»Fængsler skal være et træls sted at være«, lød det for nylig fra en retspolitiker på Christiansborg, da han blev spurgt, om det ikke var rimeligt at give indsatte i lukkede fængsler samme mulighed for at få mobiltelefon i cellen, som indsatte i åbne fængsler har.

At det er træls at være i fængsel, skal der ikke være tvivl om. Det er faktisk meningen, når vi taler om fængsel som straf.

Uanset hvordan man ser på formålet med fængselsstraffen, er der næppe uenighed om, at straffen er ment som et føleligt onde eller ubehag.

Men skal det ubehagelige alene bestå i selve det at være i fængsel, eller skal straffen tillige bestå i lidelsesfulde elementer i fængslets dagligdag, som f.eks. at man ikke skal have samme adgang til en mobiltelefon, som vi har i det frie samfund?

Svaret på dette spørgsmål blev givet allerede for et lille århundrede siden, da den britiske fængselschef, sir Alexander Paterson sagde: »Men are sent to prison as a punishment, not for punishment«.

Fængselsstraffen eksekveres ved at sende den dømte i fængsel og ikke ved de vilkår, fængslet byder ham. I Danmark har dette hovedsynspunkt været lovfæstet som det bærende hensyn bag straffuldbyrdelsen i de sidste 40 år.

Fængselsstraffens strenghed reguleres alene gennem dens varighed og ikke ved den måde, den fuldbyrdes på. Den citerede udtalelse fra Christiansborg bør således omformuleres, så det hedder, at det skal være træls at være i fængsel – at være berøvet sin frihed – men dagligdagen og levevilkårene i et fængsel må ikke være træls.

Fængslets opgave i snæver, specifik forstand består i berøvelsen af den dømtes bevægelsesfrihed.

Fængslerne har imidlertid også vigtige opgaver, som knytter sig til den egentlige fuldbyrdelsesopgave. Disse opgaver består dels i at sikre den frihedsberøvede de helt grundlæggende livsbetingelser – kost og logi, frisk luft og nødvendig lægehjælp – dels i at præstere en række serviceydelser, hvoraf de fleste er beskrevet i loven om straffuldbyrdelse.

LÆS OGSÅDer er koks i fængslernes vedligeholdelse

Disse ydelser har til formål at sikre, at den dømte trods frihedsberøvelsen kan etablere eller opretholde en så normal borgertilværelse som muligt.

Siden slutningen af 1960’erne har vi brugt begrebet ’normalisering’ om bestræbelserne på at skabe normale livsvilkår i fængslerne.

De indsatte skal trods indespærringen principielt sikres samme muligheder for meningsfuldt og udviklende indhold i arbejdstid og fritid, som vi andre har uden for murene.

Derfor er der i et fængsel både skole, værksteder, sportsanlæg, bibliotek og kirke samt tilbud om socialrådgivning og behandling mod misbrug, psykiske lidelser mv.

Ikke sjældent ser man det noget slidte begreb ’resocialisering’ forbundet med disse tilbud. Det har naturligvis sammenhæng med, at den indsatte ved at benytte tilbud om f.eks. uddannelse eller misbrugsbehandling kan ruste sig til en tilværelse uden kriminalitet efter løsladelsen.

Det må dog ikke tilsløres, at udgangspunktet for fængslet er en stræben efter normalisering af livet i fængslet, og at det er den enkelte indsatte, som vælger, hvordan han/hun vil udnytte disse tilbud.

Ikke overraskende vælger de fleste indsatte at tage imod tilbud, som de kan drage nytte af efter løsladelsen, og personalet bruger da også mange kræfter på at støtte og motivere de indsatte hertil.

En vellykket stræben efter normalisering af fængselstilværelsen er desuden det absolut vigtigste redskab for fængslets sikkerhedstjeneste og dermed for samfundets tryghed.

’Normalisering’ i den nævnte forståelse – normalisering af fængselslivet – er imidlertid et begreb, som det i praksis kan volde visse problemer at forholde sig til.

Jeg vil i det følgende nævne enkelte eksempler på nogle spørgsmål og dilemmaer, som dukker op, når normalisering bringes på bane i konkrete sammenhænge.

Kvinder udgør i alle fængselssystemer en meget lille gruppe blandt de indsatte. I de seneste 10 år har der daglig været gennemsnitlig ca. 170 kvinder i danske fængsler, svarende til 4,7 procent af det samlede antal indsatte.

Kvinders status som minoritetsgruppe i fængselsverdenen er ubestridelig, og allerede heri ligger et problem i forhold til normaliseringstanken.

Det er svært at bruge begrebet normalisering, når kønsfordelingen er så markant anderledes end i det frie samfund, som definerer den normalitet, som vi gerne vil indrette fængselstilværelsen efter.

Den skæve kønsfordeling giver anledning til flere problemer.

I Danmark afsoner kvindelige indsatte i kønsblandede fængsler. De fleste steder bor de på særlige kvindeafdelinger, men der findes også afdelinger, hvor kvindelige og mandlige indsatte afsoner i fællesskab.

LÆS OGSÅSyv ud af otte åbne fængsler har problemer med beskyttelsespenge

Selv om der de fleste steder er mulighed for, at de indsatte kvinder kan beskæftiges adskilt fra mænd, foregår beskæftigelsen ofte i fællesskab med mandlige indsatte.

Den meget skæve kønsfordeling indebærer, at de kvindelige indsatte reelt afsoner i mandsfængsler. Beskæftigelsen på værkstederne er indrettet efter mænd. Fritidstilbuddene er i betydelig grad målrettet de mandlige indsattes behov.

Der er ganske vist i dag ikke helt de samme forskelle som før mellem kvinders og mænds behov og ønsker i så henseende, men der er dog stadig forskelle.

Det er imidlertid ikke kun fængslernes indretning som mandsfængsler, som er et problem for kvinderne.

Kønsblandingen medfører naturligt, at der opstår relationer mellem mænd og kvinder, men det er ikke altid naturlige relationer, der opstår.

Det fortælles ikke sjældent, at kvindelige indsatte kan føle sig presset til at gå ind i pardannelser med mandlige indsatte for at slippe for konstant at blive udsat for ubehagelige tilnærmelser fra andre mænd.

Det kan desuden være langt sværere inden for fængslets snævre rammer end ude i det frie samfund at trække sig ud af et parforhold igen.

Vi hører også om eksempler på prostitution i fængslerne. Prostitution er som bekendt ikke strafbart i Danmark, men risikoen for, at kvindelige indsatte kan føle sig tvunget til at sælge seksuelle ydelser, er til stede, og fængslerne har en særlig omsorgs- og beskyttelsespligt over for de mennesker, som man holder indespærret.

Desuden kan prostitution medføre kriminalitet i form af rufferi samt gældsætning og jalousi med heraf følgende spændinger og konflikter blandt de indsatte.

Derfor kan man i fængslerne ikke tillade sig at vende ryggen til dette problem.

Det må være oplagt, at Folketinget ved de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen prioriterer indretningen af et kvindefængsel højt.

Der er næppe råd til at bygge et nyt fængsel, men det kan ikke være svært at indrette et af de eksisterende fængsler som kvindefængsel. Ved denne løsning vil man også leve op til de europæiske fængselsregler, hvori Europarådets ministerkomité understreger behovet for at holde mandlige indsatte adskilt fra kvindelige indsatte.

Vil man ikke etablere et rent kvindefængsel, kunne en alternativ løsning bestå i at etablere et østdansk og et vestdansk blandingsfængsel, hver med en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.

Men det ville rent praktisk være en både dyrere og vanskeligere opgave at løse, da begge fængsler måtte forudsættes at have både åbne, halvåbne og lukkede pladser i det rigtige blandingsforhold, og det ville give både etableringsmæssige og driftmæssige problemer.

De indsattes adgang til de elektroniske redskaber og kommunikationsmidler er et andet påtrængende emne i relation til normalitetsprincippet.

Mobiltelefoner og ikke mindst internetadgang er i dag et så væsentligt element i enhver fri borgers dagligdag, at hverdagen i fængslerne fjerner sig mere og mere fra det normale, så længe man fastholder de skrappe restriktioner mod indsattes adgang til mobiltelefoner og internetadgang.

Mulighederne for korrespondance via e-post, Facebook m.m. E-post er meget begrænset i danske fængsler, navnlig i lukkede fængsler, hvor det ikke er tilladt indsatte at være i besiddelse af computer.

Der er på det seneste givet adgang til, at uddannelsessøgende indsatte kan få adgang til nogle få hjemmesider på internettet via skolens computere, men elektronisk kommunikation er helt udelukket.

I åbne fængsler kan de indsatte få egen computer med internetadgang på deres værelse, hvis særlige uddannelses- eller arbejdsmæssige hensyn i det enkelte tilfælde taler for det. I åbne fængselsafdelinger er der desuden visse muligheder for at bruge internettet, bl.a. til e-post i skolens regi.

Det er ikke tilladt at medbringe egen mobiltelefon i et fængsel, men i åbne fængselsafdelinger er der mulighed for, at de indsatte kan leje en mobiltelefon med begrænsede faciliteter. Mobiltelefonen skal være fastgjort til stuen.

De indsatte skal bruge deres eget sim-kort til mobiltelefonen, og alle udgifter forbundet med brug af mobiltelefonen skal afholdes af den indsatte.

Restriktionerne indebærer ikke kun indgreb i de indsattes adgang til at kommunikere med familien, f.eks. sms-kommunikation med børnene, men også stærke begrænsninger i de indsattes adgang til at følge med i nyhedsstrømmen, søge information hos og kommunikere med offentlige myndigheder, deltage i uddannelse osv. – kort sagt at leve og udvikle sig som samfundsborger.

Sikkerhedshensyn anføres normalt som årsag til disse restriktioner.

Da der er tale om et meget stærkt indgreb i forhold til normaltilværelsen i det frie samfund, skal der meget stærke grunde til at opretholde restriktionerne, og det er for mange fagfolk i fængslerne svært at se, at sikkerhedshensynet kan have en sådan styrke, at det sagligt kan begrunde et så stærkt indgreb ud over selve frihedsberøvelsen, når de indsatte i øvrigt har ucensureret adgang til kommunikation med omverdenen via brevveksling, besøg og udgang – og i betydelig udstrækning også telefonering via korttelefoner på afdelingerne, både åbne og lukkede.

Tiden må være inde til, at Folketinget via den nye flerårsaftale sætter skub i udviklingen, f.eks. ved at pålægge kriminalforsorgen at udarbejde en plan for åbning af adgang for de indsatte til internettet og til elektronisk kommunikation alene med de begrænsninger, som er påkrævet for at imødegå alvorlige former for misbrug, f.eks. fremsættelse af trusler og søgning efter børneporno.

Der skal naturligvis fortsat være mulighed for at iværksætte indgreb mod varetægtsarrestanters kommunikation ud fra efterforskningsmæssige hensyn.

Et tredje emne, som givetvis vil være på dagsordenen ved forhandlingerne på Christiansborg, er fængslernes pladsproblemer.

Jeg har tidligere argumenteret for, at man gør prøveløsladelse obligatorisk og derved frigør et antal pladser, som i dag optages af de mange indsatte, som – langt ud over lovgivers oprindelige forudsætninger – er nægtet den ordinære prøveløsladelse.

Jeg har ikke mødt den store forståelse for dette forslag, som imidlertid blot ville bringe den danske retstilstand på linje med retstilstanden i flere af vore nabolande, bl.a. Sverige og Storbritannien.

Måske er det betegnelsen ’prøveløsladelse’, som misforstås. Man kunne ændre betegnelsen til ’betinget løsladelse’, som det hedder i Sverige.

De mest oplagte fordele – ud over frigørelse af kapacitet – er, at det vil være retten, som umiddelbart ved dommen afgør, hvor længe afsoningen skal vare, hvilket stemmer bedst overens med retsstatens principper og med grundloven, samt at der kan fastsættes kontrollerende og støttende løsladelsesvilkår for enhver indsat – også for dem, der trænger mest til det, dvs. de mange, der på grund af en væsentlig risiko for ny kriminalitet i dag løslades efter endt straf uden kriminalforsorgens kontrol eller støtte.

For det fjerde kunne man benytte lejligheden til at sløjfe den gældende ordning om at opkræve sagsomkostninger hos den løsladte. Der kan være tale om ret store beløb, som den løsladte aldrig har en chance for at betale.

Bøder og konfiskationsbeløb kan eftergives, hvis den dømtes sociale og økonomiske forhold taler for det.

Det er der hjemmel til i grundloven. Men der er i dansk ret ikke hjemmel til at eftergive sagsomkostninger, som derfor bliver ved med at hvile som en tung økonomisk og psykisk byrde over den løsladtes liv, og som derfor kan vanskeliggøre en fornuftig social og arbejdsmæssig integration i samfundet.

LÆS OGSÅRegeringspartierne erkender problemer med arresthuse

Tidligere indgik afsoningsomkostninger, dvs. udgifter til kost og logi i fængslet, i sagsomkostningerne, men ved en lovændring i 1994 blev de dømte fritaget for at betale for deres afsoning.

Det ville lette mange løsladtes integration i samfundet betydeligt, hvis man tog skridtet fuldt ud og lod staten selv afholde alle de udgifter, der er forbundet med gennemførelse af straffesager. Nogen kunne måske indvende, at tiden ikke just er inde til, at staten afskriver sig indtægter.

Jeg er imidlertid ret sikker på, at myndighederne vil kunne spare så mange ressourcer, som i dag bruges på at administrere denne ordning, at nettoresultatet vil blive til fordel for statskassen.

Hvis man hertil lægger den gevinst, der kan ligge i, at flere løsladte opnår en gunstigere social tilpasning, er der ligefrem tale om en rigtig god økonomisk fidus for staten.

Det har været kendetegnende i de senere år, at omverdenen – ikke mindst medierne og politikerne – hyppigere end før har stillet krav og forventninger til fængslernes opgaveløsning på et meget detaljeret plan, og disse krav og forventninger har ofte været følelsesbestemte, mere end de har været rationelle.

’Fængslernes narkoproblemer’ tages jævnlig op i medierne og beskrives som en fiasko for fængslerne, medens vi i fængslerne synes, at vi har ganske godt styr på narkosituationen.

I Anstalten ved Herstedvester lægger mere end 90 procent af de indsatte rene urinprøver, hvilket slet ikke harmonerer med mediernes floskuløse udsagn om, at ’narkoen flyder i fængslerne’.

Et helt narkotikafrit fængsel er en utopisk tanke, som næppe noget sted i verden er virkeliggjort.

Hvis det var fornuft og ikke følelser, som rådede, ville interessen og bekymringen være rettet langt stærkere mod misbrugsproblemer andre steder i samfundet end i fængslerne – eksempelvis på efterskoler, diskoteker og festivaler.

På samme måde er det helt tydeligt følelser og ikke rationelle overvejelser, som motiverer den politiske modstand mod at tillade mobiltelefoner og internetadgang i de lukkede fængsler, når der argumenteres med, at »fængsler skal være et træls sted at være«.

Man forsøger at legitimere følelsernes betydning ved at kalde dem ’retsfølelsen’, og det er vel til en vis grad lykkedes.

Man må håbe, at det trods alt er fornuften frem for følelserne, som vil være styrende, når man på Christiansborg i den kommende tid skal forhandle sig frem til en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen.