Dagens kronikør tilhører generationen med de fem livsafsnit. Den fidus har omverdenen bare endnu ikke forstået. Derfor fyrer man folk over 50 i stedet for at se dem som livskraftige seniorer. Ånden er ved at komme ud af flasken. Debatten om midaldrende med deres liv, levned og lyster kan snart svæve frit. Den debat er svær, for fordomme og fortid har hidtil domineret medierne, når det gælder beskrivelse af de store årgange. Forvirringen er næsten altid total, taler vi om ældre, der blot gør sig unaturligt yngre, eller taler vi om ældre med foden på gravens rand. Forbilleder findes ikke, rollemodeller er altså efterspurgte. Lad os nu slippe den ånd helt ud i det fri, så vi har noget at forholde os til. Senest bragte den levende avis faktisk et tankevækkende indlæg om opgøret med 1968'ernes alderdom. Budskabet var, lad dog erkendelse præge debatten fremover. Det er jeg helt enig i, og der er nok at tage fat på. Forfatteren til den artikel, sociologen Henrik Dahl, bliver med garanti knotten, om jeg kalder ham »fyrre, fed og færdig«, for det er han slet ikke. Men det sagde man engang om den alder, så derfor overlever udtrykket. Lige så knotten ville jeg blive, om han kalder mig midaldrende kone »ungdommelig«. Det er jeg ikke, og det vil hverken jeg eller min generation kaldes. Vi savner blot i den offentlige debat ord og fortællinger, der kan beskrive de nye livsafsnit for os seniorer. Voksne har vi været, gamle er vi ikke. Hvad siger man så? Modne madammerer mit bud. Her i 2003 er vi ifølge Danmarks Statistik 359.144 kvinder født i 1940'erne. Det er da en ganske pæn del af dagens befolkning. Og vi er forskellige. Meget forskellige, vi har tacklet tilværelsen med fantasi, nysgerrighed og mod, vi kender til både stjernestunder og sorte huller. Vore skæbner er mangfoldige, så vi hylder disse forskelle. Det er jo også de store årgange, vi taler om. De årgange, som hele deres liv har gjort noget andet end det, der blev fortalt i barndommens gade. Krigsdøtrene og deres lidt yngre søstre har hele tiden lavet stille revolution. Job, politik og karriere blev mikset med børnehaver, hjemmehjælp og skilsmisser som dagligdag. Det var ikke, fordi vi ikke ville passe vore unger, det er heller ikke, fordi vi ikke vil tage os af de aldrende onkler i familien, ej heller fordi vi ikke ville elske vor ægtefælle, til døden os skiller. Men vi ville også noget andet. Vi ville være aktivt med, hvor det skete, vi fik mere uddannelse end kvinder før os, for vi ville selv have ansvar for vort eget liv og ikke blot passivt varte op. Nogle gik på barrikaderne som rødstrømper, andre tog den seje kamp i Dansk Kvindesamfund for fri abort, eget navn og egen selvangivelse, atter andre tøvede lidt. Men i dag er alle kvinder med på dén med uddannelse, arbejde, mænd og børn, vi er kommet på den politiske dagsorden. Vi har godt nok som kvinder mere deltid end mænd, tjener mindre, ligeløn er ikke indført, vi bliver godt nok også lidt snydt for penge, når vi kommer op i årene, fordi vi tog fri til barsel og børnepasning, mens mændene sparede op til deres alderdom. Barselsfond og solidarisk pension står på min ønskeliste for mine børns generation. Men vi er her og vil fortsat gerne bruges. Vi snakker om generationen, der vendte op og ned på normerne, på sproget og fandt de sære sammenhænge mellem det politiske og det private. Vi gik i jazzklub og vi lyttede til Elvis, vi så Morten Korch-film, læste om den kroniske uskyld og kyssedes på bagerste række. Vi var altid mange, selv gik jeg i 1. klasse H på Engelsborgskolen i Lyngby, klassekvotienten var over 30. Det var bare sådan. Vi blev kaldt teenagere, og den tids jeronimusser jamrede over verdens forfald. Men verden forfaldt ikke, tværtimod kan man sige, de store årgange og især tøserne blev præcis den saltvandsindsprøjtning, der skulle til. Verden flyttede sig faktisk. Det er godt at huske, det er godt at dokumentere, så kig ind på websiden www.modnemadammer.dk. Nu flytter verden igen. Vore historierer anderledes end vore mødres og deres mødres, derfor skal de også samles sammen. Min mormor, Thyra, blev født i 1888. Hun og hendes generation kunne, da de var små, se frem til en tid som barn, så blev de konfirmeret, og dagen efter var de pludselig små voksne, der skulle ud at tjene til føden. Min mormor blev gift, gik hjemme og passede min moster, min mor og sin mand, der var lærer i Slagelse. Midt i sine halvtredsere blev hun mormor. Og så var hun gammel målt med sine egne og målt med samfundets øjne. Hun var en rigtig mormor med sort kniplingsblondekjole til juleaften og krydderboller med solbærsyltetøj om sommeren. Hun blev også oldemor. Hun døde mæt af dage 92 år gammel, mere end en tredjedel af sit liv var hun altså gammel og lavede solbærsyltetøj. Hun troede ikke, det kunne være anderledes. Det gjorde det samfund, hun levede i, heller ikke. Der ligger pointen. Tre livsafsnit: barn, voksen og så gammel. Min mor, Gudrun, blev født i 1916, hun var barn og heldig, for i hendes generation blev der opfundet en ungdomsalder, de blev kaldtbackfisch. Min mor passede skam os børn som små, men senere ville hun nu hellere bruge sig selv på arbejdsmarkedet, hun var særdeles aktiv som højskolelærer, og hun elskede at organisere. Hendes forståelse af sin egen kønsrolle rakte til at være mands kvinde. Da hun blev bedstemor som 48-årig, var det hendes tur til at være gammel, det passede hende bestemt ikke med den rubrik. Hun følte sig ikke gammel, men samfundets normer sagde, at det var hun. Sådan var der fire livsafsnit til hendes generation. Barn, ung, voksen og gammel. Og så kommer min generation, jeg er født i 1942. Vi hedder Hanne, Kirsten, Jette, Jytte, Birte, Bodil og Lone. Vi kom til verden bag de nedrullede gardiner i 1940'erne, vi krigsdøtre blev født på stribe. Vi og vore efterkrigsbrødre bliver kaldt de store årgange. Men dengang, da vi var små, kunne vi jo ikke vide det med den mørke tid, og vi vidste heller ikke, at det var usædvanligt med så mange legekammerater. I den politiske debat var det ellers et stort problem, hvad skulle samfundet dog stille op med alle de små fyre? De kunne næsten kun få lov at se frem til et liv som ufaglærte og i lange perioder nok tillige arbejdsløse. Vi tøser skulle blot lære at binde forklædet ordentligt og sørge for at få børn og mand i rigtig rækkefølge eventuelt en lille uddannelse, hvis det med manden glippede. Sådan gik det ikke. Vi fik både korte og lange uddannelser, vi blev kassedamer, laboranter, lærere, læger og en enkelt er sågar nationalbankdirektør. Nogle af os blev både gift og skilt og gift og skilt igen. Men det går, men aldrig som de dystre profeter med bekymrede rynker i panden spår, de kigger efter svar i bakspejlet, mens det er forruden, der skal pudses, om man skal videre og ikke køre i grøften. Udvikling foregår altid i spring. Her står vi så med en barndom, en ungdom og en voksentilværelse bag os. Skal vi følge historien, som den hidtil er skrevet, så er vi nu gamle, os fra de store årgange. Men det vil jeg ikke være, og jeg har været til tilstrækkelig mange 60-års quindefødselsdage til at vide, at det vil mine medsøstre heller ikke. Vi føler os ikke som kategori 'gamle'. Vi står med smilerynker, sølvtænder, guldhår og hængebarm, men vi har ikke lyst til at holde op med det aktive liv uden for hjemmets fire vægge. Vi vil stadig ud ad døren, og vi vil gerne holde fast i det bord, der hedder arbejde. Det er det splinternye ved vor generation. Vi er seniorer med 10-12 aktive arbejdsår foran os. Vi er generationen med fem livsafsnit: barn, ung, voksen, senior og så gammel. Men her dukker problemerne op, for mange oplever skammeligt i disse år at blive fyret på grund af alder, lidt mere end 50 år og du er usynlig, betragtes som ubrugelig på markedet. Færdig. Al den erfaring, al den livsvisdom, som de mange år har givet dig, det bliver med ét slag kasseret. Det hele er bare væk. Arbejdsløsheden stikker sit hæslige fjæs frem just nu, og specielt kvinder bliver overflødige i deres job. For at føje spot til skade, så taler mange alvorstungt om, at samfundet står over for en pensionsbombe, som skulle true velfærden i dette land. Det passer ikke. Bål og brand præger debatten, vi skal altså også skældes ud, fordi vi er så mange og synes livet indimellem er en fest, til andre tider sørgmuntert. Hverken jeg eller mine samtidige har lyst til at være en pensionsbombe. Vi har flyttet hegnspæle hele vort liv, så det gør vi nu igen. Vi insisterer på at være til stede, at være synlige og tage vor del af arbejdet. Kan hænde på andre vilkår end i de hektiske år, nu vil vi gerne have færre timer om ugen, flere ferieuger, mindre bøvl og bilag. Vi egner os glimrende som mentorer/rådgivere for næste generation, vi møder veloplagte på arbejde mandag morgen, da vi ikke som dagens unge har turneret byen rundt hele weekenden for at finde endnu en ny kæreste - kan ske på den næste café. Der er midaldrende, som er slidt ned, der er mennesker, der er blevet syge på sjæl eller krop, de skal naturligvis have al den hjælp og støtte, som et velfærdssamfund kan tilbyde. Men os andre - drop klynk og klage. Livet er langt og lykken er kort, det er for tidligt som lidt mere end 60-årig at steppe helt ud af arbejdsmarkedet. Vi kommer til at kede os, om vi skal blive 94 år som min favorit Agnes Henningsen, der var mor til PH. Systemerne trænger til en gang lak. Rigtigt er det,at de store årgange er blevet grå i toppen og ældre. Men når det gælder fremtiden og arbejde, så er det klogt endnu en gang et kaste et blik på de mange tal og statistikker. Som befolkning har vi to gange store årgange i 1940'erne og 1960'erne, styrtdykket kommer i 1980'erne. I 1946 blev der født 96.111 og i 1983 kun 50.822. Det er styrtdykket, som er spændende. Om føje år står vi nemlig og mangler arbejdskraft, alene af den grund er det en god ide at holde godt gang i de midaldrende hjul. Og samtidig uddanne de unge indvandrere, der bliver brug for alle de kvikke hoveder og flittige hænder, vi kan spotte. Også dét sætter udlændingedebatten i perspektiv. Krigsårene ses tydeligt, og 1940'ernes store årgange fik også mange børn tyve år senere, men så blev det moderne for kvinder med fod på egen tilværelse. P-piller og den fri abort hjalp til. Der blev bogstaveligt talt i begyndelsen af 1980'erne lukket for det varme vand i hjemmet, nu skulle livet leves ude i basisgrupperne. Mændene måtte selv stå med de gyselige nylonskjorter i håndvasken derhjemme, konen var på vulkaner i sit liv. Vi skal i statistikkerne hundrede år tilbage for at finde en årgang så lille som den i 1983, men i 1864 var befolkningstallet kun en tredjedel, og mange døde som spæde. Generationen med styrtdykket er nu på vej til at uddanne sig, og om lidt dukker de op på arbejdsmarkedet. Dér kan de skalte og valte, fordi de er så få, mens vi andre midaldrende er mange, vi bliver smidt på porten, selvom vi har øvet os hele livet i at klare parforhold, job, økonomi, veninder, politik med meget mere. Det er det, vi så gerne vil fortsætte med. Tidsånd kan gøres op på mange måder, en af dem er at kigge på, om samfundet tør tage sine vigtige debatter, eller om vi hellere vil stikke hovedet i busken som den berømte struds, som ikke lever vildt på vore breddegrader. Nogen vil givet helst slippe for virkeligheden, så mens de frygtsomme samler ind til et sponsorat til strudsen i Zoologisk Have, så kan vi andre tænke os om. For eftertænksomhed er godt at have i bagagen, når der skal tænkes nyt, og det skal der helt åbenbart. Selv er jeg gået i gang med at lægge en mosaik af min generation og al dens færden, jeg samler på fortællinger om kvinder født i 1940'erne. Det er det med hjemmesiden, jeg vil gerne fortælle om generationen, der aldrig overgiver sig. Hvilke historier er det nu, vi bærer rundt på, hvordan står det til med idealerne fra vore unge dage, opture og nedture hører livet til, hvordan kommer vi stærkt tilbage, hvorfor er vi så stolte af at være de kvinder, vi er? Svarene ligger lige for næsen af os og skal blot systematiseres lidt. Så kan vi endelig konkludere i samfundsdebatten, og først da kan vi midaldrende koner sige, at vi turde lade ånden slippe ud af flasken. Først da har vi gjort det godt nok.