Man kan nærmest kalde mig ekspert i fængsler, straf og resocialisering.

Det er bestemt ikke en erfaring og viden, jeg er stolt af, for grunden til min store viden omkring disse emner hænger sammen med, at jeg indtil nu har siddet i fængsel i ni år, og jeg er langtfra færdig endnu.

Jeg har to år til min forventede prøveløsladelse, og det har måske gjort, at jeg er begyndt at ræsonnere over tiden, der er gået, og hvad der skal ske, når jeg kommer ud. Om samfundet vil byde mig velkommen ud, eller om min straf skal fortsætte efter min løsladelse.

Jeg mener selv, jeg er resocialiseret. Ikke med fængslets hjælp, men ved min egen hårde indsats for forandring.

Jeg besluttede nemlig for nogle år siden, at jeg ville løslades som et bedre og mere helt menneske, end da jeg kom ind. Fængslerne, jeg har siddet i, har ikke kunnet hjælpe mig i den proces, så jeg har selv måttet kæmpe for dette mål. Til tider har kampen været hård, og jeg har mødt modstand, for fanger, der forlanger at blive resocialiseret, er ikke dem, der er flest af.

Jeg har ofte svært ved at få mit billede af, hvordan fængslerne er, til at stemme overens med det billede, der bliver fremstillet af diverse inspektører, fængselsbetjente og politikere. De nævner ofte, at fængslerne er blevet mere rå, med henvisning til at fangerne er blevet mere afstumpede.

I samme forbindelse nævnes gerne et ønske om flere bevillinger og mere personale. Enkelte betjente har også fremført i pressen, at tonen imellem indsatte og ansatte er blevet hårdere. Dette vil jeg påstå er direkte løgn.

LÆS KRONIKMennesker nedbrydes i danske fængsler

Da jeg startede min afsoning for ni år siden, var det uhørt, at en indsat snakkede med personalet. I dag ser man ofte en indsat stå og småsludre med en betjent.

Mit indtryk er, at fængslerne er, som de altid har været. Hverken værre eller bedre. Det eneste, der er blevet værre, er de stigende restriktioner, der er kommet til. Med henvisning til orden og sikkerhed bliver alt efterhånden frataget os indsatte. Dette begreb bruges som afslag på alt, som bliver fjernet af goder for indsatte i fængslerne.

Det nævnes også ofte, hvor stressede betjente er. Selvfølgelig er der nogle gange, hvor de har travlt, men begrebet travlt betyder noget helt andet i fængselsregi. Jeg tvivler på, at en fængselsbetjent, der før har været på det private arbejdsmarked, vil påstå, at de har travlt herinde.

I denne forbindelse kræves der også gerne flere penge til mandskab. Min holdning er, at der bruges rigeligt penge på fængslerne, man forvalter dem bare helt forkert. De 2,9 milliarder, der bruges om året på fængslerne alene, kunne måske forvaltes anderledes. I øjeblikket bliver kun en meget lille procentdel brugt på resocialisering. Størstedelen bliver brugt på sikkerhed. En sikkerhed, som man måske skulle begynde at kigge kritisk på, for hvor meget mere hegn er der efterhånden plads til. Man har bygget hegn rundt om muren både udvendig og indvendig.

Selvfølgelig er der fanger, hvor denne sikkerhed er nødvendig, men det er en meget lille procentdel. De fleste afsonere har intet ønske om at flygte fra fængslerne.

Hvorfor bruge store summer på at sikre, at en korttidsafsoner, der afsoner et halvt års fængsel, ikke stikker af? Man burde afveje risikoen løbende ved hver enkelt fange, for mindre sikkerhed betyder færre omkostninger.

De første seks år af min afsoning skete der absolut intet.

Jeg var parkeret, og man brugte ingen energi på at gøre mig til et bedre menneske eller forberede, at jeg skulle ud på et tidspunkt. Når jeg spurgte, om jeg ikke måtte uddanne mig, fik jeg det svar, at min dom var alt for lang til, at jeg kunne det.

Det var i deres øjne spild af tid, så jeg blev placeret på diverse værksteder, hvor de fleste arbejdsopgaver bestod i at kigge ind i væggen. Dette blev jeg så til gengæld rigtig god til. Jeg opfandt en teknik, der gjorde, at jeg så lysvågen ud, for man må jo endelig ikke sidde og sove, men i virkeligheden kunne jeg sidde med åbne øjne og sove og drømme mig langt væk fra de klaustrofobiske mure og låste rum. Jeg drømte om, hvor meget jeg kunne have nået af fornuftige ting, imens jeg alligevel var spærret inde.

Systemet kunne have brugt lidt energi på at lede mig på rette spor. Snakket med mig. Vejledt mig. Uddannet mig. I stedet valgte de at parkere mig. Deres eneste forventning og krav til mig var, at jeg holdt min kæft og ikke brokkede mig over noget.

Jeg var langtidsafsoner, og dem brugte man ikke energi på før det sidste stykke tid af deres afsoning. Deres eneste tilbud bestod i, at jeg da kunne få noget beroligende medicin, hvis jeg havde problemer med for meget energi.

Denne løsning bruges meget, og hver morgen kan man i fængslerne se en lang kø af indsatte, der skal have udleveret deres medicin. Noget er sikkert livsnødvendigt, men en stor del er for at holde de indsatte passive.

Da de første seks år var gået på den måde, skulle jeg starte på ledsaget udgang. Min første rigtige friske luft i seks år skulle indhaleres, og det blev den. Ved ikke, om det var det, der gjorde, at jeg ville resocialiseres.

LÆS DEBATFængslet er et moralsk hospital

Jeg ville ikke længere finde mig i bare at være parkeret. Jeg fik overbevist en skolelærer om at starte på hf, og efter en længere betænkningstid fik jeg endelig lov. Mine forventninger til dette var skyhøje – og sikkert alt for høje. For selv om det teoretisk virkede som en god ide på papiret, så følte jeg igen et svigt fra systemet. Undervisningen var tit aflyst, og enkelte lærere var så fyldt med fordomme, at det umuliggjorde en ordentlig undervisning; jeg fuldførte dog alligevel to fag, men følte, at der var alt for meget spildtid.

Resultatet var, at jeg i stedet søgte om at selvstudere. Dette passede mig meget bedre. Jeg var ikke afhængig af en lærer, som aflyste hver anden gang, og jeg kunne følge mit eget tempo, der som regel var højt.

Selvstudie var dog ikke noget, man bare fik lov til, og det første år fik jeg afslag på dette. Der var kun plads til et begrænset antal selvstuderende, selvom man selv skulle betale. Så mit ønske blev først opfyldt, efter at jeg havde siddet i otte år og var blevet flyttet til halvåben. Her var man også meget imod mit ønske, men jeg fik dem alligevel overtalt til at give mig chancen.

Nu er der så gået ni år af min afsoning. Jeg har fuldført seks hf-fag, er i gang med yderligere to og skriver samtidig på en ph.d.

Når jeg ser tilbage på de ni år, der er gået, så kunne jeg jo være nået virkelig langt, hvis man ellers havde givet mig chancen.

Hvorfor skulle jeg sidde i så mange år og kigge ind i væggen? Ville det ikke have været bedre set ud fra et samfundsmæssigt, menneskeligt, økonomisk og resocialiserende synspunkt at have ladet mig lave noget fornuftigt? Hvilken gavn var der ved andet?

Er målet med, at jeg skulle straffes, ikke også, at jeg skulle resocialiseres? Eller skulle jeg kun straffes? Er straffen at skulle blive sløv og bekostelig? Hvorfor ikke give de fængslede en mulighed for at kunne blive en del af samfundet igen, eller måske i mange tilfælde en del af samfundet for første gang?

Er målet, at når man først er straffet, er det ikke meningen, at man skal være en aktiv del af samfundet?

Ingen tvivl om, at det vil være svært at finde et job. Jeg har været uden for arbejdsmarkedet i mange år og har en straffeattest, der vil skræmme de fleste arbejdsgivere, men hvis man havde ladet mig uddanne mig i alle årene, havde chancen vel også været så meget større. Nu vil jeg i stedet sikkert ligge samfundet til last. Det har kostet 2.000 kroner om dagen at holde mig indespærret i alle de år, og tiden efter løsladelse vil jeg nok være på overførselsindkomst.

Når jeg bliver løsladt, er forhindringen for en god tilbagevenden til samfundet ikke kun, at jeg vil være arbejdsløs. Man vil også stå parat med en stor regning for sagsomkostninger. I mit tilfælde er den på 400.000 kroner. Dette dækker over advokatsalæret i forbindelse med retssagen.

Disse penge vil Skat nu have, og de beder så en om at lave et budget over ens udgifter. Det er selvfølgelig ikke alle udgifter, de accepterer. De regner så ud, hvor meget de mener, man kan overleve for, og resten af pengene trækker de.

Dette gør, at jeg vil leve på fattigdomsgrænsen resten af livet. Jeg vil aldrig få råd til at melde mig ind i en sportsforening, gå i biografen eller deltage i aftenundervisning. Jeg vil ikke have råd til at have et aktivt liv. Jeg vil skulle leve af spagetti og kødsovs resten af livet og vil ikke engang have råd til at byde nogen at spise med. Er det så underligt, at nogle vælger at fortsætte med kriminalitet?

Mener samfundet virkelig, at det ikke er svært nok at komme ud efter så mange år? Mener de virkelig, at vi smækker da lige en regning på 400.000 kroner oveni, for at jeg virkelig kan mærke det håbløse i det hele?

LÆS KRONIKDet er træls at være i fængsel

Jeg har afsonet min straf til samfundet, eller har jeg? Skal jeg straffes resten af livet? Ikke med fængsel i traditionel forstand, men med gældsfængsel. Jeg valgte ikke, at jeg skulle have en advokat, for det er noget, der sker helt automatisk. Det eneste valg, jeg havde, var, om jeg ville skifte advokat.

Hvad advokaten har brugt af timer på min sag, har jeg ingen mulighed for at få at vide. Jeg har bare fået en uspecificeret regning på beløbet. Ikke fordi jeg mistænker min advokat for at have snydt med timetallet, men det ville være en naturlig ting at skulle skrive, hvad dette store beløb dækker.

Det kan jo umuligt kun dække de fem dage, vi tilbragte i retten. Over for alle andre befolkningsgrupper ville man da kræve en form for dokumentation, men som indsat og tidligere indsat har man ikke den slags rettigheder. Vi skal bare betale ved kasse 1 af de få penge, vi har efter en løsladelse.

Denne negative særbehandling kan måske forsvares, imens man er fængslet, men når man bliver løsladt, så burde tavlen viskes ren, og man burde få en chance for at kunne få en ordentlig tilværelse. Ellers vil man fastholde en del løsladte i den kriminelle løbebane, for hvad har de at miste?

I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, stk. 3 c står der, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende:

»At forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse«; læg mærke til linjen om at modtage den uden betaling.

Dette burde jo så ikke indebære, at man får en kæmperegning bagefter.

Politikere har ofte forsvaret dette med, at man jo modtager advokathjælp, selvom man ikke har nogen penge, men at tolke loven således, at man så gerne må kræve dem efterfølgende, er efter min mening at fordreje det, der står skrevet. Når man modtager noget uden betaling, betyder det jo i alle andre sammenhænge, at det er gratis. Er ret sikker på, at forbrugerombudsmanden vil give mig ret i den fortolkning.

Mange politikere har igennem flere år lovet at gøre noget ved dette store problem for løsladte, for som flere eksperter har påpeget, er der alligevel ikke overskud for staten i at kræve pengene. Administrationen æder det hele op, for Danmarks fattigste og svageste befolkningsgruppe er ikke de nemmeste at kræve penge af, for ofte har de jo ikke engang et sted at bo.

Tom Behnke fra de konservative kom med et forslag i 2010, hvor man skulle afskrive gælden, hvis man afholdt sig fra kriminalitet i en periode. Eva Smith fra Det Kriminalpræventive Råd bakker op om denne løsning, men er dog også fortaler for, at gælden burde slettes helt, for opkrævningen af den har så stor negativ effekt på resocialiseringen. Et udvalg under Justitsministeriet har siden 2004 arbejdet med dette emne, men indtil videre er der ikke sket nogen ændring.

Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke glæder mig til, at min afsoning synger på sidste vers. Selvfølgelig glæder jeg mig til at kunne bruge tiden sammen med min familie, men er også samtidig nervøs for de store økonomiske problemer, jeg kommer ud til.

Da jeg kom i fængsel, skyldte jeg ingen penge væk, men nu er situationen, at jeg har en kæmpegæld. Jeg vil aldrig kunne blive gældfri, men er dømt til evig fattigdom. En dom, der måske er langt værre end de mange år i fængsel.