Der er brug for en åben debat i arbejderbevægelsens politiske og faglige organisationer, hvis vi skal finde vejen til det nybrud, der kan bringe arbejderbevægelsen og arbejderpartierne i offensiven.

Forudsætningen er en politik, som løser kriserne.

Skal kampgejsten og engagementet genskabes i arbejderbevægelsen, forudsætter det, at vi får en bred debat, hvor alle har mulighed for at give deres besyv med. Det er samtalen, der er demokratiets livsnerve. I nærværende debatoplæg giver vi nogle bud på, hvad der bør gøres. Vi håber, at det kan skabe debat og engagement. Alle kommentarer og forslag skal være velkomne.

Under indtryk af nyliberalismens fremmarch blev der globalt gennemført en afregulering af finansmarkederne, herunder også kapitalbevægelser mellem landene. Finansmarkedet gik i selvsving, og banker og kreditinstitutioner gik fallit, men i mange tilfælde kom staterne til at hæfte for gælden og til at stille garantier.

I Danmark valgte VK-regeringen en bankstøtteordning uden den såkaldte upsidemodel, hvorved staten ifølge eksperter er gået glip af et tocifret milliardbeløb.

De fleste regeringer og især EU svarer nu igen med en nyliberalistisk medicin med statslige besparelser, der reducerer den økonomiske aktivitet og efterspørgslen, og som skaber stor arbejdsløshed og fattigdom. Med den fremherskende sparepolitik tegner krisen til at blive både langvarig og dyb.

Før valget fremlagde S og SF ’Fair løsning’, der byggede på, at vi ikke skal spare os ud af – eller snarere dybere ned i – krisen, men at vi, bl.a. gennem kickstart, skulle arbejde os ud af krisen.

Det var inspireret af den engelske økonom Keynes, der allerede under 1930’ernes krise anbefalede, at staten øgede efterspørgslen i samfundet.

Tanken i ’Fair løsning’ var også, at Danmark skulle konkurrere på innovation og udbygge styrkepositioner bl.a. på energi- og miljøløsninger, bioteknologi og velfærdsteknologi samt satse på en massiv uddannelsesindsats. Danmark skulle ikke konkurrere på lavere lønninger.

Venstrefløjen vandt ikke valget. Lars Løkke tabte. Det medførte, at mange af de valgløfter, der ellers var givet, ikke kunne gennemføres. Regeringsgrundlaget blev til gennem en hermetisk lukket proces.

Arbejderbevægelsen skulle have iværksat en åben dialog omkring regeringsgrundlaget og den politiske situation. Herved kunne arbejderbevægelsen have udviklet en strategi for, hvordan vi kan udvikle den politiske situation, så der skabes grundlag for en rød politik. Der er nu mere end nogensinde brug for en sådan debat og strategi.

Efter valget har S og SF i regeringen tilsluttet sig en økonomisk politik, der fokuserer på at øge arbejdsudbuddet.

Det er strategien i regeringens såkaldte 2020-plan. Det var forventningen, at skattereformens skattelettelser ville øge arbejdsudbuddet, og i forbindelse med de berammede trepartsforhandlinger var det regeringens oplæg at sløjfe helligdage.

De økonomiske vismænd har påvist, at formålet med at øge arbejdsudbuddet er at øge arbejdsløsheden. Den forøgede arbejdsløshed skal trykke lønningerne.

Ved lavere lønninger skulle konkurrenceevnen blive forbedret. At lavere lønninger også betyder mindre efterspørgsel, indgår ikke i overvejelserne, ligesom der ikke er nogen garanti for, at virksomhederne reducerer priserne frem for at øge deres overskud.

På initiativ af regeringen har Danmark tilsluttet sig EU’s finanspagt, der netop bygger på den tyske forbundskansler Angela Merkels filosofi om, at EU-landene skal spare sig igennem krisen. Især Radikale Venstre er tilhænger af denne sparepolitik.

LÆS OGSÅVilhelmsen lægger planer for rød-grøn SF-strategi

Sparepolitikken har ført hele eurozonen ud i recession, og i Sydeuropa tegner der sig sociale katastrofer med voldsom fattigdom og stor arbejdsløshed. Resultatet er negativ vækst, der samtidig øger statsunderskuddet. EU tvinger regeringerne til i en ond cirkel at gennemføre nye besparelser, der i kraft af minusvækst fører til nye underskud.

Flere debattører, bl.a. forfatteren Lars Olsen, har peget på, at vælgerne har svært ved at identificere sig med den politik, S og SF har ført i regeringen. Spørgsmålet er, om ikke et stort flertal i Socialdemokratiets og SF’s folketingsgrupper i virkeligheden ønsker et politisk sporskifte?

Siden 2009 har den private opsparing oversteget investeringerne med over 500 mia. kr. Det svarer til over 25 procent af bnp. Nøglen til at komme ud af krisen ligger i at aktivere en betydelig del af overopsparingen i grønne investeringer og nye job.

Det kan ske ved at udbygge beskatningen af de rigeste, der har den største opsparingstilbøjelighed. Staten bør bruge provenuet til en social omfordeling til fordel for de fattigste. Oplagt med en forlængelse af dagpengeperioden.

Og provenuet skal især anvendes til en grøn investeringsplan. Herigennem kan staten skabe – en fuldt finansieret – kickstart med øget økonomisk aktivitet og beskæftigelse.

Der er brug for en ny erhvervsudviklingsstrategi, der bygger på offentlig-private partnerskaber med inddragelse af pensionskasser i en finansieringsfunktion. En ny statsbank – eventuelt i samarbejde med ATP eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond – som er fri af spekulationsbobler, kan også formidle den nødvendige kapital til relevante investeringer.

Vi skal udnytte det danske samfunds styrkepositioner, bl.a. inden for miljø, energi, bio- og velfærdsteknologi. Eksisterende virksomheder kan også inddrages i et sådant partnerskab.

Den offentlige indflydelse skal sikre, at produktionen fastholdes i Danmark, og at virksomhedernes økonomiske forhold er gennemsigtige, så de betaler den lovpligtige skat. Desuden skal der etableres medarbejderindflydelse, der både kan udvikle et frugtbart arbejdsmiljø og sikre, at de ansattes kompetencer beriger virksomheden.

LÆS OGSÅOpgør i SF kan afgøre partiets fremtid

På sigt kan et sådant offentlig-privat partnerskab inddrage en betydelig del af erhvervslivet, og det kan pege frem imod såvel en demokratisering af økonomien som demokrati på arbejdspladsen.

En langt hurtigere udbygning med vedvarende energi og omstilling til økologisk landbrug vil skabe mange nye arbejdspladser, fremme innovation og forbedre miljø og eksport.

Finanssektoren må igen reguleres under demokratisk kontrol af Folketinget. Finanssektoren må fokusere på sin grundlæggende samfundsmæssige funktion: formidling af relevant og nødvendig kredit til virksomheder og borgere.

Derfor skal statens indskydergaranti kun omfatte banker, der lever op til dette formål. Finansieringsinstitutioner, der vil indgå i spekulativ virksomhed, må gøre dette for egen regning. Tobinskatten skal gennemføres med vores europæiske partnere.

Angiveligt for at forbedre Danmarks konkurrenceevne ønsker Venstre, at det danske skatteniveau skal reduceres til det svenske, og at det danske lønniveau skal reduceres til det tyske.

En strategi, der vil gøre Danmark fattigere og øge uligheden. Venstre mangler at gøre rede for en række mellemregninger: Hvilke velfærdsnedskæringer skal finansiere skattelettelserne? Hvor mange offentligt ansatte skal fyres, og hvor meget skal arbejdsløsheden i den forbindelse forøges?

Hvor meget skal den danske købekraft og efterspørgsel reduceres gennem lavere lønninger, og hvor stor vil den resulterende negative vækst og forøgelse af arbejdsløsheden blive?

Gennem hvilke mekanismer vil Venstre garantere, at lavere lønninger ikke blot fører til større fortjeneste for virksomhedsejerne, men til lavere priser?

Venstre ser i den forbindelse helt bort fra, at virksomheder producerer for at opnå størst mulig fortjeneste til ejerne.

I et perfekt marked – med fuld gennemsigtighed og fuldstændig konkurrence – opnår virksomhederne kun en gennemsnitlig – lav – fortjeneste. Men virksomhederne søger bestemt ikke en lav fortjeneste, men tværtimod den størst mulige fortjeneste.

Derfor søger virksomhederne – gennem fusioner, karteller, ulovlige prisaftaler – at begrænse konkurrencen og dermed gøre markedet imperfekt. For herved opnår de en langt større fortjeneste. Virksomhederne har ingen incitamenter til at konvertere en eventuel lønreduktion til lavere priser. Derfor vil lønnedgang primært bidrage til en omfordeling fra lønmodtagerne til virksomhedsejerne.

En række undersøgelser dokumenterer da også, at prisniveauet i Danmark på grund af utilstrækkelig konkurrence og for svag offentlig regulering er – unødigt – højere end i sammenlignelige lande.

Det er vigtigt for danske lønmodtagere og for det danske samfund, at Danmark har en passende konkurrenceevne, der på sigt kan sikre fuld beskæftigelse.

LÆS OGSÅArbejderne flygter fra de røde partier

I den forbindelse er det påfaldende, at den danske valutakurs slet ikke indgår i den offentlige debat om konkurrenceevnen. Professor i nationaløkonomi Jesper Jespersen, har dokumenteret, at den danske krone – i kraft af den fastkurspolitik, Schlüter indførte i 1982 – vægtet efter samhandelspartnere er revalueret med over 30 procent.

Det vil sige, at den danske konkurrenceevne er blevet forringet med mere end 30 procent. Derimod har Sverige haft store fordele af en fleksibel valutakurs, der giver mulighed for at devaluere, og som i øvrigt ikke har medført nævneværdig inflation.

Konkurrenceevnen er naturligvis også afhængig af omkostningerne ved produktionen. Det kan derfor godt være fornuftigt at sikre en lønudvikling, der matcher en hensigtsmæssig konkurrenceevne. Men en sådan lønudvikling må være et led i en samlet fordelingspolitik, der omfatter alle indkomster, og som bl.a. sikrer, at virksomhederne ikke tiltager sig unødvendigt store avancer.

På grund af klodens begrænsede ressourcer kan den økonomiske vækst ikke fortsætte i al evighed. Rige lande som Danmark skal indstille sig på en balance, hvor vi på grundlag af fuld beskæftigelse, et solidt velfærdssamfund og en høj grad af social og økonomisk lighed prioriterer andre værdier end materiel vækst. Fremtidens produktivitetsstigning kan anvendes til at reducere arbejdstiden til fordel for større livskvalitet.

Begrænsninger for den offentlige sektor bør fjernes, så alle potentialerne kan anvendes. Der bør ses på kommunalfuldmagten, så det bliver tilladt for kommuner fremover at producere nyt. Der kan også være tilfælde, hvor det offentlige ud fra strengt kostægte priser kan producere billigere end private virksomheder.

Det offentlige bør i højere grad bruge medarbejdernes kritiske og kreative viden, erfaring og evner til innovationer. De projekter, der udvikles, kan sælges. En bedre inddragelse af de ansattes kompetencer lægger op til en omfattende demokratisering af den offentlige sektor. Ansatte skal fokusere på deres kerneområder, og den centraliserede kontrol, der er indført igennem de sidste mange år, skal fjernes. Det er også vigtigt at inddrage brugerne og i nogle tilfælde pårørende i udviklingen af den offentlige sektor, så denne kommer til at indgå i et frugtbart samspil med civilsamfundet.

LÆS OGSÅLæs SF'ers mail til ledelsen: Derfor forlader jeg partiet

I en situation med høj arbejdsløshed er det hovedløst at fyre i det offentlige. Da de fyrede skal have understøttelse og betaler mindre i skat, sparer det offentlige ikke meget gennem fyringer. Omvendt koster det ikke ret meget at ansætte arbejdsløse i det offentlige. De statslige institutioner, kommunerne og regionerne skal have økonomiske rammer, så de kan fastholde medarbejderstaben og på en række områder udvide den og skabe bedre velfærd.

I dag stopper demokratiet ved virksomhedsdøren. Der skal være større åbenhed omkring virksomhedernes økonomi, hvor både de ansatte og offentligheden har indsigt i de økonomiske forhold og kan påvirke dem. Her skal fagbevægelsen spille en væsentlig rolle.

Intet demokratisk organ har nogetsteds besluttet, at der skulle indføres en økonomisk krise. Demokratiet skal udbygges, så det også omfatter økonomien, der er helt fundamental for den enkeltes livssituation.

Vi forventer, at vores politikere har respekt for vores og de øvrige vælgeres viden og forståelse af de politiske udfordringer og løsningsmulighederne. Vi forventer, at vores politikere ikke benytter sig af ’new speech’ eller andre såkaldte spinmetoder over for os. Hvis de vil spare eller skære ned, vil vi ikke acceptere at få tingene pakket ind som sejre eller landvindinger.

Desværre tegner den politiske situation ikke lyst for det forestående kommunalvalg, hvor de borgerlige kan vinde flertallet i mange nye kommuner. Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu forbereder en politisk fornyelse, der kan vinde opbakning i befolkningen, så arbejderbevægelsen kan vinde kommunalvalget.

28.10.2012 havde københavnske borgmestre fra bl.a. S, SF og EL et fremragende indlæg i Politiken med overskriften: ’Stigende ulighed er et enormt samfundsproblem’. Det fremgår af indlægget, at Københavns Kommune vil bruge mere end 1 mia. kr. på at modvirke uligheden.

Hvis arbejderbevægelsen skal vinde kommunalvalget i 2013 – gerne som en god platform for det næste folketingsvalg – er der brug for, at arbejderpartierne i alle kommuner markerer en klar social profil, udnytter alle muligheder for at forbedre de sociale forhold og miljøet samt øger beskæftigelsen. Arbejderpartierne må også kæmpe for bedre økonomiske rammer for kommunerne – f.eks. med en real vækst på 2 procent. – i forbindelse med kommuneaftalerne mellem regeringen og KL. Loftet over kommunernes anlægsinvesteringer skal forhøjes.

LÆS OGSÅHer er den nye klassekamp

Det er også vigtigt at sikre et konstruktivt samspil mellem fagbevægelsen og arbejderpartierne. De regionale LO-organisationer er vigtige samarbejdspartnere. Dette samspil kan udmøntes i et fælles projekt for en progressiv velfærds-, beskæftigelses- og miljøpolitik i kommunerne baseret på borgerinddragelse, der kan involvere lokalsamfundenes ressourcer.

En styrkelse af arbejderbevægelsen ved kommunalvalget peger frem mod det næste folketingsvalg, hvor målet er et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Det forudsætter et langt, sejt træk og en debat om, hvordan vi får skabt det fornødne politiske opbrud. Det er hensigten med dette oplæg at stimulere og bidrage til denne debat. Vær med i den!

I Netværk for Velfærd og Demokrati vil vi gerne opfordre til lokale fællesmøder mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, fagforeninger og græsrødder. Det kan føde mange ideer og forslag. Vi vil gerne samle de mange forslag til politisk løsning af krisen til drøftelse på en større konference i 2013.