Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Holocaust må ikke blive til en myte

Hvis ikke vi bliver ved med at oplyse og informere, kan grusomhederne gentage sig, og det har menneskeheden ikke råd til.

16
Annonce

Jeg løber. Jeg ved ikke, hvad jeg løber fra, og hvor jeg løber hen, men jeg løber stærkt. Jeg er bange. Bange for alt. For intet er trygt her. Jeg er indhyllet i mørke, og adrenalinen pumper rundt. Jeg kan høre og mærke mit hjerte banke.

En kølig brise strejfer mit ansigt og får blade til at hvisle. De hvisler ikke behageligt og idyllisk, de hvisler på en uhyggelig og dyster måde. Mit åndedræt bliver sværere, og mine skridt bliver tungere. Jeg hiver efter vejret og slæber mig fremad. Det kommer nærmere. Det.

Jeg ved ikke, hvad det er, men der er ingen tvivl om, at det vil mig ondt.

Jeg råber om hjælp, jeg råber af mine lungers fulde kraft, men jeg kan ikke høre mig selv.

Mørket lukker sig omkring mig, mens en gennemtrængende tom lyd borer sig ind mit hoved. Den er ikke til at komme af med. Jeg slår omkring mig, men trætheden er næsten uoverkommelig. Nu er det slut. Nu skal jeg dø. Jeg kommer aldrig til at se lyset igen.

Jeg kommer aldrig til at se træerne vaje i vinden og høre fuglene synge om alt mellem himmel og jord. Alt håb er ude.

Jeg vågner med et sæt. Jeg ryster, og sveden pibler ned ad min pande. Varmen er uudholdelig. Det dunkle lys fra gaden fylder mit værelse, og på mit loft bevæger skyggerne sig livligt omkring.

Jeg står ud af sengen og åbner et vindue. Det beroliger mig at mærke Københavns kølige natteluft.

Jeg køler ned, og lyden af brummende biler og konverserende stemmer gør mig tryg. Det er stadig mørkt, men i horisonten kaster daggryet et blidt orange skær på himlen.

Mens min puls roligt falder, forsøger jeg at få styr på tankerne, så de ikke løber løbsk.

Det var et mareridt, en ond drøm. Hvorfor er det så svært at skelne mellem drøm og virkelighed?

Jeg har gjort ihærdige forsøg på at styre mine drømme, men de synes altid bare at køre deres eget løb.

Hvad nu, hvis denne drøm kan bruges til noget, hvis den kan sætte tankerne i gang? Jeg kan ikke lade noget ligge og samle støv uden at prøve at finde en dybere mening med det, så jeg begynder at tænke: Det første, der falder mig ind, er flugt.

29. september 1943 blev de danske jøder advaret. De skulle holde sig fra deres hjem og søge i skjul, for 1. og 2. oktober på rosh hashanah (det jødiske nytår) ville den tyske værnemagt nemlig indfange alle danske jøder og sende dem i koncentrationslejre. De danske jøder var pludselig blevet gjort til fremmede i deres eget land.

Ikkejødiske danskere kunne risikere at blive dræbt, hvis de prøvede at beskytte jøder ved at skjule dem eller hjælpe dem med at flygte.

For de danske jøder var det mørkt som i mit mareridt. De vidste ikke, hvem de kunne stole på, og hvad der skulle ske med dem. Men det, der lignede en tragedie af de allerværste i danmarkshistorien, skulle vise sig at blive til en solstrålehistorie

Adam Bay, 9. klasse på Carolineskolen i København

For de danske jøder var det mørkt som i mit mareridt. De vidste ikke, hvem de kunne stole på, og hvad der skulle ske med dem. Men det, der lignede en tragedie af de allerværste i danmarkshistorien, skulle vise sig at blive til en solstrålehistorie.

En sørgelig solstrålehistorie, men en solstrålehistorie var det. Der var kun én ting at gøre for de danske jøder: De måtte flygte til Sverige, koste hvad det ville.

Det føles mærkeligt og forkert at lave et sådant ufølsomt og fra mit synspunkt kynisk referat af en begivenhed, der har haft så kolossalt stor betydning, ikke bare for mig, men for alle mennesker omkring mig.

Jeg går på Carolineskolen, den eneste jødiske skole i Danmark.

Jeg har aldrig følt mig truet eller diskrimineret i Danmark, fordi jeg er jøde. De få gange, hvor jeg har følt mig som en, der ikke hører til her, har det handlet om mit mørke hår og min lidt brune hud.

Alle fra min klasse har bedsteforældre og oldeforældre, der hver især har en helt særlig historie om, hvordan de overlevede.

Hvorfor fortæller jeg om, hvad der skete i 1943, når alle alligevel bare kan finde historien på nettet? Jeg fortæller, fordi det er min pligt; ikke kun som jøde, men som menneske.

Jo flere, der fortæller om, hvad der skete dengang, jo mere troværdigt bliver det. Det er en kamp mod holocaustbenægtere. Det er en kamp mod tiden, der forælder historien.

Denne tragedie må ikke gå i glemmebogen. Det er essentielt at oplyse og informere, hvis denne begivenhed ikke skal blive til en myte.

For så kan grusomhederne gentage sig, og det har menneskeheden ikke råd til. Det har menneskeheden bare ikke råd til.

LÆS OGSÅThorning: Jødeflugt er et lyspunkt i holocausts mørke

Den italienske kemiker og forfatter Primo Levi, der overlevede i koncentrationslejrene, skriver i sin bog noget, som formulerer mit budskab helt præcist : Det skete, derfor kan det ske igen.

Jeg så engang ’The Pianist’ med en af mine venner, der ikke går på Carolineskolen. I filmen, som foregår i Warszawa-ghettoen, udspiller der sig en voldsom scene, hvor tyske soldater bryder ind i en jødisk families lejlighed, mens de spiser middag.

Ved bordet sidder en gammel mand i sin kørestol. Soldaterne løfter ham op og smider ham ud over altanen, og han falder ned og dør. Herefter slår de resten af familien ihjel.

Normalt er jeg ikke specielt følsom, når jeg ser film, men her var jeg klar over, at det var de virkelige forhold i ghettoen.

Jeg kunne næsten ikke holde ud at se på det. Min ven? Han grinede. Ikke af ondskab og mangel på indlevelsesevne eller seriøsitet. Han grinede, fordi han ikke vidste bedre.

Hvordan skulle han kunne forestille sig, at sådan en brutalitet virkelig kan have fundet sted?

Det er ikke lang tid siden, det er lige rundt om hjørnet. Det kunne jo godt have været en næsten komisk scene, hvis den ikke handlede om holocaust. Han vidste ikke, at den handlede om holocaust. Han vidste ikke, hvad holocaust var.

Jeg prøver ikke at sige, at der er for lidt fokus på holocaust i den danske folkeskole. Jeg kan heller ikke dokumentere det.

Jeg fik bare øjnene op for, hvorfor nogle mennesker simpelthen nægter at tro på, at holocaust har fundet sted; der vil altid være holocaustbenægtere, der benægter af ren og skær antisemitisme, men efter min overbevisning er der også mange, der nægter at tro på det, fordi holocaust er så ubeskriveligt grusom og absurd.

De er bange for størrelsen og omfanget af holocaust. Hvordan kan det lykkes at slå 6.000.000 mennesker ihjel på grund af deres baggrund og religion? Tallet er uhåndgribeligt.

Jeg prøver altid at tænke på tallet som 6.000.001 for at forstå størrelsen af dette folkemord. Det svarer til, at hele Danmarks befolkning og mere til blev udryddet.

Jeg faldt over en artikel om holocaustbenægtere og deres argumenter. Der findes anerkendte historikere, der benægter holocaust. De mener, det er en løgn. Historikeren Torben Jørgensen, som har 40 års erfaring i holocaustforskning, fortæller, hvad holocaustbenægtere helt basalt gør forkert i deres arbejde og analyse:

»Ingen af dem er universitetsfolk, ingen af dem bedriver arkivstudier, men har i stedet det tilfælles, at de voldtager de grundlæggende normer for god historisk undersøgelse. Man frasorterer kilder uden grund, man diskuterer ikke sine præmisser, man har ikke noget analyseapparat, og grundlæggende siger man, at hvis en kilde kommer fra en jøde, er den ikke pålidelig. Som historikere går vi andre ind i kilden og vurderer, hvad personen kan have vidst, hvad er sandsynligt, og hvad kan vi underbygge eller modbevise med andre kilder. Man kan sige, at benægterne gør det stik modsatte af, hvad en historiker gør«.

LÆS OGSÅVi har grund til glæde og eftertanke

I dag ser vi en anden udvikling i Vesten. I dag er det ikke jøder, det går ud over. Det ligner den samme udvikling som i 30’erne. Muslimerne er blevet en etnisk minoritet i samfundet. Der siges at være ca. 200.000 muslimer i Danmark.

Islam er stadig en ny religion og prøver som mange andre religioner at gøre folk til bedre mennesker og derved også gøre verden til et bedre sted. Det er for mig, hvad religion handler om.

Nogle mennesker mener, at religion er årsag til al død og ødelæggelse, at religion er en ond ting.

Det er ikke religion, der slår ihjel. Det er mennesker, der slår ihjel. Mennesker agerer, men begår også fejl. Nogle mennesker misfortolker deres religion

Adam Bay, 9. klasse på Carolineskolen i København

Jeg mener, at religion er moralen, der fortæller os, hvordan vi skal behandle vores medmennesker. Det er ikke religion, der slår ihjel. Det er mennesker, der slår ihjel. Mennesker agerer, men begår også fejl.

Nogle mennesker misfortolker deres religion; mennesker, der ikke forstår værdien af et liv. Alle religioner kan misfortolkes. Der er meget fokus på islam i dag.

Uskyldige muslimer bliver over hele verden stillet til ansvar for islamistiske terrorister, der efter min overbevisning ikke har noget med islam at gøre. Det er det samme, som når jøder bliver stillet til ansvar for Israels handlinger.

Nogle danskere er begyndt at arbejde aktivt mod islam og dens udvikling, af frygt for at muslimerne vil få for meget magt, og Danmark vil blive ’islamiseret’. Besynderligt ord.

De arbejder imod, at muslimerne kan få deres egne moskeer i Danmark. De vil forhindre institutioner i at servere halalkød, selv om halalslagtning overholder alle regler inden for dyrevelfærd, og i supermarkedet vil de have mærket kødet.

LÆS OGSÅDengang vi var jøder

De gør det i frustration over, at virkeligheden ikke passer ind i deres tidslomme. De kan ikke se, at islam er en del af dagens Danmark, og at alt ikke kan være, som det var fra 50 år siden. Danmark har lige fået sin første moské med kuppel og minaret på Nørrebro i København.

Det betyder, at muslimer nu kan få lov til at praktisere deres religion på den måde, de har lyst til. Det er et stort skridt.

Vi har mangfoldighed i Danmark, noget, jeg sætter stor pris på. Men der findes mennesker, der ikke vil have det sådan. Jeg tror ikke, at disse mennesker er onde, tværtimod. Man skal tro på det gode i alle mennesker. Jeg tror, at de prøver at bekæmpe det, de tror er det onde, men de glemmer at se ud over deres egen næsetip.

Vi skal huske på, at der i dag stadig er mennesker, der er på flugt fra tyranni og undertrykkelse. De skal have hjælp, uanset hvor de kommer fra, hvordan de ser ud, og hvad de tror på

Adam Bay, 9. klasse på Carolineskolen i København

Jeg har et ansvar. Du har et ansvar. Vi har alle et ansvar. Vi skal huske på, at der i dag stadig er mennesker, der er på flugt fra tyranni og undertrykkelse. De skal have hjælp, uanset hvor de kommer fra, hvordan de ser ud, og hvad de tror på.

I Danmark er vi på vej i den forkerte retning; flygtninge får ikke den hjælp, de har brug for. De bliver enten afvist eller kommer på asylcentrer, hvor de er komplet uvidende om deres fremtid og ude af stand til at styre deres egen skæbne.

Jeg har spurgt mig selv om, hvorfor jeg ikke har skrevet et gådefuldt og svært gennemskueligt essay om oktober 1943 og holocaust, hvor jeg har gemt mine budskaber bag gåder og metaforer, så det kunne være mere spændende og udfordrende for læseren.

Jeg tror ikke, jeg tør. Jeg er bange for, at mit budskab ikke når ud.

Når jeg har et ansvar for at sprede mit budskab og sandheden om holocaust, nytter det ikke noget, at mine læsere ikke forstår det, jeg skriver.

Jeg føler mig tvunget til at gøre mit budskab så nøgent og skarpt som muligt, og hvis sandheden skal ud, skal den ikke kun spredes mellem jøder, men også ud til andre befolkningsgrupper.

Det kan godt være, at denne tekst kun er én blandt tusindvis af tekster, der deler samme perspektiv, men alle teksterne er skrevet af forskellige mennesker med forskellige historier. Det er stadig min pligt at skrive.

Jeg mener og har altid ment, at dialog er den bedste vej til at nedbryde fordomme og had mellem mennesker. Hvis jeg vil have mit budskab igennem, nytter det ikke noget kun at skrive et essay; folk skal høre min stemme, kende min historie, vide, hvem jeg er.

Der er en grund til, at politikere foretrækker at deltage i tv-debatter i stedet for at skrive kronikker.

Jeg hedder Adam Jonathan Bay, jeg er 15 år gammel, jeg bor på Østerbro, jeg går i 9. klasse på Carolineskolen, jeg elsker at spille musik, og jeg spiser æbler uafbrudt.

Er der mere, I vil vide?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce