Annonce
Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Eftertanker til en arbejdsliderlig samtid

Vi må gøre op med et forældet arbejdsbegreb frem for at bekæmpe de fattige.

102
Gem til liste

Det har undret mig, at der ikke er flere på kontanthjælp, der deltager i debatten.

Skyldes det skam, flovhed, eller at man bare accepterer sin skæbne? Jeg er selv blevet ubehageligt til mode over, hvordan disse følelser har sneget sig ind på mig selv, og har derfor besluttet at tage bladet fra munden og give et billede af livet på kontanthjælp.

En tilståelse, der måske vil chokere nogen: Jeg er barn af flittige og selvstændige middelklasseforældre, mine forældre var henholdsvis kørelærer og damefrisør og arbejdede alt for meget i deres liv. Derfor var jeg nok fra starten lidt skeptisk over for lønarbejdets velsignelser.

Jeg voksede op i 1980’erne med kold krig, Schlüter-regering og sultecirkulære. Vi var den første generation, der ikke var brug for. Punkgenerationen. Generationen, der blev ’tabt på gulvet’ og senere ’har hængt fast i overførselssystemet’. Dem Mette Frederiksen helst ikke ser en gentagelse af.

Og respekt for det. Men mindre respekt for, at hun er så indskrænket, at hun åbenbart tror, at unge mennesker kan leve for det halve, fordi de er halvt så gamle. Det kan gøre mig edderspændt rasende, at det er de unge og de fattige, der skal betale ’krisen’. Hvilken krise i øvrigt?

LÆS OGSÅ'Fattige Carina' og 'Dovne Robert' har ændret danskernes syn på kontanthjælp

Et samfund, der dagen efter at have skåret SU og KH med 1 milliard kan give DSB yderligere 27,4 milliarder til Waterfront og nye skandaler og ekstremt høje billetpriser og afsætte 150 milliarder til nye jagerfly, og derudover har råd til ørkesløse – og kostbare – krige, er efter min mening ikke et samfund i krise. Det er prioriteringer, ikke andet.

Jeg vil tage mig selv som eksempel, fordi jeg i det mindste i forhold til politikere på det punkt ved, hvad jeg taler om. Borger 020264-xxxx. Mand sidst i 40’erne. Ikkeforsørger. 8.352 kr. udbetalt. Boligudgifter og boliglån udgør i alt 6.700, strøm og varme og vand udgør realistisk måske 1.000 kr. per måned. Mit rådighedsbeløb udgør omkring 500 kr. Mit boliglån æder det meste af mit rådighedsbeløb, og de fleste danskere har et banklån, de afdrager på, så i princippet kan dette også ske for dig, kære læser.

For at anskueliggøre hvad denne proletarisering indebærer, så lad os tage det fra en ende af: Glem alt om biler, sommerhuse, villaer, huse og små fikse udlandsrejser til eksotiske destinationer for Politiken Plus-segmentet. Glem alt om at besøge din gamle mor i Nordsjælland om søndagen, fordi du har ikke råd til togkortet, eller kør på røven og besøg hende alligevel. Og når kontrolløren kommer og du får endnu en af de dyre, bliver du endnu en gang mindet om, at det er dyrt at være fattig.

Afskaf det merkantile dehumaniserende syn på mennesker som omstillingsparate produktionsenheder, der bare skal piskes gennem livet for at tjene den store arbejdsgud

Mad. Glem det, eller spis i grupper eller på Dugnad eller i Kirkens Korshær. Regninger. Glem at betale dem alle. Bil. Glem det. Pensionsopsparing. Ha ha. Glem biografture. Glem ferier og opsparing til steder, du gerne vil se, før du dør, glem café-dates og alt socialt liv, der koster penge, glem gaver til jul og fødselsdag eller besøg af dine børn, hvis man har sådanne. Glem alt om reparationer og nyanskaffelser, når ting går i stykker. Føles den økonomiske spændetrøje allerede lidt stram? Bare rolig, det bliver værre endnu.

Kærlighed? Find en partner, og sig til hende eller ham, at vedkommende må betale for dig, når I flytter sammen? Ret sexet. Så er man da helt udgrænset. Man går mindre ud, møder færre folk. Det er o.k. at være et underskudshoved i en periode, men ingen orker at skulle trække på familie, venner og bekendte i årevis. Og langsomt bliver mange på kontanthjælp (og dagpenge) til spøgelser, der forsvinder fra gaden og scenen og gemmer sig i deres lejligheder eller bag facebookprofilernes postulerede ’lækre liv’. At blive et spøgelse.

Blid dansk død anno 2013.

Man hustler sig igennem på tusind måder, i Vollsmose som på Vesterbro, for at overleve. Forleden mødte jeg en fyr, der var begyndt at stjæle, fordi han var blevet fyret og var røget på kontanthjælp. Han var overrasket over sig selv, han havde aldrig været kriminel før, men nu var han det fulltime. Vi vil se meget mere af den slags, efterhånden som skruen strammes.

Den største hurdle hver måned er angsten for ikke at kunne betale husleje, og den angst er reel. En ekstra udgift vælter alt. 3 strikes and you are out. Det er uværdigt. Æreløst.

Man lærer at improvisere som en forsøgsrotte i en labyrint.

LÆS OGSÅKære politikere. Sådan er det i virkeligheden at være arbejdsløs

Det burde være obligat for enhver folketingspolitiker at prøve at leve på kontanthjælp eller dagpenge i seks måneder. Nej, helst et par år, så underskuddet rigtig kan nå at sparke ondt ind, og uden brug af netværk. Jeg ville elske at se Thorning, Vilhelmsen og Vestager på kontanthjælp og endnu bedre Joachim B. Olsen.

Heldigvis har mine kærlige forældre forsynet mig med en god portion selvværd og humor, så jeg føler mig ikke som en taber, men som et renæssancemenneske, der kigger på et middelalderligt skyggespil, der danser på en hulevæg, og forstår ikke, hvorfor man ikke kommer videre.

Imens er min officielle status at være skiftevis syndebuk og prygelknabe for et arbejdsmarked, der ikke vil få brug for mig. Alle ved det, men ingen siger det: at der aldrig bliver ’ordinært’ (forfærdeligt ord) arbejde til alle igen, og at den vækst, man forsøger at kickstarte kunstigt, er et fantom fra en svunden verdensorden, og at en mere sandsynlig fremtid er, at vi må indstille os på en indskrænkning i levefoden, der måske vil få hele Danmark til at ligne Christiania om føje år.

Accepter også et andet faktum, som ingen politikere tør sige højt: Den ene halvdel af befolkningen har stort set altid forsørget den anden. I gamle dage var det bare kvinderne, der gik hjemme.

Glæd dig over, at din arbejdsløshed holder rigtig, rigtig mange mennesker i arbejde: politikere, sagsbehandlere og private aktører, som Contra, Capacent, Hartmanns og hvad de alle sammen hedder, der sikkert sammenlagt opsluger flere offentlige midler på en måned, end jeg er i stand til på et helt liv. Accepter, at du er et cpr-nummer og et stykke malkekvæg, der sætter dem i stand til at øge deres indtægter yderligere, men forvent ingen tak for det, og mind dem for guds skyld ikke om det.

Efter at have truet mig med alverdens sanktioner og fortalt mig, at jeg ikke kom ud af kontoret, før jeg var blevet 'aktiveret', fik jeg lov til at gå ud ad bagdøren

Og vær ikke misundelig. Glæd dig over andres velfortjente fremgang: Man kan glæde sig over Mie Allerslevs nye elbil, eller at Dr.Emil bruger 12.000 om måneden på restaurantbesøg, eller at Løkke kan rejse, og bliver man sulten, kan man tørfixe madprogrammer og glæde sig over at møde mennesker, der har råd til at gå op i ferier, boliger, og i, om der skal grahamsmel eller økologisk spelt i de hjemmebagte boller.

»Man skal bidrage til samfundet«, siges der. Men der er mange måder at bidrage til samfundet på. Bidrager den gode mor, far eller bedstefar ikke til samfundet? Men disse størrelser kan ikke måles og vejes og eksisterer derfor ikke i teknokratvældet. Giver man penge til borgeren, kommer de i reglen også tilbage til samfundet. Livets og økonomiens store kredsløb.

’Det skal kunne betale sig at arbejde’, lyder en anden kliche. Det kan det også. Mødte Anders fra opgangen den anden dag, der arbejder fulltime og får 20.000 kr. udbetalt om måneden. Det er immervæk lidt mere end mine 8.300 kr. Nok til at betale sine regninger og leve et anstændigt liv. Så kun i meget få tilfælde kan det ikke betale sig at arbejde, og går man dybere ned i problemstillingen, finder man ud af, at det stort set altid kan betale sig at arbejde. Men sandheden er jo den simple, at der ikke er arbejde til alle.

I går var jeg på jobcenteret. Efter en fællesbriefing, hvor en kristen organisation skulle hverve frivillige hoveder til aktivering, fik man fem minutter hver med en sagsbehandler, der tydeligvis ikke havde haft tid til at sætte sig ind i hver enkelt sag og overhovedet ikke tog udgangspunkt i, hvem man er eller i tidligere møder, men bare skulle ekspedere én videre i aktiveringscirkusset.

Efter at have truet mig med alverdens sanktioner og fortalt mig, at jeg ikke kom ud af kontoret, før jeg var blevet ’aktiveret’, fik jeg lov til at gå ud ad bagdøren. Mens sagsbehandleren, en gråsprængt dame sidst i 40’erne, der så ti år ældre ud, fulgte mig ud, sagde hun, at hun jo bare administrerede politikernes nye love, og at det ikke var hendes skyld. Hun gav mig et telefonnummer, som det var livsvigtigt, at jeg ringede til. Men da jeg prøvede dagen efter, eksisterede nummeret ironisk nok ikke. Meget symbolsk.

LÆS OGSÅJoachim B. til arbejdsløs: Du er for slap

Var lige ved at foreslå hende at bruge en håndvask til at vaske sine hænder, men jeg er en høflig mand.

Dette er ikke en kritik af sagsbehandlerne. Der er mange gode, kompetente og velmenende mennesker i systemet, desværre synes de at arbejde i et stadig mere indskrænket råderum i et dumt system, og når man endelig er tvunget ud i kontakt eller møder med disse instanser, oplever man, at der ingen kommunikation er imellem de forskellige afdelinger.

Borgeren bruger ufattelig meget tid på at lave systemets arbejde – på kontanthjælp! Man bruger uendelig mange kræfter på at oplyse, skanne og videresende informationer, dobbelttjekke, om systemet har oplysningerne, hvilket de ofte ikke har, så man bliver mistænkeliggjort og endnu en gang skal bruge kræfter på at finde dokumentationen igen, sende den og håbe, at den lander det rigtige sted. Drænende og demotiverende. Absurd tidsspild.

Ringer man til systemet, sidder man ofte i op til en time og bliver viderestillet i en uendelighed: for egen regning på egen telefon.

Se det i øjnene: Rådighedskravet er latterligt. Jeg har stået til rådighed i over 30 år og har sikkert holdt adskillige bureaukrater lønnet, uden at jeg er ’kommet i arbejde’ af den grund. Jo, i en masse projekter og fupjobs, der hjælper på de skiftende regeringers statistikker, men som ellers bare undergraver ’det rigtige arbejdsmarked’, fordi man besætter stillinger med langtidsledige eller ’praktikanter’, som man så fyrer, når man ikke kan få dem gratis længere. Moderne slaver.

Man lærer at improvisere som en forsøgsrotte i en labyrint

Kommer der arbejde ud af det? Næ, men der kommer en masse unødvendigt løberi i det store hamsterhjul, vi har forvandlet samfundet til.

Jeg ser Danmark som et besat land. Ikke af fremmede magter, men af rigide teknokrater og visionsløse politikere. Om de er blå, røde eller grønne, er ligegyldigt. De taler alle sammen om vækst og jobs og jobs og jobs. De taler så meget, at jeg bliver så uendelig træt af det. Er arbejde så fedt? Mindst 20 pct. af befolkningen har stress-symptomer. Mindst lige så mange er på antidepressiva. Verdens lykkeligste land? Det sygeste er vækst- og jobfikseringen. Hvordan i alverden kan arbejde blive et mål i sig selv?

En krigerdød for egen hånd ville være en værdigere afslutning end strådøden på et plejehjem.

Men lige før jeg begynder at drømme om blåsyrekapsler og gamle pistoler, kommer jeg i tanke om, at mit eget ønske for et bedre Danmark egentlig var meget enkelt. For helt ærligt: Drømmer vi ikke alle om et hyggeligere og mindre stresset samfund, hvor alle bidrager på hver sin måde, i eller uden for arbejdsmarkedet? Drømmer vi ikke om et samfund, hvor der er tid til, at familier kan være sammen? Hvor der er tid til at nyde vores korte liv, og hvor de gamle ikke bare er stuvet af vejen på plejehjem, men er en aktiv del af samfundet?

LÆS OGSÅHvad er der egentlig galt med de arbejdsløse?

Jeg drømmer om et samfund, hvor der er plads til at forfølge materielle ambitioner og tjene svinsk mange penge, hvis det er det, man vil, og bore sig ned i studier, viden og forskning, hvis det er det, man vil, men også et samfund, hvor det er muligt at overleve på et lavbudget, f.eks. en kontanthjælp, uden at være forfulgt, deklasseret, stigmatiseret, udgrænset, proletariseret og sluttelig kriminaliseret og allerhelst død, så man ikke fornærmer nogen med snak om fattigdom og andre upassende sandheder, der kan forstyrre familien Danmarks middagshygge eller det politiske teknokratis tvivlsomme triumf.

Giv alle et minimumsbudget at overleve på. Giv middelklassen og alle de hårdtarbejdende skaffedyr bonus og livsrum (de borgerlige kalder det jo bare skattelettelser). Så de kunne arbejde mindre, hvis de ville, og være mere sammen med deres familier. Afskaf det merkantile dehumaniserende syn på mennesker som omstillingsparate produktionsenheder, der bare skal piskes igennem livet for at tjene den store arbejdsgud.

Frigiv penge, tid og mennesker. Ville folk så ikke blive mere dovne? Nej, innovation og iværksætteri ville blomstre, for ingen kunne og ville nøjes med en sådan basisindkomst. Mennesker vil sgu godt arbejde. Det ville skabe en helt ny energi og et nyt drive i samfundet, og tryghed og tillid oven i købet, fordi ingen behøvede at være bange for at gå fra hus og hjem.

Vi kunne blive en foregangsnation, som kineserne og alle andre ville skele til, først med forundring og siden med beundring. Det ville brande Danmark i verden. Vi kunne blive stedet, hvor de menneskelige myrer overalt kunne erfare, hvordan livet også kunne leves. Med lavt forbrug og bæredygtighed. Men i stedet for Utopia vælger vores ledere, at Danmark skal være et stort hamsterhjul, hvor vi alle skal hoppe på det samme gamle udpinte væksttog, som vi igen og igen har erfaret kører lige mod afgrunden.

Vi kunne have fået Utopia. Vi valgte hamsterhjulet.

PolitikenPlus
  • Aftensol over Grønland De havde været dybt inde i en fjord på den grønlandske sydvestkyst. Og besøgt en sælfangerfamilie.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Skænkeprop til vin Elegant dekanteringsprop lavet i glas, der passer til alle vinflasker. Proppen ilter automatisk vinen, når den serveres. Og så klæder den flasken!

    Pluspris 125 kr. Alm. pris 149 kr. Køb
  • Halstørklæde Morderne og trendy tørklæde, med et smukt leopard mønster i de flotte klassiske farver, sort, mørkegrå og lysegrå. Tørklædet er stort og fyldigt, og passer perfekt til de kolde tider.

    Pluspris 279 kr. Alm. pris 349 kr. Køb
  • DAX hvalp DAX er historien om en lille hund som ikke blot er 'Danish design' af navn. Den er rent faktisk fremstillet her i Danmark ? af træ fra bæredygtig skovdrift.

    Pluspris 545 kr. Alm. pris 645 kr. Køb