SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
De udsatte børn
Hvis et barns udvikling er i fare, og forældrene ikke ønsker at modtage hjælp, skal der reageres fra samfundets side. Vi kan gøre det bedre!
| AF Mette Frederiksen og Per Schultz Jørgensen |
fakta
Man kan diskutere i det uendelige, hvor mange børn der er udsatte i Danmark.
Er det de 5-7 procent, der vokser op med betydelige funktionsnedsættelser?
Er det de 5-10 procent, der oplever vold, misbrug og elendige skilsmisser?
Er det de 10 procent, der er udsat for mobning uden at få hjælp til at komme
ud af situationen? Er det de minimum 40.000 børn, der lever i fattigdom?
Vi
er temmelig overbeviste om, at vi også på børneområdet har et samfund, der
lader sig opleve med ordet 8/10. Hovedparten – de 80 procent – har det på
næsten alle områder godt. Deres forældre er i arbejde, mange af dem har godt
nok travlt, men det fungerer. Børnehaven og vuggestuen er presset, men de
kører også, som de skal. Det samme gør skolen.
Men
så er der de knap 20 procent. Ikke alle sammen i krise eller
behandlingskrævende. Men det fungerer ikke så godt for dem, som det kunne,
og i nogle af familierne slet ikke. Og det er børnene mærket af. De er
udsatte, sårbare, marginaliserede, eller hvilke ord vi nu vil bruge. Nogle
af dem tilhører etniske minoriteter og ser sig selv under dobbelt ild.
Alt
dette har været på dagsordenen i mange år. Der er søsat store programmer,
bl.a. indsatsen mod negativ social arv. Forskning, særlige puljemidler,
store ord og gode hensigter. Helt ærligt: Det har ikke flyttet så meget på
den virkelighed, som de udsatte børn lever i. Ikke fordi pædagoger,
socialarbejdere, psykologer og andre ikke har slidt for sagen, men fordi
problemet ikke lader sig løse ved blot at afsætte lidt ekstra midler til
særlige projekter.
Socialpolitikken må sadles om. Hensynet
til privatlivets fred hjælper ikke udsatte børn. Misforståede hensyn og
halvhjertede indsatser må tværtom afløses af et ægte samfundssocialt ansvar
og et fuldt engagement. Der skal tænkes anderledes, fordi det i høj grad
handler om social ulighed, om mangel på social integration og om svigtende
åbenhed fra vores side i de velbjergede institutioner og skoler. Den
nuværende regering elsker at tale om mønsterbrydere og efterspørger
bistandsklienter, der i stedet bliver til bankdirektører. Men er det primært
mønsterbrydere, vi har behov for?
Svaret er nej. I stedet for
mønstrebrydere skal vi bryde mønstret. Det er ikke nok, at lidt flere
slipper igennem nåleøjet, hvis vi bliver ved med at have et samfund, hvor
mennesker udstødes, og hvor børn fødes til et liv, vi ikke kan være bekendt.
Vi bliver med andre ord nødt til at erkende, at der fortsat er noget
grundlæggende forkert ved den måde, vores samfund udvikler sig på. Vi skal
en helt anden vej;
Vi siger for det første, at hjælpen til de
udsatte børn og børnefamilier skal tænkes med ind i alle indsatser for børn
– lige fra fødselsforberedelsen til børnehaven og videre til musikskolen. Vi
skal være et særligt øje for børn og børnefamilier, der ikke trives.
Ved
hvert eneste tilbud til børn og børnefamilier skal der indbygges en sikring
af, at disse børn og børnefamilier kommer med ind i processen. Det helt
centrale i denne tilgang er to ting. For det første, at integration med
forstærket pædagogisk indsats understreger vores sociale ansvar i
fællesskab. Det kan aldrig bare skubbes over på forældrene alene. For det
andet, at der med denne tilgang fokuseres på den forebyggende indsats. Vi
skal gennem en styrket forebyggende indsats modvirke, at børn glider ud og
ender som specialtilfælde eller regulært udsatte.
Det er
det, der kaldes at udbygge og kvalificere sikkerhedsnettene omkring børn.
Helt konkret: Hvis de kommende forældre ikke deltager i
fødselsforberedelsen, skal der bankes på døren hos dem – med et forstærket
tilbud. Sundhedsplejerskens indsats intensiveres, og der skal være mulighed
for hjemmebesøg hos familien, når et barn er startet i vuggestue eller
børnehave og ikke har det helt godt.
Hvad er pointen? Den er
klart og tydeligt den, at social integration skal skabes op gennem
barndommen, den starter allerede inden fødslen, og den udbygges gennem
årene. Efter vores mening er det her, vi har svigtet: Vi har i alt for høj
grad sagt, at det er op til forældrene selv, også selv om vi vidste, at det
ikke var et frit valg for disse forældre. Eller at de ikke magtede det.
Derfor skal vi forstærke vores tilbud til de udsatte grupper og på den måde
overbevise dem om, at det er til gavn for dem selv og deres børn.
Vi
foreslår, at der i alle dagtilbud udarbejdes en decideret risikopolitik,
hvor den enkelte daginstitution formulerer en strategi for, hvordan man
tackler børn, der har problemer eller er i mistrivsel. Vi ved godt, at mange
pædagoger vil kalde lige præcis det her initiativ for bureaukratisk og
umuligt at efterleve. Men umuligt er det ikke. Det kræver blot et større
fagligt fokus på de børn, der ikke har det godt. Og det kræver mere tid.
Derfor
foreslår vi, at der i løbet af de kommende år ansættes 3.000 flere
pædagoger. Det er et højt tal. Men det er nødvendigt med flere hænder i
børnenes hverdag. Under alle omstændigheder skal de udsatte børn og deres
forskellige behov tænkes ind i alt fra sundhedsplejerskens arbejde til
hverdagen i vuggestuen. Ellers opdager vi ikke disse børn, eller vi får ikke
overskud til dem!
Indsatsen i forhold til udsatte børn skal ikke
ses isoleret. Det er ikke puljer og særlige initiativer, der er behov for.
Tværtimod. Til gengæld tror vi på at udbygge de tilbud, der gælder for alle
børn og i sammenhæng hermed få tænkt de udsatte børn ind i den samlede
velfærdspolitik for børn. Vi er ved at sætte samfundets rummelighed over
styr, fordi vi synes, det er for besværligt med de besværlige.
Men
mennesker er besværlige. Og det er børn også. I stedet for adskillelse og
eksklusion tror vi på inddragelse og inklusion. Det betyder, at de udsatte
børn, i det omfang det overhovedet lader sig gøre, skal opleve en barndom
sammen med alle de andre børn i deres lokalområde. Men at f.eks. børnehaven
skal intensivere sin opmærksomhed og tilbud til det udsatte barn. Derfor
foreslår vi også, at der for hvert enkelt barn skal udarbejdes en individuel
pædagogisk udviklingsplan. Et forslag, som Politiken tidligere har
kritiseret. Mærkeligt nok. Sagen er jo den, at der i dag er børn, der bliver
overset. Der er børn, der ikke bliver hørt, og der er børn, der møder
folkeskolen uden selv de mest grundlæggende forudsætninger.
Er
løsningen blot flere pædagoger og voksne omkring børnene? Nej. Det er ikke
løsningen. I hvert fald ikke alene. Vi tror på, at der både skal være flere
voksne i dagtilbuddene, samtidig med at den pædagogiske indsats
kvalificeres. Og kvalificering for os er to ting: både et godt socialt
børnefællesskab – og voksen-overskud til det enkelte barn. En individuel
pædagogisk udviklingsplan skal hverken være et synderegister, en
opskriftsbog eller et unødvendigt skrivebordsprojekt. Det skal derimod være
en reflekteret og faglig vurdering af, hvordan de voksne og det sociale
fællesskab bedst kan yde den nødvendige støtte for hvert enkelt barn.
For
det andet skal vi stille højere krav på vegne af børnene. Det er dybt
problematisk, at der i dag er børn, der møder ved skolestart med et
mangelfuldt og dårligt sprog. Ligesom det er dybt problematisk, at der er
forældre med meget lille forældreevne, der i dag takker nej til
sundhedsplejerskens tilbud og i øvrigt knap nok forbereder sig på
tilværelsen som familie. Selv om vi grundlæggende tror på, at de fleste
forældre enten er eller kan blive gode forældre, så er vores hovedprioritet
børnene. Og børnenes tarv, interesser og velfærd er vigtigere end
forældrenes!
Derfor vil vi på den ene side yde udsatte
familier en bedre støtte end i dag. Og på den anden side indføre en række
pålæg – altså handleforpligtelser – til forældrene. F.eks. om at sende deres
barn i vuggestue, dagpleje eller børnehave, hvis barnets normale udvikling
er i fare. Eller pålæg om at deltage i familieforberedelse eller få besøg af
sundhedsplejerske i barnets første leveår.
I modsætning
til den siddende regering vil vi ikke trække i børnefamilieydelsen, hvis et
pålæg ikke efterleves. For hvad skal det gavne? Er der virkelig nogen, der
stadig tror på, at fattigdom gør mennesker til bedre forældre? Når vi i dag
ved, at startydelsen og kontanthjælpsloftet ikke får arbejdsløse i
beskæftigelse, nytter det ikke noget at tro, at mindre ydelser skaber bedre
forældreevne.
Også her skal der sadles om. Hvis et barns
normale udvikling er i fare, og forældrene ikke ønsker at modtage
sundhedsplejersken eller lade deres barn indskrive i dagtilbud, skal der
reageres. Vores bud på en sanktion, der giver mening for barnet, er en
finmasket socialpolitisk opfølgning, som i sidste instans kan medføre, at
barnet anbringes uden for hjemmet. Når vi tror på, at nye forpligtelser er
nødvendige for udsatte børn og deres forældre, så er det, fordi vi tror, at
det sociale og faglige liv, der udspiller sig i f.eks. en vuggestue, er et
nødvendigt tilbud at give til alle børn. Og for børn, der ikke trives, skal
det ikke alene være et tilbud. Der skal det være en rettighed for det
enkelte barn. En rettighed, det omkringliggende samfund skal kræve på vegne
af barnet.
For det tredje skal vi udbygge de tilbud, der gælder
for børn i vores fælles velfærdssamfund. Det er ikke nok med store ord eller
flotte handleplaner, hvis indholdet ikke kan gøres muligt, fordi der skal
spares i alle kommuner. Derfor skal der selvfølgelig være en garanti for, at
der sættes de nødvendige ressourcer af til at gøre det sociale sikkerhedsnet
stærkt og med små masker.
Men hvad vil det sige? Det vil
sige, at der ikke skal skæres i sundhedsplejen, som vi ser det i dag,
tværtimod: Der skal gives mulighed for ekstra normering, f.eks. i vuggestuen
til at fange risikobarnet op med støttepædagog, der skal gives mulighed for,
at den sociale medarbejder kan kontakte familien og få et samarbejde i gang
med forældrene. Vores forslag er, at der indføres klare
kvalitetsrettigheder, når børn i er dagtilbud. Blandt andet i forhold til
antallet af voksne og adgangen til sund og gratis mad.
Som samfund
bliver vi nødt til at erkende, at de igangværende besparelser på den
offentlige velfærd rammer socialt skævt. Når pædagogerne ikke har tid nok,
går det især ud over de udsatte børn og de ensomme børn. Når der skæres ned
på familie- og fødselsforberedelse, går det især ud over de børn, hvis
forældre står svagest. Sådan er det bare. Det er sagt mange gange før, men
kan godt gentages. Vi ønsker ikke et samfund, hvor de fleste bliver rigere
privat, medens madordninger i vuggestuer skæres væk, og der ikke er
jordemødre til stede, når børn skal fødes. Det hænger altså ikke sammen!
Derfor
skal der opstilles klare målsætninger på børneområdet. Blandt andet skal vi
i fremtiden gøre det så godt, at der højst er 5 procent af børnene, som ved
skolestarten har brug for specialpædagogisk bistand. Vi kan sætte effektivt
ind over for de udsatte børn og børnefamilier. Vi har faktisk et bedre
udgangspunkt end næsten alle andre lande. Det drejer sig ikke om at opfinde
verden forfra, men om at tænke de udsatte grupper ind i alle vores tilbud
til børn og børnefamilier – og så kvalificere tilbuddene til at løse
opgaven. Det er ægte velfærd for de udsatte grupper.
Vi
skal gøre det her for børnenes skyld, for familiens skyld og for hele
samfundets skyld. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, at
sundhedsplejersken i børns første år kan udpege fremtidens vindere og tabere
– uden at vi gør noget. Vi ved, hvad konsekvensen bliver, hvis vi ikke gør
noget. Vi ved også godt, hvad der skal til for at ændre udviklingen. Vi tror
ikke på den nuværende regerings strategi om på den ene side at fralægge sig
det politiske ansvar og på den anden side tale om skiftevis privatlivets
fred og mere og mere bygge på selvforskyldthed hos de udsatte forældre.
Der
skal sadles om. Som samfund skal vi tage et større ansvar. Drop
forestillingen om privatlivets fred, når det gælder børn. Børn har ret til
deres forældre. Men forældre ejer ikke deres børn. Og da slet ikke, hvis de
ikke kan varetage deres interesser. Samfundet skal tage et større ansvar.
Udsatte forældre skal have opbakning og støtte – i højere grad end i dag. Og
børn skal have flere rettigheder. Vi tror, at vores ideer og forslag vil
være til gavn for både udsatte børn og deres forældre. Men de vil også være
til gavn for hele samfundet. En bedre forebyggende indsats samt en stærkere
socialpolitisk indsats vil betyde et samfund, der på sigt vil få færre
sociale problemer og mindre ulighed.
Læs hver dag
- 26. maj
- 26. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|








