Der er en fordeling på cirka 80 procent kvinder og 20 procent mænd, når det kommer til psykologhenvisninger og anden brug af psykologisk rådgivning.

Trækker man de mænd fra, som er taget med eller sendt af sted af kvinder, er fordelingen nok nærmere 90 procent kvinder og 10 procent mænd.

Begge tal tegner Pareto-princippet, der også er kendt som 80/20-reglen. 80/20-reglen er en model, som viser noget lovmæssigt ved skæve fordelinger i menneskers adfærd og forbrug.

Et andet eksempel er fordelingen af psykologistuderende: 80 procent kvinder og 20 procent mænd. Sammenfaldet gør sit til, at der er en tilbagevendende debat om samtalehjælpens feminine karakter – på samme måde som det jævnlig diskuteres, at mænd hjælper mænd i ’mandedomæner’.

Men det er ikke kun samtalehjælp, som antagelig er en feminin størrelse, for det er også overvejende kvinder, der søger lægehjælp (hvor psykologhenvisningerne i øvrigt udskrives).

I mange klichefyldte år har det heddet sig, at kvindernes overrepræsentation her skyldes en bedre evne til at mærke sig selv, udtrykke egne behov og bede om hjælp.

En nødvendig nuance må være, at kvinder har nemmere ved at finde sig selv i et system, der spejler dem effektivt: Det feminine er fremtrædende i alle dele af ’omsorgsindustrien’. Ikke få kvinder vil da også mene, trods tidens distancering fra begrebet moderinstinkt, at der er en særlig kobling mellem omsorg og kvindelighed.

Det er noget, man blandt meget andet kan se i den tendens, kvindelige læger har til at vælge de ’bløde’ specialer i lægeverdenen. For ikke at tale om kønsfordelingen hos pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedshjælpere.

LÆS OGSÅLigestillingsministerens varme luft

Historikeren Henrik Jensen mener ikke kun, at det gælder ’omsorgsindustrien’, men at hele samfundet er faderløst og feminiseret, og jeg vil her gå videre og sige, at feminiseringen tegner et samfund på vej mod det kønsløse.

Der er tale om en årsagskæde på samfundsudviklingens tandhjul, som handler om den totale udligning af forskelle. Og denne senmoderne og paradoksalliberale udvikling vil fortsætte, så længe der argumenteres for ligestilling frem for ligeværd.

Realiteterne er en tiltagende trussel, som forstyrrer den såkaldte kvindekamp.

For hvad er kvindekamp i grunden? En rigtig herrekamp er jo to mænd, der dyster mod hinanden. Det synes desværre ikke at være anderledes med kvindekampen i dag; den består overvejende af kvinder i røde og blå ringhjørner – alle veluddannede, ikke så få fraskilte – der kæmper mod hinanden om retten til at definere, hvad femininitet og selvrealisering er.

Politikken og det samfundshistoriske synes desværre at være røget helt ud af kvindekampen. Men de størrelser er nødt til at stå forrest, hvis kvindekampen skal have noget relevant at sige i samfundsdebatten.

Irrelevant er det i hvert fald, når kvinder fra tid til anden kæmper sig ind på mediernes flader med manglende dokumentation og løsgående ligestillingsholdninger om, at nu må mændene også til at tage sig sammen.

Ikke at mandlige debattører er bedre. Så hvorfor gentagne gange gå ureglementeret efter manden eller kvinden, når det er bolden, som gerne skal i spil?

Det retoriske spørgsmål viser en del af problemet – der er noget, som for nemt og for ofte går galt i kommunikationen mellem kvinder og mænd. Det er der på ingen måde noget nyt i, men lad mig prøve at komme med et bud på en af de store konflikter, som ligger og gemmer sig i al den snak om forskelle og ligheder og samfund og udvikling.

LÆS OGSÅLigestilling Vs. Kvindefrigøring

Se, kvinder opsøger ikke samtalehjælp, fordi de har et større talebehov end mænd. Undersøgelser har tværtom vist, at mænd gerne taler mest. Det kan opleves i alt fra faglige møder og foredrag til fredagsfester med sex i luften, farverige blogkommentarer på politiken.dk, eller hvor begge køn ellers mødes.

Populærvidenskaben hænger sig i, at kvinder bruger flest ord i løbet af en dag, men det er vigtigt at se på de sammenhænge, ordene bliver brugt i; mænd taler mest, når der er prestige på spil, og kvinder taler mest, når der er sociale forbindelser, som skal gennemskues, eller relationer, som skal vedligeholdes.

Der er selvsagt også prestige i at vedligeholde relationer i en tid, hvor sociale medier og netværk er så dominerende, som de er, så her ligger måske en del af forklaringen på kvindernes brug af samtalehjælp.

Netop relationer er i dag mere kortvarige og pulserende end tidligere, og det kan derfor være en gavnlig hjælp at tale med en psykolog om det at finde sig selv som noget bestandigt i en konstant omskiftelig verden: Er jeg god nok?

Hvis vi henholder dette til den bredt accepterede opfattelse af psykisk sårbarhed – kendt som stresssårbarhedsmodellen – så er der stress involveret, når vi har det skidt og søger psykologhjælp.

Men er kvinder mere stressede end mænd? Statistisk dokumentation af stress handler om, hvilken undersøgelse du tager fat på; den ene dag er det pensionister og arbejdsløse, der er mest stressede, og den næste dag er det folk med videregående uddannelse og selvstændigt erhverv.

Og mindst lige så vigtigt: Stress tilbagerapporteres forskelligt, om du kommer fra Jylland eller Sjælland, og om du er kvinde eller mand.

Dog peger flere undersøgelser på, at kvinder er et par procentpoint mere stressede end mænd. Hvad det så end siger. For det siger i hvert fald ikke nok til at kunne ride den gamle traver om, at kvinder har to job i dagligdagen – et ude og et hjemme – og dermed er mere stressede. Minimum to grunde udfordrer her:

1) Ser man sit familieliv som et arbejde i stedet for at se det som et resultat af voksne fællesbeslutninger, da har man efter alt at dømme et parforholdsproblem, en selvværdsproblematik eller en kombination af disse to som den reelle stressfaktor, og

2) Der er så mange kvinder, der vælger at leve alene i dag, at de bogstaveligt talt kun kan gribe i egen barm. Med til det samlede billede skal desuden det faktum, at der på regionale arbejdspladser er op mod 90 procent af de ansatte kvinder med en betydelig del af dem på nedsat tid. Og de vil ikke arbejde fuld tid – de prioriterer deres privatliv og familie mere, end de fravælger karrieren.

LÆS OGSÅKvinder skal ikke regne med, at mændene klarer regningen

Netop familieprioriteter er buddet, flere er kommet med som forklaring på kvinders manglende søgning mod erhvervslivets top. Hvis det er sandt, så vil kønskvoter til de prestigefyldte stillinger og bestyrelser også være et politisk fejlgreb.

Nej, skal kvinder med børn have flere topposter – uden inspirerende alternativer som succeshistorien om de to småbørnsmødre, der deler en lederstilling – skal der lovgives om, hvem der henter børnene hvornår.

Der vil godt nok være tale om et indgreb i privatsfæren, men det er nu ikke et moralsk problem længere; fleksibel arbejdstid og ansættelseskontrakter uden timeloft krænker allerede privatsfæren på en måde, så flere og flere ikke magter at prioritere deres liv uden sygelig stress til følge.

Hvis vi skal kigge lidt mere på, hvor kvinderne placerer sig i livets løb og muligheder, så er statistikken fortsat interessant at tage et diskuterende udgangspunkt i. Der er i dag flest kvinder på gymnasierne og flertallet af de videregående uddannelser.

At kvinderne benytter sig flittigt af muligheden for at blive uddannet, er som udgangspunkt godt for både kvinderne, dynamikken og samfundsøkonomien.

Der er stadig også kvinder, som benytter sig af muligheden for at blive gravid, og det nævner jeg, da der her er et pudsigt sammenfald: Gennemsnitsalderen for afslutningen af en kandidatuddannelse er 28-29 år, og gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder er 29-30 år.

Kvinder bliver altså mødre, når de afslutter deres uddannelse og påbegynder således karriere og familieliv på samme tid. Karriereopstart og familiedannelse hører til de to absolutte topscorere, når det kommer til stressfaktorer. Så hvorfor ’vælger’ kvinderne at udsætte sig selv for den heftige kombination af stress?

Det gør kvinder, fordi 1) den biologisk optimale fødealder og den sociale aktuelle fødealder kommer længere og længere væk fra hinanden, og 2) der i dag er en forventning om, at man gør karriere hurtigere, end man kan nå at få erfaring.

Erfaring tæller ikke længere i vores samfund – se bare på skatteministerens fødselsattest eller de mange mennesker, som hvert år skifter job for at signalere omstilling.

LÆS OGSÅKampen for ligestilling skal have et comeback

Modenhed er blevet et tabu; vi går i dag fra at være umodne til at være overmodne med en fikseret ungdom, der begynder som pubertet og aldrig rigtig slutter.

Alder påstås som alt andet i dag at være en social konstruktion, godt hjulpet af kemiske og kosmetiske manipulationer uden hold. Vi omskriver hele tiden vores identitet, men har alt for mange stavefejl til at lykkes med det.

Jeg siger det ikke som en reaktionær galde, men som en kritik af vores kritikløse tilgang til alle de muligheder, vi har i dag. Og min kritik kan ikke undgå at ramme kvinderne hårdest, for det er kvinderne, der har flest muligheder at skulle forholde sig til i dag.

Pointen er, at vores muligheder er selvsamme forklaring på vores problemer. Kvindernes postulerede frigørelse er med disse ord også kvindens problem, for skal kvinden opnå den både grammatiske og reelle ligestilling, samfundet giver hende mulighed for, da skal hun også opgive sin kvindelighed. Modernismen er én lang vej mod den totale udligning af forskelle, herunder også kønnenes forskelle.

Kvindernes ligestilling tiltog igennem hele det 20. århundrede, og det skyldtes ikke så meget kvindernes kamp som samfundets behov, beklager. Vores samfund bevæger sig måske ikke kun fra asken til ilden, og det skal da heller ikke lyde konspiratorisk, men en arbejdsgiver har gavn af fraskilte kvinder – de arbejder meget mere.

Kvinder kan mere end mænd, og kvinder gør mere end mænd, for kvinder føder børn, og de arbejder. Det gør, at kvinden må prioritere anderledes, for selv om manden kan være en ligeværdig ansvarsfigur i familien, så er det kvinden, som lægger krop til både fødsel og brystmælkende omsorg for barnet.

Og jo, amning er af flere grunde bedre end modermælkserstatning. De fleste glemmer i dag, at kroppen ikke bare er et magtelement i fitnessoutfit og socialkonstruktivisme; kroppen er stadig den helt igennem grundlæggende størrelse, der definerer os som menneskelige aktører.

Vi er aktører i livet, om vi vil det eller ej, og vi kan ikke undgå at forholde os til den verden, vi lever i. Hvis kvinden vil forholde sig til sine muligheder, er hun nødt til at kende sin begrænsning.

Muligheden for at opnå den såkaldte ligestilling kommer kun den dag, der også sker en ændring i kvinders relation til børn. For at omformulere et udsagn fra Tine Bryld, så kommer ligelønnen først den dag, mændene får børnene ved hver anden skilsmisse: Ligestilling kommer ikke kun ved, at kvinder får fra mændene; mændene skal også have fra kvinderne.

En anden måde at fuldbyrde modernismen på er ved at lade kvinder fra den 3. verden være rugemødre, så de kan føde vores prestigebørn, som sendes på kostskole og kun kommer hjem på forældrebesøg til højtider, der ikke længere findes. Men som så meget andet af det, der allerede sker i dag, vil det være på børnenes bekostning.

LÆS OGSÅHvor er ligestillingen i regeringstoppen? - Manu Sareen

Kvindens begrænsning ligger latent i, at hun kan så meget, som hun kan – før eller siden må hun vælge fra. Lige for tiden er det på mode at vælge manden fra, hvilket går fint, for samfundet har, helt i tråd med modernismens vej mod det kønsløse, legaliseret, at enlige kvinder kan blive insemineret. En tema som fælles barsel er fra alle sider svært uden et fællesskab som udgangspunkt.

Og så er der tilmed en lind strøm af højlydte påstande om, at et barn kan klare sig fint uden en far. Det er selvfølgelig ikke fortællinger, man har fra barnet, men fra voksnes manglende evne og vilje til at samarbejde gennem kompromiser.

Det feminine samfund er skridtet før den totale udligning. Modernismens kønsløse fuldbyrdelse vil selvsagt vise sig som et intetkøn, og det kan derfor aldrig være ’kønt’, at alle skal kunne alt, som de tror, det passer dem. Den eneste stand mod denne ekstreme samfundstendens er desværre de mange og lange sygemeldinger; de såkaldte problemer, ingen vil tage fællesansvar for.

Og netop problemerne er måske en af invitationerne til at forstå, hvorfor vi alle må til at sande vores begrænsninger, hvis vi vil leve værdigt, både som kvinde og som mand og som samfund.

Vores kønsroller kan godt tåle at skifte ham fra tid til anden, men vores køn kan ikke tåle at forsvinde – forsvinder kønnene først, er vi så ligestillet, at vi ikke længere vil være stillet med noget at navigere i forhold til.

Kære kvinde, du kan alt. Intet mindre. Du kan føde børn, være familiemenneske, og du kan have en karriere som statsminister, bestyrelsesleder, direktør, eller hvad det skal være. Men vil du alt, da skal du (er)kende din begrænsning; det er den, du sætter, hver gang du træffer et valg. Med eller uden mand.

Denne Kronik er skrevet med ønsket om en bæredygtig dialog og en politisk dagsorden med ligeløn og ligeværd frem for ligestilling. Med troen på en køn(net) verden.