Annonce
Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Det kræver sit menneske at være helt

Når presset på et menneske er massivt nok, skal der umenneskelige kræfter til at stå imod. Det er den slags kræfter som kendetegner historiens sande helte – men de har brug for nogen, der kan nå dem.

2
Gem til liste

Jeg vil ikke sige, jeg har gået Knud Rasmussen i bedene.

Men jeg nåede da at blive halvforlovet for et par år siden. Hyrdetimen fandt sted på en bænk godt hævet over den lille by Qaanaaq, verdens nordligste, med dens 600 sjæle.

Her nåede Knud Rasmussen frem for hundrede år siden fra 1. Thuleekspedition efter at have været langt østerude og runde Danmarksfjord – uden nævneværdige resultater bortset fra at have sultet sig selv og Peter Freuchen halvt ihjel.

Her mødte Ebbe Munck engang fangere, der havde været på ekspedition med Knud Rasmussen. Her lærte Siriuspatruljen at rejse med hunde. Og jeg mødte som sagt en dame. Hun var blevet tvangsforflyttet fra Thule i Nordstjernebugten, dengang amerikanerne byggede deres base, og hun og hendes små børn havde været de militære interesser i vejen.

Hun var ca. 90 år. Ingen vidste det præcist. Heller ikke hun selv. Nu boede hun på alderdomshjemmet med dets vide udsyn over den musestille Inglefield Bredning; det var dér, vi sad ved gavlen. Det var midnat, og solen strålede blændende.

I 1935 skrev Ebbe Munck dagbog fra sin bestigning af den arktiske zones højeste fjeld, Gunnbjørn. Der står: »Naar man er efterladt helt alene, forstaar man først Grønlands kolossale Stilhed, ikke en Lyd, ikke et levende Dyr, kun engang imellem en Sten, der ruller i Fjeldet, ellers stille, stille som Evighedens Susen – naar man lægger Øret til en Konkylie«. Sådan var det også her.

Hvad der er moralsk forkert, kan nu engang ikke være politisk berettiget

Ebbe Munck

Min veninde sagde ingenting. Men engang pegede hun ud mod vandet: Hun vidste, det skete. Et isbjerg på størrelse med Kronborg, der havde været langsomt på vej, knækkede og skød en mægtig sky af sne og glitrende is i vejret. Sekunder forsinket kom omsider det hule drøn. Hun nikkede indforstået, og så var vi forlovet.

Man kunne have skrevet om forfatteren, ja, digteren Knud Rasmussen, have placeret ham korrekt i litteraturhistorien både som tidstype og i al hans egenart som fortæller.

Det kunne have været en landvinding. Men da det undervejs gik op for mig, i hvor mange hidtil oversete gemmer det var muligt, om end besværligt, at møde ham som rent og skært menneske, sadlede jeg om. Mange forskere er redet intetanende forbi disse steder. Af gode grunde: Det lå ikke i deres sigte.

Det var nu eller aldrig. Knud Rasmussens trykte forfatterskab løber ingen steder. Men kilder, der er tilgængelige i dag, er det som bekendt ikke nødvendigvis i morgen eller for hvem som helst.

Princeton-historikeren Gordon S. Wood har fornylig spurgt, hvor mange bøger om George Washington skal der til, før monumentet omsider bliver et tilgængeligt menneske.

Ja, når man kan gøre en mand til en myte – og har man gjort dét med nogen, er det Knud Rasmussen! – kan man så ikke gøre det omvendte: gøre en myte til en mand?

Knud Rasmussens eget lille Thulehus står i Qaanaaq i dag. Det er for længst flådet op fra den gamle handelsstation. Der var meget at finde i skunken oppe på loftet. Og 1.077 km sydpå, i Illulissat, der engang hed Jakobshavn, havde kommunen et helt skur, der bugnede af dokumenter, som havde ligget i hans fars hus, i præstegården.

Her fik Jesper, min rejse- og forskningskammerat, og jeg ved et tilfælde et brev fra Knud Rasmussen i hænde rettet til datteren Hanne fra den altid rejsende far, et meget alvorligt formanende brev. Det og dets henvisninger udløste et helt lille bjergskred i vores fortælling om faderen – og mennesket.

LÆS OGSÅAt leve med mod

Skønt der til sidst gik lovlig meget dannebrog og establishment i Knud Rasmussen (hvad hans ungdomsven Emil Nolde godmodigt skoser ham for), og skønt hans voksende berømmelse blev et rusmiddel, som fik ham til at se den politiske verden omkring ham i en let tåge (hvad Peter Freuchen så med ubehag på), og skønt der gik overmenneskekult i ham, og skønt han lod sig stilisere til et forbillede og åndelig vejleder for den danske ungdom, hvad hans egne vilde ynglingedage ikke just lagde op til, så anfægter intet af alt dette Knud Rasmussens format, men – det gør ham tilgængelig.

Det stiller ham på jorden, hvor alt til syvende og sidst hører hjemme, og ikke på en sokkel.

Det er en gevinst at se polarforskeren ikke blot som den førende, hvad han var, men også som den førte. Ført af tiden, dens ideer, muligheder og risici, og ført af de forhold, han bragte sig i til andre mennesker, som han fortryllede, hvad der altid også indebærer en selvfortryllelse.

Ja, ført endelig af det inkarnerede flugtmenneskes drøm om at kappe alle retrætelinjer og tage et kapløb op med døden – som rejste i sin slæde ved siden af.

Undervejs indhentede han dyrebar viden hos de fremmede mennesker, som han søgte og mødte og fortalte om. Men til sidst var hans ekspeditioner rene armadaer.

De to modstandsfolk Ebbe Munck og Ole Lippmann var også i udgangspunktet ’lonely travellers’. Forskellen mellem den unge Ole, der var englændernes sidste forbindelsesofficer i Danmark, og den ti år ældre Ebbe, stiller Janni Andreassen meget anskueligt op i sin indholdsrige bog om Ebbe Munck – ved hjælp af to citater.

Til Politikens Ninka siger Ole Lippmann så sent som 1995: »Jeg har kraftstejleme da aldrig hverken før eller siden haft så meget at skulle have sagt. Meget groft udlagt var det i den periode, da det var Ebbe Munck i Stockholm og Svend Truelsen og Flemming Juncker i London og min ringhed, der regerede Danmark. Formelt er det selvfølgelig noget vrøvl, men i realiteternes verden var det sådan det hang sammen«.

LÆS OGSÅEn påfaldende diskret mand

Det andet citat er Muncks beskrivelse af sit arbejde. Til Berlingeren 6. maj 1945 gør han tørt og sagligt rede for jobbet: »Som følge af tidens ugunst (…) havde jeg en placering i Stockholm-svingdøren, hvor jeg havde mulighed for at skabe kontakt mellem det kæmpende Danmark og udlandet. Vi har spillet de kort, som modstandsbevægelsen herhjemme har givet os.

Det har vi været nogle stykker om i en årrække, og vi har skabt forholdet til udlandet ad private kanaler og gennem personlige venskaber og tillidsforhold«.

Ja, svingdør, bindeled, omdrejningspunkt, koordinator – kært barn har mange navne. Munck forstod først og fremmest at vinde mennesker og at omgås dem, det var vigtigt og gavnligt at omgås, for han indgød tillid – selv hos en John Christmas Møller.

Og kunne han ikke komme igennem på anden måde, kunne han f.eks. få Inga Lippmann til at servere hummersalat og welsh rarebit for ’Julemanden’, alias Christmas, når han var i Stockholm. Det havde en meget beroligende virkning på den mærkelige mand og gavnede dermed fredens tilrettelæggelse.

Der er mange tråde på kryds og tværs. Jeg fandt i sin tid et brev, som ligger på Rigsarkivet nu – fra Ebbe Munck til Ole Lippmann. Det er fra 1957. Munck har haft lejlighed til at læse en rapport, Lippmann skrev om hans operation som ambulanceleder for Røde Kors under opstanden i Ungarn.

Han havde lidt et nederlag. Russerne havde spærret grænsen totalt, så hjælpen ikke kunne komme ind til de sårede, der flød i gaderne. Han kunne ikke blive det bindeled, der var så hårdt brug for.

Og det internationale Røde Kors’ ledelse, inklusive Lippmans faderlige ven Erik Husfeldt, havde i Lippmanns øjne ikke blot svigtet, den havde valgt at lægge sig fladt ned over for samtlige russiske krav, som selvfølgelig gik ud på at holde al udenlandsk tilstedeværelse fra døren. Muncks brev var et plaster på såret. »Tragisk læsning«, skriver Munck.

»Det minder mig saa meget om Forvirringen, da Münchenkonferencen knækkede Ryggen paa Czekoslovakiet«. Og han slutter: »Mon ikke du ogsaa er overbevist om, at Hammarskiöld forpassede en historisk Chance«. Aldrig har man set et større håndskrevet »Jo!!« i nogen margin. Med chance mener hverken Munck eller Lippmann noget som helst andet end at vise flaget så umisforståeligt som muligt.

Men ikke engang dét havde Røde Kors eller FN kunnet mande sig op til. Som Munck sagde allerede i 1946: »Hvad der er moralsk forkert, kan nu engang ikke være politisk berettiget«. Og her på grænsen til det forblødende Ungarn var tavshed og passivitet moralsk forkert.

Den slags udsagn er der altid brug for; der er altid brug for, at nogen, der kan skaffe sig ørenlyd, siger og stædigt gentager, at det, der er moralsk forkert, kan ikke være politisk berettiget.

Havel er et eksempel på, at sammenfald mellem moral og politik ikke er den rene utopi, men muligt. Det, de gjorde dengang i Stockholm, med Munck i centrum, foregik som sagt »ad private kanaler«. Den metode kan jeg genkende.

LÆS OGSÅSans for eventyr

Men under den kolde krig gik det bare omvendt til. Den kontakt, der gennem personlige venskaber og tillidsforhold kom i stand med Østeuropa, gik den anden vej; denne gang forbandt den det frie Danmark og det kæmpende udland. Og svingdøren stod ikke i et neutralt naboland. Den var mobil. Den kunne åbnes i Budapest, i Prag og Østberlin.

Og vi skulle også, igen med Muncks ord, spille nogle kort, andre havde givet os. Nu var det dissidenterne – modstandsbevægelsen kan man roligt kalde dem – der gav kortene.

De tørstede efter at vise deres sande ansigt i Vesten, at gøre deres vilkår og vanskeligheder kendte, såvel som deres tanker og ønsker. De havde brug for at få dét trykt i Vesten, der var forbudt hos dem selv.

Der skulle skrives artikler, akkurat som da Munck var i Tjekkoslovakiet for Berlingeren i Münchenforligets skygge eller i Finland i Stalins skygge. I 70’erne og 80’erne var det de samme ansigter, den samme slags bekymring og de samme forskrækkede spørgsmål, som Munck mødte i 30’erne: Hvad har I tænkt jer? Hvad vil I gøre? De spørgsmål, der endte som desperate råb fra statsradioens sender i Budapest i oktober 1956, indtil strømmen blev taget, og resten var tavshed.

20 år senere råbte Havel ikke: Kom!, men sagde i bund og grund kun to ting på sin lavmælte, lidt søgende facon: Hvis vi lærer hinanden at kende, kan vi måske hjælpe hinanden med at fatte, hvad Europa er og skal være engang.

Men det forudsætter, at I lige prøver at kigge den her vej. Det var det ene. Det andet var: Kræv mere! Og hav ikke noget for med vores fangevogtere! Den, der ikke er klar over, at vi er i fængsel, har ikke fattet noget.

Jeg husker det, som om der var en hel del, der ikke have fattet noget …

Havel og hans venner i området kan jeg takke for mødet med det uforglemmeligste og mest private af alt: køkkenerne. I Østeuropas køkkener lugtede der af smøger og stærk suppe.

Der blev fortalt vittigheder, og selv de dårlige var gode, fordi de gav luft. I køkkenet skulle der orienteres og ajourføres; der blev gættet og spået, advaret og tilrådet – og drømt. Der skulle findes smutveje. Engang var der en killing, der klatrede op ad mit bukseben og endte med at lægge sig snurrende til rette. Værtinden var ved at dø af grin: »Look, it wants to go abroad!«. Det ville de alle sammen – den ene nat.

Den næste ville de blive og den næste igen – til de kunne se enden på det hele, om den så blev bitter. Og godnat, og kom godt hjem! Tak, no problem … Mit pas og mit visum lå jo parat i natbordsskuffen henne på Hotel Donau.

Havel og Salman Rushdie har det beundringsværdige tilfælles, at de aldrig gav partiet som helte eller lod sig monumentalisere. De er ikke fjerne. Den ene var filosof, den anden joker, men i fedtefadet endte de.

LÆS OGSÅIslam, Muhammedfilm og vred krænkelse

Og cigaretter og whisky kunne de begge lide. Hvad Rushdie angår, ved jeg godt, hvad jeg i dag ville pege på som noget helt uomgængeligt i hans historie. Det er to øjeblikke. Det ene, da de, mullaherne og trossamfundene, fik krammet på ham og systematisk tvang ham til at gøre afbigt, så han ligbleg fremstammede sin undskyldning. Det var hans værste time.

Når presset på et menneske – det være sig nok så veludrustet – er massivt og omfattende nok, skal der umenneskelige kræfter til at stå imod.

Så kan man til sidst ligefrem komme i tvivl. Måske har de ret!

I Prag, under Slanskyprocessen, var der uskyldigt dødsdømte, der gik til galgen med et: Leve partiet! Jeg kan overhovedet ikke tænke mig noget forfærdeligere, end når det lykkes bødlen at fremtvinge en alliance med sit offer.

Det var det ene øjeblik, som gør Rushdie til ’an accessible human being’: Da han måtte bukke under foran et præstetribunal i en forstad til London.

LÆS OGSÅRushdies erindringer om fatwaen er et gribende dokument

Det andet øjeblik var, da han alligevel – efter den bodsgang, som han aldrig har tilgivet sig selv – får samlet rygraden sammen stykke for stykke og mavet sig ud under den centnertunge blok af organiseret religiøs tvang. Det var hans fineste time.

Rushdie kunne trods alt håbe – i modsætning til de dødsdømte i Prag – at der ville være nogen til at tage imod ham. Det befriede ham ikke for fatwaen, men for ensomheden og dermed for opgivelsen.

Det var forskellen. Og det er den forskel, en mand som Ebbe Munck om noget repræsenterer, og det mærkes endnu. Denne livsnødvendige forskel kommer af, at forbindelseslinjerne er der og bliver holdt intakte – forbindelseslinjerne til alternativet.

At døren bliver holdt åben til de andre, til dem, man har brug for.

PolitikenPlus
  • Ur, unisex *Bulbul er navnet på en fugl, en lille fugl med hanekam og et oppustet ego. På samme tid er det også navnet på nattergalen i persisk og indisk poesi.

    Pluspris 2.125 kr. Alm. pris 2.500 kr. Køb
  • Chart | Art Fair Messen blev allerede i sit første år en stor succes med over 11.000 besøgende i den sidste weekend i august 2013.

    Pluspris 75 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Bulldog Det var en varm sommerdag i 2006. På benzintanken midt i København holdt en amerikanerbil.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Twin Peaks Bluray Boks David Lynch' legendariske serie er endelig ude i en ultimativ Bluray boks med hele serien, filmen Fire Walk With Me og en masse hidtil uset ekstra materiale.

    Pluspris 440 kr. Alm. pris 500 kr. Køb
  • Håndklæder Håndklæder i bambus kvalitet, 3 stk. i en pakke. Helt lette og fine håndklæder, som også kan brugers som tæpper, dug eller plaid.

    Pluspris 199 kr. Alm. pris 250 kr. Køb