Hvor er det spændende at arbejde i den danske folkeskole for tiden.

Særlig som skoleledere følger vi udviklingen tæt, og hver dag nye glæder:

Først kom Ny Nordisk Skole og nu regeringens folkeskolereform ’Gør en god skole bedre’. Gør en god skole bedre giver flere undervisningstimer til eleverne, engelsk fra 1. klasse, alle skal lære mere, 1 mia. til lærernes efteruddannelse, 4 mia. i alt til en styrket skole, aktivitetstimer, forenkling af elevplaner, fælles mål og afgangsprøverne.

Samtidig med spændende skolebud fra regeringen varmes der op til arbejdstidsforhandlinger for lærerne, og KL melder tydeligt ud med takter om en ny måde at tænke lærernes arbejdstid på. Det er en spændende tid, og vi håber, at dette kan blive starten på en ny og bedre folkeskole, som ikke behøver at blive dyrere, end den er i dag.

Vi undrer os over Danmarks Lærerforening, som med formand Anders Bondo Christensen i spidsen siger ’Nej, nej og atter nej’ ... uanset hvilke forslag der kommer på bordet.

LÆS OGSÅ Lærerforening: Folkeskolereform vil give kedelig undervisning

Vi undrer os over, at han på den måde sælger sine medlemmer, der for os at se er blevet gidsler imellem den folkelige opinion og Bondo. Ikke engang 4 mia. til skolerne, herunder 1 mia. til efteruddannelse, kan få smilet frem på Anders Bondos ansigt.

Seneste melding fra Bondo er, at han truer med, at lærerne vil lave kedelig undervisning, hvis de skal undervise mere.

Som Bondo spiller sine kort, er der kun to mulige standpunkter i ’kampen om folkeskolen og synet på lærerne’ – enten er det synd for lærerne, eller også er de nogle dovne slamberter.

Vi synes ikke, det er synd for lærerne! Lærere har i mange år haft en arbejdstidsaftale, som er forældet, som er ufleksibel, og som ikke giver ledelsesmæssigt råderum. Til gengæld har den været rigtig god for lærerne, de har haft råderet over 60 procent af deres egen arbejdstid. 60 procent af arbejdstiden, som ingen i verden kunne tidsfastsætte eller bede om dokumentation for.

De 60 procent af arbejdstiden er i langt de fleste tilfælde blevet brugt rigtig godt og ansvarligt. Der er blevet forberedt undervisning, afholdt forældremøder, skole-hjem-samtaler, lavet fælles forberedelse osv.

Det er ikke synd for lærerne, at de nu, ligesom alle andre på arbejdsmarkedet bliver bedt om at levere til et fællesskab i krise.

I stedet for at undervisningen i det optimistiske regnskab fylder 40 procent, så skal det fremover måske fylde mere af arbejdstiden.

Til gengæld mener vi, at der nu er mulighed for, at lærerne får synliggjort, at al den øvrige tid faktisk findes! I stedet for at sige nej, nej, nej, så kunne DLF vælge at betragte de nye vinde som en mulighed for at synliggøre det store, flotte arbejde, der leveres i den danske folkeskole. Vi er begge ledere i folkeskolen og er superstolte af den vare, vi leverer, og de fantastisk dygtige medarbejdere, vi arbejder sammen med om at skabe en bedre folkeskole.

Vi synes ikke, at lærerne er nogle dovne slamberter! De medarbejdere, vi har på vores skoler, og lærere, vi møder i andre sammenhænge, er pligtopfyldende, engagerede, loyale og optaget af at levere en ordentlig arbejdsindsats.

Lærerfaget har en lang tradition for, at en stor del af arbejdsbyrden er individuel forberedelse, hvorfor lærerne ofte sidder hele søndagen med stile og matematikhæfter, eller klasselærerne sidder om aftenen, når deres egne børn er lagt i seng, og ringer til et par forældre for lige at drøfte deres børns lektielæsning eller sociale udfordringer.

LÆS OGSÅKL håner udspil fra lærerne

Den helt store udfordring, vi møder vedrørende lærernes arbejdstid, er, at mange lærere oplever den fælles forberedelse som en ny, ’ekstra’ opgave. I takt med en skoleudvikling, som giver lærerne flere fælles arbejdsopgaver og fælles udfordringer, stiger behovet for, at lærerne forbereder sig sammen, og det er vores oplevelse, at det er en svær øvelse. Lærerne er jo ikke ledere for hinanden og kan derfor ikke bare lige indkalde hinanden til møderne.

Tiden er ’faktortid’, hvilket betyder, at vi heller ikke som ledere kan hjælpe en medarbejder med at få samlet de relevante samarbejdspartnere til et møde fast hver torsdag kl. 13-14. Reelt er den enkelte lærer afhængig af, at samarbejdsparterne synes, det er lige så vigtigt at få planlagt den næste teamdag eller inklusionsindsatsen omkring Benjamin – og at ingen har planlagt tennistimer, at hente barnebarn tidligt eller måske har en aftale med deres mand om en tidlig kop kaffe lige om torsdagen.

Tanken om, at alle er til rådighed for hinanden hver dag inden for normal arbejdstid, dvs. til kl. 16, er ikke en del af kulturen ... timerne bliver jo lagt søndag eller onsdag aften kl. 20-23.

Det er ikke, fordi lærerne er nogle dovne slamberter, men fordi arbejdstiden er planlagt ud fra en skole, hvor den enkelte lærer var privatpraktiserende og ikke havde det store behov for at mænge sig med kolleger – og fordi den er et resultat af, at KL og kommunerne et langt stykke af vejen har accepteret, at landets skoleledere kunne få lov til at planlægge en fagfordeling og lægge et skema en gang om året, men derudover ikke skulle have den store indflydelse på lærernes forvaltning af deres arbejdstid.

DLF sender i disse dage via deres medlemmer et regnestykke rundt på Facebook. I regnestykket konkluderes, at lærerne simpelthen ikke engang i dag har tid til at bruge 2 minutter per elev til forberedelse om dagen. Vi forstår godt, at DLF har brug for at tydeliggøre lærernes arbejdsindsats, men bliver forargede over, at man så vælger at bruge et regnestykke, som simpelthen ikke holder vand.

I regnestykket beskrives, hvordan 25 lektioner svarer til 1.000 timer om året. Her laver man et lighedstegn imellem lektioner og timer – hvorved 250 timer dukker op af den blå luft som et andet tryllenummer ... En lektion tæller 45 minutter, ikke en time! Lærernes undervisningstid på 25 lektioner i 40 uger giver 750 timer, men i DLF’s regnestykke giver det 1.000 timer! Hokuspokus! Samtidig tager man i regnestykket udgangspunkt i, at alle lærere stort set underviser i 25 lektioner om ugen.

KL’s sidste undersøgelse viste, at kun 1 procent af lærerne underviser i 25 lektioner om ugen. I mange kommuner er 25 lektioner et loft – det er det f.eks. i den kommune, hvor vi arbejder, og gennemsnittet ligger omkring 23 lektioner per uge.

Det er ikke synd for lærerne, og lærerne er ikke nogle dovne slamberter! Vi har den arbejdstidsaftale, som KL tidligere har indgået med DLF, og nu er det på tide, at vi rykker videre, så vi får en folkeskole med en moderne ledelsesform, hvor vi som ledere rent faktisk har mulighed for at lede vores medarbejdere ikke kun i 40 procent af deres arbejdstid.

LÆS OGSÅBondos danske model er en blindgyde

Vi vil opfordre DLF, med Anders Bondo i spidsen, til at tage arbejdshandskerne på og melde sig ind i kampen for en bedre skole. Hvis lærerne som professionelle skal tages alvorligt, må repræsentanterne sætte sig ved bordet og tage fat i stedet for at stå og brokke sig isoleret i et hjørne.

Alle forældrene på vores skoler har stor respekt for lærerne og for det arbejde, vi leverer på skolen, det er ikke til at bære, hvis DLF får ødelagt den respekt og den tro på, at vi på skolerne er professionelle.

At det ikke er synd for os, og at vi ikke er nogle dovne slamberter!

Vi undrer os over, at vores egen forening, Skolelederforeningen, er næsten lige så bekymret for skolereform og kommende arbejdstidsforhandlinger som DLF. Ja, hvis vi ikke længere har en central arbejdstidsaftale, så får vi skoleledere kam til vores hår!

Ja, hvis der bliver strejker eller lockout, så bliver det os, skolelederne, der skal løse udfordringerne lokalt, og ja, hvis den samlede, kongelige lærerflok er imod resultatet af arbejdstidsforhandlingerne, så bliver det nogle seje år, vi skal igennem som skoleledere i folkeskolen.

Vi ønsker en skolelederforening, som fortæller Danmark, at skolelederne er klar til at tage fat i roret på skolerne, at vi ved, at det kan blive modvind i starten, men at vi bestemt har kræfterne til at stå fast og til at fortsætte den udvikling, som regeringen og KL nu lægger op til. Vi vil ikke stå i vores eget hjørne og være bekymrede, vi vil være med i udviklingen, det er nu, det sker!

Vi er dog ikke i tvivl om, at vi er på den rette og nødvendige vej! Der er momentum for forandring i folkeskolen nu – det skal vi gribe, og vi som skoleledere skal vise, at vi er klar til at gå ind i arbejdet for en bedre folkeskole, med flere timer, faglig fokus, fleksibilitet og en undervisning, der bygger på evidens – på det vi ved, der virker!

Hvis vi skal udfordre og tilgodese hver enkelt elevs udviklings- og læringspotentialer, bliver vi nødt til at ændre på den traditionelle grundstruktur i folkeskolen. Alle børn har lyst til at lære. Børn har lyst til – og mod på at blive udfordret og vil gerne leve op til de forventninger, der stilles til dem. Derfor skal vi gøre os umage som fagprofessionelle for at skabe et læringsmiljø, hvor feedback og elevinddragelse bliver en fast ingrediens i lærernes arbejdstid på skolen.

LÆS OGSÅGlem alt om en billigere folkeskole

I dag har vi typisk en struktur med en lærer, en klasse, et fag og en lektion som det bærende fundament for elevernes læringsmiljø. Hvis vi skal opnå større faglighed for den enkelte elev, bliver vi nødt til at tilrettelægge skoledagen mere fleksibelt, så det er elevernes læringsmuligheder, der er fundamentet for den praksis, der udføres i skolens dagligdag.

Alle elever skal have lige muligheder for at udnytte deres potentialer og opnå en så fagligt bred kompetence gennem deres skoleforløb, at de ligeværdigt kan vælge den ungdomsuddannelse, de ønsker sig.

Eleverne skal derfor være mere på skolen, og deres læringsmiljøer skal tilrettelægges så fleksibelt, at alle elever gennem læring får mulighed for at udvikle deres kompetencer både fagligt og socialt i samspil med andre.

Vi er helt enige i, at det langtfra er godt nok, at en alt for stor del af vores børn og unge ikke har de tilstrækkelige kompetencer, således at de kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Flere dansk- og matematiktimer samt engelsk allerede fra 1. klasse vil uden tvivl give et løft til den gruppe af børn og unge. Men det vil også løfte overliggeren og danne grundlag for, at vi som folkeskole begynder at sætte vores forventninger til elevernes faglige udbytte op.

LÆS OGSÅSkoleledere efter lærer-udspil: Der er gode takter i det

Udvides skoledagen, således at der bliver bedre muligheder for at veksle mellem forskellige læringsmiljøer og aktiviteter, er der større mulighed for, at også de fagligt stærke – og de svageste elever – bliver udfordret på flere forskellige niveauer afhængigt af deres læringspotentialer. Lærerne og øvrigt pædagogisk personale skal samarbejde i langt højere grad og indgå i et mere forpligtende samarbejde. De skal indgå et samarbejde, hvor det er teamet, der strukturerer, forbereder, gennemfører og evaluerer skoledagen på en meget mere fleksibel måde end i dag.

Det betyder også, at lærerne med god grund skal ændre deres måde at strukturere deres arbejdstid på. Forberedelsen, udførelsen og efterbehandlingen skal ske på skolen i det professionelle rum, der sætter rammerne for det egentlige arbejde.

Og så er vi tilbage ved arbejdstidsforhandlingerne. Vi skal vende lærernes tilstedeværelsesforpligtelse om, fra at lærerne i dag, hvis ikke andet er aftalt, kan gå hjem, til, at hvis ikke andet er aftalt, så er lærerne, sammen med lederne, på skolen.

Vi er her for elevernes skyld, og vi skaber en højt professionel arbejdsplads, hvor vores kerneopgave er at lave undervisning for eleverne.

Skoleledelsen skal være det gode eksempel. Der skal sættes krav om efter-videre-uddannelse af folkeskolens ledere. Som skoleledere er vores kerneopgave at skabe tydelige og klare rammer, således at vores medarbejdere kan gennemføre en højt professionel dagligdag for vores børn og unge.

Vi skal som skoleledere have indsigt i – og forståelse – for systemisk ledelse. Vi skal turde sætte krav og skabe tydelige forventninger til lærernes og elevernes præstationer.

Dette sker ikke ved at være bedst af ligemænd, men ved at opnå et bredt kendskab til ledelsens mange facetter, gennem reel uddannelse, ledelsesnetværk, sparring og målrettet samarbejde i kommunerne, på tværs af skolerne.

LÆS OGSÅ»Antorini har fået sig en uventet julegave af Bondo«

Vi ønsker os en folkeskole, hvor opgaverne fordeles som på alle andre arbejdspladser, af skolens leder i samarbejde med medarbejderne, og at opgaverne så løses ordentligt og professionelt, med fokus på opgavens indhold i stedet for på antallet af minutter.

Vi ønsker os en folkeskole, hvor vi som ledere har ret til at invitere alle medarbejdere til en drøftelse om en fælles opgave eller et nyt udviklingsprojekt fra kommunen eller regeringen, uden at medarbejderne skal varsles fire uger i forvejen, og uden at det skal udløse overtid, så længe det afholdes inden for normal arbejdstid.

Vi ønsker os en folkeskole, hvor det er elevernes læring, der er i centrum, ikke en stiv arbejdstidsaftale, som i værste fald kan blokere for udvikling og samarbejde.

Vi skal huske, at vi går på arbejde hver dag for at give børnene den bedste uddannelse, ikke for at give lærerne eller skolelederne en hyggelig arbejdsplads.

Vi er klar til forandring og til at påtage os de ledelsesredskaber, der forhåbentlig kommer ud af reformer og arbejdstidsforhandlinger! Tak for reform, tak for arbejdstidsforhandling. Vi glæder os i denne tid!