Hadets rødder

Kroniken
FOR ABONNENTER

Terrorangrebet i USA er ikke udtryk for religionernes eller kulturernes sammenstød, og når nogle arabere jubler over tragedien, er det, fordi bin Laden, ligesom Saddam Hussein, har ydmyget USA, der støtter Mellemøstens despoter, skriver kronikøren, der er journalist.

De to mest populære personer i den arabiske verden er USAs argeste fjender. Saudiaraberen Osama bin Laden og irakeren Saddam Hussein.

Det må give stof til eftertanke.

Det er ikke islam, der er hovedårsagen til de arabiske befolkningers ofte rabiate antiamerikanisme. I modsætning til bin Laden er Saddam Hussein ingen islamist. I bin Ladens verdensbillede repræsenterer han snarere en form for kætteri. Det, der forener de to, er hadet til USA. Saddam Hussein bruger islam som et politisk redskab. For bin Laden er islam både midlet og målet.

Saddam Hussein er som ledende medlem af Ba'ath-partiet, der bekender sig til en slags arabisk socialisme, medansvarlig for den udvikling, der gjorde Irak til det mest sekularisede land i den arabiske verden, på vej mod modernitet. Det ændrede sig under den otte år lange krig med Iran i 1980erne, da han appellerede til folkets offervilje og den arabiske verdens sympati gennem hyppige citater fra Koranen og påkaldelse af Allahs navn.

Invasionen af Kuwait, proklamerede Saddam Hussein, var blot første skridt hen imod Jerusalems befrielse.

Han opnåede således den effekt, at invasionen af Kuwait, der var et brud på den panarabiske solidaritet, havde et højere religiøst formål. Denne linie har Saddam Hussein fortsat, med det resultat at han i brede folkelige kredse i Mellemøsten opfattes som troens sande vogter og de hellige steders forsvarer. Dette i modsætning til de fleste arabiske ledere, der ofte beskyldes for på grund af pres fra USA at have opgivet den hellige krig mod Israel og affundet sig med jødernes annektering af den palæstinensiske del af Jerusalem. Den rummer det tredjevigtigste hellige sted i islam, Haram el-Sharif, den ædle helligdom, som jøder og kristne kalder Tempelbjerget.

Saddam Hussein er irakisk nationalist. Hans invasion af Kuwait var ikke blot motiveret af ønsket om at bemægtige sig kuwaitiske oliefelter eller at opnå bedre adgang til havet, men også af ønsket om at korrigere den uretfærdighed, irakerne mener, der blev begået da kolonimagterne efter Første Verdenskrig sønderdelte det ottomanske imperium. De trak nye grænser i ørkensandet og oprettede det nye Kuwait, der traditionelt havde været en provins i det område, der senere blev Irak.

Det forholder sig omvendt med bin Laden. Han er modstander af arabisk nationalisme, som han opfatter som et kolonialistisk påfund påtvunget araberne, for at Storbritannien og Frankrig lettere kunne kontrollere dem.
Bin Ladens holdning korresponderer med en ortodoks udlægning af Koranen. Ifølge den udgør araberne én nation, ét Hus og fællesskab. Arabisk nationalisme er ikke blot antiislam, men tjener også til at undertrykke de arabiske befolkninger, der udnyttes af korrupte herskere.

Hans mål er derfor at omstyrte de eksisterende arabiske regimer og samle araberne i et fællesskab bygget på Koranens religiøse forskrifter. For at nå dette mål må bin Ladens terrororganisation bekæmpe USAs indflydelse i Mellemøsten. Han opfatter, ikke med urette, USA som garant for sine arabiske fjender, de arabiske herskere bl.a. i Egypten, Saudi-Arabien, Jordan og Marokko, de såkaldte moderate arabiske regimer, der opfattes som USAs lydstater.

Bin Laden er ikke blot en gemen terrorist med et horn i siden på USA. Han er motiveret af en drøm om at reorganisere den arabiske verden. USA står ham i vejen, derfor bekæmper hans terroristorganisation USA globen over. Bin Ladens hellige krigs mål er at befri den arabiske verden. Det er derfor for simplistisk at fremstille den aktuelle konflikt som en kamp mellem kristenheden og islam. Der er snarere tale om en muslimsk indbyrdeskrig, der ikke blot er farlig for Vesten, i første række for USA, men også bringer de bestående regimer i de arabiske lande i fare.
Det, der forener bin Laden og Saddam Hussein, er således ikke bekymring i islams fremtid, men hadet til USA.
For at illustrere det mere håndgribeligt. Bin Ladens terrorister bekæmper amerikanske militære installationer i Saudi-Arabien, fordi han opfatter amerikanske troppers tilstedeværelse i Saudi-Arabien som gudsbespottelse. De besmitter de hellige byer, Mekka og Medina, der er knyttet til profeten Muhameds liv og åbenbaringer.

Saddam Hussein er også modstander af de amerikanske baser i Saudi-Arabien, ikke af religiøse årsager, men fordi de udgør en trussel mod hans diktatur.

Denne taktiske alliance mellem to krigsforbrydere sandsynliggør amerikanske efterretningskilders teori om, at Irak har andel i terroren i USA.

Arabiske lederes højtidelige fordømmelse af terroraktionerne kan ikke skjule den kendsgerning, at store dele af de arabiske befolkninger fejrede dem som udtryk for, at den arabiske verden, der føler, at den konstant bliver ydmyget af USA, kunne slå igen.

I mange araberes øjne eksisterer der to billeder af USA. Et virkelighedsbillede og et drømmebillede.

Det første omfatter USAs rolle i Mellemøsten.

Drømmebilledet genspejler oplevelsen af USA som et jordisk paradis. Det grønne kort, der giver ret til at søge beskæftigelse i USA, er billetten til uddannelse, penge og en tilværelse i frihed. Det er ikke det amerikanske samfund, der er fjenden, men USAs politik i Mellemøsten, der støtter korrupte eneherskere, som ikke har nogen legitimitet i befolkningernes øjne. Dertil kommer selvfølgelig USAs rolle i Palæstinakonflikten, der, med rette, opleves som proisraelsk.

Den bidrager til opfattelsen af, at USA er despoternes allierede. Men Israel er ikke hovedsagen, og det amerikanske dilemma i den arabiske verden ville ikke blive løst, selvom Israel forsvandt fra landkortet.
Der findes en vittighedstegning, der illustrerer de arabiske befolkningers ambivalente holdning til USA.

Uden for en amerikansk ambassade i et arabisk land demonstrerer vrede mennesker med stenkast og rituel afbrænding af det amerikanske flag.

En diplomat træder frem og råber.

»Vi har et hundrede visa til fordeling. Hvem melder sig?«.

Stenene falder til jorden, og en skov af hænder rækkes i vejret.

Vittigheden ligger som de fleste gode vittigheder så tæt op ad virkeligheden, at situationen er genkendelig.

For et par år, siden så jeg den bekræftet under en rejse i Iran, hvor USA siden Khomei-revolutionen i 1979 er blevet fremstillet som Den Store Satan, alle onders rod.

Vi stod i en klassisk persisk have i Isfahan, da en gruppe skolepiger, klædt anstændigt i chador, passerede.

Vi faldt i snak. Pigerne ville gerne prøve deres engelskkundskaber. De stod over for studentereksamen.

Vi snakkede om dit og dat. Til sidst ville jeg vide, hvor mange der gerne ville studere i USA.

Pigerne skottede til de to lærerinder, der ledsagede dem, og så rakte alle hånden i vejret.

Der bor syv millioner muslimer i USA. En folkevandring ville følge, hvis USA åbnede for indvandring fra Mellemøsten. Jeg vil endog vove den påstand, at de antiamerikanske arabere, der hylder terrorangrebene sidste uge, ville foretrække udvandring til USA frem for til noget europæisk land, inklusive det danske smørhul.

Problemet er, at de arabiske befolkninger lever i samfund, der måske med en enkelt undtagelse er despotier, styret af små kliker, der betragter samfundet som et tagselvbord, hvor det gælder om at rage til sig og sine, så længe man er ved magten.

Denne holdning er i modstrid med den traditionelle opfattelse af forholdet mellem herskeren og hans undersåtter i den arabiske verden.

Ifølge denne eksisterede der en slags kontrakt mellem de to parter. Det var herskerens opgave at beskytte undersåtterne og sørge for deres velfærd og udøve det, der traditionelt blev opfattet som retfærdighed.

Til gengæld stillede undersåtterne ingen spørgsmål med hensyn til herskerens ret til at regere.

I de moderne arabiske samfund er denne kontrakt brudt. Kongerne, diktatorerne og de andre eneherskere er ikke befolkningernes beskyttere, men deres undertrykkere.
I den henseende er der kun ringe forskel mellem de såkaldte radikale arabiske lande og de moderate. I begge tilfælde er opposition bandlyst, modstandere af regimet har valget mellem at gå i eksil eller i fængsel.

Et karakteristisk eksempel er behandlingen af professor Saad e-Din Ibrahim, den egyptiske sociolog, der for nylig blev idømt syv års fængsel på grundlag af anklager, som bærer tydelige spor af politisk forfølgelse.

Saad e-Din Ibrahim var leder af det eneste uafhængige institut for socialforskning i den arabiske verden, Ibn Khaldoun-centret i Kairo.

Han har beskæftiget sig med ømtålelige problemer i det egyptiske samfund, borgerrettigheder, den koptisk-kristne minoritet, kvindespørgsmål og så videre.

Et af anklagepunkterne var, at Saad e-Din Ibrahim havde misbrugt midler bevilget af EU til forskning. Det afviser EU, der er fuldt tilfreds med Ibn Khaldoun-centrets regnskabsaflæggelse. Det var den egyptiske domstol imidlertid ikke.

Egypten tilhører gruppen af moderate arabiske lande, som USA opfatter som en slags allierede i modsætning til de radikale lande som Syrien, Algeriet og Sudan, for ikke at tale om Irak.

Washington er præsident Hosni Mubaraks garant. Egypten får årligt i økonomisk og militær hjælp cirka tre milliarder dollar. Sammen med Israel står Egypten øverst på listen over modtagerlande.

Men set med den almindelige egypters øjne er Mubarak ingen garant for hans velfærd.

Der er ingen trøst at hente i den arabiske verden ud over i islam. Ingen tro på en bedre fremtid. Frustrationen gælder ikke blot det fattige flertal, men også den spirende mellemklasse, som magthaverne på den ene side ved, er kimen til økonomisk udvikling, men som de også frygter, fordi jo stærkere mellemklassen vokser, jo højere lyder dens krav om politisk reform, hvilket er ensbetydende med det systemskifte, som magthaverne frygter.

USAs rolle i den arabiske verden er således synonym med despoti og undertrykkelse. Det er i dårligt selskab. Dets dilemma er, at det ikke har noget valg. Alternativet til præsident Mubarak er formodentlig noget, der er værre, f.eks. islamisk fundamentalisme og dermed Egyptens overgang til de radikale landes lejr.

Washington opfatter ikke uden grund Mubarak som en modererende faktor i den arabiske verden. Hans støtte til Bush senior under Golfkrigen mod Saddam Hussein for ti år siden var af afgørende betydning for den internationale alliance, som præsidenten fik strikket sammen. Det var vigtigt at have Egypten med på vognen, fordi Jordan og Marokko fulgte efter. Det gav det indtryk, at Golfkrigen var et arabisk-vestligt felttog mod Saddam Hussein, ikke fordi han var araber, men fordi han var en urostifter.
Samme situation er Bush junior i for tiden. Det er psykologisk vigtigt at have muslimer med, når muslimsk terror skal bekæmpes.

Mubarak er således en nyttig allieret, set fra Washington. Han er også den eneste arabiske leder, der har indflydelse på Yassir Arafat, lederen af den palæstinensiske befrielsesbevægelse. De mødes hyppigt, ofte flere gange om måneden. Når Arafat vender hjem fra sine talrige udenlandsture, rapporterer han ofte først til Mubarak, før han underretter sine egne ministre i Ramallah eller Gaza.

USAs kortsigtede taktiske interesser kolliderer således med dets strategiske interesser, der må erkende, at tiden er ved at løbe fra de nuværende magthavere i den arabiske verden, og at USA må forberede sig på en politisk omstilling.

Inden der er gået tyve år, vil den egyptiske befolkning have rundet 100 millioner De voksende problemer vil udløse stigende undertrykkelse af befolkningen, der ikke har nogen politisk mulighed for at give udtryk for sin frustration. Uddannelsessektoren producerer morgendagens arbejdsløse.
USA må på en eller anden måde komme udviklingen i forkøbet og gøre det forståeligt for arabere, at der er andre veje end dem, bin Laden og Saddam Hussein repræsenterer.

Et første skridt kunne være en mere aktiv amerikansk indgriben i Palæstinakonflikten, selv om den ikke er det centrale i det problematiske forhold mellem USA og de arabiske befolkninger. Israel opfattes som et produkt af USAs politik og et redskab for samme. Det er mere forkert, end det er korrekt, men det afgørende er, at således opfattes det i den arabiske verden. At Israels oprettelse også var et resultat af sovjetisk politik efter Anden Verdenskrig har den arabiske verden enten glemt eller tilgivet Moskva, der under den kolde krig valgte at støtte de arabiske lande mod Israel.

Moskva bærer en stor del af skylden for udbruddet af Seksdageskrigen i 1967, der resulterede i Israels sejr og katastrofale erobring af den arabiske del af Jerusalem med Tempelbjerget og de muslimske helligdomme.

Den arabiske verden har efterhånden affundet sig med Israels oprettelse i 1948 og dets fortsatte eksistens. Palæstinenserne er ikke populære i Mellemøsten. Deres skæbne optager sindene, ikke mindst fordi de er ofre for USAs og Israels politik.

Med Jerusalems besættelse forholder det sig anderledes. Den hellige by er ikke blot den arabiske, men også den muslimske verdens anliggende. 1,2 milliarder muslimer er gennem religionen knyttet til Jerusalem. At der er tale om mytologi, fordi profeten formentlig aldrig har besøgt Jerusalem, er underordnet. Tanken om hellige steder under jødisk kontrol, kan sætte sindene i kog fra Indonesien til det nordlige Nigeria.

Set med muslimske øjne støtter USA denne gudsbespottelse gennem sin politiske og økonomiske hjælp til Israel. Fanatiske jøders og kristnes tågesnak om genoprettelsen af et jødisk tempel på ruinerne af Al Aqsa-moskeen er et muslimsk rædselsscenario.

Det er derfor i USAs strategiske interesse, om nødvendigt, at gennemtvinge en løsning på Palæstinakonflikten og spørgsmålet om Jerusalems fremtid, der belaster USAs forhold til de arabiske befolkninger.

Krigen mellem Osama bin Laden og den antiterroralliance, som USA nu konstruerer, bør ikke opfattes som udtryk for religionernes eller kulturernes sammenstød.
Der er tale om en organisation, hvis politiske mål er en reorganisering af den arabiske verden og en tilbagevenden til en politisk tilstand, som er i overensstemmelse med en ortodoks fortolkning af forholdet mellem det arabiske folk og dets tro. De midler, den tager i anvendelse, repræsenterer en perversion af islam, på linie med de fundamentalistiske Hamas- og Jihadbevægelser i Palæstina. At denne perversion vækker så bred, positiv genklang i de arabiske befolkninger, skyldes ikke i første række sympati for Osama bin Ladens islamiske fundamentalisme, men snarere USAs ulykkelige rolle i Mellemøsten på despoternes side, mod befolkningerne.

Den forestående kamp mod terror er nødvendig, men det må erkendes at det er en kamp mod symptomet, ikke mod sygdommen.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce