Kroniken

Gamle mænd og 10-årige piger

Vores historie står på skuldrene af 10-årige piger. Flere af religionernes mest ansete mænd – se bare på Augustin og Muhammed – lod sig gifte med småpiger, og kulturen har bestandigt favoriseret pædofile mænd.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Alene overskriften får det formentlig til at vende sig i de fleste for tiden. De seneste uger har budt på chatkonsulenten, som selv var til skolepiger, og Natascha Kampusch, som undslap sit fangenskab.

Som et normalt fungerende voksent menneske tænker man naturligvis: Hvad i alverden foregår der i knolden på den slags mænd? Helt ærligt, hvor syg og klam kan man være?

Mange tænker formentlig desuden: Hvad er det for tider, vi lever i? Hvorfor eksploderer antallet af pædofilisager lige netop nu?

Sandheden er imidlertid, at forhold mellem granvoksne mænd og små piger altid har forekommet, og at vi i stedet for at gyse over nutidens elendighed bør glæde os over, at fænomenet er kommet frem i lyset og er blevet kriminaliseret. Da jeg var barn, hed den slags mænd ’børnelokkere’, og ingen af os børn anede, hvad disse børnelokkere egentlig ville gøre ved os, hvis de fik fat i os. Den mest gængse udlægning af fænomenet var, at man først ville blive lokket med slik, og dernæst ville man blive puttet ned i en sort sæk, og hvad der videre skete, var der ingen, der vidste. Hvilken fornøjelse en voksen mand kunne have af et barn i en sæk, var der ingen af os, der havde fantasi til at forestille sig. Dagens børn er formentlig bedre informeret, om end dette uskyldstab har sin pris.

For et par år siden var det den katolske kirke, der prydede avisforsiderne, fordi adskillige af dens præster viste sig at være lidt for glade for kordrengene på den rigtig ufede måde. Mange har sikkert også dengang tænkt: Hvordan kan kirken dog ansætte den slags mænd?

Et mere fair spørgsmål ville formentlig have været: Hvordan kunne kirken nogensinde undgå at være hjemsted for den slags overgreb? Den katolske kirke fik godt nok hovedsæde i Rom, men den kultur og det sprog, som kirken opstod i, var græsk, og som det så tydeligt fremgår af de agtværdige græske filosoffers tekster, så var forhold mellem granvoksne mænd og purunge drenge en velanset livsstil. Det gav status at have en smuk yngling ved sin side, og kvinder var bare noget, man fik arvinger med. Desuden var de førkristne religioner i middelhavsområdet for en stor dels vedkommende kulter, der betjente sig af tempelprostitution i den ene eller den anden form.

Sandsynligheden taler altså for, at nutidens katolske kirke ikke alene har arvet sit teologiske indhold fra oldtiden, men også en række uskikke, som har kunnet trives i bedste velgående inden for klostermurene. Specielt i en tid, hvor man ikke talte om ’den slags’.

Den samme form for fortiet, kulturel arv har vi med os, når det gælder mænds forhold til småpiger.

Det tidligste landbrug opstod i det nuværende Israel/Palæstina for omkring 12.000 år siden. Derfra bredte det sig langs Eufrat og Tigris ned til Den Persiske Golf og også ind i Egypten og op på Den Anatolske Højslette. Hele området var ualmindeligt gunstigt til agerbrug, og derfor var det dér, landbrugskulturen opstod, og dermed også der, man havde de første bofaste landsbyer.

I begyndelsen var det kvinderne, der sad på husholdningen og markarbejdet, og religionen handlede hovedsagelig om den store modergudinde, jorden, hvis frugtbarhed man dyrkede. Det var altså i høj grad kvinderne, der holdt mændene og samfundet i snor.

Men landbruget medførte ny stenalderteknologi, større velstand og større byer. Jo flere mennesker der skulle overleve på det samme areal, desto hårdere blev landbrugsarbejdet, og de flittige kvinder er formentlig blevet slidt hurtigere ned end tidligere, og samtidig blev de med jævne mellemrum gravide. Det har alt andet lige givet mændene muligheden for at sætte sig på magten i samfundene.

Efterhånden opstod der deciderede storbyer og bystater, og menneskemængden voksede. Større befolkningstæthed har også betydet flere krige, og med flere krige er kvindernes behov for beskyttelse blevet større.

Summa summarum – for omkring 6-7.000 år siden begyndte mændene at overtage magten i samfundene.

Med mandemagt og øget rigdom blev det i højere grad væsentligt, at en mand med jord og rigdom sikrede sig, at hans sønner også virkelig var hans sønner.

Den sikreste måde hvorpå en mand kan vide, at hans førstefødte også virkelig er hans søn, er, at moderen er jomfru, inden han gifter sig med hende. Sandsynligheden for, at hun er jomfru, er større, jo yngre hun er.

Vi skal derfor ikke blive overrasket, når vi erfarer, at den gængse giftealder for piger i oldtidens Egypten var 10 år, og at det samme gjorde sig gældende i resten af Mellemøsten.

Nu sidder vi så her i vores højkomplekse samfund og tænker: Jamen, de mænd må da have kunnet se, at det bare var småpiger! Hvordan i alverden kunne en voksen mand have en 10-årig hustru? Hun er jo kun et barn!

I vores samfund, ja. Men i stenalderen, bronzealderen og jernalderen var samfundet og livet ikke mere komplekst, end at alt, hvad man behøvede at kunne for at klare sig selv, det kunne man nå at lære, inden man fyldte 10. Der var ikke noget demokrati, kongerne bestemte suverænt, og de fleste af kongerne havde semiguddommelig status. Der var ingen maskiner, som skulle betjenes, de færreste behøvede at kunne læse og skrive, og de få håndværk, som krævede stor ekspertise, var omgærdet med stor mystik og hemmelighedskræmmeri, så det almene vidensniveau har ikke været særlig højt.

Desuden har det for mændenes vedkommende kun været en fordel, at konerne blev tvangsgift og underkuet fra en tidlig alder, hvis de ikke skulle være for genstridige og kræve ligestilling. Så har de simpelthen været lettere at styre.

»Jamen, rent fysisk«, indvender så den moderne læser, »fysisk må oldtidens mænd da have kunnet se, at pigerne ikke var kvinder, at de ikke var fysisk udviklet til at få børn!«.

Det er meget muligt, men så kig på nutidens Afrika og Indien, hvor stort set de samme forhold hersker. Her bliver piger visse steder bortgiftet, når de er 8, og 10-12-årige piger udsættes for samlejer og graviditeter, som traumatiserer dem for livet. Hvad foregår der i knolden på de mænd? Jeg aner det virkelig ikke, vi må blot konstatere, at fænomenet er udbredt, og at det formentlig altid har været det.

Går man biologisk til værks, er der nemlig en meget kedelig genetisk fordel ved ’at være til småpiger’. Den mand, som tænder på helt unge piger og har sex med dem først, vil alt andet lige også være blandt de mænd, som får flest børn. Alene af den grund, at ingen anden mand nåede at komme ham i forkøbet. Hvis vores seksuelle tilbøjeligheder altså er genetisk betinget – hvad alt tyder på, at de er – så har pædofile mænd en forplantningsfordel over for de mænd, som tænder på modne kvinder. Og i et stenalder- eller jernaldersamfund har det ikke gjort den store forskel for børnenes overlevelse, om deres mor var 12 eller 22. Specielt ikke, hvis der har været tale om flerkoneri, hvor børnene er blevet født ind i en storfamilie, der kunne tage sig af dem, hvis moderen døde i barselsseng.

I det hele taget er vores forhold til begrebet barndom et produkt af renæssancen. Der var simpelthen ikke nogen i Europa, der tænkte over barndommen, inden renæssancen. Før 1600-tallet blev børn betragtet som uudviklede voksne, og børn forekommer slet ikke i middelalderens kunst. – Og hvis de gør, så er de tegnet som voksne, blot i mindre størrelse. Madonnaportrætterne med det lille eller lidt større barn er et renæssancefænomen.

Men renæssancen er desuden historien om individet, og netop vores idé om individet og barndommen hænger sammen, for det er netop det, der gør os voksne i vores moderne forstand af begrebet: Vi er blevet individer, som tager ansvar for vores egne handlinger. Vi har løsrevet vores vilje fra de andre omkring os og står på egne ben med hensyn til moral og etik. Som voksne drages vi individuelt til ansvar for vores handlinger. De samme krav stiller vi ikke til børn, men vi forsøger med vores opdragelse at gøre dem egnede til det.

Det interessante ved udviklingen i Mellemøsten for 4-5.000 år siden er netop, at individet var under udvikling. Når vi i disse tider højt besynger ’individets fødsel’ i renæssancen, så er det altså en sandhed med modifikationer. Individet havde nemlig allerede været på banen tidligere.

For ca. 4.000 år siden kom de første skrevne love i Mesopotamien, det nuværende Irak, og de var et opgør med klantænkningen. Tidligere havde ’retssystemet’ bestået af slægtsfejder, og slægtsfejder er netop kendetegnet ved, at det kan være hip som hap, om det er den ene eller den anden person fra en slægt, som man hævner sig på. Men med de nye love forsøgte man at ’isolere’ gerningsmanden og straffe den skyldige person og kun ham.

De mesopotamiske love gjaldt godt nok kun frie mænd – koner, børn og trælle var mandens ejendom, men mellem mænd herskede så småt individuel ret. Det var dog et langt og sejt træk, og Hammurabis lov fra 1700-tallet før vor tidsregning siger for eksempel i en paragraf, at hvis en mand bygger et hus for en anden mand, og huset styrter sammen og slår den anden mands søn ihjel, så skal man også slå sønnen af den mand, som byggede huset, ihjel – ikke just individbaseret ret i vores forstand, men dog et skridt på vejen.

Det første sted, individet for alvor dukker op, er i Moseloven. Her står direkte, at sønner ikke skal straffes for deres fædres forbrydelse. Desuden er der i Første Mosebog en antydning af, at voksne og børn ikke har samme åndsevner: »Fra ungdommens tid søger menneskets hjerte det onde«, står der i kapitel 8, vers 21. Vi kender også det individuelle ansvar fra historien om Kain og Abel: »Er jeg min brors vogter?«. – Ja, kammerat! Og du har eddermame bare at passe godt på ham!

Omkring 500-tallet før vor tidsregning kommer vi så ind i det, som kaldes aksetiden, fordi der går en ’akse’ fra Grækenland i vest til Kina i øst, hvor individet begynder at dukke op. Vi ser det hos de græske filosoffer, jødernes profeter, Zarathustra i Persien, i hinduismen og hos Buddha i Indien, og endelig var der Kungfutse og taoismen ovre i Kina. Det var alt sammen udtryk for, at individet var ved at opstå i en spæd form.

I Grækenland og senere i Rom ser vi i kunsten i århundrederne omkring år 1, hvordan buster og portrætter mistede deres skabelonagtige former og i stedet kom til at forestille individer med braknæser og rynker og personlige træk.

Det interessante er, at det er samtidig med denne udvikling, vi i oldtiden begynder at se de første betragtninger over, hvad børn er for en størrelse. Tidligere har man bare registreret, at de var der, og de blev betragtet som en del af ejendommen, men nu begyndte man at forholde sig til dem i lovgivningen og litteraturen. Blandt andet var der folk, der begyndte at beskæftige sig med opdragelsen af børnene. Ikke mindst de talmudiske rabbinere.

Men man begyndte også at definere, hvornår man var voksen. For eksempel satte romersk lovgivning giftealderen for piger til 12 år. – Siden egypternes storhedstid var alderen for pigers giftefærdighed altså steget med to år, og vi kan gisne om, at det skyldtes, at det romerske samfund og den romerske teknologi var en del mere kompleks end egypternes, og desuden, at individet var en del mere udkrystalliseret hos romerne, end det var tilfældet hos de gamle egyptere: For at en pige kunne styre eller indgå på nogenlunde lige fod i en husholdning, har det hos romerne krævet en anelse mere modenhed og viden end tidligere.

At barnebrude og voksne mænd ikke blot var undtagelser, fremgår desuden af, at nogle af religionernes mest prominente mænd var gift med småpiger.

Kirkefaderen Augustin, der levede i 300-tallet, havde en konkubine, som han holdt meget af – de var vist nok jævnaldrende. Men hans mor fik arrangeret et ægteskab med en 10-årig pige af god familie, som han måtte vente med at gifte sig med, til hun var 12. Da var han omkring 30. – I praksis blev han dog aldrig gift med hende, fordi han konverterede til kristendommen og gik i cølibat.

Muhammed, som levede i 600-tallet, giftede sig med den 9-årige Aisha, og hun var 18, da han døde.

Disse mænd er siden blevet nogle af deres kulturs mest ansete, og deres forhold til pigerne kan derfor dårligt have været kilde til anstød.

Men hvad skete der så med individet, siden det nu var på vej allerede i 500-tallet før vor tidsregning, og barndommen ikke var et kulturelt fænomen i Europa før renæssancen?

Det mærkelige er, at individet forsvinder fra kunsten i takt med, at kirken kommer til magten. Det samme gør barndommen som kulturelt fænomen. Hvilket er underligt, når nu netop Jesus talte om, at de små børn skulle komme til ham. Faktisk er han det eneste barn, vi rigtig hører om i middelalderen. Det kan i den forbindelse vække til eftertanke, at netop Maria skildres som jomfru, og at Josef var en mand med børn af første ægteskab.

Det korte af det lange er, at gamle mænd og 10-årige piger altså ikke er et nyt fænomen, og man kan kun gyse, når man tænker på, hvor mange piger der op igennem historien har måttet udstå utålelige ægteskaber og seksuelle overgreb.

Men har kulturen favoriseret pædofile mænd, så har den til gengæld også favoriseret modne, kvikke, snarrådige 10-årige piger, og spørgsmålet er, hvor mange 10-årige piger vi i virkeligheden står på skuldrene af!

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce