Der breder sig en erkendelse af, at de danske universitetsuddannelser skal gentænkes:

Kritikken fra en ikke ubetydelig andel af lektorer lyder, at kvaliteten på kandidaten er faldet over de seneste år, og de bachelorstuderende klager over mangel på undervisningstimer.

Der synes at have været så stort et fokus på at uddanne så mange som muligt (bl.a. pga. taxametersystemet), at kvaliteten på uddannelserne er blevet udvandet. Hvis vi vil til tops og se det danske flag vaje i internationale sammenligninger af uddannelsessystemer, bør vi lade os inspirere af undervisningsformerne på de britiske topuniversiteter.

LÆS OGSÅSådan klarer danske universiteter sig på verdensrangliste

Undervisningsformen på University of Oxford adskiller sig markant fra de undervisningsformer, de fleste bacheloruddannelser i Danmark tilbyder, navnlig ved at have et meget stort fokus på kritisk og selvstændig tænkning. Den sokratiske dialog er den historiske forløber for den dialektiske og undersøgende undervisningsform, vi ugentligt engageres i gennem såkaldte tutorials. En tutorial er en time, man har to-tre gange ugentligt, hvor man sidder to-tre elever og en underviser og diskuterer det materiale, man har læst i løbet af ugen. Et skriftligt essay, som de studerende afleverer før hver tutorial, lægger grunden for den mundtlige samtale.

Tutorials med hyppig skriftlig feedback på essays er en stimulerende undervisningsform med en række klare styrker. De løfter de studerende op fra det refererende til de diskuterende og vurderende taksonomiske niveauer. Eleven bliver udfordret af tutorialsystemet, når han skal argumentere mod en klassekammerat og en underviser, og igennem diskussionen vil han både fordybe sig i stoffet og gøre sig nogle individuelle tanker om det.

Akademisk konservatisme klarer sig dårligt under sådan en undervisningsform. Kun det gode argument overlever, og med svækkelsen af den akademiske autoritet oplever den studerende, at der er plads til hans egne ideer. Dermed ikke sagt, at man relativiserer og overflødiggør vidensbegrebet helt – det er netop derfor, der i en tutorial er en underviser til stede, som skelner mellem vind og viden.

Den hyppige skriftlige produktion reducerer risikoen ved at eksperimentere og giver derfor de studerende tilstrækkelig sikkerhed til at turde være kreative. Der er plads til ’innovative’ indspark i de ugentlige essays (og de belønnes via en karakterskala, der stiller endnu højere krav til selvstændighed, end 13-skalaen gjorde), hvor det i det danske system let kan være et for stort sats at tænke ud af boksen i de få, men store skriftlige opgaver eller til afgørende eksamener. Et essay er ikke bare i etymologisk forstand et forsøg; tværtimod opfordres de studerende til at vove pelsen i jagten på den gode idé.

Innovation er i sin natur risikofyldt, og hvis vi vil kultivere innovation i uddannelsessystemet, bør undervisningsformerne i højere grad fremelske risikovillighed.

Endelig kan tutorials bidrage til, at færre dropper ud af studiet. Underviserne følger de studerende tæt og personligt. De kan derfor støtte de studerende, hvis de løber på grund enten fagligt, socialt eller i deres personlige liv. Desuden er der for eleven til forelæsning ingen feedback på, hvor godt man forstår den daglige dosis fagligt stof.

Dette oplevede en af os på CBS, hvor flere fag bestod af to måneders forelæsning – så direkte til eksamen, som var eneste form for feedback. I nogle tilfælde var folk i tvivl om, hvad faget egentlig gik ud på, og hvad der var forventet til eksamenen.

På den måde kan man tabe de ressourcesvage studerende. Den hyppige feedback (mundtlig som skriftlig) i tutorialsystemet kan bidrage til at reducere frafaldsprocenten og hjælpe politikere med at nå deres mål om, at 60 procent skal have en lang videregående uddannelse i 2020.

Med andre ord: Tutorials er den undervisningsform, der bedst ligger i forlængelse af den danske selvforståelse på uddannelsesområdet (’vi er selvstændige, kritiske og innovative’), den styrker fagligheden, og den reducerer frafaldsprocenten.

Spørgsmålet er så: Hvordan kan vi bringe de gode sider af den engelske tankegang ind i det danske uddannelsessystem, når danske universiteter kun får ca. 45.000 kr. i taxameterpenge per elev sammenlignet med Oxford, der fra i år af opkræver 9.000 pund (ca. 80.000 kroner) per elev plus statstilskud?

Egenbetaling er en dårlig løsning – det hæmmer den sociale mobilitet og strider imod de principper, vores uddannelsessystem hviler på.

Men man kunne overveje, om ikke vi i Danmark har forelsket os ubehjælpeligt i forestillingen om, at en femårig uddannelse er en nødvendighed, før en videregående uddannelse er brugbar; om vi i Danmark måske skulle styrke bachelorens kvalitet på bekostning af antallet af kandidatgrader.

Forestillingen om, at alle universitetsuddannelser skal resultere i en kandidatuddannelse, bliver sjældent udfordret, og det kan være en hæmsko for dansk økonomi på sigt – uddannelsessystemet bør fokusere på kvalitet frem for kvantitet. Hvorfor har vi i Danmark bestemt os for, at det er en nødvendighed at have en femårig videregående uddannelse?

Forestillingen om nødvendigheden af en kandidatgrad hænger meget tæt sammen med, at universiteterne over en længere årrække har tilkæmpet sig monopol på flere og flere uddannelsesgrader.

Selv hvor selve den formelle universitetsinstitution ikke er synlig, koloniserer den akademiske tankegang fortsat fagområder, der før var uden for dens domæne (f.eks. med indførslen af sygeplejerskebacheloren, der ikke alene udtrykker en sproglig akademisk overtagelse, men reelt afspejler en forskydning af fokus i retning af akademiske tankegange). Universiteterne medbringer som enhver anden institution sine hierarkier, sine normer og sine titler – det udmønter sig konkret i en insisteren på værdien af længere uddannelsesforløb og højere uddannelsestitler.

Denne udvikling afspejler opløsningen af en grundlæggende spænding i akademiske institutioners eksistensberettigelse: På den ene side skal de forske, være bastioner for selvstændig og grundig tænkning, insistere på eksistensen af en vis form for traditionel faglighed; på den anden side skal de uddanne til et omskifteligt arbejdsmarked, der kræver kompetencer og ikke nødvendigvis faglig viden, og hvor målbare resultater er vigtigere end finteoretiske overvejelser.

Hvis en uddannelsesdebat skal føre nogen vegne, må man holde sig for øje, at universiteterne tjener denne dobbelte funktion – og at de sagtens kan varetage denne dobbelte funktion på én og samme være et elfenbenstårn med kontakt til omverden.

Det kræver dog, at uddannelsesudbuddet differentieres bedre og målrettes, for ikke alle studerende vil være akademikere. Og man kan forestille sig, at mange studerende kan lære lige så meget på arbejdspladsen, som de lærer i løbet af deres kandidatuddannelse.

Det er en samfundsgave, at statsstøttede universiteter tilbyder årelange åndehuller til fordybelse og indgyder en fascination for det tænkte, og det er vigtigt at værne om disse ikkekommercielle institutioner netop af denne grund; men det er lige så vigtigt at spørge sig selv, om det er klogt at lade universiteterne hvile i deres hegemoni, om toårige kandidatuddannelser for alle er tiden og pengene værd (både for den studerende og for samfundet).

I andre lande er det ikke en gudgivet sandhed eller selvfølgelighed, at man skal have en femårig uddannelse for at være i stand til at klare sig på en arbejdsplads.En stor del af ens uddannelse foregår, når man er kommet ud på arbejdspladsen – selve uddannelsesgraden fungerer ofte blot som signal (dokumentation for, at personen er arbejdsom, lærenem og tilpasningsdygtig), og med få undtagelser (læger, jurist, ingeniør m.m.) er der ikke nogen indlysende grund til, at man skal bruge fem år på universitet, før man er klar til arbejdsmarkedet. Vi ser ikke noget godt argument for, at vi i Danmark bør opretholde antallet af kandidatgrader på alle uddannelser ukritisk.

Vi har tværtimod to forslag, der gensidigt betinger hinanden: 1) en styrkelse af bacheloruddannelserne inspireret af (men ikke nødvendigvis en kopi af) undervisningsformerne på Oxbridge (Sammenskrivning af Oxford og Cambridge) og 2) et generelt opgør med den institutionaliserede forestilling om nødvendigheden af en kandidatgrad.

I praksis vil det betyde, at man indfører en form for adgangsbegrænsning til kandidatuddannelserne for til gengæld at øge taxameteret til bachelorer kraftigt.

Vores forslag beskæftiger sig altså kun med at ændre arbejdsudbuddet, men det skal følges af øget efterspørgsel efter bachelorer.

En sådan øget efterspørgsel handler dels om at motivere en kulturel ændring hos arbejdsgiverne (som bl.a. skabes gennem offentlig debat), dels om at inddrage de akademiske fagforeninger (i øjeblikket er lønforskellen mellem bachelor- og kandidatniveauer så lille, at der ikke er noget økonomisk incitament til at ansætte bachelorer).

Vi vil kort nævne nogle mulige, men misforståede indvendinger.

’Færre kandidater betyder mindre fri forskning’: Fri forskning er vigtigt. Men det er ikke alle studerende, der er glade for at tage en kandidatuddannelse. Kan vi virkelig tillade os at kæmpe en ideologisk kamp for fri forskning på andres vegne, når det går ud over deres velvære? Forskning skal være drevet af lyst, og siden det i dag ikke i praksis er muligt at undlade at skrive et speciale, tvinges nogle studerende, der ikke har en interesse i akademisk forskning, til at forske.

’Folk skal ikke hundses gennem uddannelsessystemet, de skal have tid til fordybelse’: Fordybelse er vel et spørgsmål om den enkelte studerendes forhold til og engagement i sin uddannelse, som alt andet lige burde forbedres og øges gennem større kontaktflade, ikke så meget et spørgsmål om antal år på studiet.

Desuden siger vi ikke, at de studerende skal lære mere og hundses med, blot at de skal lære på en mere engagerende måde, og at der skal være en reel mulighed for at stå af efter tre år.

’Alment højt uddannelsesniveau sikrer dansk konkurrenceevne’: Et højt uddannelsesniveau kan naturligvis nemmest måles på antallet af år under uddannelse, men vi mener, at det er vigtigere at skabe et produktivt og engagerende uddannelsessystem end at leve op til en snæver definition af, hvordan uddannelsesniveau nemmest måles. En omdirigering af finanser fra kandidat- til bachelorgraden vil ikke ødelægge en veluddannet dansk arbejdsstyrke – vores påstand er, at det tværtimod vil forbedre den.

’Oxbridge er eliteuniversiteter, mens de danske universiteter er masseuniversiteter; og her egner tutorials sig dårligt som undervisningsform’: Det kan være, at de studerendes forudsætninger for at studere selvstændigt svinger, men også de svagere studerende ville have glæde af en mere håndholdt tilgang og større kontaktflade.

En styrkelse af vores bachelorgrad vil resultere i studerende med stærkere analytiske evner, større fordybelse i de fag, de læser, større incitament for ikke blot at lære, men også for debat og nytænkning. Det vil betyde, at for den enkelte studerende vil en uddannelse pludselig ikke være et femårigt maraton uden støtte, men et treårigt forløb med tæt kontakt til lærer og medelever.

På samfundsplan vil det betyde både flere arbejdsår og højere produktivitet: to ting, der ubetinget vil forbedre vores konkurrenceevne og bidrage til øget vækst og til at sikre vores levestandard på sigt.

Selv om det er økonomisk urealistisk at indføre fulde tutorials på bacheloren, kan man stadig tilnærme sig dem – f.eks. ved at indføre tutoriallignende møder med undervisere hver (anden) uge med mere end to-tre elever eller ved at indføre flere, men mindre skriftlige opgaver. Den mundtlige diskussion bliver mere spændende, når de studerende gennem deres essays har kunnet sætte dagsordenen, men med begrænsede midler kan man nøjes med enten essays eller tutorials.

LÆS OGSÅStop klynkeriet og få fingeren ud

Vi (Jakob og Jonatan) bliver desværre ikke mere konkrete i denne Kronik, fordi vi i øjeblikket ikke ved nok til at udtale os om de præcise løsninger til disse spørgsmål: Hvor mange statsfinansierede kandidater har vi brug for? På hvilke uddannelser kan vi hensigtsmæssigt reducere antallet af kandidater? Hvilke tutorialelementer vil vi tage til os (flere kontakttimer med undervisere, mere skriftlige feedback)?

Uanset hvad man mener bør være universiteternes funktion, er det ikke muligt blankt at afvise, at et opgør med forestillingen om ’kandidatgrad på alle uddannelser’ kan være gavnligt både for den danske samfundsøkonomi og for den enkelte studerende. Det engelske tutorialsystem kan tjene som en inspirationskilde for en nytænkning af den danske bacheloruddannelse.

Og selv om man mener, at reelle tutorials er økonomisk utopiske eller slet ikke ønskværdige, efterlader det stadig spørgsmålet, om ikke den danske forelæsningstunge undervisningsform er forældet og kun dårligt afspejler både vores forestilling om, hvilke individer det danske uddannelsessystem skaber, og hvad vi har reelt har brug for, hvis vi vil holde den metaforiske symbiose mellem et velfærdsfinansieret uddannelsessystem og den danske vidensøkonomi i live.

Vi håber, at vores perspektiver fra England kan inspirere til en nødvendig debat – nødvendig, fordi det er den eneste måde, vi på sigt kan sikre dels vores fortsat høje levestandard, dels overlevelsen af et solidarisk uddannelsessystem for alle, der baserer sig på social mobilitet og lighed.