Forleden sagde en filmveninde: »Du skal på Twitter«. – »Hvødd?«, sagde jeg, som det hedder med den nymodens vokal og det ekstra bløddde d.

Jeg havde aldrig før været på de ’sociale medier’, men blev meldt ind og ’mødte’ pludselig en hel masse fra Mia Farrow til forfatteren Margaret Atwood, Nicholas Kristof fra N.Y. Times – og ikke mindst prægtige danskere som en Soulaima Gourani, nyligt promoveret af Global Economic Forum.

På Twitter kan man møde så mange fine mennesker, der vil verden det godt, ja i den grad forbedre den med deres engagement og positive tilgang. I alle døgnets timer. Jeg ville også gerne være med til at forbedre, men maskinen svarede: »You are not clever enough«. Jeg har nemlig svært ved at formulere mig meningsfuldt på 140 tegn – tidens løsen, begrænsningens kunst a la haiku. Jeg arbejder støt på min udvikling.

Midt i dette udviklingsarbejde var det, jeg stødte på Politikens ’Hvem Hvad Hvor?’ fra 1940’erne – og gik pludselig i barndom. Jeg opdagede noget overraskende: Hovedparten af Kronik-skriverne var forfattere!

Mange af dem glemt i dag, men Johannes V. Jensen og Ole Sarvig er vel begge at regne for kulturarv i dagens Danmark. Foruden Aksel Sandemose, Knud Sønderby, Halfdan Rasmussen, Karin Michaëlis … alle sammen kronikører, jeg godt gad læse den dag i dag.

Den tætte forbindelse mellem kronikken og det litterære miljø findes ikke mere. Mange aviser har nedlagt deres kronik eller lavet platformen om til den kortere klumme. Men hvor kort skal det være, før man får hjertestop?

Kronikken skulle jo gerne være hævet op over sportens minut- og hold-tænkning, rød/blå, kristen/muslim, FCK/Brøndby og ikke overdrevet optaget af at heppe på de slagsmål, der foregår i en skoæske med mus, om hvem der skal ligge øverst.

Politikens Kronik er et fornemt gammelt brand, både aktuel og eviggyldig i sit sigte og derfor per definition forfatternes – altså idioternes – holdeplads. Idiotes – i gammel græsk forstand: det private menneske, der ikke plejer institutionelle særinteresser.

Jeg kan mærke på mit vand, at det lige er det, jeg savner i dag: flere forfattere som kronikører. Mennesker, der kan udfolde sig sprogligt i mere end 140 tegn, og som ingen særlige kartofler har at hyppe, ingen speciel dagsorden at promovere.

Et historisk sted, hvor spørgsmål af almen interesse – eller det helt egensindige, afsindige – kan komme til udtryk, kronikker skrevet af folk uden for etablerede partier, kommunalbestyrelser eller andre interesseorganisationer, jeg mener af mennesker, der helst ikke er robotagtige, formaterede.

Kronikken skulle gerne være det sted, hvor hin enkelte udsætter sig. Måske taber ansigt. Risikerer et synspunkt for egen regning. Ja, egentlig skal kronikken slet ikke være et synspunkt eller en mening, snarere en personlig stemme, der taler til os.

Men måske har vi forladt sprogets verden og er gået over i tegnenes, signalets blip-båt. »Det sender et signal«, er blevet al kommunikations alfa og omega: Pointer, prikker og streger er budskabet, offentlig performance en morsekunst. Skal man kalde det minimalisme, sprogets nedsmeltning eller ’nysprog’, som George Orwell?

Illustration:  Per Marquard Otzen

Hvad skal man ellers mene om denne smiley-kultur, som nu på andet årti dominerer samfundet i ord og handling med sproget som positivitetens ideologi. Og melodi. Tripple-win-win-win, Danmark skal blive nummer 1 – og i den dur. (Mol er selvfølgelig blevet forbudt ved selvcensur.) Kritik er dårlig stil – og kan være fyringsgrund. Dementi af reelle problemer og forfalskning af ordenes betydning har alle dage været diktaturernes dagsorden og er også nu blevet vores, uden at ret mange protesterer.

Alt andet end jubel har vi så længe fået at vide lyder skingert – en ganske effektiv nysproget manipulation. For denne skingre anklage fra ’værdikampens tabere’ mod ’godhedsindustriens betonhumanister’ – for nu at bruge retorikken – afholder stadig, på andet årti, folk fra at ytre sig sammenhængende. Foghs åg.

Anklagen for ’landsskadelig virksomhed’ har længe klæbet til al tænksomhed, siden Danmark blev en krigsførende nation. Ethvert spørgsmål til værdien af det engagement er blevet kyset af landsforræderiets spøgelse. Men hvad med alle de danske soldater, som nu lever iblandt os, rundt omkring i skovene, og føler sig forrådt?

Siden billederne af 11. september har vi som forblændede harer været lammet og i den grad fokuseret på det islamistiske spøgelse, at vi helt har glemt at tænke over, hvad der er sket med os selv i vores eget land. Hvad er det, vi tabte på vejen? Os selv? Humanismen? Glemte vi, at glæden ved materielle ting er en fattig trøst i trange tider, og at frihedens gevinst ikke ligger i større rigdom, magt og succes, men i at have tid til at tænke over, hvad det betyder at være i live?

Vestens moralske bidrag til den nyere historie er stadig værd at kæmpe for: Kvindernes ligeberettigelse, borgerrettigheder for homoseksuelle og den (formelle) ophævelse af racisme. Dét har ingen verdenssamfund ellers fundet på.

Biologisterne og salafisterne kalder det dekadence. Men om man vil være konstruktiv og fremsynet, er det ad denne vej, vi stadig ville kunne udvikle os – hvis altså ikke humanismen skrantede og var på vej ud til fordel for junglelovens biologistiske økonomitænkning, der i forvejen har ført os på afveje.

Som alternativ til det formaterede stanniolsprog har et land måske brug for et mere levende sprog. Dette er traditionelt forfatternes ansvarsområde. Vi har løbende brug for at indkredse samfundsspørgsmålene på overraskende måder for ikke at blive kvalt i nysprogets fælde.

I mange år er en ’venstreorienteret’ modfortælling blevet efterlyst som demokratiets garant for et alternativ til det, vi kun alt for godt kender konsekvenserne af.

Men er det ikke netop positivitetens sejr, nyliberalismens ideologi, der med sit alarmerende forklaringsproblem har en enormt interessant fortælling at fortolke, når det er den, der har kørt vores rigdom af sporet og ført os i muddergrøften?

Midt i dramaets suppedas har aviserne spalter med forfatteres – yndlingsord! Hvad er det da, der afholder så mange forfattere fra at rykke ud med hele sproget og skrive kronikker? Er det for svært? Eller for let?

Er man som forfatter i dag hævet over offentlighedens almeninteresser? Eller for indadvendt til at engagere sig i det udvortes? Det er efterhånden mange år siden, at jeg hørte forfattere i generationerne efter mig sige, at de ikke vil »positionere sig«. Nej vel, men måske er det også mere frugtbart at finde et sted at skrive fra, hvor man netop ikke positionerer sig, men forsøger at sætte de tankekrykker, som positionerne er, i skred.

Ingen regler uden undtagelse. Susanne Staun skrev for nylig en tankevækkende kronik: ’Truslen fra abernes planet’. Men hun havde så sandelig også gjort sit hjemmearbejde og været inde på – eller ude på – en særlig hjemmeside: manfo.dk – en af de der biologistiske galakser, man måske er nødt til at frekventere, i harnisk og læder, for at være klædt på til at skrive en kronik nu om dage. Og så kan man vel ikke klage over kollegers frafald?

Kronikredaktøren undrer sig jævnligt over, at danske kunstnere beskæftiger sig så lidt med samfundsanliggender i al almindelighed – med Breivikmordene i særdeleshed: »Det største anslag mod den nordiske livsform siden Anden Verdenskrig«.

I hvert fald mod det ’feministiske’ Norge. For nylig sejlede jeg på de norske fjorde med al den skønhed, øerne, himlen og vandet emanerer. Men bag idyllen lurer det ulækre ’Manifest’?

Må en forfatter, der nu om dage vil engagere sig i samfundet, nødvendigvis slå ørerne ud foran hver eneste sæbekasse, en psykopat har stillet sig op på? For så må man jo opgive på forhånd. Hvilket mange forfattere åbenbart også har gjort. Opgivet.

I ’informations-vidensamfundet’ er der ingen grænser for, hvad man skal vide, hvilket nok kan få enhver til at klappe i – eller klappe hestene. Måske nøjes med at ytre en mavefornemmelse på 140 tegn. Det er demokratiets vilkår. Og de er dårlige.

Er man som forfatter ikke også nødt til at bruge professionens privilegium og tage sprogets ansvar på sig? Hvis man har tid og fået mulighed for at tænke over verdens skæve gang, både lokalt og internationalt, fra man slår øjnene op om morgenen, ville det så ikke være ønskværdigt, om en sådan borger rykkede ud med mere end 140 tegn i samfundstjeneste?

Forfatterne må mobiliseres for at finde ord for den udvikling, vi er vidner til: denne ensretning, disse flade, nysprogede stanniolklicheer eller oppoppede sprogblomster. For det kan da ikke være ’nyfascisme’, vel?

Hvad nu, hvis historikerne en dag finder nutidige fællestræk med den gamle totalitarisme i ny forklædning? 1) Politik som æstetik. 2) Biologisk determinisme. 3) Mindretalsmobning. 4) Middelklassefetichering – og 5) Frygt.

