CO2 på havsens bund

Olieindustrien har både vilje og evne til at stabilisere indholdet af kuldioxid i Jordens atmosfære. Kronikøren, der er bestyrelsesformand og adm. dir. for den amerikanske olieteknologivirksomhed Schlumberger, fortæller hvordan.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Olieindustrien har både vilje og evne til at stabilisere indholdet af kuldioxid i Jordens atmosfære. Kronikøren, der er bestyrelsesformand og adm. dir. for den amerikanske olieteknologivirksomhed Schlumberger, fortæller hvordan.

Tidsalderen for de fossile brændstoffer - og her især olie - har givet hidtil uset velstand og personlig frihed for mange. Men det hører med i billedet, at en tredjedel af verdens seks milliarder mennesker i dag kun har meget begrænset adgang til energi.

Fordelen ved billig energi for de rige lande er åbenlys, og det burde være lige så oplagt, at udviklingslandene kan forbedre deres levestandard, hvis de også får mulighed for at købe eller producere billig energi af høj kvalitet.

Adgang til uddannelse og billig energi er de to afgørende faktorer, når det drejer sig om at skabe en bæredygtig verden. Fossile brændstoffer er en måde, hvorpå Jorden har oplagret en lille del af den energi, som den har modtaget fra solen gennem de seneste hundreder af millioner år. Og fossile brændstoffer er den mest effektive og bekvemme energikilde, vi har til rådighed.

Reserverne er begrænsede, men de har potentialet til at forsyne verden med hovedparten af den energi, som vi i stigende grad har behov for, indtil andre energikilder bliver rentable senere i dette århundrede.

Verden har sat spørgsmålstegn ved sin afhængighed af olie og gas på to fronter: forsyningen og nu de miljømæssige omkostninger. Det er lærerigt at undersøge energikrisen i 1970'erne, hvis man vil forstå fremtiden. Olieindustrien gav i bogstavelig forstand kraft til udviklingen af de vestlige økonomier efter Anden Verdenskrig.

Olieselskaber blev betragtet som moderne, rene, nyskabende og frem for alt pålidelige leverandører af et produkt, som var nødvendigt for at forbedre levestandarden og miljøet. Imidlertid opstod der i slutningen af 1960'erne tvivl om størrelsen af oliereserverne. Romklubben konkluderede i sin rapport fra 1972, 'Vækstens begrænsninger', at den samlede mængde oliereserver i verden kun var på 550 milliarder tønder.

Samtidig forudsagde Jimmy Carter, at oliereserverne stort set ville være opbrugt med udgangen af 1980'erne.

Bekymringen om, at politiske og ressourcemæssige forhindringer ville begrænse olieforsyningen, fik priserne til at stige kraftigt. Højere priser bremsede den økonomiske vækst, og i slutningen af årtiet begyndte efterspørgslen efter olie at falde for første gang i industriens historie.

Som reaktion på de højere priser og på bekymringerne om forsyningen iværksatte olieindustrien en omfattende og verdensomspændende plan. Man ville udvinde fossile brændstoffer ved hjælp af stadig mere sofistikeret teknologi, som gjorde det muligt for industrien at finde og udnytte nye reserver og udvinde mere olie fra eksisterende felter.

I sin rapport fra 1981 skønnede den amerikanske Geologiske Inspektion, at verden højst kunne producere omkring 1.700 milliarder tønder, hvoraf 450 milliarder allerede var blevet brugt. Kun 15 år senere i 1996 skønnedes det i den samme rapport, at verden kunne producere næsten dobbelt så meget - eller 3.350 milliarder tønder - hvoraf næsten 900 milliarder allerede var blevet udvundet.

Det er bemærkelsesværdigt, at forudsigelserne om oliepriser på baggrund af denne store stigning i reserverne lå et godt stykke under forudsigelserne fra 1970'erne.

Dette er et pragtfuldt eksempel på, hvad den amerikanske økonom Julian Simon tænkte på, da han sagde: »Ressourcer er noget, der kommer fra menneskers bevidsthed, mere end de kommer fra luften eller Jorden«.

Olie- og gasindustrien har grund til at være stolt af deres bemærkelsesværdige bedrift.

I dag og de kommende 100 år er miljøhensyn et af de vigtigste emner, verden er stillet over for. Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at olie og gas skal vurderes på baggrund af deres belastning af miljøet.

Det er nødvendigt, at olie- og gasindustrien fortsætter med at gøre, hvad den har gjort med så stor succes i det sidste århundrede, nemlig at forbedre vore produkters energinyttevirkning og mindske de miljømæssige omkostninger ved at finde dem og bruge dem. Industrien har gjort kæmpe fremskridt, når det drejer sig om at mindske miljøbelastningen.

Den gradvise 'afkulning' (decarbonatisation) af vore produkter fører forbrugeren mod brintbaseret brændstofcelleteknologi.

Det er en energiform, der - idet den anvendes - ligesom elektricitet ikke skader miljøet. Denne nye teknologi forventes at få særlig betydning i transportsektoren og kan forbedre livskvaliteten i storbyer.

Imidlertid har miljødebatten ofte meget lidt at gøre med miljøet. Den er mere en filosofisk diskussion af, hvordan vi burde leve. En af konklusionerne i Al Gores bog 'Jorden i balance' er, at »den moderne industrielle civilisation, som den i øjeblikket er organiseret, er på kollisionskurs med vor planets økologiske system«.

Kort sagt, den industrielle model, som den vestlige civilisation bygger på, ødelægger på en egoistisk måde den verden, som vore børn skal arve. Og udviklingslandene bør ikke forsøge at kopiere vores model, selvom enhver kan se, at den giver os i Vesten store materielle fordele.

Al Gores skyldbevidste indfaldsvinkel rummer mange følelser, som jeg, der er opvokset som protestantisk og samvittighedsplaget skotte, umiddelbart kan genkende. Vi har brug for skyld, dommedag og ofre for at føle os veltilpasse. Men som Bjørn Lomborg viser i sin bog 'The Skeptical Environmentalist', passer kendsgerningerne simpelthen ikke ind i vores dommedagsprofetier om, hvad der sker med verden.

Han skriver for eksempel i indledningen, at »vi er ikke ved at løbe tør for energi eller ressourcer. Der vil blive mere og mere føde pr. individ af verdens befolkning. Færre og færre mennesker sulter. I 1900 blev vi gennemsnitligt 30 år gamle. I dag bliver vi 67. Ifølge FN har vi været bedre til at bekæmpe fattigdom i de seneste 50 år end i de foregående 500 år, og omfanget af fattigdom er mindsket i stort set alle lande«.

Dette betyder ikke, at fordi det går bedre, er alting godt nok, men den positive del af miljøforkæmperne er overbevist om, at bedre udnyttelse af ny teknologi er nøglen til en bedre økonomi og et bedre miljø og ikke det modsatte. De vigtigste årsager til menneskelig lidelse, miljøproblemer og manglende ressourcer ligger i befolkningsvækst, overbefolkning og fattigdom.

Den eneste vedvarende måde, hvorpå vi kan mildne disse problemer og forbedre levestandarden er ved at give alle adgang til uddannelse og billig energi. Det moderne menneske er måske den eneste dyreart, der reagerer på forbedrede livsvilkår ved frivilligt at mindske forplantningen. Denne overraskende kendsgerning bør være omdrejningspunktet for vore beslutninger i miljøspørgsmål.

Ingen steder er disse modstridende tilgange til miljøproblemer og deres løsning mere åbenlyse end i debatten om globale klimaforandringer. Vi diskuterer konstant de risici, der ligger i fortsat anvendelse af fossile brændstoffer, som er langt den billigste og mest bekvemme energikilde i dag.

På grund af en hysterisk mediedækning tror mange, at alle de dystre forud- sigelser om Jordens undergang bliver virkelighed. Times i London introducerer en artikel om flodoversvømmelser i Bangladesh med en kæmpe overskrift: '500 mennesker døde af Global opvarmning' I mellemtiden har en anden avis fundet synderen: »Vi er alle skyldige! Det er officielt, folk er skyldige i den globale opvarmning«. Så enkelt er det. Fordi du og jeg bruger fossile brændstoffer til at opnå energi, er vi ansvarlige for 5oo menneskers død i Bangladesh.

Dommedagsprofetier er så gamle som menneskeheden selv, de synes at opfylde et emotionelt behov, men har dog næsten altid været forkerte af samme årsag. De undervurderer fuldstændig menneskelig opfindsomhed og teknologisk formåen. Men mere farligt for verdens fremtidige sikkerhed er det, at de selv samme mennesker, som er villige til at betale enhver økonomisk pris for at beskytte miljøet og allerede selv har nydt godt af fordelene ved en fungerende økonomi, viser en forbløffende mangel på følsomhed over for dem, som ikke har.

Hvad er de grundlæggende kendsgerninger om kuldioxid og vort klima, og hvilke emner er vi nødt til at undersøge grundigere? Vi ved, at koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren er stigende, og at afbrænding af fossile brændstoffer formentlig spiller en afgørende rolle for denne stigning. Vi ved også, at kuldioxid i atmosfæren har stor betydning for drivhuseffekten. Fra dette udgangspunkt må vi intensivere vores forskning i klima, så vi kan finde svar på de grundlæggende spørgsmål.

Så kan vi træffe fornuftige økonomiske beslutninger. Et spørgsmål kan være, i hvor høj grad kuldioxid i atmosfæren indvirker på temperaturen.

Og er der andre årsager til den stigende temperatur? Hvad er omkostningerne ved at få styr på temperaturstigningen i forhold til ikke at gøre noget og forholde sig til omkostningerne ved en temperaturstigning? Ingen af disse spørgsmål er blevet tilfredsstillende besvaret.

Vi har ringe indsigt i global og regional klimaudvikling, og de biologiske, sociale og økonomiske konsekvenser af mulige klimaforandringer bliver der stort set kun spekuleret om. Men mens vi venter på svar, har vi ikke ret til at ignorere de risici, som klimaforandringerne har udløst. Vi kan ikke lade stå til.

Hvis det er nødvendigt af forholde sig til ophobning af kuldioxid i atmosfæren, så er der slet ikke tale om et uløseligt problem. Kuldioxid er ikke en form for radioaktiv eller kemisk forurening, som giver rynker i panden, når stoffet findes i den mindste koncentration i omgivelserne.

Stoffet er en naturlig del af vores miljø. Uden kuldioxid kunne planter ikke gro, og vores planet ville være et mere ekstremt og ugæstfrit sted at være. Vi er altså først og fremmest nødt til at være på vagt, så vi ikke får for meget af det gode i vores atmosfære.

Den kuldioxid, der frigøres ved forbrænding af fossile brændstoffer, forsvinder heldigvis ud i atmosfæren.

Desværre kan atmosfæren kun indeholde en relativt lille mængde kuldioxid og synes særligt sårbar over for tilførsel af mere. Biosfæren er heller ikke god til at opbevare kuldioxid, og den frigiver kuldioxid tilbage til atmosfæren lige så hurtigt, som den optager luftarten. Derimod er oceanernes beholdning af opløst kuldioxid 50 gange større end både atmosfærens og biosfærens, og havene kan sagtens absorbere meget mere. Desuden vil kuldioxid opløst i havet hurtigt danne karbonatforbindelser og undersøiske aflejringer, som kan binde enorme mængder kuldioxid i millioner af år.

Imidlertid er den naturlige overførsel af luftarter til havet langsom i forhold til atmosfærisk lufttilførsel. Det skyldes den langsomme dybtvandscirkulation på omkring 550 år.

Det ville derfor være meget fornuftigt at lede kuldioxiden uden om atmosfæren og lagre stoffet på det sted, hvor det før eller siden vil ende alligevel - i oceanerne og i undergrunden. Det amerikanske Dept of Energy skønner, at 200 års udledninger af kuldioxid fra afbrænding af fossile brændstoffer på det nuværende niveau kan absorberes eller afsondres to steder alene: i oceanerne og i tømte olie- og gasfelter.

Ideen om at gå uden om atmosfæren for at fremskynde den normale afsondringscyklus for kuldioxid har været meget debatteret. Der er lavet forskningsprogrammer, der skal sikre, at alle konsekvenser ved denne løsning er taget i betragtning. Vi skal ikke løse et miljøproblem ved at skabe andre. Ikke alene må vi sikre, at industrielt afsondret kuldioxid ikke er til skade for mennesker, vi må også sikre os, at det ikke har store negative virkninger på dele af vores natur.

Det mest reelle forslag er nok at lagre kuldioxid i tømte olie- og gasfelter. Faktisk gør industrien det allerede nu, når den bruger CO2-strømme til at forbedre tredjegangs-olieudvindingsprocessen.

Disse 'beholdere' (oliefelter) står stærkt, når det drejer sig om stabilitet, for de har indeholdt kulbrinter under havbunden i millioner af år. Det er imidlertid ikke nogen garanti for fremtidig stabilitet. Vil dæklaget eller selve det tidligere oliefelt nedbrydes som følge af trykforandringer eller af at være i forbindelse med de let syreholdige opløsninger, som dannes, når kuldioxid opløses i vand? Dette er et spørgsmål, som vi må svare på.

En anden hensigtsmæssig mulighed er at begrave kuldioxiden i havet.

Placering på lavt vand er nytteløs, fordi luftarten hurtigt vil stige op til overfladen og vende tilbage til atmosfæren. Imidlertid kan kuldioxid i langt højere grad end vand komprimeres, selv når det er i flydende form.

Ved tryk på over 300 atmosfærer - det svarer til dybder under 3.000 meter - er flydende kuldioxid tungere end havvand. Hvis man placere det i denne dybde, vil kuldioxiden falde ned på bunden af havet, opløses hurtigt og danne bikarbonationer, som med tiden vil bundfælles som karbonat.

Afsondring i oceaner indebærer en betragtelig omkostning med at komprimere luftarten til 4.500 psi og lede den mange kilometer væk fra kysten. Men der er andre mulige måder at opnå den samme virkning på, såsom at drage fordel af den kendsgerning, at kuldioxid danner et tungt hydrat i form af faststof ved beskedne havdybder. Disse muligheder skal undersøges.

Samtidig med at forskerne undersøger, om det er muligt at afsondre kuldioxid i havet, er det vigtigt, at de tager de miljømæssige problemer ved processen i betragtning.

For det første: Kan havene absorbere den nødvendige mængde kuldioxid, og hvordan vil vandets surhedsgrad blive påvirket? Selvom oceanerne allerede indeholder 140 billioner ton opløst kuldioxid, er de stort set umættede, når det drejer sig om kuldioxid.

Havene kan sagtens absorbere de 35 billioner ton, der ville dannes ved at afbrænde alle verdens tilbageværende reserver af kul, olie og naturgas. Tilførslen af 35 billioner ton kuldioxid ville sænke oceanernes pH-værdi med 0,3, hvilket er inden for den naturlige variation i havvand på forskellige dybder i forskellige dele af verden.

For det andet vil kuldioxid skabe lokale syreholdige 'lommer', mens stoffet langsomt opløses. Er disse lommer farlige for fisk eller andet liv på havbunden?

Forskere ved Vandforskningsinstituttet i Monterey Bugten har foretaget mindre undersøgelser, hvor de hældte flydende kuldioxid ned på havbunden og derefter iagttog dyrelivets adfærd.

Indtil videre er der ikke blevet konstateret nogen skader.

Hvis der er én ting, som går igen i spørgsmålet om afsondring af kuldioxid - uanset om den finder sted i havet eller i geologiske områder - så er det, at der er brug for mere forskning. Imidlertid forekommer tanken om at lede kuldioxid uden om atmosfæren og afsondre den direkte i havet at være en meget elegant løsning, når vi skal kontrollere den menneskeskabte udledning af kuldioxid i atmosfæren.

Jeg har omtalt denne specielle måde at afsondre kuldioxid på lidt detaljeret, ikke fordi den nødvendigvis er den bedste eller den eneste mulige løsning, men fordi den er typisk for det meget ansvarlige og strenge forskningsarbejde, som foregår på universiteterne, institutterne og i oliefirmaerne.

Deres mål er at finde de mest effektive måder, hvorpå man kan mildne de miljømæssige problemer ved brug af fossile brændstoffer. Der er en stigende forståelse i olie- og gasindustrien for, at der er både muligheder og trusler i en verden, som er sårbar over for kuldioxid.

Hvis ophobningen af menneskeskabt kuldioxid i atmosfæren er et globalt problem, så vil uskillelsen af stoffet, komprimeringen, transporten og lagringen af det et andet sted end i atmosfæren blive en enorm forretning. Hvem andre har den tekniske ekspertise, den økonomiske styrke og de globale ledelsesfærdigheder til at hjælpe med at stabilisere indholdet af kuldioxid i Jordens atmosfære?

Olieindustrien har de enestående muligheder for og motivationen til at løse kuldioxidproblemet, ligesom den løste forsyningsproblemet i 1970'erne.


Oversættelse: Lars Davidsen
Teksten er et uddrag af en tale, afholdt på den syttende Olieindustrikongres i Rio de Janieiro i september måned.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce