Det Nationale Fotomuseums/Kongelige Biblioteks ambitiøse ’Danmarks største fotograf’ – udstilling om Jacob Riis (slutter 24.01.09) – er ud over at være spændende også så ukritisk over for hovedpersonen, at det minder om totalitære regimers retouchering af afdøde statsledere. I tilfældet Ribe-udvandreren Riis, som knapt nok betragtede sig selv som fotograf, er det umuligt at skelne værkerne fra ophavsmanden. Hvilket retfærdiggør det ukunstneriske spørgsmål, hvordan denne person egentlig var? Jacob A. Riis fremstilles på udstilling og i katalog i København som én, der »insisterede på et møde med ligemænd« i New Yorks Lower East Side-lejekaserner.
Jo mere han bevægede sig rundt i disse ghettoer i 1800-tallets sidste to årtier, »jo mere komplekst og nuanceret blev hans billede af ghettoen«. Historiske fortjenester, der angiveligt skal have afstedkommet en »næsten enstemmig begejstring for Riis i det amerikanske fotografiske miljø«. Sådan forholder det sig ikke! Jacob Riis har selvfølgelig sin velfortjente plads i fotojournalistikkens og den sociale dokumentations tidligste historie, men er derudover langt fra et navn, der er enstemmig begejstring for i det fotografiske Amerika. Det, Riis huskes overvældende positivt for, er hans indsats som journalist og reformist, hvilket også Tom Buk-Swienty udfolder i den fine Riis-biografi fra 2005, hvor storheden i denne usædvanlige immigranthistorie sammenfattes med titlen ’Den ideelle amerikaner’.
