Som ansat i et af landets fængsler kan jeg godt være i tvivl om, hvad det er, politikerne vil med kriminalforsorgen.

Når politikerne bliver interviewet på tv, er de alle enige om, at fængslerne ikke alene skal straffe, men også hjælpe de indsatte tilbage til en kriminalitetsfri tilværelse.

Men når kameraerne er slukkede, og der skal findes løsninger, som virkelig styrker resocialiseringen, virker det, som om det gamle ordsprog ’ude af øje, ude af sind’ hurtigt overtager beslutningsprocessen.

LÆS OGSÅDet er træls at være i fængsel

I løbet af de seneste ti år er udviklingen mere og mere gået i retning af, at fængslerne bare er et sted, hvor vi opbevarer de kriminelle.

Straframmerne er blevet skærpet. Politiet har fået flere ressourcer. Det samme har domstolene.

Resultatet er, at fængslerne er blevet stopfyldte. Der sidder halvtreds procent flere fanger i dag i forhold til for ti år siden. Samtidig tager vi imod langt flere, der kræver særlig opmærksomhed. Flere rockere. Flere bandemedlemmer. Flere misbrugere. Flere psykisk syge og så videre.

Men man har ikke fulgt politikken til dørs i forhold til fængslerne. Der er ikke kommet flere fængselsbetjente, og man har forsømt at udvide tilbuddene til de indsatte.

Hvis man alene tænker på kriminalforsorgen som en straffeanstalt, er det jo en fin udvikling.

Men hvis politikerne mener det, de siger om resocialisering og forebyggelse af kriminalitet, går det den forkerte vej.

Som fængselsbetjent løber du i dagligdagen spidsrod fra situation til situation. I det ene øjeblik sidder du og udfærdiger papirer til en prøveløsladelse. I det næste må du ud på gangen for at stoppe slagsmål eller trøste en indsat, som græder over, at han skal betale halvdelen af sin løn for at undgå at få tæsk af andre indsatte.

Bagefter skal du tilse en indsat, som har taget rohypnoler og tror, han er på månen. Og vi skal også huske ham, der har valgt at sidde i frivillig isolation, og som har siddet bag sin lukkede dør i 24 timer.

LÆS OGSÅPolitisk flertal for hård kurs over for stærke fanger

Det er halvgjort arbejde det hele. Der er ikke tid til at tage den enkeltes problemstilling alvorligt, at tale sammen og følge op.

Tidligere kendte man de indsattes navne. Sådan er det ikke længere.

Og en ting er at tale med de indsatte i dagligdagen. En anden er at se på det langsigtede perspektiv for afsoningen. Det kan ofte være svært.

Hvis afsoningen ikke bare skal være et straffeophold, skal der være en rød tråd i afsoningen. Man bør udarbejde en plan for alle afsonere med mål for afsoningen.

Lige nu fægter man i begge retninger mellem straf og resocialisering, og ingen af delene fungerer rigtig godt.

Fra politisk hold er man ellers enige om, at fængslerne ikke skal være helt fyldt op. Der skal være tid og plads til fleksibilitet. Derfor har man et fast mål om, at det kun er 92 procent af pladserne, der skal være i brug i gennemsnit.

Men det er mange år siden, at der var overensstemmelse mellem mål og realiteter i fængslerne.

Har det givet anledning til ransagelse?

Nej, i hvert fald ikke i form af initiativer, som kunne løse problemerne. Den seneste løsning, politikerne kom op med, var at hæve maksimumgrænsen til 95 procent. Selv om det ikke skaffede bedre plads, er det selvfølgelig en smart måde at skjule overbelægget på.

I takt med at antallet af indsatte er steget, er arbejdsmængden øget. Senest viste en undersøgelse fra Cowi, at det høje belæg har alvorlige konsekvenser for arbejdsmiljøet.

Den belastning af personalet – som der var i forvejen – bliver forstærket af, at fængslerne er fyldt op. Som fængselsbetjent bliver man belastet af flere følelsesmæssige krav og flere samarbejdskonflikter med indsatte og kollegaer.

Det dårlige psykiske arbejdsmiljø øger risikoen for at blive syg. Flere trusler og ringere sikkerhed skaber utryghed, som udmønter sig i søvnbesvær, udbrændthed og stress.

Hver måned forlader mellem tre og fire fængselsbetjente kriminalforsorgen med en helbredsbetinget pension. De er i gennemsnit 47 år gamle. For manges vedkommende er det ikke enkeltstående episoder – som for eksempel et overfald – der er årsagen, men psykisk nedslidning år efter år.

Og i dagligdagen fylder formelle, administrative opgaver mere og mere i stedet for opsyn og samtaler med de indsatte. Kerneydelsen bliver tilsidesat for at sikre, at papirarbejdet er i orden.

Men vi har ikke valgt at blive fængselsbetjente for at agere skrankepaver. Vi har valgt det for at gøre en forskel i forhold til de indsatte.

LÆS OGSÅSyv ud af otte åbne fængsler har problemer med beskyttelsespenge

Hvis vi skal leve op til vores rolle og hjælpe de indsatte videre i livet, skal vi være ude blandt de indsatte og ikke bruge det meste af tiden foran en computerskærm.

En af hovedårsagerne til det dårlige psykiske arbejdsmiljø er, at der en konstant konflikt mellem de roller, man overordnet forventer, at vi skal udfylde i forhold til de indsatte, og de prioriteringer, som vi bliver nødt til at foretage i hverdagen.

Med andre ord står forventningerne til vores opgaveløsninger ikke mål med vores muligheder for at løse dem. Det resulterer i, at vi springer rundt og forsøger at løse alle opgaver, selv om det ikke er praktisk muligt.

Samtidig er der ikke penge til at efteruddanne medarbejderne. Det er helt normalt, at vi kun kommer på et kursus hvert syvende år. Der er tilsyneladende den indstilling, at når man først har gennemført sin grunduddannelse, er der ikke mere at lære.

Der er kun i meget ringe omfang mulighed for løbende at arbejde teoretisk med faget og styrke sin faglighed.

Det at være fængselsbetjent er jo ikke en statisk ting. Mange tilbringer hele deres arbejdsliv her, og tingene forandrer sig i årenes løb. De indsatte anno 2012 er ikke de samme som i 1972, og tilgangen til straffuldbyrdelse er en helt anden i dag end tidligere.

Som alle andre faggrupper har vi også brug for at udvikle os og styrke vores kompetencer. Det kræver flere kurser end ét hvert syvende år.

I foråret var der en stor debat om resocialisering kontra straf i kølvandet på Claus Meyers kokkeskole. Om hvorvidt kriminalforsorgen i for høj grad fokuserer på det ene frem for det andet.

Den debat giver ikke meget mening set fra en fængselsbetjents synsvinkel. I vores hverdag er der ingen risiko for, at resocialiseringsindsatsen overskygger straffuldbyrdelsen. Dertil er arbejdspresset for stor, ressourcerne for få og arbejdsmiljøet for ringe.

Faktisk tørster vi efter flere initiativer som Claus Meyers i kriminalforsorgen. Altså pionerprojekter, som giver mening og flytter noget for de indsatte.

Nok skal vi både fuldbyrde den straf, som domstolene dømmer, og undgå, at den dømte vender tilbage til kriminalitet. Men det er sidste opgave, som bør fylde mest.

Hvor fokus hos politi og domstole ligger på det bagudrettede – at straffen er retfærdig i forhold til forbrydelsen, ligger vores fokus på det fremadrettede – at forbrydelsen ikke gentages.

Vi forsøger at få de kriminelle tilbage på rette spor. Både principielt og medmenneskeligt fortjener de en chance til. Den proces begynder den første dag, en person møder op i kriminalforsorgen.

Derfor skal vi bruge alle de tiltag, som virker. Det gælder også prøveløsladelser, som fra nogle sider bliver kritiseret. Det virker, når en afsoner kommer ud allerede efter halv tid. Den indsatte bliver gradvis udsluset til samfundet, samtidig har vi hånd i hanke med dem.

Det er langt bedre end at slippe dem fri uden opfølgning i forhold til ny kriminalitet. Det viser al erfaring og forskning.

Hårde straffe og færre prøveløsladelser er ikke vejen frem.

I de sidste ti år, hvor man har skærpet straffen for mange slags kriminalitet, er der hverken sket en markant bedring i recidivet – altså den andel af de løsladte, som vender tilbage igen – eller et fald i kriminalitet i samfundet.

Jeg tror snarere, at flere bør løslades på prøve med vilkår om samfundsgavn i en eller anden form. Det vil sige uddannelse, job eller samfundstjeneste.

Hvis de mennesker, der har begået kriminaliteten, skal se sig selv som andet end forbrydere, er samfundet nødt til at hjælpe dem med at skabe en ny identitet med indhold.

Den identitet og selvværdsfølelse finder de ikke bag lås og slå sammen med andre hårde kriminelle.

De åbne fængsler, hvor jeg arbejder, tilbyder friere afsoningsforhold end de lukkede fængsler. Der er bedre mulighed for uddannelse, bedre muligheder for beskæftigelse og bedre muligheder for at bevare kontakten med samfundet udenfor.

Det er en institutionstype, som virker i forhold til resocialisering.

Alligevel bliver der i stigende grad nedlagt åbne pladser. Det er helt uforståeligt.

Jeg mener, det er langt bedre, at de indsatte sidder i de åbne fængsle i stedet for at rådne op i lukkede fængsler.

En årsag til denne praksis er måske, at politikerne ønsker at vise handling – derfor bliver lukkede pladser prioriteret højere.

LÆS OGSÅSF skruer bissen på over for fanger, der opkræver beskyttelsespenge

Det virker nogle gange, som om politikere af hensyn til stemmekapring handler hovedløst og med al for stor hast. Tit handler de efter enkeltepisoder i samfundet – som for eksempel bandekriminalitet – og ændrer lovning og praksis for at sikre, at lige præcis den ting ikke sker igen.

Man burde sætte sig ned og overveje, hvilken vej man vil.

Kan samfundet stå model til, at man hovedløst straffer uden at forholde sig til, om forbrydere er kommet et skridt videre i deres liv?

Målet er vel, at de indsatte ikke skal begå kriminalitet igen.

De åbne fængsler ændrer også karakter, fordi mange af de velfungerende indsatte, som tidligere afsonede i åbne fængsler, nu sidder derhjemme i stuen med fodlænke og opretholder deres liv med familie, venner og arbejde.

Det er jo i sig selv godt nok, men det har den konsekvens, at sammensætningen af indsatte i de åbne fængsler er anderledes i forhold til tidligere.

Bandekonflikten er nu rykket ind i de åbne fængsler. Vi tager imod flere og flere hårde kriminelle fra rocker- og bandemiljøet, fordi der ikke plads nok i de lukkede fængsler.

Konsekvensen er, at de svage indsatte betaler prisen. De kan ikke klare sig blandt de stærke indsatte. Mange bliver nødt til at betale beskyttelsespenge for at få lov til at være i fred.

Vi oplever flere trusler og overfald mellem de indsatte. De stærke vil styre de svage. Det er mere reglen end undtagelsen, at vi har fanger, som vælger frivilligt at sidde i isolation.

Og klimaet er også blevet mere betændt. De latente trusler ligger under overfladen. Det slider på psyken både hos indsatte og ansatte.

Det er nødvendigt, at der er flere betjente til at beskytte de svage og psykisk syge. Det kan for eksempel ske ved, at der er flere opdelinger af afdelingerne, så svage indsatte får bedre mulighed for at være i fred under deres afsoning.

Jeg er med på, at statskassen er tom, men det koster penge at investere i lavere kriminalitet. Vejen frem er ikke lavere bemanding for eksempel i form af flere enevagter, hvor fængselsbetjente er alene på en afdeling med de indsatte. Det er en meget dårlig idé.

I stedet bør bemandingen styrkes. Altså flere betjente ude blandt de indsatte.

Samtidig bør man sikre, at personalet har kontrollen på fængselsgangene. Det vil sige bedre håndtering af hårde indsatte, der forsøger at styre de svage.

Og flere pladser – så der er bedre sammenhæng mellem kapacitet og antal fængslede.

Jeg vil vove den påstand, at der kunne være langt færre gengangere i fængslerne, hvis man tilbød ansatte og indsatte i kriminalforsorgen bedre vilkår.

Derfor håber jeg, at politikerne styrker kriminalforsorgen, når de i løbet af efteråret forhandler en ny flerårsaftale på plads.

Der skal skabes bedre muligheder for at resocialisere dømte i Danmark. Samfundet sparer ikke penge ved bare at fylde fængslerne op uden at bakke det op med tilbud og behandling.

Det er bedre at yde den hjælp, der skal til, første gang en person bliver dømt, i stedet for at han eller hun vender tilbage igen og igen.

Kriminalforsorgen har længe stået ved en skillevej, og det er landets politikere, der skal træffe beslutningen om, hvor vejen fører hen.

Skal vi reelt fortsætte mod et enøjet fokus på straf, eller vi skal udvikle og understøtte en retspolitik, der skaber flere vindere end tabere inden for murene – også blandt fængselsbetjente?