Jo, han havde forstået, hvad der var gået galt mellem den danske kvinde og den danske mand.

Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti fremlagde i en radiodiskussion sin udlægning af kønsrollerne i Danmark. Først havde kvinderne knækket rygraden på manden, de havde gjort ham til et bløddyr. Og nu var de utilfredse, og så ville de have en mand, som kunne sætte dem på plads. »De vil have orientalsk dressur«, sagde Langballe. Han understregede med et grin, at det var hans kones teori, han refererede. Det var ikke noget, han selv havde fundet på.

Han kommer fra et parti og en politisk front, som har hævdet, at vi er Danmark, og udlændingene skulle gøre ligesom os, hvis de vil klare sig i Danmark. Det har heddet sig, at vi er modstandere af undertrykkelse og gammeldags autoriteter. Vi er tilhængere af ligestilling og gensidighed. Danmark bliver fremstillet som et demokratisk samfund, og truslerne mod demokratiet kommer udefra.

Demokrati har været brugt som den stuerene stok over for indvandrere og flygtninge: Man må ikke slå dem i hovedet med deres hudfarve og religion, men man må slå fast, at de skal være demokrater i Danmark. Og hvis ikke de er det, kan selv en folkesocialistisk leder som Villy Søvndal skrige, at de skal skride ad helvede til.

Demokrati er på den måde blevet til en identitetsmarkør. Man ser Danmark i spejlet og siger: »Det er os, vi er demokrater, og vores institutioner er demokratiske. Og dem, der er imod os, er antidemokrater«.

Man kan sige, at det dominerende Danmark har skudt fjender med demokratikanoner.

Over for flygtninge og indvandrere har alle fra DF til SF stået og hoppet på demokrati som den ultimative værdi: De skulle lære at blive demokrater, hvis de skulle klare sig i Danmark. Men hvis man iagttager tv-drama og spillefilm eller lytter til popmusik og den offentlige debat, bliver demokrati fremstillet som en udfordring. Man taler om demokrati som et facit og en løsning, men det bliver ofte oplevet som en præmis og et problem.

Det betyder ikke, at demokrati er dårligt og skal forkastes. Det betyder, at vi misforstår demokratiet, hvis vi kun forstår det som det modsatte af tyranni, undertrykkelse, fundamentalisme og fascisme. Sådan var fronten efter Anden Verdenskrig, og sådan er demokratiet blevet fremstillet i det moderne Danmark: Det er noget, man kæmper for i kampen mod antidemokratiske kræfter.

Men som regel opleves demokratiet som sin egen modstander. Den 'orientalske dressur' er ikke noget, der kommer udefra. Det er noget, der efterspørges indefra. Selv fra medlemmer af Dansk Folkeparti.

Det er et dogme, at alle i Danmark skal være demokrater, men kulturelt bliver det demokratiske menneske udstillet som en latterlig skikkelse. Når Jesper Langballe ser på den danske mand efter feminismen, iagttager han et pinligt bløddyr. Men når Dansk Folkeparti & Co. taler politisk til indvandrere og flygtninge, kræver de, at de nye danskere knæler for demokratiet.

Man kan sige, det udstiller Jesper Langballe som en hykler: Han kommer fra en intellektuel bevægelse, Tidehverv, der systematisk har kritiseret demokratiseringen af livsformerne, og alligevel er han med til at kræve, at nye borgere i Danmark skal underkaste sig demokratiseringen. Men i så fald er de fleste af os hyklere: Det ville være mere præcist at sige, at han afdækker en almindelig ambivalens. Vi hylder alle demokrati som værdi i tale, men oplever det som et problem i praksis.

Han sætter en problematik på spidsen, som også venstreorienterede, progressive, højtuddannede, moderne og oplyste mennesker oplever. Intellektuelle hylder andres frihed, så længe den er undertrykt: Vi holder alle med demonstranterne mod diktaturerne i Ukraine, Egypten og Tunesien, når de kæmper for demokrati. Kampen for frihed frembringer det højeste i mennesket.

Men når vi iagttager folks liv i friheden i Danmark, kan vi ikke holde det ud. Så klager vi over den tarvelige forbrugskultur, de grimme joggingbukser, den manglende respekt for eksperter og amatørernes almindelige tro på, at de også har ret til at vise sig frem. Det er, som om livet i frihed frembringer det laveste i mennesket.

For en uge siden udtalte filminstruktøren Hella Joof således til Politiken sin træthed over det demokratiske parforhold: Hun kunne huske, hvor irriterende hun var, da hun i sine yngre år tænkte »millimeterdemokratisk«. Der var ifølge Joof »så meget skrig og skrål«, da alt skulle måles demokratisk. For selv de mest ligegyldige rutiner og vaner skal udfordres, hvis man kæmper den demokratiske totalkamp.

Det demokratiske menneske tager således alting personligt. Det er så bange for, at nogen ser ned på det, at det ikke ser op til noget som helst. Det demokratiske menneske er småligt og misundeligt. Og når vi ser det demokratiske menneske på tv, er det som hovedrollen i komedier.

Det er Frank Hvam i Klovn, som aldrig vil bestemme over andre, men altid vil henføre til almene regler for rigtigt og forkert. Han er så opsat på at gøre det regelret rigtige, at han bliver til en forkert karakter. Han er på den ene side så ekstrem, at ingen ser sig selv i ham, men på den anden side reflekterer han en ekstremt normal indstilling, som gør, at alle føler sig udstillet af ham. Han er det demokratiske livs klovn.

Kvindefrigørelsen er den største demokratiske revolution, som har fundet og stadig finder sted. Den siger, at ingen kvinde skal finde sig i at blive underordnet mænd, bare fordi de er mænd. Men som Joof anfører i interviewet, er målet ikke at blive fri for dominans i alle sammenhænge i.

Hun skelner mellem en gammel feminisme, som kræver frigørelse fra al undertrykkelse, og en ny feminisme, som sætter forskel mellem det, der skal være demokratisk, og det, der ikke skal. Som hun sagde: »Den nye feminisme giver os retten til at blive seksuelt domineret. I dag må nogen godt tage os lidt hårdt i håret - det har ellers været no go«.

Noget skal være demokratisk i et parforhold, og noget skal ikke. Du skal forhandle demokratisk om ansvar, opgaver og indretningen af en fælles tilværelse. Men du skal ikke forhandle om det seksuelle; der skal du handle. Langballes pointe er den samme som Hella Joofs: Hvis man gør alting til forhandling, forsvinder handlingen ud af parforhold. Man kan tale enhver lyst ihjel. Men hvis man handler, hvor man skulle have forhandlet, er det et seksuelt overgreb.

Dette problem viser sig også som to karakteristiske sider af seksualiteten i en demokratisk kultur: Den udbredte sensitivitet over for seksuelle overgreb, ulige seksuelle relationer og sexchikane på den ene side, og på den anden side det store salg af medikamenter til de mange, der tilsyneladende har mistet lysten. Det er ikke for at sige, at vi havde det bedre, dengang seksualiteten var undertrykt og vi var mindre følsomme over for seksuelle overgreb.

Det er tværtimod for at pointere, hvilke former for ufrihed som følger efter en frigørelse, vi alle tilslutter os.

Det samme kan siges om Hella Joofs lancering af det, hun kalder »den nye feminisme«. Den betegner ikke en drøm om at vende tilbage til patriarkatet. Den betegner derimod en situation, hvor hun både forholder sig til, at den gamle undertrykkelse stadig findes, og til de nye former for ufrihed, der udvikles i en demokratisk kultur.

Demokrati kan forstås på mange måder. Det er en demokratisk pointe, at ingen har monopol på at definere demokratiet. Men det giver god mening at anskue demokrati som et princip for menneskets forhold til sig selv og til andre mennesker. Det bliver i første omgang til et etisk princip mellem mennesker, som realiseres nedefra, og derfor bliver det i anden omgang til et spørgsmål om, hvordan man indretter politiske institutioner til at regere oppefra.

Derfor er der altid en balance mellem den enkeltes frigørelse og det fælles bedste. Det kan også ses som en konflikt mellem den personlige frihed til at sige fra over for dem, der vil bestemme, og den politiske frihed til at bestemme på en fornuftig og rimelig måde.

Det demokratiske princip kan bestemmes som den indstilling, at du ikke skal finde dig i, at andre bestemmer over dig imod dit samtykke. Men samtidig ved enhver, at der skal bestemmes hele tiden. Du vil ikke have, at der bliver regeret autoritært og tyrannisk, men du erkender, at der konstant skal regeres. Demokratisk kan man regere gennem en åben, fælles samtale, hvor alle principielt kan gøre sig gældende.

Man kan træffe beslutninger gennem forhandling, afstemning eller lodtrækning - det sidste var udbredt i det antikke græske demokrati, og vi bruger det stadig i dag til at afgøre, hvem der skal aftjene deres værnepligt, og hvem der ikke skal. Det er måder at bestemme på, hvor der træffes beslutninger, uden nogen suverænt bestemmer over andre. Markedets gennemslag i vores kultur kan forklares som en måde at træffe beslutninger på, hvor der bestemmes, uden nogen bestemmer.

Det er lettere for en politiker at lukke skoler med markedsargumenter om, at der er færre kunder i butikken, end med en påstand om, at man regner den ene skole for bedre end den anden. Men som en løsning på demokratiets problem udvikler markedet sin egen problematik, idet der regeres over os, uden vi kan drage nogen til ansvar.

På trods af den udbredte besyngelse af demokrati som værdi er det en almindelig intuition, at ikke alt i et demokrati kan være demokratisk. Det anfægtes for eksempel ikke, at pengepolitikken styres af en institution, som ikke er demokratisk, nemlig Nationalbanken. Her regerer de bedst egnede over resten, fordi det skønnes, at pengepolitikken er for delikat til at overlades folkevalgte.

Det er påfaldende, at man ikke ser kritisk journalistik om Nationalbanken, da den ikke opleves som en autoritet, man kan drage til regnskab. Det samme gælder sjovt nok de mange eksperter, der sætter dagsorden for diskussionen og fælder domme i offentligheden. De betragtes ikke som nogen, der skal drages til regnskab, men bruges derimod til at drage politikerne til regnskab.

Omvendt opfattes finanspolitikken som et demokratisk anliggende: Man drager regeringen til regnskab for dens finanspolitik, og man stiller politiske krav. Det er demokratiforskeren Mogens Herman Hansens pointe, at vores politiske system ikke kan betragtes som rent demokratisk. Det er i stedet en blanding af aristokrati, hvor de bedste regerer, monarki, hvor statsoverhovedet regerer, og demokrati, hvor alle kan vælges til at deltage i magtudøvelsen.

Med lidt andre ord peger Hella Joof også på livsformernes blandede forfatning: Magtforholdet skal være demokratisk, men erotikken skal ikke anskues som et rent magtforhold. Demokrati handler kun om magt mellem mennesker, og der er magt i alle relationer, men magt er ikke altid det vigtigste.

Kunst er ikke og skal ikke være demokratisk. Den gode kunst skaber forskelle i verden, mens demokrati handler om at fjerne urimelige forskelle mellem mennesker. Man skal se op til kunsten, mens man demokratisk set ikke vil ses ned på. Hvis nogen således stiller sig op og vil diktere for andre, hvad der er god og dårlig kunst, kan det opleves, som om de bestemmer tyrannisk. De kaldes for smagsdommere. Men omvendt er alle enige om, at den laveste fællesnævner er en negativ betegnelse, og kvalitet er en positiv betegnelse.

Det kan formuleres som det problem, at ingen må være bedre end andre, men noget må være bedre end noget andet.

Et tilsvarende problem kan iagttages i forhold til videnskab: Demokratisk set har ingen monopol på sandheden. Den kan og skal til enhver tid udfordres. Men samtidig er der noget, der må være sandt, og noget, der må være forkert.

Vi accepterer, at noget viden er bedre end anden viden, men vi accepterer som regel ikke dem, der opleves som bedrevidende.

Ideelt set er demokrati et anliggende for amatører: Det er den fremmeste blandt ligemænd og -kvinder, der vælges til at regere. De skal både være en af folket og hævet over almindelige mennesker.

Når politik bliver til administration, som styres af professionelle, bliver det afdemokratiseret. Den almindelige kritik af embedsmandsvældet går netop på, at det ikke er de folkevalgte amatører, men de kompetente professionelle, der regerer. Det store problem her er ikke eksperterne og de professionelle. Det er ikke sådan, at uligheden mellem de professionelle og amatørerne, mellem eksperter og civile, forsvinder, hvis man fjerner eksperterne.

Det er heller ikke sådan, at eksperter og professionelle er onde mennesker, som gerne vil undertrykke og regere over resten. Det store problem er derimod, at forvaltningen af det fælles kræver så meget ekspertise, at almindelige borgere uden særlige forudsætninger har svært ved at forstå og diskutere det. Hvor mange har egentlig mulighed for at selv at overskue og gennemskue en finanslov?

Hvor mange har mulighed for at overskue og gennemskue konsekvenserne af den globale opvarmning? Hvor mange af os har egentlig rigtig fattet de finansielle mekanismer, som udløste den store krise i 2008? Det har de færreste af os.

Vores politiske debat er derfor præget af en konflikt mellem politikere, der taler et administrativt sprog om nødvendigheder hævet over forhandling og begrundelse, og protestpolitikere, som taler et varmt indigneret sprog imod dem, der regerer.

Vi har på den ene side professionelle politikere med samme sprog og uddannelse som deres embedsmænd og på den anden side politikere, der klager over, de bliver set ned på, pisset på og hævder, at de ikke vil finde sig i det.

Det er Lars Løkke Rasmussen, Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt på den ene side, og Pia Kjærsgaard, Joachim B. Olsen og Mattias Tesfaye på den anden side. SF's generelle krise kan ses som vidnesbyrd om, at det ikke er lykkedes at finde en fællesnævner mellem det gamle protestparti og det nye regeringsparti.

Man kan på den måde pointere det paradoks, at vores kultur er blevet mere og mere demokratisk, mens vores politiske institutioner er blevet mindre og mindre demokratiske.

Vores livsformer synes indimellem belastet af for meget demokrati, mens vores politiske administration er belastet af for lidt demokrati. Vi er autoritetskritiske i det nære liv, men tvinges til at være autoritetstro i den store sammenhæng. Der er således en konflikt mellem vores nære livsformer og vores store politiske institutioner.

Demokratiets problem er på den måde dobbelt: Det gælder først om at afklare, hvad der skal være demokratisk, og hvad der ikke skal. Og det gælder derefter om at finde ud af, hvordan man demokratiserer det, der skal være demokratisk. Vi har modeller for den demokratiske familie og det demokratiske parforhold, men vi har ikke rigtig billeder af, hvordan man skaber en demokratisk union for mere end 500 millioner europæere.

Det demokratiske problem er således ikke et spørgsmål om værdier og identitet: Vi er så godt som alle i de europæiske lande demokrater. Det demokratiske problem er praktisk: Hvordan realiserer vi vores demokratiske principper i politiske institutioner?

Det kan godt være, Jesper Langballe kan efterlyse orientalsk dressur i parforholdet, men vi foretrækker demokratisk dressur i magtforhold.