Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

... Hvem laver pengene?

Danske Banks nye strategi rummer visionen for fremtidens bank og kimen til en konservativ revolution af selve pengesystemet.

21
Annonce

’The new normal requires new standards’.

Sådan lyder overskriften på Danske Banks nye strategi. Den globale finanskrise indvarslede en forandring i verden, og Danske Bank forpligter sig nu på at sætte nye standarder for bankvirksomhed, som svarer til denne nye verden.

At Danske Bank således melder sig under revolutionens faner bør på alle måder hilses velkommen.

Det er helt rigtigt set, at hvis vi skal løse nutidens mest presserende samfundsmæssige udfordringer såsom stigende ulighed, tiltagende ressourceknaphed, vigende demokratisk kontrol med økonomien og udsigten til radikale klimaforandringer, så kræver det en grundlæggende forandring af vores pengesystem og dermed også en forandring af måden, der bedrives bank på i Danmark.

LÆS OGSÅDanske Bank har stadig ikke ændret nogen standarder

Men uanset deres gode vilje kan Danske Bank ikke klare dette alene. I stedet for at bruge vores kræfter på at kritisere Danske Bank bør vi alle slutte op om bankens progressive initiativ og samle kræfterne om at hjælpe dem med at udtænke fremtidens bank.

Først og fremmest må vi hjælpe Danske Bank med at forstå, hvori ’the new normal’ så egentlig består.

I den seneste tid har DR sendt en serie af tre udsendelser om finanskrisen, ’Sikke en fest’. Udsendelserne viste, hvordan bankernes meget liberale udlånspolitik gik hånd i hånd med smarte og grådige spekulanter. Det skabte tilsammen den finansielle boble, der altså endte med at briste til sidst.

Mens DR’s afdækning giver et udmærket indblik i krisen og dens årsager, så undlader den alligevel at stille et helt grundlæggende spørgsmål, som er essentielt for at forstå vores samfunds nuværende situation: Hvor kom pengene fra?

I forbindelse med krisen forsvandt en stor del af de penge, som havde skabt selve opsvinget. Først var der mange penge, og pludselig var de væk.

Men hvor kom disse penge oprindeligt fra? Hvem lavede dem? Det er vi nødt til at forstå.

Lad os starte med et helt simpelt eksempel:

I forbindelse med krisen forsvandt en stor del af de penge, som havde skabt selve opsvinget. Først var der mange penge, og pludselig var de væk. Men hvor kom disse penge oprindeligt fra? Hvem lavede dem?

Ole Bjerg

Jeg har to cykler. Hvis min nabo kommer og beder om at låne en cykel, så kan jeg sagtens imødekomme hans ønske. Hvis nu min underbo også kommer og vil låne en cykel, så kan jeg også imødekomme hans ønske, hvis jeg altså kan undvære begge cykler på samme tid. Men hvis så min overbo også kommer og beder om at låne en cykel, så må jeg sige: Desværre, jeg ville ellers gerne hjælpe dig, men begge mine cykler er for tiden udlånt. Når vi hører ordet ’låne’, så er det typisk som i dette eksempel, at vi forstår dets betydning.?

Vi tænker typisk på en bank som et sted, hvor man kan låne penge. Folk, som har flere penge, end de umiddelbart har brug for, sætter deres penge i banken, som så derefter kan låne pengene ud til folk, der har brug for dem. Denne forståelse af banker er hverken forkert eller rigtig.

I dag foretages kun en forsvindende lille del af alle økonomiske transaktioner ved, at folk bytter mønter og sedler for varer eller ydelser. Langt de fleste transaktioner foregår gennem elektroniske overførsler af gæld og tilgodehavender.

Det betyder, at når en person går ned i en bank, f.eks. Danske Bank, og låner 100.000 kroner, så foregår det ikke ved, at ekspedienten går ned i kælderen og henter 100 fedtede tusinde1.000-krone-sedler, som kunden så kan stikke i lommen og tage med ud af banken.

LÆS OGSÅSocialdemokraterne truer banker, der straffer svage kunder

Ekspedienten kan i stedet nøjes med at oprette et lån med den ene hånd og sætte 100.000 kroner ind på kundens hævekonto med den anden.

Ved hjælp af denne simple dobbelte bogføringsmanøvre har banken simpelthen skabt 100.000 kroner ud af ingenting. Det er således misvisende, når vi taler om, at kunden har ’lånt’ 100.000 kr., for så vidt som disse penge først blev skabt, i det øjeblik, lånet blev oprettet.

Selv ikke når kunden begynder at bruge af disse penge, skal banken have rede penge op afd lommen.

For eksempel kan kunden bestemme sig for at bruge 20.000 kroner på et nyt tv. Denne handel kan han gøre ved at betale med sit Ddankort. Hvis nu tv- forhandleren også har konto i Danske Bank, så klares betalingen ved simpelthen at trække 20.000 kroner på kundens hævekonto og sætte et tilsvarende beløb ind på tv -forhandlerens konto.

Men selv hvis tv- forhandleren er kunde i en anden bank, f.eks. Nordea, kan handlen foregå, uden at fysiske penge skal skifte hænder.

Nordea og Danske Bank har i stedet konti hos hinanden, hvor de løbende udligner indbyrdes transaktioner. Købet af et tv betyder således, at kundens indestående på hævekontoen i Danske Bank nu kun er på 80.000 kr. Til gengæld skylder Danske Bank nu Nordea 20.000 kroner, og tv -forhandleren har pludselig et tilgodehavende hos Nordea på 20.000 kroner.

Mellemværendet mellem Danske Bank og Nordea vil imidlertid kun under meget særlige omstændigheder blive indfriet ved en betaling i form af kontante penge. I stedet vil det typisk blive udlignet ved, at tv -forhandleren, eller en anden kunde i Nordea, bruger 20.000 kr. på at købe en ny sofa i en forretning, som er kunde i Danske Bank.

? Pointen i denne, ganske vist forsimplede, illustration er, at bankers primære virksomhed i dag ikke er at ’låne’ eksisterende penge ud, men snarere at skabe nye penge.

I takt med at vi har udviklet effektive og snart altomfattende elektroniske betalingssystemer, som gør det muligt at foretage alle mulige slags økonomiske transaktioner vha. overførsler af gæld og tilgodehavender, så har vi gradvist udliciteret selve skabelsen af penge i økonomien til de private banker, som administrerer disse systemer.

Direkte adspurgt vil de fleste mennesker sikkert sige, at pengene i Danmark i sidste ende kommer fra Nationalbanken, som ganske rigtigt ligger inde med nøglen til seddelpressen.

Denne opfattelse er ikke absolut forkert, men dog stærkt misvisende, for så vidt som under 5 procent af den samlede pengemængde i Danmark består af mønter og sedler. Den resterende del er kreditpenge, som er skabt af private banker efter principper, der nogenlunde svarer til ovenstående illustration.

’The new normal’ er altså en situation, hvor penge ikke skabes af Nationalbanken, hvor profitten af pengeskabelsen ikke tilfalder det nationale fællesskab, og hvor selve kontrollen med pengemængden i samfundet er overladt til et samspil mellem profitorienterede banker, spekulative finansielle markeder og købelystne forbrugere.

LÆS KRONIKEN HERI Danske Bank påtager vi os vores del af ansvaret

I en kronik i Politiken 20. december 12.2012 skriver Danske Banks direktør, Eivind Kolding:

Under 5 procent af den samlede pengemængde i Danmark består af mønter og sedler

Ole Bjerg

»Den finansielle sektor spiller en helt afgørende rolle for hele samfundet, der er afhængigt af, at den kapital, nogen har i overskud, bliver stillet til rådighed for de investeringer, andre har mod på«.

Udsagnet viser, at selv ikke direktøren har forstået den centrale rolle, som banker og finansielle markeder i dag spiller i selve skabelsen af penge. I stedet abonnerer han på den romantiske forestilling om banker som simple formidlere mellem investorer og låntagere og opretholder således også forestillingen om, at Nationalbanken stadigvæk har monopol på selve skabelsen af penge.

Man kan imidlertid ikke fortænke Eivind Kolding i hans misforståelse af bankers rolle i pengesystemet.

Som økonomien John Kenneth Galbraith i sin tid sagde:

»Den måde, hvorpå banker skaber penge, er så simpel, at den virker frastødende på fornuften«.

Tanken om, at vi som samfund skulle have overladt selve skabelsen af penge til de private banker, er så absurd, at man som et almindeligt moralsk og fornuftigt menneske spontant må afvise den.

Således skal vi se Eivind Koldings misforståede udlægning af bankernes rolle i økonomien, som udtryk for hans personlige integritet og fornuft. Han er simpelthen frastødt af tanken om, at noget så vanvittigt skulle være virkeligt.

’The new normal requires new standards’. Når vi nu har afklaret, hvad det nye normale er, så kan vi vende os mod den anden del af Danske Banks strategi.

Hvad er de nye standarder, som nu kræves? Det fantastiske er, at svaret allerede ligger i bankdirektørens misforståelse.

Eivind Kolding har således ret, når han i citatet ovenfor definerer finanssektorens rolle som det at sikre, at »den kapital, nogen har i overskud, bliver stillet til rådighed for de investeringer, andre har mod på«.

Vi skal imidlertid ikke forstå denne sætning som en korrekt beskrivelse af den nuværende situation, men derimod som en vision for, hvad banker i fremtiden bør være. Dette er den nye standard for banker.

LÆS OGSÅBanker skærer ind til benet i 2013

Banker skal altså ikke længere selv lave penge, men blot fungere som medie for de penge, som er skabt andetsteds, så de kan flyttes derhen i økonomien, hvor de gør størst produktiv gavn.

I stedet for at korrigere Eivind Koldings misforståelse af bankens virke, bør vi således korrigere bankens virke, så den stemmer overens med Eivind Koldings forståelse.

Måske er det på grund af sin revolutionære idealisme, at Eivind Kolding for nylig modtog Dronningens Ridderkors.

For nogle år siden kørte Danske Bank en anden kampagne under sloganet: ’Gør det, du er bedst til – det gør vi’.

Budskabet i kampagnen var, at almindelige bankkunder skulle overlade det kedelige og besværlige arbejde med at holde styr på deres økonomi til Danske Bank, så de i stedet kunne koncentrere sig om at køre på BMX-cykel, danse ballet, spille musik, eller hvad de nu var bedst til.

Tiden er nu inde til, at Danske Bank genanvender dette slogan på sig selv. Private banker er gode til at være formidlere mellem investorer og låntagere.

Men som finanskrisen har vist, er private banker imidlertid mindre gode til selv at skabe pengene i samfundet og administrere hele pengemængden. Den funktion ligger langt bedre i hænderne på Nationalbanken, som er forpligtet på at varetage samfundets fælles bedste og ikke blot sikre afkast til en lille gruppe aktionærer.

Problemet med de private bankers pengeskabelse er blandt andet, at de forivrer sig og pumper en masse penge ud i samfundet, når konjunkturerne går op, mens de bliver urolige og trækker penge ud af samfundet, når konjunkturerne går ned.

Således agerer de pro-cyklisk, idet de forstærker de svingninger, der allerede er i økonomien.

Danske Bank bør altså i fremtiden koncentrere sig om at låne penge ud og så overlade selve pengeskabelsen til deres bank, dvs. Nationalbanken.

Ole Bjerg

Danske Bank bør altså i fremtiden koncentrere sig om at låne (og her menes altså ligesom i cykeleksemplet) penge ud og så overlade selve pengeskabelsen til deres bank, dvs. Nationalbanken.

I realiseringen af disse nye standarder for bankvirksomhed har Danske Bank, såvel som deres samarbejdspartnere i Nationalbanken og Økonomiministeriet, brug for inspiration og nye ideer. I den forbindelse kan det anbefales at rette blikket mod Island, hvor man i den grad har erfaringer med at overlade pengeskabelsen til private banker.

Det islandske Altinget har for nylig nedsat en kommission, der skal undersøge mulighederne for indførelse af såkaldt ’Full-Reserve Banking’.

Under et sådant system kan banker kun låne penge ud i det omfang, at det udlånte beløb modsvares af en tilsvarende beholdning af kontante penge eller et tilgodehavende i den statsejede centralbank.

Det betyder, at de private banker afskæres fra muligheden for at skabe penge i selvsamme bevægelse, som de låner pengene ud, sådan som det skete i eksemplet ovenfor. Bankerne kan kun låne penge ud, som de allerede har tjent, modtaget i indskud eller altså lånt i Nationalbanken.

Bankernes udlån af penge er således underkastet samme begrænsninger, som når jeg skal låne cykler ud til mine naboer.

? Systemet kendes også som 100 % Reserve Banking og blev udtænkt allerede i forbindelse med depressionen i USA i 1930’erne, om end det aldrig blev realiseret.

Efter finanskrisen er ideen om Full-Reserve Banking nu dukket op igen, og det er bl.a. blevet undersøgt i en ganske ny rapport fra IMF.

Her peger man bl.a. på tre fordele ved denne form for pengesystem:

1) Kontrollen med pengeskabelsen og pengemængden flyttes fra private banker og kreditmarkeder til centralbanken og regeringen. Hermed genskabes regeringens evne til at føre en aktiv pengepolitik med henblik på at stabilisere økonomien eller måske endda styre den i retning af særlige politiske målsætninger som lighed eller bæredygtighed.

2) Profitten ved at skabe nye penge generobres også af centralbanken og stilles således til rådighed for hele det samfundsøkonomiske fællesskab i form af staten i stedet for blot at tilfalde profitorienterede private banker.

3) Risikoen for bankkriser i form af et run på banken, hvor alle indskydere på en gang kræver deres penge udbetalt og dermed dræner banken for likviditet, elimineres, idet bankens udestående til enhver tid dækkes af dens reserve af centralbankspenge.

Det mest fantastiske ved ideen om Full-Reserve Banking er imidlertid, at den er på en gang revolutionær og konservativ.

Det forslag, som man altså nu overvejer på Island, er ikke en ny og fremmed utopi om penge, banker og samfund. Det er ganske vist en revolution i forhold til det eksisterende system.

Men det er samtidig blot en forandring, som bringer bankerne i overensstemmelse med den forestilling, som de fleste almindelige mennesker, herunder altså også direktøren for Danske Bank, allerede har om, hvad bankers virke egentlig er.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce