Åbningsscene. Nærbillede af kronikørens øje.
Foto: Sofie Amalie Klougart

Åbningsscene. Nærbillede af kronikørens øje.

Kroniken

Verden er en uredt seng

Essay om kærlighed og metaforens utroskab.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Hun kan ikke huske, at hun begyndte at elske ham, hun kan ikke huske, at hun holdt op. Der er en kærlighed, som ikke bevæger sig på den måde, frem eller tilbage. Sådan en kærlighed findes, en kærlighed, der er et mørke omkring mennesker, omkring mig. Et ønske om lys hele døgnet rundt.

Det er sen eftermiddag 13. december. Min ven kommer ind på kontoret, han vil gerne låne en bog af mig, spørger mig, om jeg ved, at det er Luciadag; jeg har lige set Bunuel og Dalis film fra1929, Den andalusiske hund.

Åbningsscenen: man ser en kvinde, man ser manden, der med to fingrer forsigtigt trækker hendes øjenlåg fra hinanden. Øjet. Man ser kvindens øje helt tæt på, pupil, iris, og så efter et billede af en smal sky, der glider for månen, barberbladet, der fortsætter skyens bevægelse, gennem øjet, månen. Det overskårne øje, det hvide, der vælter ud.

I lang tid huskede jeg det, som om scenen stammede fra Georg Batailles roman ’Historien om Øjet’. Optagetheden af formerne, af tingenes indre forbindelse. Lucia, man burde næsten se noget, siger min ven.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce