Det var med store forventninger, jeg læste ligestillingsminister Manu Sareens Kronik i går om at give ligestillingen et comeback og skabe såkaldt ’ny luft’ på området.

LÆS ARTIKLENKampen for ligestilling skal have et comeback

Efter endt læsning sad jeg dog hovedsagelig tilbage med en følelse af at være blevet præsenteret for ’varm luft’ i form af flotte, forførende og velmenende ord, som dog samtidig må siges at fremstå som tomme, floskelagtige og særdeles letkøbte.

Der er selvfølgelig ingen af de gode intentioner, som blev beskrevet i Kroniken, som jeg er imod. Hvem kan være uenig i, at det gælder om at skabe lige muligheder for alle, at ingen skal opleve diskrimination pga. sit køn, og at det gælder om at sige fra over for voldsudøvelse?

Det, jeg savnede i Kroniken, var en præsentation af, hvilke konkrete redskaber og instrumenter som regeringen vil eller tør tage i brug for at realisere sine ligestillingspolitiske målsætninger i stedet for bare at proklamere, at Danmark på verdensplan er et ligestillingsmæssigt »fyrtårn«, og at ligestillingen har »sejret ad helvede til«.

Ligeledes synes jeg, at Kroniken sprang let hen over de valgløfter, som regeringen ikke indfrier. Men lad os starte ved perioden lige efter valget sidste år, hvor den ligestillingsmæssige kickstart vel egentlig fik sit første knæk.

Da referingen i ugerne efter valget i 2011 sad og forhandlede regeringsgrundlaget i tårnet på Amager, tænkte jeg tit på, om regeringen vitterligt turde skrive en kriminalisering af prostitutionskunder ind i regeringsgrundlaget, altså – som det er sket i Norge og Sverige – etablere et forbud mod købesex.

LÆS OGSÅKvinder skal ikke regne med, at mændene klarer regningen

Da regeringsgrundlaget var færdigskrevet, stod der blot, at man ønskede at »gennemføre en grundig undersøgelse af et forbud mod købesex«. Det var selvfølgelig skuffende, idet både SF og Socialdemokraterne inden valget havde bebudet, at de gik ind for en lovændring på prostitutionsområdet.

Men fuldstændig overraskende var det ikke, idet man aldrig havde fornemmet, at et sådant lovgivningstiltag var statsministerens eller justitsministerens kæphest.

Det var vel mere baglandet, som sammen med enkelte toppolitiske ildsjæle havde kæmpet den sag igennem. Når man læste videre i regeringsgrundlaget, var der dog på ligestillingsfronten andet, der kunne gøre en glad, idet der sort på hvidt stod, at regeringen ville »øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden«.

Øremærkning af barselsorlov til mænd er et ligestillingsredskab, som stort set alle ligestillingsforskere er enige om kan afstedkomme en positiv udvikling hen imod et mere ligestillet samfund.

Derfor er det en stor overraskelse, at regeringen nu udskyder forslaget om øremærkningen af barselsorloven til mænd.

Reaktionerne fra fagbevægelsen har også været hårde, og regeringen bliver beskyldt for at begå løftebrud, snyde fædrene for deres tre måneders barsel samt fratage børnene muligheden for at nå at lære deres far at kende på samme måde som deres mor.

LÆS OGSÅHvor er ligestillingen i regeringstoppen? - Manu Sareen

Der har ligeledes været indvendinger, som gik på, at regeringen saboterer kvinders muligheder for at hale ind på mændenes lønninger, idet undersøgelser viser, at der, hvor barslen er mere ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, er lønudviklingen bedre for kvinderne.

Set ud fra et mandeperspektiv er det interessante ved udskydelsen af både forbuddet mod købesex og øremærkningen af barselsorlov til mænd, at det er både, når det handler om at fratage mænd deres ’privilegier’ (købesex) og om at forstærke mænds rettigheder (barselsorlov), at regeringen undlader at handle og i stedet hiver syltekrukken frem.

Men hvad er det, som afstedkommer, at man i Danmark i modsætning til de andre nordiske lande har så svært ved at håndtere ligestillingsspørgsmål?

Skyldes udsættelsen af lovforslaget om øremærkningen af barselsorlov nogle teknikaliteter, som ikke er på plads, og som regeringen gerne vil have kulegravet, inden man kommer med et konkret lovforslag, eller er barselsorloven skudt til hjørne af pragmatiske, realpolitiske og kulturelle årsager? For at svare på disse spørgsmål må man se på de overordnede betingelser for at diskutere ligestilling i Danmark.

Ligestillingspolitikken har i Danmark aldrig haft den samme gennemslagskraft som i de øvrige nordiske lande, og jeg er derfor ikke enig med ligestillingsministeren i, at ligestilling er en kerneværdi i Danmark.

Jo, selvfølgelig hvis man sammenligner med tredjeverdenslande præget af machoattituder og patriarkalske strukturer – men ikke i en skandinavisk sammenhæng, hvor man for længst har indset, at skåltaler og gode intentioner ikke er tilstrækkeligt til at forandre rodfæstede kønsforestillinger i praksis, der skal derimod lovgivning til. Den danske diskussion om mænd har i udbredt grad været ført i ikke-institutionelle og ikke-videnskabelige sammenhænge.

Hvor man i Norge og Sverige allerede i 1980’erne fik nedsat statslige mandsrolle- og fædreudvalg med deltagelse af betydningsfulde mandlige politikere, som analyserede og belyste mandens samfundsmæssige position, har der ikke i Danmark været tradition for debat på højeste politiske niveau om mænds liv. Overordnet betragtet kan man også sige, at der i lange perioder har eksisteret en form for kønsblindhed omhandlende drenge og mænds levevilkår.

Dette skyldes måske kombinationen af, at mænd ikke på samme måde som kvinder er blevet set som køn, og at mænd ligeledes ikke ser sig selv som køn. Mænd har deraf sværere ved at erkende, at de mangler hjælp, men det har også skabt et institutionelt tabu, som både politikere og embedsmænd har haft svært ved at forholde sig til.

Nu skal det ikke lyde, som om der ikke er sket noget som helst på mandeområdet i Danmark. Inden for de sidste 10 år er der kommet mere offentlig debat om mænds status, roller og aktiviteter.

Eksistensbetingelserne for mænds leve- og livsvilkår er kommet i søgelyset, både når det handler om mænd og sundhed og om mænd som fædre, men også, når det drejer sig om mere kontroversielle dimensioner som mænds voldsudøvelse og mænds mentale problemer. Fra politisk hold i Danmark er man også begyndt at kanalisere økonomiske midler over til de områder, som har specielt med mænds ligestillingsproblematik at gøre.

Det kommer bl.a. til udtryk ved etableringen af professionelle krisecentre til mænd, behandlingstilbud til voldsudøvende mænd og kampagner rettet mod mænds sundhed, ligesom mænds samværsrettigheder til deres børn delvis er blevet styrket gennem forældreansvarsloven fra 2007. Der har ligeledes været nedsat forskellige tænketanke om mænd, hvor man fokuserer på drenge og mænds særegne ligestillingsproblemer.

I efteråret 2011 præsenterede ’Tænketanken VM – viden om mænd’ således 30 forskellige politiske initiativer til at styrke mænds ligestilling i samfundet med fokus på sundhed, arbejdsmarked, drenge, uddannelse, omsorg, vold og kriminalitet. Der eksisterer altså en relativ velbeskrevet og detaljeret viden om mænds hverdagsliv, som burde være en vigtig ressource for politikere og embedsmænd.

Lad mig også dykke ned i faderskabet, som er et område, hvor der i særdeleshed er sket en stor positiv forandring med maskuliniteten. Selv om mænd stadigvæk i stor stil prioriterer deres arbejde og karriere højt og bruger mange timer på det, så har mange mænd udviklet et meget tæt forhold til deres familier.

Faderskabet er et af de tidspunkter i mænds liv, hvor det er mest sandsynligt at få mænd til at standse op og reflektere over deres maskulinitet, fordi det at få børn kan give en dybere mening med livet og sætte store eksistentielle livsovervejelser i gang. Mænd er i større udstrækning begyndt at være en familie i stedet for at have en familie.

Det store spørgsmål, man alligevel kan stille, er, hvad betyder egentlig mest – arbejdet eller børnene? Man ved ikke, præcis hvordan den tidlige far-spædbarn-relation påvirker udviklingen af det generelle faderskab. Der er ingen tvivl om, at det er positivt for mænd at udvikle et nært forhold til børn. Men det står også klart, at de forandringer der har fundet sted med hensyn til mænds deltagelse ved fødsler, ikke på samme måde har smittet af på ligestillingen, når det handler om ansvaret for omsorgen for børnene.

Når faderskabet får nyt indhold, får maskuliniteten også nyt indhold. Det er vigtigt at slå fast. De nye måder, som maskulinitet og faderskab er forbundet på, handler om nærvær og engagement, hvorimod sammensætningen tidligere har handlet om forsørgerevne, autoritet og disciplin. Barselsorlov til mænd er et område, som berører nogle af de mest sejlivede kulturelle forestillinger, nemlig kvinden som omsorgsgiver og manden som forsørger.

Men er der specielle forhold, der gør sig gældende, når mænd bliver fædre og skal beslutte, om de ønsker at holde barselsorlov? Erfaringerne fra de andre nordiske lande viser, at mænd tager den orlov, der er øremærket, men ikke den periode, der er til forhandling. I dag tager danske mænd stadigvæk kun 8-9 procent af den samlede barselsorlov.

Det indikerer, at mange danske familier stadig indretter sig traditionelt, når barslen skal fordeles. Den meget ulige fordeling af barslen har konsekvenser for ligestillingen mellem kvinder og mænd på mange måder, og regeringens ’sylten’ af barselsorloven fremmer bestemt ikke processen. Undersøgelser viser dog, at mænd gerne vil holde længere barsel, hvis loven reserverer barselsperioderne til mænd, og hvis mænd kan få fuld løn under barslen. I den danske debat har der imidlertid været en stærk tendens til, at specielt borgerlige politikere har fokuseret på fleksibiliteten i barselslovgivningen og familiens såkaldte ’frie’ valg.

Mange mænd former under alle omstændigheder deres maskulinitet og faderskab ud fra nogle helt nye forudsætninger, og flere og flere mænd udtrykker, at de ikke ser barsel som trussel imod maskuliniteten. Tværtimod ser de det som maskulint og ansvarligt at træffe valget om at holde barselsorlov, og der er en spirende tendens til at se negativt på de mænd, som kun ønsker at prioritere deres karriere.

LÆS OGSÅLigestilling Vs. Kvindefrigøring

Men det kan stadigvæk have konsekvenser for mænd at nedbryde den maskuline arbejdstradition og forestillingen om den evigt arbejdende mand og pludselig på en mandedomineret arbejdsplads begynde at give udtryk for, at man ønsker at sætte familien højere end karrieren.

Man skal ikke undervurdere, hvilke arbejdskulturelle familiære og personlige sværdslag der skal tages, hvis mænd vælger at tage et opgør med de traditionelle forventninger til mænd på arbejdsmarkedet i form af f.eks. beslutninger om at tage barselsorlov, gå på nedsat tid eller søge arbejde i kvindedominerede erhverv.

Der er flere måder at udleve og konstruere maskuliniteten på. Mænd er ikke bare mænd længere. Hovedparten af mænd er i stand til at forme deres liv på en måde, så de formår at være lyttende, handlende, modtagelige for kritik, sensitive, og mange mænd udlever et rigt og varieret liv som aldrig før i verdenshistorien.

Men der er nok ingen mænd i verden, som ikke på et tidspunkt har kæmpet en kamp, frivilligt eller ufrivilligt, for at leve op til nogle traditionelle maskulinitetsforestillinger.

Derfor har regeringen ikke noget at være stolt af med udskydelsen af både den øremærkede barselsorlov til fædrene og forbuddet mod købesex, som, undskyld det fortærskede udtryk – i begge tilfælde – lugter langt væk af løftebrud.

LÆS OGSÅSareen vil tvinge firmaer til at lave kønspolitik på chefgangen

Jeg er enig i, at der er brug for et ligestillingscomeback, men det sker ikke ved at igangsætte nogle kampagner hist og her. Det sker derimod ved at tage nogle af de redskaber og instrumenter i brug, som man ved har virket i de andre skandinaviske lande.

Generelt set spænder regeringen ben for at opnå mere ligestilling på arbejdsmarkedet med deres nølen, og den manglende øremærkning af barselsorloven besværliggør en bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv.

Til regeringens forsvar kan man dog sige, at det manglende mod til at implementere sine løfter måske siger mere om det samfund, som det var tiltænkt at skulle implementeres i, end det siger om regeringens manglende handlekraft.