SektionerMedier |
Aktuelle temaerSatire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Kvinders kamp i Kabul
Vi mødte Yasmin og Mariam i Afghanistan. De vil gerne skabe en fremtid for sig selv og for Afghanistan. De er afhængige af de udenlandske styrkers beskyttelse.
| AF PERNILLE HAARLØV-JOHNSEN, LINE MUNDT, TINA TERMANSEN |
fakta
Livethar ikke været let for de to væversker Yasmin og Mariam, som begge har været ofre for Talebans tyranni i Afghanistan.
Fra burkaklædt landarbejder og hjemmegående husmor er de to kusiner gået
gennem hårde tider under Taleban for nu at være partnere i egen virksomhed.
Livet igennem har Afghanistans sikkerhedssituation gjort dagligdagen
vanskelig for de to kvinder og skabt en utryghed, som stadig er nærværende
trods de udenlandske styrkers forsøg på stabilisering.
1.
september 2001 blev startskuddet til en international kamp for at vælte
Taleban fra deres magtposition i Afghanistan, og siden hen har militære
styrker fra hele verden været tilstedeværende i landet. Målet for ISAF
(International Security Assistance Force) – herunder Danmarks
tilstedeværelse – at hjælpe den afghanske regering at tilvejebringe
sikkerhed og stabilitet i landet for derigennem at skabe mulighed for
genopbygning og effektiv regeringsførelse.
Det oprindelige
motiv for at engagere sig i Afghanistan var dog klart fra amerikansk side:
Det var en krig mod terrorisme. Derfor er det nærliggende at se den
nuværende militære indsats som farvet af en egoistisk krigsførelse med det
hovedformål at stoppe terrorismen i at rykke nærmere den vestlige verden, og
dette med et stigende antal civile ofre.
Som dansker kan tabet af
vores egne soldater skabe tvivl om, hvorvidt den såkaldte ’krig mod terror’
bringer noget godt med sig? Taleban har over den sidste årrække formået at
tilrane sig stadig mere magt, hvilket kan få den militære indsats til at
synes tilnærmelsesvis håbløs.
Vi erfarede gennem
mødet med Yasmin og Mariam, at nok bunder ISAF’s tilstedeværelse i det
oprindelige formål at beskytte den vestlige verden mod terrorister, men
samtidig beskytter styrkernes indsats nu disse kvinder mod de selv samme
terrorister. I stedet for at fokusere på negative aspekter af Vestens krig
mod terror, vil vi fortælle om soldaternes positive indflydelse på de
lokales sikkerhed i hovedstaden Kabul gennem Yasmin og Mariams historier.
Som
antropologistuderende fik vi i marts mulighed for at studere forholdene i
Afghanistan under en måneds ophold i landet. Vi satte os for at undersøge
situationen for de kvinder, som trodser samfundets normer og modsætter sig
dets kvindeideal. Kusinerne Yasmin og Marian er to sådanne kvinder. De er
begge væversker og arbejder med egen selvstændig virksomhed i Kabul, hvor de
tager imod bestillinger udefra, samt tjener penge ved at undervise andre
kvinder i håndværket. Kusinerne er stolte af deres selvstændighed som
arbejdende kvinder og stolte over at kunne give andre kvinder nogle
færdigheder, der ligeledes vil give dem mulighed for at arbejde.
Da
Talebanregimet faldt i 2001, fik afghanske kvinder lovmæssigt ret til både
uddannelse og arbejde. Det er en glædelig udvikling, hvis man – som vi ser
ligestilling mellem kønnene som et ideal værd at stræbe efter. Men det er i
praksis svært for de afghanske kvinder at benytte sig af deres nyvundne
rettigheder, bl.a. fordi mange hverken besidder akademiske eller
håndværksmæssige færdigheder. 87 procent af den kvindelige befolkning er
analfabeter. Ydermere dikterer den gængse holdning blandt befolkningen, at
kvindens plads er i hjemmet. En forestilling, der i en by omringet af
krigszoner er med til at gøre det usikkert for kvinder i Kabul at træffe
frie valg.
Første gang vi interviewer Yasmin og Mariam, møder vi
dem i deres undervisningslokale, et lille rum på 12 kvadratmeter, hvor der
på det store bord i midten af lokalet ligger smukt vævede tæpper spredt ud.
Vi bliver mødt med åbenhed og varme og hilst hjertelig velkommen med et
’salam alaikum’. Kusinerne går i vestligt tøj – cowboybukser og cardigan.
Omkring håret er slynget smukke pashmina-tørklæder, der bevidst og
moderigtigt er placeret langt nok tilbage på hovedet til, at det forreste af
håret blottes. Et lille, men åbenlyst tegn på deres oprør. De byder os
indenfor, klapper et par stole ud, og skænker os te. Kort efter sidder vi
alle omkring bordet i varmen fra deres petroleumsovn, og er klar til
interview. Én fortælling kommer især til at præge samtalen – og bliver i
vores tanker fremover. Det er Yasmins beretning om sit liv i Afghanistan
under Taleban.
De første år under Talebanregimet boede Yasmin i
hovedstaden Kabul med sin mand og deres lille datter. De levede under ringe
kår med kun mandens indtægt fra en lille limonadebod. Gradvist blev Yasmin
mere og mere frustreret over sin nyttesløshed derhjemme, og da det kom hende
for øre, at en fransk ngo tilbød kvinder hemmeligt arbejde, greb hun derfor
prompte chancen. Hun skulle væve for organisationen, som efterfølgende
smuglede hendes håndværk videre til Pakistan, hvor det blev solgt. Yasmin
udviste den største diskretion og påpasselighed omkring arbejdet, men
alligevel fik nogen færten af hendes ulovlige foretagende. En dag, da Yasmin
kom på arbejde, mødte en talebaner hende i døren, og hun blev arresteret og
fængslet. Dette var i 2001. Hendes mand og datter blev, på grund af deres
tilknytning til Yasmin, ligeledes arresteret; hendes mand blev sat i en
separat fængselsafdeling for mænd, hvorimod Yasmin og deres 6-årige datter
blev stuvet ind i kvindesektionen, et lille rum med al for trang plads til
de omkring tohundrede fanger. Hun havde sat sig selv og sin familie i en
næsten uudholdelig situation.
Yasmin var på dette tidspunkt
gravid i tredje måned med sit andet barn, og hun frygtede for sit ufødte
barn såvel som sin datter, sin mand og sin egen skæbne. I fængslet kom der
dagligt en kvinde og belærte dem om den talebanske fortolkning af islam,
fortæller Yasmin, og begynder at vifte med pegefingeren alt imens hun
imiterer kvinden fra fængslet: ’Kvinder må ikke se mænd eller snakke med
mænd, kvinders hænder og fødder må ikke være synlige, pigebørn må ikke gå i
skole, for der lærer man slemme ting’.
Yasmin havde
lige fra starten været klar over, at det var et livsfarligt foretagende, hun
havde begivet sig ud i, og nu måtte hun bøde. Efter fire måneder i fængslet,
fik hun en dyster melding: hendes forbrydelse skulle straffes. Efter 16 dage
skulle hun og hendes familie henrettes. Hendes ufødte barn ville end ikke få
en chance for at kæmpe for livet.
Da skete det uventede. Tolv
dage efter Yasmin fik besked om familiens dødsdom, begyndte bomberne at
falde over Afghanistan. Taleban blev fordrevet – og alle fængselsindsatte
frigivet. En ny chance for at leve, følte Yasmin, og endelig også en
mulighed for at skabe et værdigt liv for sig selv og sin familie. Yasmin
blev i Afghanistan, og da kusinen Mariam kort efter vendte hjem efter sit
eksil i Pakistan, startede de to deres vævervirksomhed sammen.
Et
par dage efter besøger vi kvinderne igen og hilser med de traditionelle
kindkys, som gives mellem venner: et på højre kind, et på venstre og et på
højre igen. Denne gang er det Mariam, der fortæller om sit liv under
Taleban. Mariam ser sig selv som heldig, fordi det lykkedes hende at flygte
til Pakistan.
Inden Taleban overtog magten i Afghanistan, boede
Mariam, hendes mand og deres 6 måneder gamle søn i en lille bjerglandsby. En
dag i 1996 kom en kvinde fra landsbyen skrækslagen løbende og råbte, at
talebanere var på vej i retning af landsbyen. Af gode grunde spredte frygten
sig som en steppebrand gennem landsbyen, for mange af mændene i byen,
inklusive Mariams, arbejdede for krigsherrer, der kæmpede mod Taleban, og
selv den mest perifere tilknytning til dem var utilgivelig i Talebans øjne.
Mariams mand havde ladt hende alene den sidste måned for at arbejde, så da
Mariam flygtede, var det uden ham, men sammen med de andre efterladte
kvinder, børn og ældre fra landsbyen. Den første nat gik de i 10 timer
gennem stikkende kornmarker. Mariam med sit lille spædbarn på armen.
Pludselig
mærkede hun en stærk mands hånd tage fat om sin arm. Det gav et sæt i hende,
lige indtil hun drejede hovedet og lettet kunne konstatere, at det var
hendes mand. Herefter fortsatte de sammen. Om dagen vandrede de op ad bjerge,
til luften blev så tynd, at mange besvimede. Skønt Mariam søgte at beskytte
sin lille søn under sin burka, fik han sår over hele kroppen på grund af de
barske forhold. Somme tider overnattede de hos gæstfrie fremmede, andre
gange måtte de sove ude i det hårde bjerglandskab – med barnet holdt godt
ind til kroppen i den kolde afghanske nat.
Mariam holder op med at
fortælle for en stund og tårerne i hendes øjne flyder over. Vi genlever med
hende følelsen af afmagt og håbløshed. Men selv om hun tydeligt er påvirket
af minderne, fortæller hun videre …
Efter halvanden
måneds flugt lykkedes det Mariam og hendes mand at komme over grænsen og ind
i Pakistan. Her boede de i 6 år, indtil de i 2001 hørte, at Taleban ikke
længere regerede Afghanistan. Gentagne gange fik de meldinger hjemmefra: »Afghanistan
er blevet et godt land igen. Nu må man gøre hvad som helst: Kvinder må gå på
gaden og shoppe, gå uden burka, bruge neglelak og læbestift, mændene må
smide turbanen og klippe skægget, børnene må lege med dukker og flyve med
drager. Man må se fjernsyn, bruge computer, høre musik, danse, studere!«.
Mariam
og hendes familie vendte tilbage til Kabul. Og det viste sig, at alle havde
ret: »Vi fik friheden tilbage – muligheden for, at gøre hvad vi selv
ønsker«, tilføjer Mariam.
Ordene hænger i luften,
og vi tænker alle over disse to kvinders ubegribelige kampe. Selvom de
grusomme minder stadig sidder dybt i dem, kan vi tydeligt mærke, at de har
haft både styrke, tro og drivkraft til at lægge fortiden bag sig og udnytte
nye muligheder. Men grundlaget for dette bør i høj grad tilskrives ISAF,
fortæller kvinderne. »ISAF gør, at der er nogenlunde sikkert her i Kabul«,
siger Yasmin. »Hvis de bliver her de næste 20 år, kan det være at hele
Afghanistan bliver et rigtig godt sted, selv for kvinder«.
Næste
gang vi kommer på besøg, mærker vi tydeligt, at Yasmin og Mariam har en
særligt presserende oplevelse, de gerne vil dele med os. Det handler om
Yasmins niece Laila på 15 år, som går i 8. klasse. Hun er en meget smuk pige
og har en drøm om at læse på universitetet for senere at blive engelsklærer.
En
tidlig morgen for en uge siden begav Laila sig alene af sted til skole, som
på enhver anden hverdag. Men Laila nåede aldrig frem til skolen, og ingen
har set eller hørt fra hende siden. De to kusiner lader os forstå, at det
ikke er unormalt, at tilfældige unge piger bliver kidnappet og brugt som
sexslaver, og det er denne skæbne de frygter, at Laila har mødt. Yasmin og
Mariam taler allerede om niecen i datid; et klart udtryk for deres
håbløshed. Kusinerne har ikke involveret politiet, da det er korrupt og
næppe vil være behjælpeligt. De frygter også politiets indblanding, for hvis
Lailas kidnapning bliver kendt af slægtninge og venner, vil det være nært
umuligt for hende at blive gift, hvis Laila på mirakuløs vis skulle komme
tilbage til familien: Ingen mand vil have en kvinde, hvis jomfruelighed er
tvivlsom. Laila ville gå en skæbne i møde som enlig hjemmegående og tjene
familien med madlavning og rengøring.
»Afghanistan er et slemt
land«, siger Yasmin: »Vi tror hele tiden, at Afghanistan har ændret sig til
det bedre, men vi bliver altid skuffede«. På dette tidspunkt i fortællingen
udstråler begge kusiner utryghed og harme. Trods den brutale virkelighed,
som de er en del af, nægter kvinderne dog at lade sig trække med ned. »Vi
har jo et godt liv nu«, fastslår Mariam: »Det er bare ikke altid helt lige
godt, og det er ikke til at sige, om det varer ved … for sådan er det i
Afghanistan. Man ved aldrig, hvad der sker næste uge eller næste år«.
Yasmins datter på 13 år går i skole, men glæden ved at kunne sende hende af
sted hver morgen går hånd i hånd med frygten. Frygten for at hun, ligesom
niecen Laila, bliver kidnappet. Frygten for at datterens skole en dag bliver
brændt ned; ildspåsættelser af pigeskoler er blot endnu en af de måder,
Taleban viser sin fortsatte tilstedeværelse i Afghanistan. Det er en stor
risiko Yasmin tager, når hun lader sin datter gå i skole, men hun bliver
nødt til at bevare troen på fremtiden og gribe muligheden for at give sin
datter en uddannelse.
Yasmin og Mariam repræsenterer et mindretal
af afghanske kvinder, der bidrager til landets gryende demokratisering og
økonomiske fremdrift med deres vævevirksomhed og grundlæggende livsholdning.
De har dog, set med deres øjne, kun mod til og mulighed for at gå imod det
herskende kvindeideal på baggrund af den elementære tryghed, som ISAFs
tilstedeværelse giver væverskerne, og tillid til at ISAF fortsat vil bidrage
til at skabe bedre tider for dem og deres medsøstre.
ISAF’s
tilstedeværelse i Kabul giver Yasmin og Mariam både et fundament og et
overskud, med hvilket de forhåbentligt kan bane vejen for andre kvinder –
vejen imod frihed, demokrati og ligestilling, bane vejen for kvinder til at
gøre lige netop, hvad de selv vil.
Læs hver dag
- 20. jun
- 20. jun
H.C. Andersen
Andersens eventyr på en ny måde. Oplev et nyskabende show, der blander nationaldigterens værker med moderne effekter.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 350 kr.
Alm. pris 400 kr
|
|
Pluspris 95 kr.
Alm. pris 125 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 15 kr.
Alm. pris 19 kr
|









