Ofre. Rapmusikerne Ayman og Khaled i Marna House i Gaza By.
Foto: Jens Nauntofte

Ofre. Rapmusikerne Ayman og Khaled i Marna House i Gaza By.

Kroniken

Hallo - der er telefon fra Gaza

Jens Nauntofte har spurgt Hamas’ udenrigsminister, hvad han ved om Danmark.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Pain I confess I possess by the stress Burning deeply in my chest What surround me is a mess No changes could be seen You don’t know who is mean When will we get Falasteen? (Af Ayman Mghamis, rapsanger i Gaza)

Jeg sidder i Gazas aftenmørke og lytter til den 25-årige rapmusiker Ayman. Strømmen af ord glider fra ham som guirlander, der svøber sig om os i natten. Da jeg spørger ham: Kender du ham, der rappede på telefonen under Israels krig forrige år, og som jeg hørte i radioen i Danmark? Ayman kikker underfundigt på mig, trækker en cd op af tasken og rækker mig den: »Det må være mig, du taler om. Den her cd ’Hip hop i Gaza’ er netop udkommet, læs titlen til skæring 2«. Jeg læser, at der står: ’Telephone call under siege’, ’Telefonopringning under belejring’, der blev til et råb ud til omverdenen fra et indespærret Gaza, nu støbt ned i en cd, der bevæger sig rundt fra hånd til hånd og gør de minutter i 2009 udødelige.

Aymans stemme har sin egen påtrængenhed. Ligesom hans kammerat, musikeren Khaled, der sidder i kurvestolen og stirrer uafvendt på mig, som var mine notater på blokken en ny chance for kontakt med omverdenen. Ayman og Khaled er nok, som de siger, håbløst indespærrede i dette Gazafængsel, men deres ord kan noget magisk, de rækker ud over grænser og forvandler afstandene til nærhed.

De minder mig om noget. Hvad er det? Pludselig er der hul i erindringen. Nu ved jeg det: Poul la Cours digt fra de år i 1940’erne, hvor mørket lagde sig over Danmark: Unge, drengede Stemmer, Saarbare, ru og ømme Trænges i Telefonen Ind mod mit Øres Tragt. Det koger af Afstand derude, det sner med Tid herinde, Tid, som forlod os alle. Og Tak fik jeg aldrig sagt. Det er en nattesort aften. Vi sidder i hotelhaven til Marna House, pakket ind 30 graders hed nattevarme. Hvis Ayman og Khaled kunne rejse frit ud af Gaza, ville de forsvinde over grænsen (kun 30 km borte) inden midnat, som havde de en raket i røven. Men sådan spiller klaveret ikke i Gaza. Hverken det islamistiske Hamasregime i Gaza eller nabolandene Israel og Egypten vil have palæstinensere rendende frit rundt.

Så de to unge mænd nøjes med at drømme om at blive inviteret til København med deres rapband. Specielt Danmark spiller en væsentlig rolle i deres tanker, for det er herfra det stærkt beundrede band Outlandish er udgået. De føler sig så tæt på de tre Outlandishmusikere, som var de vokset op sammen, et alter ego i den fri verden, som de kun kender fra YouTube og cd’erne. Men de ved, at bandet var i Kairo for at optræde, og at alle de unge i Gaza var syge om hjertet over ikke at kunne få udrejse bare en enkelt aften.



»Hvordan gik det til, Ayman, med den raptekst på telefonen«, spørger jeg. »Var det din egen idé?«.

Den unge tjener serverer en ny omgang frisklavet tyrkisk kaffe med kardemomme. Dette er tjenerens yndlingsbord. Her kommer rapdrengene hver aften og spiser. Bordet flyder med åbne laptops, for der er gratis netadgang.

»Det var en speciel dag, den 16. dag i krigen (2009, red.)«, svarer Ayman. »Min ven Tamer ringede fra Ramallah og ville høre, hvordan vi klarede os. Da jeg begyndte at svare, afbryder Tamer mig: »Vent Ayman, jeg slår lige båndoptageren til. Kør nu, som om du rappede til mig«. Jeg kommer i gang med at sige, at jeg er bare en »voice of the voiceless«.

Samtidig ved jeg godt instinktivt, at det her er historisk. Der er aldrig en rapsanger, mig bekendt, der har rappet spontant fra en krigsskueplads på telefonen. Min første strofe lyder sådan: I’m the one who is rapping now The lyrics are coming from me I gave you everything I had and you gave me back tears what have I done except accepting peace?

»Jeg rapper«, forklarer Ayman videre, »at der er luftkrig, og fortæller, hvor bomberne lander. For mit indre øje ser jeg, hvad der skete i går. De dræbte børn, der ligger livløse uden arme eller ben mellem ruinerne. Husene, der falder sammen som korthuse, når de bliver ramt af en fuldtræffer. Det er images, der hvirvler gennem min erindring og forvandler sig til tekst, som en båndoptager for enden af telefonledningen ovre på Vestbredden nu optager.

I mig snurrer tankerne om Beginfolkenes massakre på den palæstinensiske landsby Deir Yassin i 1948, hvor over 100 landsbybeboere blev myrdet, eller Sabra og Chatila i september 1982, hvor kristne falangister opmuntret af Begin og Sharon myrdede civile palæstinensere i flygtningelejre i Libanon. Det er ikke let at tænke på, at i alle de mellemliggende år har vi intet opnået! 90 procent af vore sange og digte handler om den livslange besættelse, som ikke vil ophøre. Det gik gennem mit hoved. Det sang jeg«.

»Tyve minutter efter ringede Tamer mig op og sagde, at om to minutter blev det sendt på radioen, og jeg kunne lukke op og lytte med. Jeg var euforisk. Jeg havde aldrig været i radioen før. Men når jeg ikke deltager i vort forsvar mod Israel, så er det min måde at forklare verden på, hvordan jeg og palæstinenserne har det. Vi savner ikke fødevarer, hvad vi har brug for, er følelsen af menneskelighed – humanity, forstår du, hvad jeg mener?«.

»Når jeg vågner om morgenen, ligger jeg og hører bragene og tænker på det liv, jeg lever, og hvordan det kunne være, hvis vi havde fred. Men det er desværre noget, der kun eksisterer i mine drømme«.

Ayman får fyr på en vandpibe og holder nøje øje med kulstykket, der ligger og lyser oven på frugterne. Han fortæller, at få dage efter at han var i radioen, angreb israelske fly det hus, han boede i. En raket smadrede gennem vinduet og dræbte hans fader, mens Ayman selv lå og sov i naboværelset. Samme nat blev 17 palæstinensere i nabobygningen dræbt.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce