Annonce
Annonce
Annonce
Kroniken

Guld i baghaven: De unge mødre

Er det ikke klogere at hjælpe unge enlige mødre til at få en uddannelse og et job end at hænge på forsørgelsen af dem og deres børn hele livet? Det kan gøres!

Gem til liste

fakta

Lone Kühlmann er formand for Alexandrakollegiets Støtteforening.

»Enlig mor«.

Hvordan vi end vender og drejer det, så lyder det svært. I de senere år, har der været en tendens til at romantisere tilstanden. Det hedder ikke længere enlig mor, men single med barn. Der er lidt café-liv over det. Det lyder mere, som et valg man træffer, ikke en situation man er havnet i.

Jeg forstår godt den lyst til at gøre op med de klassiske fordomme om den stakkels ensomme mor på bistand. Jeg har selv gjort mit. Flere af mine veninder har været alene med deres barn, og det har ikke forhindret dem i at have spændende liv og imponerende karrierer. Så det kan altså lade sig gøre, selv om de ville være de første til at sige, at det ikke var nemt.

Men der er ikke en eneste af dem, som har fået børn som teenagere, eller inden de har fået en uddannelse. De har været i stand til at forsørge sig selv – og deres barn. Den situation er det faktisk de færreste enlige mødre, der er i. Det er ikke en fordom. Eller, det er det måske nok, men det er også et faktum.

Heldigvis er den tid forbi, hvor kvinder måtte finde sig i kærlighedsløse, triste, måske voldelige, forhold af økonomiske grunde. Fordi de ikke havde noget sted at gå hen. Hvis vi skal sætte det lidt på spidsen, kan vi sige, at staten har overtaget mandens gamle primærrolle som forsørger, for dem, som ikke kan forsørge sig selv. Og meget kan man sige om staten, men den kommer ikke fuld hjem fredag aften, og banker én.

Selv om, denne udvikling må betragtes som et fremskridt for alle parter – jeg tror også, at det er meget frigørende for mænd, at de i dag måles på andre værdier end deres evne som skaffedyr – så er det i sagens natur bedre for alle parter, hvis alle dem, der kan, får muligheden for at forsørge sig selv.

Og der kniber det stadig væk. Der er forståelse for, at en enlig mor, må have økonomisk støtte, men der er stadig en meget manglende erkendelse af, at moralsk og praktisk støtte måske er lige så elementære behov, hvis hun skal kunne gennemføre den uddannelse, der gør, at hun kan gøre sig fri af bistanden og klare sig selv. Og det må vel være målet? Hjælp til selvhjælp.

Jeg hørte forleden en ny version af den klassiske historie: En ung mor med et barn på fem måneder var blevet smidt ud af kæresten og stod reelt på gaden. Hun er lige begyndt på en uddannelse i København, men hendes kommunale sagsbehandler anbefalede hende ikke desto mindre at flytte til Falster. Der er så mange billige boliger på Falster!

Så kan myndighederne på Falster også få fornøjelsen af at overtage problemet. For de billige boliger hænger jo bl.a. sammen med, at der ikke er meget arbejde at få. Denne her unge mor er stille og roligt hjulpet af sin sagsbehandler på vej ud på den glidebane, der fører til permanent offentlig forsørgelse. Kun 22 procent af teenagemødre fuldfører en uddannelse. Omkring halvdelen er på kontanthjælp, og bliver hængende på kontanthjælp. Til sammenligning er der blandt enlige mødre med en erhvervsuddannelse kun 10 procent på kontanthjælp.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har siden 1994 fulgt 9.000 enlige mødre uden erhvervsuddannelse. Ni år efter var 51 procent enten på kontanthjælp eller førtidspension, selv om de havde modtaget tilbud om jobtræning, aktivering eller lignende. Til sammenligning er 80 procent selvforsørgende efter et revalideringsforløb, der har gjort det muligt at tage en uddannelse. Revalidering betyder: »at give værdi igen«. Man får altså værdi, og dertil hørende selvfølelse af at gennemføre et uddannelsesforløb. Det gør man ikke af at blive aktiveret. Alligevel bliver enlige mødre og gravide typisk sendt i aktivering, selv om alle ved, at det ikke i nær samme grad fører til selvrespekt – eller selvforsørgelse.

Endnu mere triste tal: 33 procent af de børn, der blev anbragt uden for hjemmet i 1994, havde en mor, der fik sit første barn som teenager.

Det mærkelige er, at der findes et alternativ. Og det virker: Hvis den unge mors sagsbehandler i stedet for at henvise hende til det billige boligmarked på Falster havde henvist hende til Alexandrakollegiet i Valby, så kunne hun gennemføre sin påbegyndte uddannelse i København og efter stor sandsynlighed, når hun om nogle år er færdig, blive et produktivt, selvforsørgende medlem af samfundet.

Alexandrakollegiet er skabt til lige præcis den type unge mødre. Siden åbningen i 2002 har kollegiet udgjort trygge økonomiske og sociale rammer, så mødrene bliver i stand til at gennemføre deres uddannelse og på den måde blive i stand til at tjene deres egne penge. Betingelsen for at bo der er, at man gennemfører et uddannelsesforløb.

Det interessante er, at succesraten er på 100 procent. Der er ikke en eneste studerende, der har opgivet at få en uddannelse. På de første fire et halvt år er to færdiguddannet som pædagoger, en er under uddannelse inden for politiet, en er butiksassistent, en er kontorassistent, en er social- og sundhedsassistent og fire har gennemført hg eller hf og er i videregående uddannelse – socialrådgiver, psykologi, kontor, it. Alle de uddannede er i arbejde.

Det har for mange af dem været en vanskelig og krævende proces at komme så langt. Der er tale om meget sårbare unge kvinder, mange af dem med ar fra en vanskelig opvækst. En evaluering af kollegiets beboere fra 2005 viser, at ud af de 12 beboere havde tre været anbragt uden for eget hjem. To stak af hjemmefra som henholdsvis 13- og 15-årig. Tre er vokset op i hjem med psykisk eller meget svær fysisk sygdom hos forældre. 7 kommer fra hjem med misbrugsproblemer. 2 fra hjem præget af fysisk vold. 6 kommer fra brudte hjem med en eller flere skilsmisser, og alle har været ude for mange skoleskift. Desuden har 8 af dem været udsat for alvorlig psykisk og fysisk vold fra deres barns far. Ingen af dem er stadig kæreste med barnets far. Som man kan regne ud ved en sammentælling er flere af kvinderne repræsenteret i den lille statistik flere gange.

Kollegiets forstander og medarbejdere tager udgangspunkt i den unge kvindes egne ressourcer og lyster, og arbejder med de barrierer, der naturligvis er, for at overvinde nederlagsfrygten og gå i gang med en uddannelse. For selvfølgelig er det ikke let, og når eksamenshysteriet raser, og barnet har mellemørebetændelse for tredje gang kan det være fristende at opgive det hele og indstille sig på et liv på bistand. »Der er jo alligevel ingen, der regner mig for noget«. Så er det personalet går i gang med det lange seje træk for at få en modløs ung mor tilbage på sporet.

Alexandrakollegiet blev oprettet af Mødrehjælpen, som har drevet det siden starten med støtte fra bl.a. Den Europæiske Socialfond, og diverse private fonde. Socialfondens penge stoppede ved udgangen af 2004, og i fremtiden er det meningen, at kollegiet skal drives af brugerbetaling fra beboernes kommuner. Det koster knap kr. 27.000 per måned at give en mor og hendes barn ophold, og det er selvfølgelig mange penge. Det skal bare ses i sammenhæng med, hvad det koster at forsørge en mor med barn/børn hele livet. Ifølge Mødrehjælpens beregninger ligger beløbet i øjeblikket på cirka 12,5 millioner kroner fra hun er 20 år til pensionsalderen. Her til kommer, at 2 ud af 12 mødres børn statistisk vil blive anbragt uden for hjemmet i kortere eller længere perioder, hvis moren ikke får den støtte, som Alexandrakollegiet kan give. Den årlige udgift for et barn anbragt uden for hjemmet er i øjeblikket cirka 570.000 kroner.

Sagt på en anden måde. Er det ikke samfundsøkonomisk mere hensigtsmæssigt at støtte mødrene de måske fem år, det tager at få en uddannelse, end at hænge på forsørgelsen af dem og deres børn hele livet ? Helt bortset fra det menneskeligt rigtige i at støtte folk til selvforsørgelse, så ved vi også fra utallige undersøgelser, at den bedste indsats, man kan yde til udsatte børn, er at støtte deres forældre i at komme på arbejdsmarkedet.

Det burde være logik for burhøns – og for sociale forvaltninger. Samfundet skriger på arbejdskraft, og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen rejser land og rige rundt og fortæller om vores pligt til at samle også de svageste op og få dem ud på arbejdsmarkedet.

Alligevel kan det være svært at trænge igennem over for kommunerne. Dels arbejder forvaltninger i budgetår. De ser på, hvad det koster her og nu, og ikke på, hvad det koster over en årrække. Der er ikke tradition for at tænke i langtidsinvesteringer. Desuden ligger den nødvendige indsats måske mellem to kasser på kommunekontoret, social- og beskæftigelse, og ingen vil betale for noget, der ligger uden for deres område.

Politisk overordnet er det også svært at få hold på, hvordan man bedst løser de unge mødres problemer. Sagsmæssigt kan jeg umiddelbart komme i tanke om mindst fem ministerier, som burde stikke hovederne sammen. Socialministeriet er oplagt, det samme er Familieministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet. Vi hører hele tiden, at vi skal tage udgangspunkt i det enkelte menneskes muligheder og behov, men det er sjældent at virkeligheden svarer til festtalerne. Ind til nu har ingen kommune forpligtet sig til at betale for en ung mor med barn på kollegiet. Det er selvfølgelig fantastisk, at der hidtil har været private fonde, som støttede projektet, men er unge mødres uddannelse ikke en offentlig opgave? Det er i hvert fald det offentlige, der kommer til at hænge på udgifterne for dem, der ikke bliver selvforsørgende.

Der er desværre ingen stor tradition for at støtte de unge mødre i at komme på arbejdsmarkedet. Der er mere en tendens til at se mor og barn, som om de eksisterer i et lukket rum. Hvis de har fået en toværelses, fjernsyn, telefon og huslejetilskuddet med mere i orden, så må det være godt. Så hører vi ikke mere til dem.

Og det er måske her, det allerstørste problem ligger. Vi hører ikke mere til dem. Unge mødre råber ikke op. De kræver ikke. De gør sig ikke ud til bens. De larmer ikke, og de overfuser ikke sagsbehandleren. Hvis de endelig samler mod til at henvende sig på kommunen og bede om hjælp, er de pæne og nette, og deres børn er pletfri. De ønsker ikke at påkalde sig utidig opmærksomhed. De lever i en evig skræk for, at barnet skal blive fjernet, fordi de ikke slår til. Og da kommunale sagsbehandlere har rigeligt at gøre uden ligefrem at opsøge problemerne, så får de unge mødre lov til at leve i ensomhed, isolation og fattigdom.

Der findes ikke en eneste undersøgelse, der viser, at enlige forældre er dårligere end andre forældre. Men der er masser af dokumentation for, at de vilkår, som enlige forsørgere lever under – fattigdom, ensomhed og social udelukkelse – kan have meget store negative konsekvenser både for dem og deres børn.

Vi har – som Alexandrakollegiets forstander Lisbet Ernager sige – gravet en kasse med guld ned i baghaven. Hvorfor skal den ligge der, når vi som samfund har så hårdt brug for de ressourcer de unge mødre kommer med?

Et enkelt lille kollegium kan naturligvis ikke løse alle problemerne. Men det kan vise vejen. Der burde være Alexandrakollegier over hele landet. Hvor mange andre sociale forsøg kan vise 100 procents succes? Vi ved, at det virker at sikre de unge mødre mulighed for at klare sig selv. Det er den vej, vi skal gå, hvis vi skal udnytte alle vores ressourcer optimalt. Både de økonomiske og de menneskelige.

PolitikenPlus
  • Taske Sort, lækker og rummelig taske, i flot design. Tasken passer perfekt som en arbejdstaske med plads til en bærbar, men også til hverdagens udfordringer og oplevelser.

    Pluspris 1.399 kr. Alm. pris 1.699 kr. Køb
  • Forstå vinene fra Italien Oplev nogle af de vinområder der anses for at være de mest betydningsfulde i verden på nærmere hold.

    Pluspris 395 kr. Alm. pris 550 kr. Køb
  • De 3 Musketerer Kom til foredrag med Bo Tao Michaëlis inden 80'er-hit-rockmusicalen på Østre Gasværk Teater.

    Pluspris fra 325 kr. Alm. pris fra 425 kr. Køb
  • Mor & Søn Vinder af Bedste Film ved Guldbjørnen

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Spil Et anderledes børne/familie-spil, hvor du som deltager befinder dig i den hyggelige forlystelsespark, Monsterland.

    Pluspris 170 kr. Alm. pris 250 kr. Køb