Kroniken

Tro og ret

Danske rettigheder og islamisk tradition går ikke altid hånd i hånd. Men vi kan gøre meget mere for at sikre muslimske kvinders rettigheder, skriver lic.jur. Rubya Mehdi fra Københavns Universitet.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Der er sket meget med islamisk ret og kultur siden profeten Muhameds tid. Men der er en del, der ikke har erkendt det. Det gælder det mindretal i den islamiske verden, der er fundamentalistiske muslimer, og det gælder en stor del af den vestlige presse og offentlighed.

Der er store lighedspunkter mellem kristendom, jødedom og islam, men det er heller ikke erkendt af mange. Der kan derfor være grund til at pege på både lighedspunkter og forskelle mellem de tre kulturer, der alle forekommer i de europæiske lande herunder i Danmark.

De ligner blandt andet hinanden, ved at der er store variationer inden for den enkelte kultur. Hver af kulturerne er udviklet sammen med en trosretning, men flertallet af folk, hvad enten de er kristne, muslimer eller jøder praktiserer ikke denne tro bortset måske fra fejring af højtiderne.

De, der er interesserede i religionen, vil vide eller hurtigt opdage, at troen praktiseres i både gammeldags og moderne fortolkninger. De konservative fortolkninger tager ofte udgangspunkt i de hellige skrifter, som fortolkes meget bogstaveligt. Både Det Gamle Testamente og Koranen er skrevet sammen på en tid, hvor samfundene i høj grad var dominerede af mænd. Det er blandt andet derfor vigtigt, at de moderne fortolkninger vinder udbredelse ikke mindst hos de kvinder, der er interesserede i at opføre sig i overensstemmelse med den rette tro.

Den gamle fortolkning er i reglen patriarkalsk. Manden er husherre i familien og kan kræve fuldstændig lydighed af konen og børnene. Til gengæld er han ansvarlig for deres opdragelse og underhold med mad og klæder og tag over hovedet. Manden kan gifte sig med flere koner og kan alene bestemme over familiens formue og eventuel skilsmisse. Fortolkningen kan være i overensstemmelse med sædvanerne i de områder, som folk kommer fra og være uden hold i de hellige skrifters tekst. Man tror bare at de findes i bøgerne.

Et eksempel fra min undersøgelse i landdistrikterne i Pakistans fire provinser kan nævnes. I Sindh og Punjab skal forældrene sørge for medgift til deres datter, når hun skal giftes. Derimod i den nordlige provins, der grænser op til Afghanistan og i Baluchistan, er medgiften en forpligtelse, der hviler på brudgommen.

Denne fortolkning har man i praksis gjort op med i flere muslimske lande. I Tunis, der regner sig for et muslimsk land, og som bekender sig til sharia, er lovgivningens indhold helt moderniseret. Ægtefællerne er efter loven ligestillede. Ingen kan tvinges til ægteskab. Enhver mand over 20 år og enhver kvinde over 17 år kan frit indgå ægteskab (par. 5,2). Er de yngre, skal de have tilladelse fra retten, og den gives kun, hvor der er tvingende grunde, og hvor tilladelsen er i begge parters klare interesse (par. 5,3). Flerkoneri er forbudt (par.18). Skilsmisse er muligt, men kun ved rettens hjælp, og retten vil først forsøge en mægling mellem parterne (par. 31). Lykkes mæglingen ikke, bevilges skilsmissen med bestemmelser om børnene og om underhold til børnene og hustruen (par. 32). Denne retsorden har store ligheder med de skandinaviske familielove.

De vers i Koranen, der giver mulighed for en moderne fortolkning har følgende ordlyd: »Hvis I frygter ikke at kunne handle retfærdigt mod de forældreløse, så gift jer med kvinder efter jeres smag, to, tre eller fire. Men hvis I frygter ikke at kunne behandle dem ligeværdigt, så (gift jer kun med) en« (Koranen 4:3) og : »I er aldrig i stand til at handle retfærdigt og ligeværdigt mod jeres hustruer, selv om I ønsker det brændende« (Koranen 4:129). Konklusionen er, at flerkoneri er uønsket, men kan tillades i specielle tilfælde. Normalt er det forbudt.

Når der er grund til at interessere sig for de forskellige fortolkninger, hænger det sammen med, at nye velmente politiske initiativer kan blive misfortolket eller misbrugt.

I Ontario-provinsen i Canada har man i 1991 gennemført en lovgivning, der accepterer mægling uden for retten i familiestridigheder. Lovgivningen er gennemført for at aflaste retten. Derfor har mæglerne myndighed f.eks. til at opløse ægteskaber og mægle i arvesager, idet man dog regner med, at mæglingen foregår i overensstemmelse med canadisk lov. Men det kan man ikke overkomme at efterkontrollere.

Det har i Canada fået en gruppe af meget konservative muslimer til at oprette en statsanerkendt mæglingsinstitution, hvor en imam kan være mægler, og grundlaget for mæglingen kan være en konservativ fortolkning af islamisk ret, altså sharia, hvis parterne accepterer.

Den form for religiøs frihed, som man her praktiserer, er i høj grad til drøftelse i Canada i disse år. Det er en farlig model. Især for de kvinder, der lever isolerede i de vestlige samfund, som ikke taler sproget, og som ikke er klar over deres borgerlige rettigheder.

Et særligt problem er, at ikke så få indvandrerfamilier følger et familiemønster, som er mere undertrykkende end den islamiske lovgivning. De tror, de følger sharia, men de lever efter sædvaner, som de har lært at kende i deres hjemstavn på landet f.eks. i Pakistan.

Mariam er uddannet og har arbejde i en bank. Efter ægteskabet har hun betalt hele sin månedsløn til manden, der sørger for familiens udgifter m.v. Selv en kop kaffe skal hun bede ham om penge til.

Hun har foreslået manden, at hun kan beholde 400 kroner af sin løn til personlige fornødenheder, men manden har afslået. De har rådført sig med en onkel, som har foreslået, at manden ikke sover sammen med konen, før hun igen er lydig over for ham. I mellemtiden kunne manden få tilfredsstillet sine seksuelle behov med en anden kvinde. Som sagt så gjort.

Nu søger Mariam skilsmisse, og hun kæmper for at få forældremyndighed over parrets to børn, der efter en gammeldags fortolkning af sharia tilhører manden.

Muslimske kvinder vil i tilfælde som dette oftest være bedre tjent med at følge dansk familielovgivning end sharia. Det er de måske også vidende om, men de har et ønske om at følge sharia. Derfor er det vigtigt at vide, at der findes fortolkninger af sharia, der ligger tæt på dansk familielovgivning.

Saida er blevet skilt efter dansk lov. Men hun følte sig ikke rigtigt skilt, hvis hun ikke også blev skilt efter sharia. Hun søgte derfor til det islamiske center i København. Men her mødte hun en atmosfære af mandehørm. Imamen ville forsøge at mægle mellem Saida og hendes fraskilte mand, så Saida gav hurtigt op, og hendes moder støttede hende i, at når man er udvandret til et andet land, bør man leve efter dette lands love.

Denne løsning kunne man kalde en sekulariseringsmodel, der adskiller tro og borgerlig ret. Men det er ikke en god løsning for mange kvinder, fordi de nok gerne vil skaffe sig de borgerlige rettigheder her i landet, men nødigt vil opgive at leve efter troen.

Farida er 21 år og veluddannet. Hun bor sammen med sine forældre, som har ønsket hende gift med en fætter i Pakistan, og det er hun gået med til under pres ved et besøg i landet. Men manden er endnu ikke kommet til Danmark. Der er nu gået to år siden ægteskabet, og hver gang hendes forældre har besøgt Pakistan, har hun bedt dem om at foranstalte en skilsmisse med den begrundelse, at ægteskabet ikke er fuldbyrdet.

Det er ikke blevet til noget, fordi forældrene hver gang er kommet under pres fra familien. Farida er nu gået til de danske myndigheder og er blevet skilt. Men hendes problem er ikke løst dermed, fordi hun oplever, at hendes familie ikke anerkender skilsmissen, ligesom den ikke vil blive anerkendt i Pakistan, hvor det er meget vanskeligt for kvinder at få skilsmisse. Hun vil derfor have en gyldig muslimsk skilsmisse, og det er ikke let, hvis man går til en af de konservative imamer i Danmark.

Et andet eksempel er morgengaven, som er nævnt i de fleste ægteskabskontrakter. Ideen er, at den skal sikre konen i tilfælde af skilsmisse eller mandens død. Men den måde, den registreres på, har ikke gyldighed i dansk ret.

Aysha fører for tiden en sag om at få sin fraskilte mand til at betale 20.000 kroner, som han har lovet hende i morgengave i ægteskabskontrakten. Men retssystemet kender ikke til regler om morgengave, det er hundrede år siden, man havde morgengave i Danmark. Hvis morgengave kan forstås som en brudepris, er den ulovlig og anstødelig. Hvis det er en gave, er de formelle regler for gaver ikke overholdt.

En løsning på den type problemer kunne være, at man fra den danske stats side forlanger, at der anvendes kontraktformularer, som respekteres i danske retssale, og at muslimer ved indgåelse af ægteskab hos imamen underskriver en erklæring, en såkaldt Talaq-i-tafwid, der giver manden og kvinden lige ret til skilsmisse. Det vil give kvinden den ligestilling, som hun har efter dansk ret. Der kan også være grund til at nævne, at tvangsægteskaber ikke er lovlige under sharia, men de er godtaget under den sædvaneret, der hersker i landdistrikterne (for at bevare jorden i familien).

Den adskillelse mellem borgerlige rettigheder og religiøse forhold, som følges her i Danmark, rejser problemer, som kunne løses ved, at det offentlige før anerkendelse af religiøse handlinger stiller krav, der sikrer en moderne fortolkning af handlingen.

Det skal dertil bemærkes, at muslimer verden over ikke er enige. Der findes lige så mange grupperinger og sekter inden for muslimernes verden, som der er grupperinger og sekter inden for den kristne eller ikke-troende verden. Det er derfor vanskeligt at nå til enighed om én universel islamisk erklæring om menneskerettigheder. Tilsvarende vanskeligheder forekom inden for kristendommen, da man begyndte på debatten om adskillelse af stat og religion. Her skilte man sig i katolikker og protestanter, og der opstod yderligere opdelinger blandt protestanterne.

Og det er vigtigt, at man fra det offentliges side finder frem til at styrke de moderate og verdslige og progressive kredse over for de konservative radikale og begynder at interessere sig for imamernes almene uddannelse og åbne øjnene for troens forskellige fortolkninger.

Et aktuelt eksempel ser man i den kinesiske republik, hvor der bor 20 millioner muslimer. Her har man i Ningxi-provinsen godkendt, at imamer også kan være kvinder, hvis de har den fornødne uddannelse Det giver muligheder for at fremme kvindelige perspektiver og sikre en ligestilling mellem kvinder og mænd.

En præst i folkekirken har et kendskab til det danske samfund, som man burde kunne finde hos alle religiøse ledere i Danmark. Præsten forstår og taler dansk og ofte et fremmedsprog. Det ville også være et rimeligt krav at stille til andre religiøse ledere. I Holland forlanger man, at imamer bliver uddannet, så de har et rimeligt kendskab til lovgivningen og specielt undervises de i børns rettigheder og i, hvad det i praksis betyder, at kvinder er ligestillede og har lige rettigheder som mænd.

Der findes i Holland som i Danmark ingen krav om, at kvinden viser lydighed over for manden. Ægtefællerne er lige stillede og må finde frem til fælles løsninger. Til gengæld er det ikke manden, der alene har pligt til at underholde familien. Det er en pligt, som ægtefællerne må dele.

Ved universitetet har man i nogle år haft et kursusfag i islamisk ret. Det er et valgfag for jurastuderende og har god søgning. Men der vil gå en del år, før man i administrationen og retten har fået en tilstrækkelig indsigt til at kunne forstå folk med en muslimsk baggrund. Det er vigtigt, at man ikke lader sig løbe over ende af aktive fundamentalister, men kan møde dem med en viden om muligheden for flere fortolkninger og dermed for løsninger, der er bedre i overensstemmelse med danske indstillinger.

Der kan være grund til at understrege, at mit ærinde på ingen måde er at fremme en islamisk stat. Tværtimod går jeg ind for en verdslig stat, hvor religionen er en privatsag. Men indtil videre er det tydeligt, at religionerne ikke lever adskilt fra staterne, men i høj grad gør sig gældende i europæisk og international politik.

Men jeg tror, det er værd at arbejde for en adskillelse af stat og kirke, men således at staten - i modsætning til den canadiske model - påtager sig et ansvar for at sikre alle en frihed imod religiøs undertrykkelse.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce