Det er offentligt, at den første såkaldte danske Global Dialogue Prize tildeles Irans tidligere præsident Mohammad Khatami.

Det er en international skandale, der kaster skam over institutionerne bag prisen. Pumpefirmaet Grundfos, Århus Kommune og Aarhus Universitet har fundet det betimeligt at tildele en halv million kroner til en mand, hvis fremmeste præstation har været som den politiske leder for et totalitært og ondartet styre.

Lad os kigge nærmere på Iran under Khatami. Han var Khomeinis støtte helt fra starten, var minister for 'kultur og islamisk retledning' i flere perioder i firserne og var selv præsident i otte år, fra 1997 til 2005. I denne periode var der ingen forbedringer i menneskerettigheder, demokrati og frihed i Iran.

Khatami kom til magten i maj 1997. Den 26. oktober samme år blev seks personer stenet til døde som straf for utroskab og prostitution. Dødsstraffen ved stening for harmløs seksuel adfærd fortsatte gennem hele Khatamis præsidentperiode. Endnu i december 2004 blev Hajiyeh Esmaelvand stenet for utroskab i Iran.

Også forfølgelsen af homoseksuelle fortsatte gennem hele Khatamis periode; Iran har dødsstraf for homoseksualitet. Styret forsøgte at skjule disse forskellige grusomme straffe ved at forhindre fotografering, men billedet gik verden rundt i 2005. Det viser den offentlige hængning af to homoseksuelle teenagere (for sex med hinanden eller for at have tvunget en tredje), Ayaz Marhoni og Mahmoud Asgari, 16 og 18 år gamle, i Mashhad 19. juli 2005.

Tusindvis af kvinder blev under Khatamis styre anholdt og straffet for ikke at være tilhyllet efter regimets strenge regler – mange kvinder blev snittet i ansigtet eller fik syre kastet over sig af statsligt beskyttede 'moralpatruljer'.

Forfølgelsen af religiøse minoriteter var stærk og konstant under Khatamis styre. Alle afvigelser fra den officielle version af shia-islam blev forfulgt, således sunnimuslimer, kristne, jøder, ateister og især bahai'er. Denne forfølgelse gik så langt som til dødsdomme og henrettelser. Pressefrihed fandtes ikke under Khatami.

Oppositionsaviser og -blade blev forfulgt, og journalister og dissidenter blev fængslet eller likvideret. I 1998 blev en række intellektuelle og politikere myrdet af den iranske efterretningstjeneste, bl.a. professor Ahmad Tafazolli ved Teherans Universitet, forfatterne Mohammad Mokhtari, Mohammad Pouyandeh og Majid Sharif og politikerne Parret Dariush og Parvaneh Foruhar.

Studenterprotester mod disse mord blev bl.a. straffet ved et politiangreb på et kollegium i Amirabad, hvor protesterende blev kastet ud fra balkonen. Disse protester afviste Khatami som »gadedrenge og uromagere«. Khatami lovede efterfølgende at retsforfølge de agenter, der havde likvideret intellektuelle – men ingen blev straffet. Den iranske bombning af synagogen i Buenos Aires foregik også under Khatamis styre.

Den eksil-iranske kommunist Maryam Namazie opsummerer Khatamis præsidentperiode som følger:

»Under hans blodige styre blev mere end 1.300 mennesker henrettet, inklusive den søde 16-årige pige Atefeh Rajabi for »handlinger uforenelige med fromheden«; 27 mennesker blev stenet til døde eller dømt til stening, 18 af dem kvinder; studenter- og andre demonstrationer blev knust og deres ledere arresteret eller dræbt; Ahmad Batebi blev dødsdømt for at fremvise en blodig T-shirt; en oppositionsaktivist i Kurdistan, Showaneh Qader, blev skudt og hans lig slæbt gennem gaderne.

Arezoo Siabi Shahrivr blev anholdt sammen med op til 14 andre kvinder ved en mindeceremoni om 'fængselsmassakren' i 1988 i Evinfængslet, Teheran, hvor tusinder af politiske fanger blev henrettet. I detentionen blev hun ophængt i loftet, pisket med en wire og seksuelt misbrugt; den canadiske journalist Zahra Kazemi blev torteret og dræbt i fængslet; drabene på to politiske aktivister og tre forfattere – en sag, der i Iran kendes som 'seriemordene' – fandt sted; hundreder af arbejderaktivister blev anholdt og torteret – og så videre, og så videre« (http://www.islam-watch.org/MNamazie/StopKhatami.htm).

Så sent som i 2006 forsvarede Khatami sig ved en konference på Harvard Universitet: »Homoseksualitet er en forbrydelse i islam, og forbrydelser bør straffes«, sagde han. Han var til nød villig til at tillade diskussion om straffens karakter, men forsvarede den iranske lovgivning på området:

»Vi er på et universitet, videnskabens vugge, så vi kan tale om det videnskabeligt ... I alle tankeskoler og religioner findes der straf, og straf er ikke en form for vold. ... Straf ses som en respons på vold eller afvigende adfærd i samfundet, og hvis ikke der var nogen straf, kunne et samfund ikke køre effektivt ...«.

Khatamis holdninger og tanker står også klart frem i en lang række umisforståelige udtalelser:

»Vi står fundamentalt i modsætning til den vestlige civilisation og kultur, der er ved at blive opslugt i en alvorlig krise. Vi har nogle alvorlige ting at sige, og de, der vil udbrede deres (vesterlændingenes) budskaber, har for lille vægt til at fremstå som en seriøs trussel« (Avisen Ettela'at, 7. juli 1991).

»Salman Rushdie, forfatter til bogen 'De sataniske vers', må henrettes i overensstemmelse med den religiøse fatwa fremsat af Hans Højærværdighed Imam Khomeini. Han kan ikke undslippe denne fatwa« (Kayhan, 7. marts 1989).

»Vi anser videoer for at være langt farligere end narkotika ... Ministeriet for Islamisk Kultur og Retledning er en af de hårdeste modstandere af at legalisere brugen af videoapparater i samfundet« (Ettela'at, 10. juli 1991). Khatami var på dette tidspunkt minister for området.

»Som landets førende autoritet angående kultur og kunst siger jeg, at musik er tilladt i dette land, men upassende musik er forbudt« (Ettela'at, 10. juli 1991).

»En af de største fejltagelser i Vesten har været kvindernes frigørelse, der har opløst familien ... At blive i hjemmet betyder ikke at være skubbet ud på sidelinjen. At passe hjemmet hindrer ikke en i at have et ord at skulle have sagt i landets skæbne ... Vi må ikke tro, at det at være sociale væsener betyder at arbejde uden for hjemmet. Husholdningen er blandt de allervigtigste opgaver« (Salaam, 11. maj 1997).

Hvordan i al vide verden kan en 'videnskabelig' komite ved sine fulde fem udnævne denne mand som modtager af Global Dialogue Prize?

En af grundene er måske Khatamis fremtræden: Han taler i modsætning til mange andre fra præstestyret roligt og uaggressivt. Det har forskaffet ham et ry som 'reformvenlig', men man må sige, at hans otteårige præsidentperiode ikke bragte nogen reformer. Han kan kun karakteriseres som en falsk reformist. Det bliver også klart, når man holder sig for øje, at han anvender ordene på en måde, der måske kan narre naive sjæle.

Når Khatami taler om 'lov og orden' i Iran, angår det ikke en retsstat i vestlig forstand, men en stat styret efter sharia. Når han taler om 'religiøst demokrati', et af hans yndlingsbegreber, så henviser 'demokrati' til eksistensen af valghandlinger – og ikke på nogen måde til saglighed, lige ret for loven, pluralisme, mindretalsbeskyttelse og menneskerettigheder, tværtimod. 'Religiøst demokrati' er reelt et islamistisk flertalsdiktatur.

Noget lignende gælder hans omfavnelse af begrebet 'dialog mellem civilisationer' og hans oprettelse af en FN-støttet international forening under dette banner – og som synes at høre til det, der har fået priskomiteen til at vælge Khatami som prismodtager.

Men se her, hvordan Khatami selv definerer begrebet: »Den politiske oversættelse af 'Dialog mellem civilisationer' ville være at argumentere for, at kultur, moral og kunst skal dominere over politikken«.

Det vil sige, at 'dialogen' på forhånd har udelukket det modsatte synspunkt: at politisk frihed også skal gælde i kultur, moral og kunst. At friholde disse områder for politik er – i Khatamis version – det samme som at sige, at den islamiske stat har ret til at styre disse områder, sådan som tilfældet da også er i Iran. Det modsatte synspunkt – politisk frihed – er på forhånd holdt uden for dialogen.

Derfor er 'Dialog'-begrebet her den rene newspeak: Det betyder reelt ikke andet end: I kan have demokrati og menneskerettigheder, men vi forbeholder os med samme ret et islamisk totalitært styre. Men vi kan da godt mødes og udveksle høfligheder, så længe disse forskelle ikke kritiseres.

'Dialog' ender reelt med at betyde den ceremonielle præsentation af pæne udsagn – ikke debat, diskussion, kritik, offentlighed, hvor der reelt står noget på spil. Derfor er deltagerne i 'Dialog'-projektet også typisk tilhængere af islam eller andre religioner, der også gerne søger religionerne beskyttet imod kritik – eller vestlige multikulturalister, der er blevet ført bag lyset af, at 'dialog' og 'demokrati' her betyder noget ganske andet, end ordene plejer.

'Dialog'-projektets rapporter og resolutioner understreger derfor også rutinemæssigt, at religion ingen som helst rolle spiller i de aktuelle politiske spændinger, der tværtimod kun skyldes politik. Ifølge 'Dialog'-projektet er politik problemet, mens religion er løsningen. Derfor bør ytringsfriheden indskrænkes ved, at medier og journalister pålægges 'ansvarlighed'. For folk, der kender Khatamis karriere i virkelig politik, er det således klart, at 'Dialog'-projektet ikke er andet end en fiks legitimering af hans islamisme.

Prisen er lanceret som en humanistisk forskningspris. Det er vanskeligt at se, hvilken forskning Khatami har præsteret. Fred Dallmayr fra den internationale priskomite nedsat af Aarhus Universitet uddyber, at prisen gives til Khatami »for hans ideer og dét han ville gøre, hvis han kunne«. Heri ligger naturligvis, at han ikke har gjort det – hvilket hans faktiske politiske karriere da også med al ønskelig tydelighed vidner om. Men det forekommer besynderligt at tildele en pris for noget, Khatami ikke har gjort. Især fordi han i hele sin trediveårige politiske karriere ufortøvet har gjort det modsatte.

Det afficerer ikke komiteen, der hævder at kunne sætte et uoverskrideligt skel mellem hans politik og hans tænkning. Hans Köchler fra komiteen siger således: »Det er forståeligt, at den politiske baggrund kan give anledning til kritik, og risikoen for politisering er altid til stede i forskningen. Men jeg mener, at man godt kan adskille Khatamis politiske indsats og hans tænkning, som prisen er givet for«. Man forestiller sig altså, at hans tænkning er helt uafhængig af hans lange politiske karriere.

En anden grund til tildelingen er måske Khatamis aktuelle modstand imod hans efterfølger, Ahmadinejad. Men som det fremgår, er der her tale om en broderstrid imellem islamister snarere end en strid mellem islamisme og demokrati.

Man kan her citere fra Khatamis seneste tale, hvor han for få dage siden sagde: »Vi er for vores Revolution, vi er for Den Islamiske Republik, som er den smukke frugt af samme Revolution. Vi er tilhængere af Imamen (ayatollah Khomeini), hvis ideer, holdninger og visioner tjener os som vejledning ...« – hvorefter han kritiserede Ahmadinejad for at ødelægge Revolutionen og Den Islamiske Republik (Aftab News, 8. november).

Det er overflødigt at nævne, at verden er fuld af personer, der faktisk ville fortjene en global dialogpris. Ikke mindst den muslimske verden rummer personer, hvis kamp for globale principper kunne hædres med en sådan pris. Også i dette lys er det ejendommeligt, hvorfor komiteen af alle kandidater har valgt at prise det iranske præstestyre i den allerførste uddeling af Global Dialogue Prize.

Det er fantastisk, hvordan Grundfos har fået Aarhus Universitet og Århus Kommune med på at uddele en sådan pris, der bedst kan sammenlignes med den famøse tildeling af Elefantordenen til den rumænske diktator Ceausescu i 1980 eller tildelingen af Storkorset af Dannebrogordenen til topnazisten Hermann Göring i 1938.

Grundfos' motivation kan man endda forstå: Man så sin eksport af pumper til Mellemøsten truet af islamismekritikken i Danmark – og man kunne så forbedre sit eget ry ved at dele hæder og penge ud til førende islamister. Denne argumentation fremføres direkte af Dallmayr fra priskomiteen:

»Jeg tror, resten af verden vil tage notits af, at der i Danmark findes et sted, der anerkender Khatamis store ideer om dialog mellem civilisationer. Det kan måske være med til at modvirke en opfattelse af, at Danmark er et sted, der kritiserer andre religioner«. Prisen ses altså direkte som en medicin imod religionskritik, som en kur imod Muhammedtegningerne.

Man kan forstå Grundfos' økonomiske interesse i en sådan betaling af blodpenge af hensyn til den hellige eksport. Men hvad i alverden Århus Kommune og Aarhus Universitet vil på den galej, er helt uforståeligt. Vi håber, at forklaringen er, at naive og velmenende personer har ladet sig fuppe. Hvis det derimod er sket med åbne øjne, demonstrerer sagen en åbenlys støtte til teokratisk fascisme på vegne af det officielle Århus.