Annonce
Annonce
Annonce
Kroniken

Regeringens populistiske narreværk

Ønsker regeringen ligefrem, at arbejdsløsheden skal vokse? Er Lars Løkke ved at dumpe til sin aktuelle eksamen i nationaløkonomi?

20
Gem til liste

fakta

Mogens Lykketoft er forhenværende finansminister (S).

For et par år siden sagde daværende finansminister Thor Pedersen i et muntert indslag, at dansk økonomi var så stærk, at vi kunne købe hele verden.

Nu er tiden ved at løbe ud for den spekulationsøkonomi, som Anders Fogh, Thor P., Lars Løkke og Claus Hjort har drevet frem i syv et halvt år. Vi er i fuld fart på vej ned i et sort hul, fordi finanskrisen måned for måned sender ekstra tusinder i Danmark og ekstra millioner i verden ud i ledighed. Pengene fosser ud af statskasserne. Også i Danmark stifter vi nu ekstra statsgæld i rekordtempo.

Vi må frygte, at en kommende S-regering om et par år vil overtage en meget højere arbejdsløshed end den, Fogh-regeringen overtog i 2001. I stedet for penge til at købe hele verden vil den borgerlige regering overdrage et skræmmende stort underskud til sine efterfølgere.

Vi har set det før:

Da Nyrup i januar 1993 overtog regeringsledelsen fra Schlüter, var arbejdsløsheden rekordstor – næsten 350.000 ledige – og der var et enormt hul i statskassen.

Vi tog straks fat på at fremrykke offentlige investeringer, sætte gang i ejendomsmarkedet ved at få omlagt dyre lån, og reformere arbejdsmarked og skattesystem.

Vi satte os for at motivere og uddanne en masse danskere, som økonomerne havde opgivet at få i arbejde. Den aktive arbejdsmarkedspolitik blev den måske allervigtigste del af reformpolitikken.

Vi lettede desuden skatten på arbejde, begrænsede fradragene og lagde ekstra afgifter på miljøbelastende forbrug. Der var en lille underfinansiering af skatteomlægningen de første år, og det bidrog lidt til et opsving, der var i gang (men det kan hverken i størrelse eller virkning sammenlignes med det enorme hul i statskassen, som VKO nu planlægger i en økonomi på vej nedad).

Fra start til slut i den epoke, Nyrups regeringer havde ansvar for, var det samlede skattetryk konstant. Den borgerlige skrækpropaganda om socialdemokratisk skatteplyndring er en gammel løgn.

Vores politik virkede. Økonomi og beskæftigelse udviklede sig i de følgende år langt bedre i Danmark end i landene omkring os. Da Nyrups regering ni år senere blev stemt ud, var der ekstra 200.000 danskere i arbejde. Der var solide overskud på de offentlige finanser.

Og det på trods af, at kommuner og amter havde fået mange flere milliarder til sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Men ni års solid økonomisk opgang gav råderum til et betydeligt løft både i det private og det fælles.

Den borgerlige regering har de seneste syv et halvt år prioriteret anderledes. Det private er styrket på bekostning af det fælles, og egoismen er styrket på bekostning af solidariteten. Privatforbruget hos dem, der i forvejen havde meget, er vokset til hidtil usete højder.

Og der er blevet flere fattige. Budgetterne i kommuner og regioner er blevet mere pressede. Der har aldrig været sammenhæng mellem alle de løfter, som regeringen gav vælgerne på kommuners og regioners vegne, og de ressourcer, der faktisk blev tildelt kommuner og regioner.

Lars Løkke blev manden, der med sit smalle forlig med DF om kommunalreform gav det lokale og regionale selvstyre et banesår. Han var drivkraften for et profitdrevet sygehusvæsen, der har klassedelt Danmark på en helt ny måde.

Men det er ubestrideligt, at beskæftigelsen også under VK-regeringen har fået et ekstra, imponerende løft, og at vi i 2008 kom ned på en danmarkshistorisk lav ledighed. Og overskuddet på statsfinanserne har nået nye, hidtil usete rekorder.

Meget af dette skyldes, at man kunne leve på resultaterne af 90’ernes reformpolitik. Reformerne af arbejdsmarked og skattesystem – herunder den pinsepakke og efterlønsreform, som vi i Nyrup-regeringen blev skoset for – var udtryk for en ansvarlighed, som Anders Fogh helt sikkert var taknemmelig for, men på ingen måde selv ønskede at leve op til.

I Foghs opfattelse var den største brøler, vi begik i Nyrup-regeringen, at vi påtog os at gøre noget upopulært for at sikre en solid økonomi. Siden 2001 har dagsordenen været den såkaldte kontraktpolitik, der også kan tolkes som et storstilet forsøg på at bestikke middelstanden til at stemme borgerligt. Alt er gået ud på at fylde lommerne på formodede borgerlige vælgere og ikke udfordre dem ved at kræve samfundssind.

Det var f.eks. indlysende, at kombinationen af at fastfryse ejendomsværdiskatten og indføre afdragsfrie flexlån i en periode med en historisk enestående lav rente (2 procent) måtte udløse en bølge af uholdbare ejendomsværdistigninger og en voldsom stigning i det lånefinansierede forbrug.

Hvis den borgerlige regering havde haft samme mod og fremsyn, som vi andre viste med pinsepakken, så havde man, præcis dengang renten var allerlavest, taget fat på den begrænsning af rentefradraget, der nu med stor forsinkelse gennemføres. Det havde været en smertefri måde at tøjle ejendomsspekulationen. Faldet fra højderne havde ikke været nært så dybt og så hårdt.

Med andre ord:

De borgerlige rekordresultater med beskæftigelse og budgetoverskud byggede på sand. De blev ligesom opsvinget i USA under Bush drevet frem af ufinansierede skattelettelser, løssluppen grådighed og uansvarlig udlånspolitik, der førte til spekulativ opskruning af ejendomspriser og aktiekurser.

Regeringens ledende folk forstår tilsyneladende slet ikke, hvad der har ramt dem.

Over hele verden siger topøkonomerne, at krisen er nu lige så alvorlig som ved krakket i 1929. De tror, det bliver meget værre, før det begynder at gå den rigtige vej. Og der er ringe tro på en vending de første par år.

Men Lars Løkke siger frejdigt, at det vender til efteråret.

I kapitalismens fædreland USA overtager staten midlertidigt bankerne.

Men Lene Espersen fastholder efter henstilling fra Danske Banks Peter Straarup, at de, der har kørt banksystemet i sænk, også skal fortsætte med at eje og styre det, selv om staten kommer med snesevis af milliarder i nødhjælp.

Regeringen har hverken evne eller vilje til en politik, der faktisk kan hjælpe.

Mens samfundets økonomi rutsjer i den gale retning, nøjes man med at opstille en åben gavebod for de velbjærgede skatteborgere. Ved siden af gaveboden til bankerne.

Det minder mig om Anders And, da han blev bims og kørte rundt på trehjulet cykel med matroskraven oppe om ørerne, ikke kunne se en hånd for sig og skreg: »Se, unger, jeg kan cykle uden hoved«.

Det vigtigste spørgsmål til eksamen i nationaløkonomi i marts 2009 er nemlig:

Tror du da, at skattelettelser fører til øget privatforbrug og forbedrer beskæftigelsen i Danmark

- når titusinder har mistet jobbet?

- når hundredtusinder er bange for at miste jobbet?

- når andre hundredtusinder har mistet mange års pensionsopsparing på aktiebørsen?

- når de oppustede friværdier i ejerboligerne skrumper til ukendelighed?

Svarer du ja, er du dumpet. Det rigtige svar er et rungende nej.

Derfor er Lars Løkke Rasmussen dumpet:

Det er idiotisk at tro, at skattelettelser bidrager til kriseløsning i en situation, hvor dansk og global økonomi er i frit fald. Pengene bliver ikke brugt. De bliver sparet op.

Alligevel har finansministeren og Dansk Folkeparti aftalt, at der i år skal frisættes et ukendt tocifret antal milliarder ved at give danskerne lov til at hæve deres Særlige Pensionsopsparing. Og næste år iværksættes en skattereform, som især frem til næste folketingsvalg er voldsomt underfinansieret.

Ideen med at frigive den særlige pensionsopsparing til lempet beskatning i 2009 er måske populær, fordi den kan lukke nogle huller i mange familiers kriseramte økonomi. Men er det klogt at tilskynde folk til yderligere at udhule deres pension, når aktiekrakket i forvejen har taget en meget stor bid af privat pensionsopsparing? Det er stakket varme, regeringen og DF tilbyder! Som altid kortsigtede fiduser på bekostning af langsigtet tryghed.

Skattereformens gaveuddeling i de nærmeste betyder, at statens gæld bliver forøget med 40 mia. kr. Selv i krisetider er der grænser for, hvor meget man ansvarligt kan øge statens gæld. Og det er i hvert fald kun ansvarligt at stifte stor ny gæld, hvis man er sikker på, at det gavner beskæftigelsen.

Men VKO’s skattereform vil sende et milliardbeløb ind i folks bankkonti eller ned i deres strømpeskafter. Pengene kommer ikke foreløbig ud i omløb, så de effektivt på at bekæmpe den eksplosive stigning i ledigheden.

Man bruger milliarder på noget, der ikke virker. Derfor mangler der penge til det, der virker:

Mange gange flere ledige hænder ville komme i arbejde, hvis skattereformens milliarder i stedet var blevet investeret i jernbaner og veje, skoler, sygehuse, energibesparelser, en mere bæredygtig energiforsyning m.m.

Det er indlysende sund fornuft, at en krise skal bruges til at fremrykke de investeringer i de fælles goder og en bedre fremtid, som vi under alle omstændigheder skal foretage i det kommende årti. Vi skal bruge de ledige hænder til at investere i langsigtet konkurrencekraft, bæredygtighed og øget velfærd.

Men de borgerlige tænker mere på næste valg end på næste generation. Anders Fogh, Lars Løkke og Lene Espersen mener, at skattelettelser er svaret på alle livets udfordringer. De tror, at man kan få folk til at arbejde mere ved at give dem skattelettelser. At de altid vil bruge flere penge, hvis de får skattelettelser.

Men især håber Fogh, Løkke og Espersen som sædvanlig, at vælgerne stemmer borgerligt, når de med jævne mellemrum – og uanset den samfundsøkonomiske situation – får ekstra lommepenge i form af skattelettelser.

Regeringen undervurderer danskerne med sin bestikkelsespolitik. Man kan narre alle et stykke tid og nogen hele tiden, men man kan ikke narre alle hele tiden.

De fleste ved godt, at arbejdsløsheden eksploderer lige nu, og de ønsker, at deres politikere målrettet søger at mildne arbejdsløshedens sociale tragedie. Og rigtig mange af os, der i flere omgange er blevet begavet med regeringens skattelettelser, synes, at det er på høje tid, vi prioriterer det fælles frem for det private.

Kort sagt: Det er hverken fair, sundt eller realistisk, at en samfundsøkonomi, der er kørt af sporet på grund af overdreven børs- og ejendomsspekulation og voldsom vækst i lånefinansieret privatforbrug, nu skal drives i gang igen af yderligere privatforbrug.

Forstår finansministeren og DF ikke, at krisen har berøvet danske familier lysten til at bruge ekstra penge og dramatisk har øget deres behov for at konsolidere privatøkonomien?

Eller ønsker de ligefrem, at arbejdsløsheden vokser?

Ja, for mange borgerlige politikere og økonomer er krisen en kærkommen anledning til at øge arbejdsløsheden, så virksomhederne ikke får problemer med at skaffe folk, og så lønkravene ikke går ’over gevind’. Der tales i disse kredse om, at vi skal op på en ’strukturel ledighed’ på 100.000 arbejdsløse.

Jeg har aldrig helt accepteret begrebet strukturledighed, og jeg har fra starten på vores reformpolitik i 1993 imødegået snakken herom fra Finansministeriets økonomer med at sige, at hvis der er en strukturledighed, så har vi to opgaver – nemlig at nedbringe ledigheden og strukturledigheden i samme takt. Det er det aktiv, arbejdsmarkedspolitik handler om. Vi må aldrig acceptere, at økonomien kun kan styres forsvarligt ved hjælp af en eller anden ’naturlig’ arbejdsløshed.

Når de borgerlige skal være rigtig snedige og polemiske i denne diskussion, nævner de, at finansminister Lykketoft med pinsepakken i 1998 strammede allerede, da ledigheden var ved at komme under 180.000. Så hvorfor brokker han sig nu over den borgerlige regerings manglende omsorg for at bekæmpe ledigheden, når den nedefra nærmer sig 100.000?

Henvisningen til pinsepakken er helt hen i vejret. Pinsepakken blev lavet for at sikre, at en fremgang i beskæftigelsen især kom til at ske via øget eksport. Men vores arbejdsmarkedspolitik var heller ikke slået fuldt igennem. Vi havde brug for tid til at efteruddanne og træne dem, der endnu knap var parate til at komme ud på arbejdsmarkedet.

Pinsepakkens formål var også at dæmpe de alt for store prisstigninger på ejerboliger, der fik det lånefinansierede privatforbrug til at eksplodere og specielt gav overophedning i byggeriet:

Tidligere var byggeriet altid ’flaskehalsen’, der tvang politikerne til at lave finanspolitiske stramninger.

I 2009 har vi en langt større, bedre uddannet og mere fleksibel arbejdsstyrke, end vi havde i 1998, fordi vores aktive arbejdsmarkedspolitik har virket længere. Flaskehalsproblemet i byggeriet er samtidig i de senere år blevet langt mindre, fordi tilvandringen af arbejdskraft fra Østeuropa sikrer, at byggesektoren kan råde over mange flere folk end før. Dette er faktisk en afgørende grund til, at regeringen de sidste fire år har kunnet inkassere høj vækst, uden at økonomien er brændt sammen.

Men tilbage til nutiden:

Hvis man politisk lader stå til, mens ledigheden får lov at stige til 100.000, så stopper det ikke dér. I den nuværende dybe internationale krise bliver udviklingen selvforstærkende, og antallet af ledige kan risikere at drøne i vejret til måske det dobbelte eller tredobbelte, før udviklingen vender.

Hvis vi atter får massearbejdsløshed, som vi havde først i 1990’erne, så betyder det, at de mere udsatte, sårbare og skrøbelige, som vi har brugt de seneste 15 år på at ruste til arbejdsmarkedet, falder tilbage til passivitet og måske aldrig får en chance igen. Vi risikerer at bortøde resultaterne af 15 års arbejdsmarkedspolitik. Det er alt for let at fjerne job. Det er uforholdsmæssigt meget vanskeligere at genoplive dem. Mange af de job, der forsvinder i Danmark i disse måneder, kommer aldrig tilbage til vore breddegrader, hvis vi accepterer, at de lukker ned nu.

Netop derfor er det så vigtigt at støtte de projekter, der har størst virkning på beskæftigelsen. Og gøre det hurtigst muligt for at undgå en selvforstærkende krise.

Men regeringen gør det modsatte.

PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb