Under novembers blyfarvede himmel spadserer jeg gennem Edens Have, som er lukket for offentligheden, men besøgende med et særligt ærinde kan få adgang. Jeg er kommet for at samle materiale til en af mine yndlingshistorier, nemlig den om Job, som trods sine mange dyder fik så hård en medfart.

På stien får jeg et glimt af havens ejer, som er på vej mod det gamle æbletræ, hvor en velkendt skikkelse er dukket op. Satan har været på matriklen, siden haven blev anlagt, men for det meste er han på rejse, for at imødekomme den stigende efterspørgsel.

- Man vil jo så nødigt skuffe folk, og tilfører gerne en kedelig suppe det nødvendige krydderi.- Ja, der er vel ikke den gryde, du ikke har haft fingrene i, siger Gud, men så har du måske set min tjener, Job, eller gik du forbi hans hus, da du indså, at her var et menneske, du ikke kunne lokke med billig vin og slesk tale.

Jeg går tættere på de to ærkerivaler og overværer det kontroversielle væddemål, da Gud og Satan - bogstavelig talt - sætter Jobs liv på spil, og hermed kan dramaet begynde, dog med en overraskende slutning. Det vender jeg tilbage til.

At jeg har fået adgang til Guds have hænger sammen med en opgave, som jeg efter ti måneders betænkningstid har sagt ja til, nemlig at genfortælle Bibelen, endog lige fra begyndelsen, hvor der ingenting var bortset fra mørke.

Mørkt er det også uden for mine vinduer, hvor november knytter næven. Måske er det derfor, at jeg så længe har gået rundt om den varme grød, for det er ikke uden en vis bæven, man tager hul på en opgave af den karakter, og jeg spørger mig selv, om jeg overhovedet kan finde en akkord på tastaturet, rettere et sprog at fortælle i.

Det må komme an på en prøve, og en morgen tager jeg mod til mig og pakker kufferten. Rejsen, som skal tage mig et år, begynder på en smal sti på vej op ad Morijabjerget. Jeg er i selskab med en gammel mand, der sidder på et æsel. Manden har et sjældent sorgfuldt udtryk. Ved hans side løber hans lille søn, som bærer på det brænde, der skal blive hans endeligt. Det ved drengen naturligvis intet om.

Derfor er hans gang på jorden så let. Han og hans far, Abraham, skal imødekomme et ønske fra Den Almægtige, som har sagt til patriarken, at han skal ofre sin eneste søn på Morijabjerget. Tungere rejse har jeg aldrig været på, og man forstår, at Abraham intet hastværk har.

Efter den historie skulle man ikke tro, man kunne komme ud for noget værre, men efter fem måneders arbejde har jeg set det meste, når det kommer til brodermord, hungersnød og syndflod. Jeg er gået forbi saltstøtten ved Sodomas ruiner og savet dækplanker med Noas sønner. I hånden har jeg stenen med Goliats navn, og på mit skrivebord ligger køllen, som Kain skar i den træsort der hedder jalousi.

Det står hurtigt klart, at fortællingerne i Det Gamle Testamente bærer på en køl, som stikker dybere end nogen anden fortælling. Det skaber en naturlig ærefrygt, og arbejdet skrider ikke frem, som jeg kunne ønske det.

Jeg går hele tiden i stå, bliver i tvivl og må starte forfra. Jeg er den vægelsindede konservator, som med usikre hænder forsøger at restaurere et unikt arvestykke. Værst af alt er frygten for at udviske de porøse lag, der ligger som guldtråde mellem linjerne. Fortællingerne er hældt gennem en sigte af dyrt købte erfaringer, og netop derfor står de så stærkt. Måske stærkere end jeg havde ventet.

Her er højt til loftet og dybe spor, og vil man forstå lidt af det gådefulde liv, kan jeg anbefale, at man tager den urgamle spindeltrappe, som tager læseren ned i et svimlende dyb, hvor et Atlantis af sindsoprivende, udfordrende og poetiske historier ligger foran én.

Det er dog ikke uden risiko, at man puster liv i personerne, for de kvitterer med at rive gulvtæppet væk under én. Man skal tænke sig om to gange, før man sætter sig til bords med den utilregnelige og monstrøse kong Saul, som kæmpede med de halsstarrige filistre og sit solformørkede sind, men mest med den gudbenådede David. Også hans historie har to ansigter, men gik alle konger frem på rad, var David den største, skønt Urias nok vil have en anden mening.

I april går jeg over broen, som forbinder Det Gamle Testamente med Det Nye, men jeg har ikke mod på at starte med historien om den gravide jomfru. Der er så meget i Juleevangeliet, jeg skal have rystet af mig, for at fortællingen om Maria og Josef kan fremstå som ny og frem for alt renset for diverse glansbilleder. Min ambition er at komme ind på livet af Jesus-fortællingen, så jeg booker en plads i flyet til Jerusalem for at gå til møde med den romerske præfekt, Pontius Pilatus.

Han er netop ankommet fra Cæsarea, hvor han opholder sig det meste af året, og når han er i Jerusalem, er det på grund af folkemængden, som i påsken er tidoblet. Det skal vise sig at være en bekymring af de mindre i forhold til det, som venter. Uden for Pilatus' dør står nemlig Josef Kajfas, han er ypperstepræst, og han er kommet i et langt alvorligere ærinde.

De fleste kender den apostolske trosbekendelse, hvor ordene »pint under Pontius Pilatus« indgår. Josef Kajfas optræder ikke i trosbekendelsen, og han fylder ikke ret meget i evangelierne, men jeg spørger mig selv, om det mon er ham, der har spillet rollen som Salieri, og kan dette møde afsløre det?

Dialogen mellem de to magtfulde mænd udvikler sig som et skakspil i mesterklassen, og jeg er en privilegeret flue på en berømt væg. Det drejer sig om en tømrer fra Nazaret, hvis ord og gerninger har sat landet på den anden ende. Pilatus har naturligvis hørt om manden, men har glemt hans navn. Kajfas er kommet for at få nazaræeren straffet for blasfemi.

Præsten understreger, at Jerusalem står på glødende pæle på grund af denne nazaræer, og selv om Pilatus råder over en kohorte på fem hundrede soldater, så kan situationen hurtigt komme ud af kontrol.

Som forfatter har jeg den enestående mulighed at kunne se ind i præfektens hoved, og hans interesse for jødernes religiøse stridigheder kan ligge på et meget lille sted. Pilatus drømmer om et protektorat, som er mere civiliseret end det, han har, men skal han rejse op til Tiberius og meddele kejseren, at jøderne har væltet garnisonen, kan Pilatus skyde en hvid pind efter jobbet, frynsegoderne og ejendommen i Bologna, hvor han har planlagt at nyde sit otium.

Præfekten gnider sig over panden, og jeg hvisker ham i øret, at striden ikke handler om besættelsesmagten, men om en Messiasskikkelse, der taler præsteskabet midt imod, og som tillader sig at helbrede de uhelbredelige.

Historierne om nazaræeren har mildest talt et mirakuløst skær, således hævdes det, at han gik på Genesaret Søen, men når Kajfas føler sin position truet, er det ikke på grund af miraklerne, men fordi nazaræeren - i præsternes øjne - har vanæret selve troens sokkel, og nu vil de have gudsbespotteren straffet på samme måde, som Crassus straffede seks tusinde oprørere ved at klynge dem op langs Via Appia.

- Vi korsfæster ikke mennesker, fordi de går på vandet, mumler Pilatus.

Kajfas synes forberedt på det svar.

- Du og jeg har som bekendt ikke den samme Gud, siger præsten, men hvad ville der ske, hvis en tømrer fra Neapel dukkede op i Roms gader med en tusindtallig tilhængerskare, som tilbad ham, når han gik tværs over Tiberen.

Pilatus ser på Kajfas med et træt smil.

- Vi står til halsen med den slags mennesker, de kommer med skib fra Sicilien og på elefantryg fra Asien, og de får borgerskabet til at måbe og pøblen til at klappe. Vi har set det hele, og hvis tømreren fra Nazaret havde lavet sine undere i Rom, havde han end ikke fået sit navn på plakaten.

Her forlader jeg citadellet, vel vidende at jeg i de kommende uger skal skrive - ikke bare historien om Jesus - men historien om et bebudet mord. At give Pontius Pilatus skylden for verdens mest berømte justitsmord er helt ubegrundet. Efter en tur i præfektens hoved er jeg stødt på en opsigtsvækkende detalje, skønt en detalje er det langtfra, og da jeg skriver den ind i historien, falder brikkerne på plads. Josef Kajfas trak ganske vist i trådene, som førte til korsfæstelsen, men også præsten må finde sig i rollen som statist.

At Jesus endte på Golgata, har en helt anden forklaring, og den kommer til én, hvis man lægger øret til teksten.

Jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg med en genfortælling af Bibelen bevæger mig ind i et minefelt, og jeg ligger søvnløs om natten og tager fløjlshandskerne af og på, og med hensyn til det søvnløse deler jeg skæbne med endnu en af magtens mænd, nemlig Herodes Antipas, der har fået titel som landsfyrste. Med Herodes den Store som far må Antipas have haft fast plads på psykologens briks.

Det har været svært - for ikke at sige umuligt - ikke at fabulere over Herodes Antipas. Med en faderbinding på størrelse med ankertovet til 'Titanic', synes den vægelsindede og magtsyge landsfyrste at være rollemodel for adskillige Fellini-figurer. Siden Antipas' datter forærede sin far en tegning af et barn i en krybbe under en gul stjerne, har landsfyrsten haft søvnproblemer.

Hvad Herodes den Store ikke fik bugt med i Betlehem for tredive år siden, står nu i Jerusalem.

Alle historier har en begyndelse, så jeg løser billet til karavanen, som i den årle morgen drager fra Nazaret til Jerusalem. Jesus er tolv år gammel, og han tilbringer al sin tid i tempelgården. Det gør jeg også. Til min gru ser jeg, at hans forældre glemmer drengen i den pulveriserende by.

Det er først, da de når halvvejs hjem, at Josef og Maria opdager, at han er væk. Hvad Jesus får tiden til at gå med i Jerusalem, er rent ud sagt frapperende, for her lægges det første kim, som skal realisere, hvad der engang stod på stjernehimlen. Men ikke alt er fryd og gammen, og undervejs trækker skyerne sammen. Dog selv i det tætteste mørke findes et lys, og sammen med Jesus og disciplene varmer jeg mig ved bålet i den golde ørken, omgivet af kulsorte beduiner, som har så mange historier at fortælle, at tusind og én nat ikke vil slå til, om man vil fortælle bare en brøkdel af dem.

Jeg ligger på ryggen af poesiens oldgamle æsel, som tager mig hen over firmamentet, skønt jeg ved, at min fortælling har en uafvendelig og hjertegribende afslutning. Dog inden vi når så langt, skal vi dele et måltid mad - det sidste - og en aften åbner jeg lågen til Gethsemane Have, som dufter af merian og salvie. Det er atter påske, men det vil blive en påske ulig alle andre. Det kan ses på nattehimlen.

Burde den ikke være i ledtog med en kiming, og hvem har slået naturen med stumhed? Bortset fra en fjern torden høres ikke en lyd. Det er, som om kloden holder vejret.

Resten af historien kender vi. Eller gør vi? De fleste vil nok sige ja, men så må de tro om igen. Det er dét, som adskiller fortællingen om Jesus fra alle andre fortællinger. Den er nemlig ikke lineær, men cirkelformet, og på verdenshistoriens længste fredag står jeg i Jerusalems fængselsgård, hvor den lokale smed viser mig fire nagler, som han har fremstillet til lejligheden. Smeden forklarer, at naglerne til hænderne er lidt mindre end dem til fødderne, og at de skal bruges, når processionen når op til Golgata.

Det er en varm dag, og de romerske soldater, som skal eskortere den dømte ud af byen, er søgt ind i skyggen. Josef Kajfas er kommet for at tilse, at alting vedrørende korsfæstelsen bliver gjort efter forskrifterne. Kajfas er en lærd mand, og han ved, at historien - den dag den skal skrives - har et løsagtigt forhold til sandheden, hvis skæbne er lagt i hånden på ham, som fører pennen.

Nu er det mig, som fører pennen, men om jeg er kommet tættere på sandheden, er jeg for natteblind til at afgøre. Man må dog lade tvivlen komme historien til gode, og jeg tror fuldt og fast på, at tvivlen er en korridor til sandheden, og at fiktionen er skabt til at skyde genvej.

Jeg startede med at fortælle om Job og om den prolog, som er udgangspunktet for hans historie.

Jeg har tilladt mig at tilføje en epilog, hvor Gud og Satan gør regnskabet op. Når man spiller højt spil, må man afregne og betale sin gæld. Medmindre det ender med remis. I sidste ende er det et spørgsmål om tro, og jeg lader døren til Edens Have stå på klem.