Annonce
Annonce
Annonce
Kroniken

Udjævning: En kollektiv løgn

Hanne Reintoft har sin sidste sociale brevkasse i DR på mandag. I dagens Kronik gør hun status over et samfund, hvor mange har rigeligt og flere for lidt. Vi er på vej mod minimalstaten, og den ser ikke køn ud.

Gem til liste
Det begyndte i 1976, da jeg overtog Danmarks Radios sociale brevkasse efter min alt for tidligt afdøde, dygtige kollega Lena Vedel-Petersen. Siden har det været hver uge i snart 28 år. Ved slutningen kan der være anledning til at gøre status over et kært arbejde. I 1970'erne var kommunalreformen netop gennemført. Senere kom en vel gennemarbejdet socialreform. Alt socialt arbejde var udlagt til kommuner og amter. Vigtige sociale institutioner som Mødrehjælpen og revalideringscentre var nedlagt.

Socialrådgiverne var blevet til sagsbehandlere. I modsætning til i dag havde de fleste ældre kun deres folkepension. Utallige henvendelser kom om hjælp til tænder og briller. Samtidig havde kvinderne fået deres egen folkepension, hvilket udløste mange krav om rådgivning i skilsmissesager, ja, skilles ville de - kvinderne i 70-års alderen, nu, da års undertrykkelse endelig var løftet af deres skuldre.

Jeg husker endnu en rasende 90-årig herre, der skældte mig ud, fordi jeg havde sagt, at kvinderne selv kunne disponere over deres pension. Det var højkonjunktur. Det var let at revalidere, fordi der var arbejde til de fleste. Man kunne få sygedagpenge, til man var rask, skulle revalideres eller pensioneres. Man fik sin invalidepension, når der forelå en fagligt velbegrundet ansøgning. Kvinderne var ved at finde deres plads på arbejdsmarkedet. Den fri abort var gennemført, så kvinder ikke mod deres vilje blev påtvunget enlig forsørger-status. Det almennyttige byggeri voksede, og slummen var ved at blive revet ned.

Hvor har jeg hadet den slum lige fra dengang i 1950'erne, da man steg op ad stejle, udhulede trapper i syvende baggård i Nansensgade for at hjælpe en mor, der netop havde fået afslag på abort. Der lugtede af fattigdom - en særlig lugt af kål, blekogning og kulstøv. Jeg kan mærke den i næsen endnu og har stort set aldrig forstået slumstormerne.

Men så kom de snigende - de grå 1980'ere - med tvangsauktioner og massefyringer. Unge gik i sort, fordi det var umuligt for dem at få arbejde eller uddannelse. Mange af dem kom aldrig i gang, lærte ikke arbejdslivet at kende, fik ingen arbejdsidentitet og udgør i dag nu som 30-50-årige den tunge del af kontanthjælpsklientellet - med tidens veludviklede omskrivningstendens til dem, der har andre problemer end ledighed.

Det kom bag på både politikere, økonomer og almindelige mennesker, at ledigheden blev til langtidsledighed. Beslutningstagerne mistede modet. Jeg tror ikke, at der har været en minister eller forbundsformand, der ikke stod rundt omkring på talerstolene og meddelte, at arbejdsløsheden var kommet for at blive - ret nedslående i tider, hvor der også uophørligt blev talt om, at vi alle sammen var på afgrundens rand. Selv om den jævne dansker huskede fædres og bedstefædres grusomme arbejdsløshed i 1930'erne, vendte forståelse sig hurtigt til fordom. Først hviskende, siden højlydt talte man om de dovne og de arbejdssky, der bare nassede på overførselsindkomsterne.

De, der var ramt af ledigheden, trak sig tilbage og endte i isolation og ørkesløshed - den lige vej til den komplekse og svært afhjælpelige ensomhed. De syge fik også besked på at tage sig lidt sammen. Efter to års sygdom blev der sagt stop for sygedagpenge.

Bistandsloven vred sig i dødskamp. Den var udtænkt som en højkonjunkturlov, der skulle yde hurtig, effektiv og økonomisk anstændig hjælp til dem, der var udsat for en social begivenhed, så de hurtigt blev klar til at komme ud på et arbejdskrafthungrende arbejdsmarked. Nu drejede det sig om masseforsørgelse, så både det hurtige og effektive var illusion.

Man forsøgte sig med beskæftigelsesforanstaltninger. Ung i arbejde, syv måneders beskæftigelsestilbud. Hvor jeg husker de mange dygtige kvinder, der kom til den nye Mødrehjælp. De gjorde deres bedste for blot et halvt år efter igen at stå på gaden med en beskeden potteplante i hånden og velmenende afskedsord i hovedet.

Dengang havde jeg telefontid i Danmarks Radio. Men til sidst måtte vi opgive. Det blev for uværdigt. To socialrådgivere var til rådighed i én time og nåede i gennemsnit at få talt med 16 mennesker, mens mellem 500 og 700 ringede og ventede forgæves.

I systemerne bredte modløsheden sig. Alt forekom tilsyneladende håbløst. Udbrændthed blev en modesygdom. Kampgejst blev latterliggjort. Alle beklagede sig.
Socialrådgiverne fik et chok, da de gik i strejke og ganske manglede sympati.

Systemerne begyndte at udvikle magtfuldkommenhed og en absolut overfølsomhed over for kritik. Udviklingen kan undre. Trods alt har moderne socialarbejdere ikke - som dengang i 1950'erne - 48 timers arbejdsuge og seks ugers barselsorlov. Men dengang havde vi noget andet, som antagelig holdt os oppe. Vi unge kvinder var lykkelige over at være kommet på arbejdsmarkedet, og vi oplevede, at vi var med til at bygge en bedre verden op. Sådan er det nok ikke for unge kolleger i dag, selv om der unægtelig dengang som nu er noget at kæmpe for. Og kamp må der til, skal livet gro.

I 1990'erne blev det bedre. Arbejdsløsheden løsnede sit jerngreb. De ældste og mest håbløst ledige blev udsorteret med en lav overgangsydelse. Men samtidig strammede man i en serie 'arbejdsmarkedsreformer' dagpengenes varighed, indførte hårde regler om jobanvisning uden hensyn til fag eller branche, lang transporttid og aktiveringskrav.

I årtiets begyndelse talte man meget om, at både bistandslov og a-kasse-systemerne passiviserede og klientgjorde mennesker. Igen en omskrivning. Det var jo ledigheden, der passiviserede, og ikke lovene - men deres administratorer - der klientgjorde. Som en kvinde skrev - man lærte at vise sine krybesår. Fra 1995 gik aktiveringen sin sejrsgang. De udkommanderede havde få og små rettigheder. Ofte kendte og kender de dem ikke.

Projektmageriet havde store dage. Efterhånden har jeg det som Søren Ulrik Thomsen, der i 'Det bedste og det værste' skriver: »Ordet projekt og vision, det er det værste for mig. Man kunne blive aktiveret i Vendepunktet, Drivhuset, Rosenbedet, ja mulighederne var utallige bortset lige fra muligheden for at komme i ordinært arbejde«.

De syge skulle så sandelig heller ikke ende i passivitet. Fremover kunne man kun få sygedagpenge et år og helst kortere. Dagpengestop med få dages varsel blev et skarpt våben i hensynsløse hænder. Vi glemte ganske de smukke slutord i Claudius' gamle salme: »Og trøst min syge nabo med«. I stedet sejrede Jacob Haugaards parole: 'Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge'. Det er efterhånden gennemført til punkt og prikke.

Beskæftigelsesministeren bebuder nu yderligere klapjagt på de syge med en kontrol, der fører tankerne tilbage til fagre nye verden.

Socialministeren kom i 1998 med sin såkaldte socialreform. Grundigt kommissionsarbejde dannede under alle omstændigheder ikke grundlag for de mange lovændringer og hele omstillingen af den sociale sektor til management og 'produktion'.

Uden at befolkningen tilsyneladende tog det ad notam, skete der noget, som vi alle burde være flove over. Siden 1803 og til 1998 har vi her i landet altid sørget for, at de, der ikke kunne forsørge sig og sine, fik mad i munden og tag over hovedet. Bevares, det har i tidernes løb ofte været en pauver naturalieforsørgelse - fattighus og arbejdsanstalt - men dog forsørgelse. Nu kan kontanthjælpen stoppes, hvorefter man er overladt til familiens nåde, tiggeri og tyveri.

Det drejer sig desværre ikke kun om bevidst arbejdssky elementer i befolkningen, men ofte om psykisk syge mennesker, der ikke magter aktiveringskravene.

Jeg har oplevet hjælpen stoppet til en nedslidt mand, der havde så svære rygsmerter, at lægen forærede ham medicinen. Der var flere mindreårige børn i familien. Det er ikke den måde, vi stopper den negative sociale arv på.

Efterlønnen blev forringet først og fremmest for de 60-62-årige, det vil sige de nedslidte, ufaglærte. Og så kom turen til førtidspensionerne.

I 1999 dalede tildelingen af førtidspension med 32 procent. Siden har det ugentlige arbejde i Danmarks Radio været domineret af syge, ulykkelige mennesker, der ikke længere har forsørgelsesgrundlag. I journalerne kan man læse: »overladt til ægtefælleforsørgelse«. Rappe forhold i det land i Europa, hvor der er flest kvinder på arbejdsmarkedet.

Men de skal have et kærligt spark bagi, alle dem, der tror sig hjulpet i velfærdssamfundets ruiner. De skal i fleksjob helst alle sammen. Fleksjob kan være en god mulighed, men retssikkerheden er for ringe og misbrugsmulighederne talrige. Der findes ingen kvote for, hvor mange fleksjob der må være i forhold til ordinære job. Ej heller garanti for, at de aftalte skånehensyn, der udløser løntilskuddet, varetages. Ifølge Socialforskningsinstituttet viger mange i fleksjob tilbage for at kræve dem overholdt. De er først og fremmest bange for at miste jobbet og dertil for mobning.

Man kan frygte, at hele systemet er en illusion. Historikeren Harald Jørgensen nævner i sin glimrende bog om det offentlige forsørgelsesvæsen i det 19. århundrede, at man såmænd i 1790'erne forsøgte sig med at sende fattiglemmerne ud på de store engelske tekstilfabrikker.

Arbejdsgiverne modtog disse lavtlønsslaver med begejstring. Den raske arbejdskraft blev til gengæld ledig og sank ned i fattiglemmernes rækker. Til sidst måtte det hele bare opgives, fordi produktionen blev for dårlig.

Vi har i dag et højteknologisk arbejdsmarked, hvor der stilles store krav. Disse krav kan antagelig ikke indløses af syge, nedslidte og ofte tvungne mennesker. I 1998 blev også revalideringsmulighederne forringet med den lille sætning i en paragraf, at revalideringen skal være kortest muligt. Det blev modtaget med kyshånd i de kommunale systemer.

Mennesker deles i dag op i de 'flytbare' og de 'ikkeflytbare'. De katalogiseres og registreres, men de omfattes ikke af humanismens og menneskelighedens nådegave.

Domstolene har også i de sidste år reageret på den tiltagende fejlfortolkning af lovgivningen. Gang på gang har Højesteret og landsretterne omstødt såvel kommunernes som Den Sociale Ankestyrelses afgørelser, uden at det tilsyneladende anfægter denne vor højeste ankemyndighed eller dens minister.

Men desværre er retfærdigheden en dyr størrelse på grund af retsafgifter og advokatbistand, så det offentlige har fat i den lange ende, fordi offeret er nødt til at få bevilget fri proces.

Mennesker med de såkaldt nye sygdomme er særligt udsatte, fordi vi ikke forstår, at ethvert samfund skaber sine sygdomme, som den manglende kloakering skabte kolera i 1853.
Racisme, arbejdsløshed og for høje præstationskrav er i dag sygdomsfremkaldende.

Landsdommer Holger Kallehauge og jeg foreslog Karen Jespersen, at der burde oprettes et etisk råd på det sociale område. Ideen faldt desværre ikke i god jord.

I modsætning til sundhedssektoren arbejdes der i det sociale system med en metodefrihed, som borgeren ikke har krav på at kende, og informeret samtykke kræves ikke.

Med den nye pensionsreform er dog indført en fælles metode, idet der skal udarbejdes ressourceprofil ud fra en række parametre. I et af dem skal borgeren oplyse om sine drømme og visioner. Ingen har spurgt, om et statsapparat har adkomst til at kræve indsigt i menneskenes drømme og håb.

Vi elsker at synge om vort Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt. Desværre er det efterhånden en kollektiv løgn. Mange har rigeligt og flere for lidt i virkelighedens verden.

Men vi fastholder sejlivet myten, og den nuværende socialminister afviser endog at fastsætte en fattigdomsgrænse, som dog findes i EU. Det vil ikke hjælpe de fattige, siger hun.

Nej, men det kunne måske hjælpe politikerne til at gøre noget ved dette uværdige problem. Regeringen har selv nedsat et råd for socialt udsatte. Dette råd har for nylig forelagt ministeren en rapport: 'Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv'.

Man skønner, at 65.000 voksne og deres børn, i alt cirka 75.000 mennesker, er socialt udsatte. Nogle er mere udsatte end andre. De unge under 25 år får en meget lav kontanthjælp, der udgør 47 procent af det allermindste basisleveniveau, der kan opstilles. Om end fordømmelsesværdigt kan det vel ikke undre, at der med jævne mellemrum flås en håndtaske fra en gammel dame - og problemet kan løses ved anden indsats end strengere straffe.

Mennesker på den meget lave starthjælp er i samme situation. Det drejer sig ofte om hårdt belastede flygtninge. Selvfølgelig kommer de ikke hurtigere i arbejde, fordi de lever på sultegrænsen - tværtimod. Martin A. Hansen skriver så smukt i sin novelle 'Agerhønen': »Så satte sygdom ind, hvor modgang havde brudt hul. Man kan ikke blive ved at hænge i en finger«.

Et af den nuværende regerings seneste initiativer har været at nedsætte kontanthjælpen for ægtepar efter seks måneders hjælp. Det handler især om vore mest udsatte børnefamilier. Til gengæld kan vi rose os af at have nordisk rekord i børnefjernelser.

I magtudredningen skrives: »Der findes også grupper, der ikke besidder de nødvendige ressourcer til at kunne handle politisk, hvis deres interesser bliver trådt for nær«.

Dette burde også få vore politikere til at handle. Ingen mennesker bliver bedre eller får det bedre ved uophørligt at blive udsat for ydmygelse og nederlag.

Det udvikler højreekstremistiske tendenser. Det skaber bandevold og uregerlige, hadefulde unge, som er uden for pædagogisk og terapeutisk rækkevidde.

Og det forringer vores fælles livskvalitet, fordi vi mangler den grundlæggende følelse af at leve i et anstændigt samfund.

Problemerne bliver næppe mindre her på vej mod minimalstaten.

PolitikenPlus
  • Smageteknik - Del 1 og 2 Oplev nogle af de vinområder der anses for at være de mest betydningsfulde i verden på nærmere hold.

    Pluspris fra 395 kr. Alm. pris fra 550 kr. Køb
  • Sonny Rollins A Han stolprede ind på Det Kgl. Teaters Gamle Scene med krumbøjet ryg. Og lignede for så vidt den ældre herre, han er.

    Pluspris 1.200 kr. Alm. pris 1.380 kr. Køb
  • Pulverslukker Firephant ? En designet pulverslukker. Blot fordi man gerne vil sikre sig i forhold til brand i hjemmet, behøver det jo ikke at se grimt ud.

    Pluspris 469 kr. Alm. pris 549 kr. Køb
  • Natskjorte Speciel Politiken edition Geismars natskjorte i lærredsvævet egyptisk bomuld

    Pluspris 679 kr. Alm. pris 799 kr. Køb
  • Teatret Svalegangen Få rabat med dit Pluskort på Teatret Svalegangen i Aarhus.

    Pluspris 145 kr. Alm. pris 190 kr. Køb