Livethar ikke været let for de to væversker Yasmin og Mariam, som begge har været ofre for Talebans tyranni i Afghanistan.

Fra burkaklædt landarbejder og hjemmegående husmor er de to kusiner gået gennem hårde tider under Taleban for nu at være partnere i egen virksomhed. Livet igennem har Afghanistans sikkerhedssituation gjort dagligdagen vanskelig for de to kvinder og skabt en utryghed, som stadig er nærværende trods de udenlandske styrkers forsøg på stabilisering.

1. september 2001 blev startskuddet til en international kamp for at vælte Taleban fra deres magtposition i Afghanistan, og siden hen har militære styrker fra hele verden været tilstedeværende i landet. Målet for ISAF (International Security Assistance Force) – herunder Danmarks tilstedeværelse – at hjælpe den afghanske regering at tilvejebringe sikkerhed og stabilitet i landet for derigennem at skabe mulighed for genopbygning og effektiv regeringsførelse.

Det oprindelige motiv for at engagere sig i Afghanistan var dog klart fra amerikansk side: Det var en krig mod terrorisme. Derfor er det nærliggende at se den nuværende militære indsats som farvet af en egoistisk krigsførelse med det hovedformål at stoppe terrorismen i at rykke nærmere den vestlige verden, og dette med et stigende antal civile ofre.

Som dansker kan tabet af vores egne soldater skabe tvivl om, hvorvidt den såkaldte ’krig mod terror’ bringer noget godt med sig? Taleban har over den sidste årrække formået at tilrane sig stadig mere magt, hvilket kan få den militære indsats til at synes tilnærmelsesvis håbløs.

Vi erfarede gennem mødet med Yasmin og Mariam, at nok bunder ISAF’s tilstedeværelse i det oprindelige formål at beskytte den vestlige verden mod terrorister, men samtidig beskytter styrkernes indsats nu disse kvinder mod de selv samme terrorister. I stedet for at fokusere på negative aspekter af Vestens krig mod terror, vil vi fortælle om soldaternes positive indflydelse på de lokales sikkerhed i hovedstaden Kabul gennem Yasmin og Mariams historier.

Som antropologistuderende fik vi i marts mulighed for at studere forholdene i Afghanistan under en måneds ophold i landet. Vi satte os for at undersøge situationen for de kvinder, som trodser samfundets normer og modsætter sig dets kvindeideal. Kusinerne Yasmin og Marian er to sådanne kvinder. De er begge væversker og arbejder med egen selvstændig virksomhed i Kabul, hvor de tager imod bestillinger udefra, samt tjener penge ved at undervise andre kvinder i håndværket. Kusinerne er stolte af deres selvstændighed som arbejdende kvinder og stolte over at kunne give andre kvinder nogle færdigheder, der ligeledes vil give dem mulighed for at arbejde.

Da Talebanregimet faldt i 2001, fik afghanske kvinder lovmæssigt ret til både uddannelse og arbejde. Det er en glædelig udvikling, hvis man – som vi ser ligestilling mellem kønnene som et ideal værd at stræbe efter. Men det er i praksis svært for de afghanske kvinder at benytte sig af deres nyvundne rettigheder, bl.a. fordi mange hverken besidder akademiske eller håndværksmæssige færdigheder. 87 procent af den kvindelige befolkning er analfabeter. Ydermere dikterer den gængse holdning blandt befolkningen, at kvindens plads er i hjemmet. En forestilling, der i en by omringet af krigszoner er med til at gøre det usikkert for kvinder i Kabul at træffe frie valg.

Første gang vi interviewer Yasmin og Mariam, møder vi dem i deres undervisningslokale, et lille rum på 12 kvadratmeter, hvor der på det store bord i midten af lokalet ligger smukt vævede tæpper spredt ud. Vi bliver mødt med åbenhed og varme og hilst hjertelig velkommen med et ’salam alaikum’. Kusinerne går i vestligt tøj – cowboybukser og cardigan. Omkring håret er slynget smukke pashmina-tørklæder, der bevidst og moderigtigt er placeret langt nok tilbage på hovedet til, at det forreste af håret blottes. Et lille, men åbenlyst tegn på deres oprør. De byder os indenfor, klapper et par stole ud, og skænker os te. Kort efter sidder vi alle omkring bordet i varmen fra deres petroleumsovn, og er klar til interview. Én fortælling kommer især til at præge samtalen – og bliver i vores tanker fremover. Det er Yasmins beretning om sit liv i Afghanistan under Taleban.

De første år under Talebanregimet boede Yasmin i hovedstaden Kabul med sin mand og deres lille datter. De levede under ringe kår med kun mandens indtægt fra en lille limonadebod. Gradvist blev Yasmin mere og mere frustreret over sin nyttesløshed derhjemme, og da det kom hende for øre, at en fransk ngo tilbød kvinder hemmeligt arbejde, greb hun derfor prompte chancen. Hun skulle væve for organisationen, som efterfølgende smuglede hendes håndværk videre til Pakistan, hvor det blev solgt. Yasmin udviste den største diskretion og påpasselighed omkring arbejdet, men alligevel fik nogen færten af hendes ulovlige foretagende. En dag, da Yasmin kom på arbejde, mødte en talebaner hende i døren, og hun blev arresteret og fængslet. Dette var i 2001. Hendes mand og datter blev, på grund af deres tilknytning til Yasmin, ligeledes arresteret; hendes mand blev sat i en separat fængselsafdeling for mænd, hvorimod Yasmin og deres 6-årige datter blev stuvet ind i kvindesektionen, et lille rum med al for trang plads til de omkring tohundrede fanger. Hun havde sat sig selv og sin familie i en næsten uudholdelig situation.

Yasmin var på dette tidspunkt gravid i tredje måned med sit andet barn, og hun frygtede for sit ufødte barn såvel som sin datter, sin mand og sin egen skæbne. I fængslet kom der dagligt en kvinde og belærte dem om den talebanske fortolkning af islam, fortæller Yasmin, og begynder at vifte med pegefingeren alt imens hun imiterer kvinden fra fængslet: ’Kvinder må ikke se mænd eller snakke med mænd, kvinders hænder og fødder må ikke være synlige, pigebørn må ikke gå i skole, for der lærer man slemme ting’.

Yasmin havde lige fra starten været klar over, at det var et livsfarligt foretagende, hun havde begivet sig ud i, og nu måtte hun bøde. Efter fire måneder i fængslet, fik hun en dyster melding: hendes forbrydelse skulle straffes. Efter 16 dage skulle hun og hendes familie henrettes. Hendes ufødte barn ville end ikke få en chance for at kæmpe for livet.

Da skete det uventede. Tolv dage efter Yasmin fik besked om familiens dødsdom, begyndte bomberne at falde over Afghanistan. Taleban blev fordrevet – og alle fængselsindsatte frigivet. En ny chance for at leve, følte Yasmin, og endelig også en mulighed for at skabe et værdigt liv for sig selv og sin familie. Yasmin blev i Afghanistan, og da kusinen Mariam kort efter vendte hjem efter sit eksil i Pakistan, startede de to deres vævervirksomhed sammen.

Et par dage efter besøger vi kvinderne igen og hilser med de traditionelle kindkys, som gives mellem venner: et på højre kind, et på venstre og et på højre igen. Denne gang er det Mariam, der fortæller om sit liv under Taleban. Mariam ser sig selv som heldig, fordi det lykkedes hende at flygte til Pakistan.

Inden Taleban overtog magten i Afghanistan, boede Mariam, hendes mand og deres 6 måneder gamle søn i en lille bjerglandsby. En dag i 1996 kom en kvinde fra landsbyen skrækslagen løbende og råbte, at talebanere var på vej i retning af landsbyen. Af gode grunde spredte frygten sig som en steppebrand gennem landsbyen, for mange af mændene i byen, inklusive Mariams, arbejdede for krigsherrer, der kæmpede mod Taleban, og selv den mest perifere tilknytning til dem var utilgivelig i Talebans øjne. Mariams mand havde ladt hende alene den sidste måned for at arbejde, så da Mariam flygtede, var det uden ham, men sammen med de andre efterladte kvinder, børn og ældre fra landsbyen. Den første nat gik de i 10 timer gennem stikkende kornmarker. Mariam med sit lille spædbarn på armen.

Pludselig mærkede hun en stærk mands hånd tage fat om sin arm. Det gav et sæt i hende, lige indtil hun drejede hovedet og lettet kunne konstatere, at det var hendes mand. Herefter fortsatte de sammen. Om dagen vandrede de op ad bjerge, til luften blev så tynd, at mange besvimede. Skønt Mariam søgte at beskytte sin lille søn under sin burka, fik han sår over hele kroppen på grund af de barske forhold. Somme tider overnattede de hos gæstfrie fremmede, andre gange måtte de sove ude i det hårde bjerglandskab – med barnet holdt godt ind til kroppen i den kolde afghanske nat.

Mariam holder op med at fortælle for en stund og tårerne i hendes øjne flyder over. Vi genlever med hende følelsen af afmagt og håbløshed. Men selv om hun tydeligt er påvirket af minderne, fortæller hun videre …

Efter halvanden måneds flugt lykkedes det Mariam og hendes mand at komme over grænsen og ind i Pakistan. Her boede de i 6 år, indtil de i 2001 hørte, at Taleban ikke længere regerede Afghanistan. Gentagne gange fik de meldinger hjemmefra: »Afghanistan er blevet et godt land igen. Nu må man gøre hvad som helst: Kvinder må gå på gaden og shoppe, gå uden burka, bruge neglelak og læbestift, mændene må smide turbanen og klippe skægget, børnene må lege med dukker og flyve med drager. Man må se fjernsyn, bruge computer, høre musik, danse, studere!«.

Mariam og hendes familie vendte tilbage til Kabul. Og det viste sig, at alle havde ret: »Vi fik friheden tilbage – muligheden for, at gøre hvad vi selv ønsker«, tilføjer Mariam.

Ordene hænger i luften, og vi tænker alle over disse to kvinders ubegribelige kampe. Selvom de grusomme minder stadig sidder dybt i dem, kan vi tydeligt mærke, at de har haft både styrke, tro og drivkraft til at lægge fortiden bag sig og udnytte nye muligheder. Men grundlaget for dette bør i høj grad tilskrives ISAF, fortæller kvinderne. »ISAF gør, at der er nogenlunde sikkert her i Kabul«, siger Yasmin. »Hvis de bliver her de næste 20 år, kan det være at hele Afghanistan bliver et rigtig godt sted, selv for kvinder«.

Næste gang vi kommer på besøg, mærker vi tydeligt, at Yasmin og Mariam har en særligt presserende oplevelse, de gerne vil dele med os. Det handler om Yasmins niece Laila på 15 år, som går i 8. klasse. Hun er en meget smuk pige og har en drøm om at læse på universitetet for senere at blive engelsklærer.

En tidlig morgen for en uge siden begav Laila sig alene af sted til skole, som på enhver anden hverdag. Men Laila nåede aldrig frem til skolen, og ingen har set eller hørt fra hende siden. De to kusiner lader os forstå, at det ikke er unormalt, at tilfældige unge piger bliver kidnappet og brugt som sexslaver, og det er denne skæbne de frygter, at Laila har mødt. Yasmin og Mariam taler allerede om niecen i datid; et klart udtryk for deres håbløshed. Kusinerne har ikke involveret politiet, da det er korrupt og næppe vil være behjælpeligt. De frygter også politiets indblanding, for hvis Lailas kidnapning bliver kendt af slægtninge og venner, vil det være nært umuligt for hende at blive gift, hvis Laila på mirakuløs vis skulle komme tilbage til familien: Ingen mand vil have en kvinde, hvis jomfruelighed er tvivlsom. Laila ville gå en skæbne i møde som enlig hjemmegående og tjene familien med madlavning og rengøring.

»Afghanistan er et slemt land«, siger Yasmin: »Vi tror hele tiden, at Afghanistan har ændret sig til det bedre, men vi bliver altid skuffede«. På dette tidspunkt i fortællingen udstråler begge kusiner utryghed og harme. Trods den brutale virkelighed, som de er en del af, nægter kvinderne dog at lade sig trække med ned. »Vi har jo et godt liv nu«, fastslår Mariam: »Det er bare ikke altid helt lige godt, og det er ikke til at sige, om det varer ved … for sådan er det i Afghanistan. Man ved aldrig, hvad der sker næste uge eller næste år«. Yasmins datter på 13 år går i skole, men glæden ved at kunne sende hende af sted hver morgen går hånd i hånd med frygten. Frygten for at hun, ligesom niecen Laila, bliver kidnappet. Frygten for at datterens skole en dag bliver brændt ned; ildspåsættelser af pigeskoler er blot endnu en af de måder, Taleban viser sin fortsatte tilstedeværelse i Afghanistan. Det er en stor risiko Yasmin tager, når hun lader sin datter gå i skole, men hun bliver nødt til at bevare troen på fremtiden og gribe muligheden for at give sin datter en uddannelse.

Yasmin og Mariam repræsenterer et mindretal af afghanske kvinder, der bidrager til landets gryende demokratisering og økonomiske fremdrift med deres vævevirksomhed og grundlæggende livsholdning. De har dog, set med deres øjne, kun mod til og mulighed for at gå imod det herskende kvindeideal på baggrund af den elementære tryghed, som ISAFs tilstedeværelse giver væverskerne, og tillid til at ISAF fortsat vil bidrage til at skabe bedre tider for dem og deres medsøstre.

ISAF’s tilstedeværelse i Kabul giver Yasmin og Mariam både et fundament og et overskud, med hvilket de forhåbentligt kan bane vejen for andre kvinder – vejen imod frihed, demokrati og ligestilling, bane vejen for kvinder til at gøre lige netop, hvad de selv vil.