Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken

Fysisk vold må ikke mødes af stilhed

Politiet og familien ville gøre mit overfald racistisk. Hvad sker der?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Jeg har gjort en ting, der er yderst strafbart i Danmark. Jeg er mig selv. Eller rettere, jeg var mig selv. Og det i fuld offentlighed.

For nu gør jeg det ikke mere. Holder min mand i hånden på gaden. Manden vil egentlig stadig gerne, men jeg synes, det bliver sådan noget klister. Det er det, jeg siger. Det er ikke det, jeg mener. Inderst inde. Jeg er nemlig blevet bange.

Hvis jeg skal overtales, skal jeg i hvert have drukket lidt. Og så gider jeg godt. Men vi slipper altid hinandens hænder, hvis vi støder ind i en gruppe på mere end to, fordi man aldrig ved, hvad man får i hovedet efterfølgende. Jeg er ligeglad med alle de verbale ord-udladninger – dem har jeg prøvet så tit – men er ikke så vild med de fysiske. Det har et møde resulteret i. Et møde, der blev lidt mere end fysisk.

Jeg blev slået ned for halvandet år siden midt på Vesterbrogade og blev af myndighederne efterfølgende behandlet, som om det nærmest var min egen skyld. Og hurtigt blev mit overfald skubbet over i journalerne hos politiet som noget, jeg selv havde været ude om. Jeg havde været ude den aften på Centralhjørnet og set Melodi Grand Prix. Og jeg var så smuttet hjem hen ad klokken tre – alene – fordi manden var et eller andet sted i Jylland i en eller anden sportshal for at producere showet til hele DK – og så skete det.

Jeg kan ikke huske så meget af det.

Andet end der pludselig kom tre løbende bag mig, og det gik stærkt. Jeg blev pandet ned, de rodede i mine lommer, jeg lå på asfalten. De sparkede mig i ansigtet, jeg flækkede min læbe og fire tænder. Så kom der en mand fra døgn-sandwich-baren løbende og de stak af. Han fik mig på benene.

De havde ikke taget min pung, de havde ikke nået det. Jeg blødte ret kraftigt. Han ville ringe efter ambulancen, men jeg kunne ikke lige overskue det og ville bare hjem. Så fulgte han mig hjem. Eller hen til gadeporten. Og så gik jeg op. Og det var først i spejlet, jeg godt kunne se, at det vist ikke helt var i orden.



Jeg gik igen ned på gaden, men har noget med taxaer og fremmede folk, så turde ikke rigtig tage en vogn. Jeg fik fat i manden på mobilen. Han fik mig overtalt. Jeg prøvede at stoppe et par, men de ville ikke have mig med, fordi jeg blødte så meget. Og så prøvede manden fra den jyske sportshal at ringe til en ambulance, men de havde ikke tid, hvis jeg var ved bevidsthed. Så kunne jeg selv opsøge en skadestue.

Den eneste bil, der stoppede og ville have mig med, var en pirat-taxa. Det anede jeg bare ikke, da jeg satte mig ind i den. Der kom en mand løbende ud fra sin bil og hen mod mig, mens jeg stod med manden i mobilen. Manden fra bilen sagde, han ville hjælpe mig. Han virkede flink. Han ville køre mig til skadestuen på Rigshospitalet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce