Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken

Supermagtens sidste dage

Efter Ruslands aggression i Georgien og finanskrisen i USA bør dansk sikkerhedspolitik justeres. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Kroniken
FOR ABONNENTER

»Verden ændrer sig: Jeg kan mærke det i vandet, jeg kan mærke det i jorden, og jeg kan lugte det i luften«.

Det siger en af figurerne på et tidspunkt i J.R.R. Tolkiens ’Ringenes herre’-trilogi.

Måske har mange det på samme måde i dag. Noget er sket i 2008, som fundamentalt har ændret verden, men hvad det nøjagtig er, og hvad det vil komme til at betyde, er stadigvæk uklart.

Det er derfor fristende at indtage en ’business as usual’-attitude og lade, som om der i virkeligheden ingenting er sket, eller at det, som er sket i virkeligheden, ikke betyder så meget.

Spørgsmålet er, hvor holdbart det er. Der er en stor forskel på at indtage en meget fornuftig ’vent og se’-holdning til de forandringer, vi oplever lige nu, og så benægte det mere og mere indlysende.

Jeg frygter, at det sidste er tilfældet, og det kan komme til at hævne sig noget så grusomt. Danmarks regering kan ende med at være som overklassen på det synkende skib ’Titanic’, der luller sig ind i en falsk tryghedsfornemmelse til lyden af orkesteret, og som først opdager faren, når vandet står dem til knæene.

Den første rystelse, som den danske regering burde have forstået betydningen af, var Ruslands invasion af Georgien i august 2008.

Ikke at vores regering ikke var meget kritisk over for Kreml, men det synes ikke rigtigt at have påvirket regeringens sikkerhedspolitiske fokus.

Rusland invaderede i august for første gang siden Sovjetunionens sammenbrud et andet land og så stort på det møjsommelige arbejde, der er blevet lagt i at gøre OSCE til et organ for netop at løse den slags stridigheder mellem stater.

Hensigten er ikke her at benægte, at den georgiske regering ikke selv handlede hovedløst ved at starte krigen ved at angribe en udbryderrepublik, som de udmærket vidste, var beskyttet af Rusland.

Men det tjener heller ikke noget formål at ignorere, at Rusland gik meget længere end blot at beskytte Sydossetien og reelt med militære midler efterstræbte at sønderlemme en stat, som ønsker at komme ind i Nato.

Vi kan heller ikke ignorere, at det er en del af et større mønster, hvor Rusland går efter at hindre, at Ukraine kommer ind i Nato, underminere balternes medlemskab af Nato, rette militære trusler mod Polen og Tjekkiet for at ville huse et amerikansk raketskjold og sende bombefly og krigsskibe til Venezuela.

Hvad vil Danmark og Nato gøre, hvis en krise pludselig opstår i Baltikum, og krisen begynder at komme ud af kontrol?

Foreløbig har det ikke rigtig forstyrret de danske beslutningstageres nattesøvn. I dansk sikkerhedspolitisk optik er konventionelle krige mellem stater hørt op med at være en trussel, og i stedet forbereder vi udelukkende danske soldater på at udkæmpe krige med ikke-statslige grupper, hvad enten det så er terrorister, pirater, guerillaer eller kriminelle bander.

Den nye forsvarschef Tim Sloth-Jørgensen erklærede i et interview med Information i september, at opgaverne for det danske forsvar skulle være krige mod terrorister og guerillaer.

Med hans egne ord: »Vi kan lige så godt vænne os til at være involveret i oprørsbekæmpelse a la Afghanistan. Det er den slags krig, vi kommer til at udkæmpe fremover«.

Den danske forsvarsminister Søren Gade sagde efterfølgende, at Danmark roligt kunne regne med at føre krig i Afghanistan i yderligere ti år, og at det for resten ville kræve flere penge fra Folketinget.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen 7. oktober 2008 ved Folketingets åbning talte om Georgien, var hans kritik af Rusland meget hård, men der var også en opfordring til Rusland, om de dog ikke kunne slutte sig til den fælles kamp mod international terrorisme.

Jeg har en mistanke om, at der er en væsentlig grund til, at Rusland ikke volder os hovedbrud: En forestilling om, at russerne i lang tid vil være os militært underlegne og en forestilling om, at Nato og specielt USA tilsvarende altid vil være Rusland militært overlegne.

Det er egentlig meget logisk, når det erindres, at USA står for halvdelen af verdens militærudgifter og stadigvæk – trods problemerne i Irak og Afghanistan – står med den mest moderne og veludrustede hær, flåde og flyvevåben i verden. Problemet er, at USA mere og mere ligner en kolos på lerfødder.

USA bruger 125 milliarder dollar på at føre krig i henholdsvis Irak og Afghanistan og selv om disse udgifter kun udgør cirka en procent af det samlede amerikanske BNP, skal det huskes, at de lægger enorme byrder til en økonomi, som i forvejen kæmper med en voksende finanskrise og en truende depression.

Det skal også huskes, at USA’s økonomiske vækst i de seneste par år er sket med massiv låntagning fra ikke mindst Asien, og at det har forøget USA’s statsgæld dramatisk.

Kina og Japan er i dag kreditorer for 44 procent af USA’s føderale gæld, og alle fremtidige initiativer for at redde den amerikanske økonomi vil kræve flere lån fra Asien.

At hæve skatterne i USA vil ikke give mening, da amerikanerne i forvejen er hårdt ramt af krisen. Takket være deres samhandel med USA vil specielt Kina og Japan nok låne for ikke selv at blive revet med i faldet, men næppe uden at stille skrappe modkrav, herunder om, hvordan pengene skal bruges.

Før eller senere vil det ramme Pentagon. Det skal her erindres, at USA som supermagt altid har stået mere solidt end Sovjetunionen, fordi amerikanerne både hvilede på en søjle, som hed Wall Street (økonomisk magt), og en søjle, som hed Pentagon (militær magt). Problemet er, at den ene søjle har været i gang med at smuldre i de sidste to år, og processen er blevet dramatisk forværret i de seneste uger.

Det kan ikke undgå før eller senere at bringe den anden søjle i ubalance og dermed rive hele grundlaget væk under USA som supermagt.

Hvordan dette sammenbrud vil ske, kan diskuteres, men ikke, at det er gået fra at være en temmelig teoretisk ting til at være en reel mulighed inden for kort tid.

Som det sovjetiske sammenbrud i 1989 viser, kan en supermagt bryde så hurtigt sammen, at selv astronauter ude i rummet kan blive efterladt strandet og først efter flere måneder blive hentet ned igen, fordi bygningen, opsendelsen og kontrollen med en raket til at hente dem ned pludselig foregik i tre forskellige uafhængige lande.

Det skal tilføjes, at det sovjetiske sammenbrud skete i et klima, som var præget af samarbejde og forsonlige toner. Uanset hvor kriminelt og ondskabsfuldt Sovjetunionen ellers var, prøvede den sidste sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov at skabe et positivt internationalt klima i årene op til sammenbruddet i håb om at få vestlige kreditter.

Det lykkedes ikke, men Rusland stod i det mindste ikke alene, da støvet fra det sovjetiske sammenbrud havde lagt sig. Der blev derfor ikke løsnet et skud, da de titusinder af tidligere sovjetiske soldater begyndte deres store tilbagetrækning fra deres fremskudte baser i Østeuropa, Afrika eller Asien.

Tværtimod var Nato-lande som USA og Danmark med til at bygge huse, så de tidligere sovjetiske soldater hurtigere ville forlade de baltiske lande eller det gamle DDR.

Det internationale klima er langt mindre gunstigt i dag, og USA er involveret i mindst to store krige, mens der hele tiden er risiko for nye krige med Pakistan og Iran.

Siden september har USA nu også i det åbne bombet i Pakistan for at ramme de Talebankrigere, som opererer på tværs af grænsen til Afghanistan. Flere gange har pakistanske styrker åbnet ild mod amerikanerne.

USA står også langt mere isoleret med sin holdning til tortur og den omstridte beslutning om at invadere Irak. Hvis sammenbruddet skete hurtigt og uventet, ville de amerikanske styrker og deres allierede være nødt til at kæmpe sig vej ud af Mellemøsten og Centralasien.

Blandt dem også de danske styrker. Amerikanerne og deres allierede ville ikke have mange venner, som ville være parate til at hjælpe dem.

Det kan siges, at dette standpunkt er unødvendigt melodramatisk, og at det ikke vil komme til at gå sådan. Men selv et mere gradvist sammenbrud for den amerikanske supermagt vil få alvorlige konsekvenser.

Hvad der virkelig bekymrer mig, er, at ingen af de to præsidentkandidater i USA – hvad enten vi taler om Barack Obama eller John McCain – har forstået, at uanset hvem af de to der bliver valgt til præsident, vil de stå over for smertefulde valg og kun få gode muligheder, når de først er inde i Det Hvide Hus.

Det ville her være forfriskende, hvis en af de to præsidentkandidater havde et klart bud på, hvordan USA kan løse den nuværende finanskrise, men det er ikke tilfældet.

Tværtimod er det ikke længere siden end juli, at John McCain måtte fyre en af sine vigtigste økonomiske rådgivere – Phil Gramm – der var kommet for skade at sige, at finanskrisen primært var af psykologisk natur, og at USA efter hans mening var ved at udvikle sig til en nation af klynkehoveder.

Det lover ikke videre godt. Det ville i den forbindelse være katastrofalt, hvis de ikke indså, at en ekspansion af USA’s militære rolle i verden kunne være det halmstrå, som knækkede kamelens ryg. Hvad enten vi så taler om en videreførelse af krigene i Irak og Afghanistan eller – endnu værre – helt nye krige som den snigende amerikanske intervention i Pakistan.

Hvis USA skal overleve som supermagt, må disse krige bringes under kontrol, men ingen synes at være parate til at tage et så ’upatriotisk’ skridt.

Hvor stiller alt det her så Danmark? Jeg vil ikke afvise, at der internt i regeringen og i de forskellige departementer foregår en debat, som offentligheden kun hører lidt om.

At den danske regering er opmærksom på, hvad der sker, men udadtil er nødt til at give indtryk af, at alt er ved det gamle. Men der er også en mindst lige så reel mulighed for, at den aktuelle finanskrise hindrer regeringen i at se skoven for bare træer og i stedet fokuserer på dag til dag-løsninger.

Det skal gentages, at i modsætning til det sovjetiske sammenbrud sker det gradvise amerikanske sammenbrud i et betydelig mere alvorligt internationalt klima med en masse nye og gamle problemer, som ikke er blevet løst.

Der er både krigen mod terror, som ikke er blevet vundet, den nuværende danske krigsindsats i Afghanistan og i stigende grad også truslen fra et revanchistisk Rusland.

En norsk rapport fra det norske forsvarsministerium – der blev lækket sidste år og bl.a. blev omtalt i Kristelig Dagblad – røbede, at Norges militær ikke længere kunne regne med amerikansk assistance, hvis det kom til en større krise mellem Norge og Rusland.

Hvorfor skulle Danmark så kunne regne med amerikansk assistance, hvis der eksempelvis opstod en alvorlig krise i Baltikum?

Som krigen mod Georgien har vist, har Ruslands militære svagheder ikke ligefrem hindret den russiske ledelse i at bruge magt, når den følte, det var nødvendigt.

Netop tvivlen om, hvorvidt de vestlige lande og Nato er parate til at komme Ukraine eller de baltiske lande til undsætning, hvis Rusland skulle indlede en militæraktion, kan tjene til at opmuntre den russiske ledelse til en eventyrpolitik.

Freden i Europa synes efter krigen i Georgien at være mere labil, end de fleste bryder sig om at vide, mens værdien af de amerikanske sikkerhedsgarantier smuldrer for vores øjne.

Dette er vanskelige tider for både Danmark og resten af den vestlige verden. Supermagten USA synes at gennemgå en alvorlig – sandsynligvis fatal – svækkelse i disse dage og uger.

Hvis Danmark skal klare sig nogenlunde helskindet gennem den nuværende krise, kræver det mod til at erkende, hvad det er for problemer, vi står over for, og en vilje til så at finde den rette vej frem. Ikke til at henfalde til ønsketænkning og satse på, at supermagten USA nok altid vil være der for os.

Dansk sikkerhedspolitik – hvad enten vi taler om krigsindsatsen i Afghanistan, krigen mod terror eller europæisk sikkerhed – bygger på en forestilling om USA som den evige dominerende supermagt i verden.

Men netop denne opfattelse synes mere og mere at være en illusion. Hvis vi ikke er parate til at erkende dette, kan vi meget snart komme ud i alvorlige vanskeligheder.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce