeligt millionbeløb mere end den oprindelig planlagte.

Et stort folketingsflertal indgik i juni en aftale om opstilling af kystnære havvindmøller som et element i jagten på alternative vedvarende energiformer. I den forbindelse er der udsendt et par høringsrapporter, dels en såkaldt screeningsrapport, der udpeger mulige placeringer, dels en visualiseringsrapport, der behandler møllernes visuelle konsekvenser for forskellige landskabstyper. I placeringsforslagene er man generelt opmærksom på såvel møllernes forgrund som baggrund.

Ganske vist drejer det sig om kystnære vindmøller, men man gør sig betydelige overvejelser over størrelse/højde, nærhed til land, landskabernes karakter og det visuelle indtryk, når man står på land og ser ud mellem møllerne. Set fra land er det generelt ønskværdigt, hvis møllerne har hav som baggrund.

Der er i nævnte rapporter mangfoldige eksempler og illustrationer af møllestørrelse og udførlige angivelser af zoner og zonegrænser for, hvornår møllernes påvirkning af landskabet bliver dominerende. Om havvindmøller på 200 meter kræves helt overordnet en afstand fra land på mindst 5,3 km, og generelt er man, som antydet ovenfor, betænkelig ved placeringer i ’lukkede kystlandskaber’. Og i zoneangivelserne udvides perspektivet kraftigt i omsorg for landskabet.

Man gør meget klart opmærksom på, at »grænsen mellem nærzone og mellemzone ved en havvindmølle på 180 m ligger ved 13 km. I nærzonen vil møllerne kunne ses tydeligt og opfattes som værende tæt på«. Ja, siges det senere, »selv fra 12 km’s afstand er møllernes påvirkning på landskabet relativt stor«. Desuden markerer rapporterne i grafik såkaldte bufferzoner, inden for hvilke havvindmøller overhovedet ikke bør placeres.

Her i Midtdanmark udpeges konkret en lokalitet sydøst for Djursland, et område, hvor der ikke vil være noget land at se bag møllerne. Og hvor der ingen fredede eller rekreative områder er på land inden for møllerne.

Den aarhusianske HÅB-lobby udsendte i juli sin havvindmøllerapport, kaldet VVM-rapporten, til offentlig høring. Fem høringer, tre i Aarhusområdet, en på Tunø og en på Samsø. Jeg deltog i den sidste. Man kan ikke sige, at HÅB-panelet tog ordet ’høring’ rigtig alvorligt.

De havde tydeligvis lært af det i amerikansk politik kendte debatfif, den såkaldte filibuster, som går ud på at tage ordet og beholde det. Og i deres talestrøm oplyste de så om, hvor vidunderlige konsekvenser mølleparkens betonfundamenter ville have for miljøet – under havoverfladen. Alle de stenrev, der i tidens løb var blevet fjernet. De kunne nu retableres – af møllernes betonfundamenter.

Tænk, fik vi at vide: Efter tre uger var der på et lignende anlæg set en søanemone. Som vi så så et foto af.

Og så var der en såkaldt visualiseringsekspert, der fortalte os, at hvis vi bare så lige ud efter næsen, så kunne man næsten ikke se møllerne. Aldrig har jeg set en ekspert i den grad miskreditere ekspertnavnet. Men selvfølgelig er ’syn’ et skøn.

Det er kilometerangivelser derimod ikke.

I HÅB’s rapport overskrider man klart de tidligere udsendte, ovennævnte rapporters mindste angivelser. Ligesom man klart blæser på, at området med Samsø, Tunø og Mols Bjerge til forveksling ligner et ’lukket kystlandskab’. Der er i hvert fald hele vejen rundt i panoramaet land at se; der vil på intet punkt være åbent hav som baggrund for HÅB-møllerne.

Man skulle jo for så vidt tro, at projektnavnets markering af ordet ’bugt’ (B) ville få de røde advarselslamper til at blinke, men Aarhuslobbyen er åbenbart så fortabt i glæden ved ordet HÅB, at man har mistet evnen til at læse indenad. Og til at tænke og høre efter.

På Samsøhøringen var der faktisk enkelte, som insisterede på fakta og junirapporternes præciseringer, men de blev nedladende afvist med hovedrysten. En offentlig høring med fuldt blus på magtens arrogance. Ikke noget kønt syn, hvis jeg skal udtrykke det visualiserende.

Nogle har nedladende karakteriseret omsorgen for Nordsamsøs natur som de velbjergedes pleje af sommerhusets friværdi. Det er en primitiv, ja, vulgær betragtningsmåde. Området er åbent og bliver hvert år besøgt af titusinder. Thorkild Hansens og Thorkild Bjørnvigs optagethed af den uberørte natur, af det sublime i vores nærhed, er jo ikke to digteres fikse ide.

Det er et grundtræk i vores kultur. I hvert fald siden menneskeheden begyndte at fylde rigeligt, og ikke mindst begyndte at fylde op med civilisationsprodukter. Siden har malerkunsten og digtningen prøvet at sikre os åndehuller, hvor vi kan få en autentisk oplevelse af det anderledes.

Danmark er et lidet land, fattigt på muligheder for den slags oplevelser. Danmark er ikke Norge eller Tyskland eller Schweiz. Hos os er der ikke mange muligheder for at »stå på en klippetop«, som Shu-bi-dua engang sang. Stå mellem himmel og jord. Hos os kan vi endnu på Ballebjerg og ved Brøndkjær få oplevelsen. Men skynd jer, kom om føje tid, HÅB’ets vandaler arbejder for, at det snart skal være slut. Hvad er også vindens susen mod lavfrekvent støj?

I Brøndkjærdagbogen, lørdag 15. oktober 1977 skriver digteren, at han netop har besvaret en enquete til Søndags-B.T. om »mine syv vidundere«.

Og som det må være, vidunderne vokser mod enden: »De nyfødte vædderlam i maj måned. Vidunder på vidunder.

At se sådan en lille fyr komme pilende langvejs fra mellem bakkerne, når Gitte viser sig med patteflasken, logrende med halestumpen, ude af sig selv af lyjje – vidunder på vidunder. ...Bakkerne og havet. Er havet en død ting eller en levende? Eller er det den eneste levende ting, der aldrig kan dø? Et vidunder er det – hvad skulle man dog bade i og sejle i, hvis man ikke havde det? Havet under mine vinduer, det daglige vidunder med alt, hvad der flyder på det, undtagen glasfiberbåde ...« – For resten: havvindmøller, er de netop ikke lavet af glasfiber?