Det Nationale Fotomuseums/Kongelige Biblioteks ambitiøse ’Danmarks største fotograf’ – udstilling om Jacob Riis (slutter 24.01.09) – er ud over at være spændende også så ukritisk over for hovedpersonen, at det minder om totalitære regimers retouchering af afdøde statsledere.

I tilfældet Ribe-udvandreren Riis, som knapt nok betragtede sig selv som fotograf, er det umuligt at skelne værkerne fra ophavsmanden. Hvilket retfærdiggør det ukunstneriske spørgsmål, hvordan denne person egentlig var?

Jacob A. Riis fremstilles på udstilling og i katalog i København som én, der »insisterede på et møde med ligemænd« i New Yorks Lower East Side-lejekaserner.

Jo mere han bevægede sig rundt i disse ghettoer i 1800-tallets sidste to årtier, »jo mere komplekst og nuanceret blev hans billede af ghettoen«. Historiske fortjenester, der angiveligt skal have afstedkommet en »næsten enstemmig begejstring for Riis i det amerikanske fotografiske miljø«.

Sådan forholder det sig ikke! Jacob Riis har selvfølgelig sin velfortjente plads i fotojournalistikkens og den sociale dokumentations tidligste historie, men er derudover langt fra et navn, der er enstemmig begejstring for i det fotografiske Amerika.

Det, Riis huskes overvældende positivt for, er hans indsats som journalist og reformist, hvilket også Tom Buk-Swienty udfolder i den fine Riis-biografi fra 2005, hvor storheden i denne usædvanlige immigranthistorie sammenfattes med titlen ’Den ideelle amerikaner’.

Hvor Det Nationale Fotomuseum med et vilkårligt fødestedskriterie og kanonisering af »fotohistoriens mest betydningsfulde dansker« er røget i den nationalistiske fælde, er Buk-Swientys pointe, i overensstemmelse med virkeligheden, at journalisten og reformisten og først derefter fotografen Riis udmærkede sig ved at aflægge sig sin danskhed.

Som én af personerne i Kevin Bakers forrygende historiske fiktion ’Dreamland’ beretter, var denne ven af Teddy Roosevelt »more a Yankee than the Yankees themselves«. I Luc Sante’s klassiske Lower East Side-bog ’Low Life’ (oplæg til Martin Scorseses film ’Gangs of New York’)skriver Sante, at den fordømmende moralist Riis var »en fanatisk nationalist i det land han havde adopteret, som ikke fandt sig i (etniske) afvigelser«.

Nationalist, ja, en amerikansk af slagsen. Og det i en sådan grad, at New Yorks politipræfekt Teddy Roosevelt i 1895 – senere hele Amerikas præsident – brugte Jacob Riis som rollemodel for den gigantiske indvandrernations mange etniske grupper. ’The Americanization of the immigrant’ var de to venners fælles projekt.

Som reformist var Riis ikke ude i noget sentimentalt ærinde. Han led ikke af overdreven respekt for de fattige, men busede ind i deres miljøer og boliger, også når de sov.

Historikeren Tyler Anbinder karakteriserer dette som Riis’ fotografiske ’raiding party’. En fotojournalist med politieskorte – i starten hyppigt seks store mænd – som bragte terror med sig, hvor de kom frem i ghettoen. På nattetogterne blev der drønet magnesiumlys af i hovedet på de chokerede slumbeboere, lige som det indimellem lykkedes for Riis at sætte ild til folks boliger (Luc Sante betegner Riis’ metode som ’flash and run’).

Når Det Nationale Fotomuseum således i annonceringen skriver, at Riis »tog sit fotoapparat frem«, er dette en historisk fremkaldelse, der grænser til det komiske, eftersom Riis havde folk til at slæbe rundt på den tids tunge udstyr.

På trods af et endog meget nært samarbejde med den lokale ordensmagt NYPD – i en periode havde Riis ligefrem kontor på den lokale politigård i Mulberry St. – havde en fornærmet Riis, lettere empatiskadet som han tilsyneladende var, svært ved at forstå, at nogle af de fattige frygtede, at hans billeder af dem skulle ende i politiets arkiver: »Balladen var ikke til at overse, da jeg i selskab med et par politifolk drog ind i Chinatown for at fotografere Joss.

En eller anden samvittighedsløs fyr havde efter vores besøg udspredt det ondsindede rygte, at billedet var tiltænkt politihovedkvarterets forbryderalbum«. (s. 117 i udstillingskataloget).

At der skulle være stor begejstring for Jacob Riis i det amerikanske fotografiske miljø er en overraskende oplysning for mig. I 2002 var jeg således på ’The Jewish Museum’ i New York, hvor der var en stor fotoudstilling med titlen ’New York. Capital of Photography’.

Historiens utrolige fotografiske optagethed af byen var temaet og en skarp udskilningsproces havde fundet sted til den prestigebetonede udstilling, hvor Jacob Riis blev kasseret til fordel for den langt bedre og lidt senere fotograf Lewis Hine.

Et fravalg, der ikke foregik i stilhed, men med offentlig ’bad standing’, idet Riis’ billeder blev vurderet som paternalistiske, etnisk fordomsfyldte og præget af raciale stereotypier.

Et i øvrigt ret udbredt omdømme i det amerikanske fotografiske miljø, jf. også Jacob Holdts deltagelse i et Riis-seminar i Denver i 1994, hvor den danske ophavsmand til ’Amerikanske Billeder’ overraskedes over det ene bitre angreb efter det andet på Riis (jf. Holdts hjemmeside).

Sidste år kom så en forskningsbaseret samlet revision eller omskrivning af Riis’ betydning. Bogen ’Rediscovering Jacob Riis’ af billedhistorikeren Bonnie Yochelson og historikeren Daniel Czitrom er et kilde- og forskningsbaseret arbejde, der tegner et noget andet billede af Riis end skønmaleriet i København.

I bogen oprulles flere kilder, der viser, at andre før Riis (som han kendte til, men bevidst ikke nævnte = han ville selv have æren) har beskæftiget sig med ’How the Other Half Lives’, også under denne overskrift. Det gjaldt ikke mindst socialister, som Riis nærede et sandt had til – deres kritik af ham gik selvfølgelig på, at han bekæmpede de fattige i stedet for fattigdommen.

Selv var Riis intimt knyttet til NYPD og agiterede tiltagende ud fra et protestantisk evangelisk livssyn kombineret med »sharp commercial instincts«.

Jacob Riis tjente således godt på de ’illustrerede foredrag’, som på trods af deres racistiske jokes må siges at være københavnerudstillingens store clou.

I en lettere forkortet udgave gengiver udstillingen, med stenograferet afskrift af Riis’ foredrag, et show fra 1895. De, der gider, vil kunne tælle den tids tilskueres befriende latter hele 13 gange i løbet af et (forkortet) show. Som en anden stand up komiker benyttede Riis sig af ’rim-shot ethnic jokes’.

Den massemediale dimension ved Jakob Riis er uhyre fascinerende. På trods af en »anekdotepræget vammel prosa« ser Luc Sante Jacob Riis som en massemediefornyer, »a genius for publicity«. Han var en offensiv »muckraker«, der benyttede sig af »yellow journalism«, eller det, Yochelson og Czitrom kalder »exposure journalism«, dvs. en form for sladderjournalistik, som måske i vore dage kunne betegnes som ’narrativ journalistik’.

I Riis’ tilfælde var denne fortællende journalistik ensbetydende med, at han benyttede sig af kunsten at kunne dramatisere, herunder pynte lidt på detaljerne. Hvilket journalisten Buk-Swienty tager ganske afslappet, og det var da også i en god sags tjeneste ...

Mest problematisk at fortie/underbelyse i forbindelse med den nationale glæde over at én af vore landsmænd har gjort det godt i udlandet, er de raciale stereotypier. Ved hjælp af bl.a. Riis dagbøger påviser Daniel Czitrom, at hovedværket fra 1890, ’How the Other Half Lives’, var baseret på et racehierarki, som Riis havde konstrueret for angiveligt at kunne hjælpe sine læsere og tilhørere, så de kunne orientere sig i den nye etniske diversitet, som immigrationen medførte i New Yorks Lower East Side.

Øverst i racehierarkiet var de sparsommelige og flittige protestantiske tyskere. Jøderne var pengegriske (»Money is their God«), mens kineserne var helt uden for pædagogisk rækkevidde, eftersom de både var dumme og dovne og tilmed uden en Gud. Italienerne? – »learn slowly, if at all«.

I disse Barack Obama-tider, hvor det mere handler om, hvilke veje man selv vælger at gå, end hvor du kommer fra, kan man så glædes over socialdarwinistens syn på ’negrene’, som trods alt var amerikanske borgere og tilmed flittige til at gå i kristne kirker.

Galt fat med ’negroes’ var det kun, når de blandede sig seksuelt med de hvide. I det hele taget var seksualitet et lukket rum i Jacob Riis univers. I Caleb Carrs fiktionaliserede socialhistorie ’Sindssygelægen’ er han negativt indskrevet som en højrøstet moralist og én af de bevidst nærsynede åndløse hyklere, der forvaltede velgørenheden i New York. Og som stædigt fastholdt, at der hverken fandtes homoseksuel prostitution eller prostituerede børn.

Mange filantroper, der arbejdede med disse problemer, henvendte sig forgæves til den indflydelsesrige Riis for at få ham til at gøre noget ved prostitutionsproblemerne.

Ikke kun sex, men underklassekulturen i det hele taget, med dens musik og ikke mindst dans (velbeskrevet i Tyler Anbinder’s store værk ’Five Points’ og synlig i Scorseses film ’Gangs of New York’), virkede frastødende på Riis, som ifølge Bonnie Yochelson & Daniel Czitroms gjorde sig forestillinger om at få danske balletdansere til at optræde for slumbefolkningen.

I tiden som politidirektør i New York valgte Teddy Roosevelt at udråbe Riis til at være det perfekte eksempel på ’the Americanization of the immigrant’. Et eftermæle, som er velfortjent og bibeholdt i Riis’ given navn til settlements og public housing (’afvigersiloer’).

At Jakob Riis er en særdeles vigtig og spændende figur også i vor tids New York, kan f.eks. ses i Newsweeks omtale af Richard Prices nye roman. Da Prices stærkt anbefalelsesværdige bog ’Lush Life’ udkom marts 2008, kunne man således i Newsweek, under overskiften ’East Side Story’, se et udtryk som »the Jacob Riis era« benyttet som noget helt naturligt.

I Prices dialogsikre kriminalhistorie optræder Riis dels som en historisk figur, der har givet navn til en stor lejekaserne kun et stenkast fra det gamle jødiske kvarter, som paradoksalt nok er placeret tæt på og med fantastisk udsigt over East River, dels som en figur, hvis fotos handles på det sorte kunstmarked.

Bogens reelle hovedperson er ifølge Richard Price selv det område, vi kender som Lower East Side (og som endegyldigt er ved at forsvinde).

En pudsig Jacob Riis-detalje fra ’Lush Life’ er værd at nævne: Romanens aktuelle lokaliseringspunkt tæt på de gamle østeuropæisk-jødiske hovedårer Orchard St. og Ludlow St. er Café Berkmann, som den historisk set meget faktuelt velresearchede Price har konstrueret efter model af den virkelig eksisterende Schiller’s Liquor Bar.

I denne cafés kælder dyrker nogle af de ansatte sex, mens den rige caféejer sidder i andre omgivelser med sin ’culture dealer’ og diskuterer priser på det sorte markeds originale Jacob Riis »rectangular glass photo negatives« med Riis originale signatur.

Et af billederne kan angiveligt spores til kælderen under Schiller’s, hvor én af de ansatte har lagt mærke til en inskription i træværket, ’Gedenken mir’, som han har set på en Jacob Riis-hjemmeside.