Vi oplever uden tvivl en æstetisering af det politiske, altså forførelsen som det primære. I billeder, retorik, musik og fancy arkitektur. Byer laves om til byggepladser med prestigebyggerier, massearenaer for sport og underholdning. Live de luxe.

Hver anden provinsby bygger megahaller til masseforførelser/forlystelser væk fra de politiske realiteter, som er, at der aldrig mere vil være job at få for håndens danske arbejdere – ud over at bygge disse haller.

De økonomiske fordele ved den ny teknologiske orden tilfalder et uendeligt lille antal mennesker, ikke kun de ufaglærte ekskluderes, men også humanister, akademikere. Afmagten breder sig. Og det er ikke brok, det er ikke surhed, det er ikke manglende overskud, det er bare fornemmelsen af, at noget er helt galt. Og at den almindelige borger ikke kan gøre andet end at fordele sit affald. Hvøddd?

Fra Amerikas valgkampagner buldrer der nu en følelsesladet diskurs, vi ikke har hørt siden folkeforførelserne fra balkonen anno dazumal. Der skal både jubles og hyles og knuses en tåre.

Folkemassernes hjertestrenge skal onduleres, hvis man vil vinde et valg. Masseforførelser er vilkåret i billedmediets tidsalder, billedmediernes magi svær at modstå. Men nyhedsdopingens bedøvende bivirkning er, at vi hele tiden glemmer, hvad der skete i går, og derfor er apatiske.

Vi har måske allerede glemt højreradikalismens gamle arv: at kvinder – også i politik – først og fremmest skal være mødre & hustruer. Hvad enten det gælder Helle Thorning, Michelle Obama, Hillary eller fru Romney.

Dyrkelsen af moderkulten er arvesølet: Kinder, Kirche, Küche. Man vil sikkert kunne finde svar på manfo.dk, om den legitime abort bare skal være en historisk parentes? Når som helst kan kvinder igen blive kriminaliseret for at have et kønsliv, hvis vi tager ad notam, hvilken vej vinden blæser – og den har lille forblæste Danmark alle dage ligget under for.

Nu gælder det de gamle dyder, troen på biologisk determinisme, om den så optræder som ny ’Vagina’ i guddommeligt pinsesnit a la Naomi Wolf.

Historien gentager aldrig sig selv, men hvorfor denne uafladelige bejlen til middelklassens forretnings- og erhvervsdrivende under tiljublingen af ’det almindelige menneske’, der også karakteriserede 30’erne – mens kommunisterne glorificerede arbejderklassen.

Dette ’middelklasse-vi’ kurtiseres af alle partier, som i øvrigt ikke er partier mere, men i højere grad ’firmaer’, der servicerer deres kunder med henblik på at ’levere varen’. Men jeg vil ikke have en vare. Jeg vil høre noget sandt.

Den globaliserede kapitalisme truer specielt middelklassen, og uden middelklasse, intet demokrati, siges det. De, der kan indgyde middelklassen en følelse af tryghed, har ’leveret’. Men hvad nu, hvis der slet ikke er nogen grund til at føle sig tryg?

Den omsiggribende middelklassepanik er selvfølgelig et udtryk for frygten: pludselig at havne i underklassen. I USA har pæne direktører i habitter sovet på gaden i lang tid. Og nu også her i Europa. I Grækenland, i Spanien. Det er selvfølgelig ikke ’fascisme’, men det er sørgeligt. Og sørgeligt, at der ikke findes sprog for det.

Sørgeligt, at der ikke findes sprog for den frygt, der gennemtrænger alt. Det er næppe angsten for, at det hemmelige politi skal true vores borgerrettigheder.

Vi kommer ikke i fangelejr, hvis vi bruger dem. Det er ikke repressionen, vi frygter, men implosionen. Ikke magten, men afmagten. Både hos os selv og i samfundet.

Denne flimrende tilstand af arbitrær kontrol, hvor alt er tilfældighed. Den totale uforudsigeligheds skræmmebillede. At man ikke længere kan stole på samfundets basale tilregnelighed, og at det er helt tilfældigt, om man går fortabt. Der var engang, hvor man måtte »forlade hus og hjem og stå uden tag over hovedet på gaden«, som det hed. Nu hedder det: »Fraflytte egen bolig«.

Nysprog opstår, nye tegn og underforståelser. Aldrig før er så stor en godgørenhed blevet spredt så massivt ud over Jorden, som de sociale medier giver mulighed for.

Hver tid, sit medie – vi hugger ikke længere teksterne ud i runesten. Men er kronikken blevet en sådan sten? Så må man nok tilføje, at selveste ytringsfriheden har rod i en samfundstid, hvor folk skrev med fjerpen – og aldrig var tiltænkt en totalitær teknologi, der spreder tankeløse impulser med lysets hast.

Men friheden til at være idiot er jo en af vore kæreste kerneværdier.